Final Fantasy XV

Man må sige det har været en lang vej hertil. Annonceret hele vejen tilbage i 2006, et navne skift fra Final Fantasy Versus XIII, et skift fra PS3 eksklusiv til næste generations maskinerne, skift af instruktører og skiftende grafik motorer. Ti år senere står spillet endelig klart, som Final Fantasy XV. Og der er god grund til at være skeptisk i starten. Ethvert projekt der tager så lang tid at fuldføre vil unægtelig have klinger i valsen et par enkelte steder. Dette gør sig også gældende for FFXV, og dog er alligevel en ting sikkert: dette spil er ti års ventetid værd.

Prins Noctis' rejse, med sine tre venner Ignis, Gladiolus og Prompto er en rejse med vejbump, også en mindeværdig en af slagsen. Det kan let mærkes at udviklerne har været påvirket af den retmæssige kritik som XIII serien fik. Allerede efter plot et par timer bliver spillets verden åben, hvor man frit kan rejse som det lyster en. På kortet ser verdenen ikke just stor ud, men den føles gigantisk at udforske. Den er varieret og mindeværdig, og der er en sand kærlighed for de små detaljer. Selv efter at have gennemført spillet, længdes jeg efter at hoppe tilbage og udforske hele verdenen.

Rejsen foregår med bil, i en verden der for det meste er realistisk. Eller...så realistisk man nu kan være, når der er monstre og magi. Bilen er lidt af en gimmick dog. Du kan selv køre den eller lade Ignis automatisk gøre det, men at køre over det store terrin er ikke altid spændende. Der er muligheder for at ordne indkøb under rejsen, høre musik fra tidligere Final Fantasy spil, men ellers er det blot om at læne sig tilbage og nyde landskabet, hvilket hjælper på køreturene til en vis grænse.

Den store verden indeholder dog en vigtig lektion, som undertegnede synes vestlige udviklere burde tage ved lære af. Selvom den er stor, er den ikke proppet med fyld. Her er ingen overvældende liste af samle objekter, irriterende tilfældige missioner der skal klares på tid, kun hvad der er behov for. Side quests findes i rigt antal, både i form af almindelige side quests og hunts. De almindelige side quests kunne godt trænge til lidt variation, men de bedste af dem tager dig til dungeons der i sandheden formår at overraske. Dungeons, der let hører blandt seriens bedste. Spillet har kun det essentielle i sin verden, og sammen med en kærlighed for små detaljer og et overraskende vanedannende mini spil, virker FFXV nærmest som en forsimplet udgave af vestlige rollespil, der formår at få sit indhold til at betyde mere.

Det hjælper naturligvis også, at verdenen er ret smuk at se på. Spillets grafik er generelt en fryd for øjende, også selvom billedehastigheden fra tid til anden ikke kan følge med. Det skete dog ikke særlig ofte, og jeg kunne næsten hele tiden blot nyde den smukke grafik.

Kamp systemet er for det meste en sand fornøjelse, der dog har sine problemer. Kameraet er ikke altid semarbejdsvenligt, og det kan være svært at se hvad der helt præcist forgår i de forskellige kampe. Det sker nok til at man ligger mærke til det, men ikke nok til at ødelægge oplevelsen eller påføre frustration. Kamp systemet er hektisk, udfordrende og sjovt, med god variation og strategi i forhold til at undgå angreb, og undvige dem.

Man styrer kun Noctis, hvor hans venner klarer sig selv. Man kan helbrede dem og give dem simple kommandoer, men så heller ikke mere end det. Men det er også fint, fordi deres kunstige intelligens er yderst vel designet, og meget hjælpsomme. Noctis selv kan teleportere gennem fjender for mere skade og til steder på kamp området, man får helbredt liv og magi, samt tid til at danne overblik. Og hvis man synes kamp systemet er for hektisk, kan man slå wait mode til, hvor man får tid til at overveje sit næste træk. En fin gestus fra udviklernes side.

Magi systemet har dog set en markant forandring. Denne gang skal man absorbere elementer fra forskellige fikspunkter, som man derefter kombinerer i en menu. Umiddelbart gør dette magi besværligt og nyttesløs, men det kan faktisk give én en kæmpe hjælpende hånd. Udover at være kraftfulde, kan man frit kombinere sin magi med vidt forskellige elementer og andre ting. Det er et overraskende dybt system, som efter noget tilvænning faktisk er rigtig godt.

At stige i level har også ændret sig. Man optjener stadig EXP, men det bliver kun påført på dine karaktere når du sover. Det fjerner en smule af det sjove, ved at udforske en dungeon og blive stærkere, men det føles ikke mindre belønnende når man endelig finder et sted at overnatte. Og hvor man overnatter, kan hurtigt blive en strategisk beslutning. Overnatter man ude i det fri, kan man få Ignis til at lave mad til sine venner, der gør dem stærkere i et begrænset stykke tid, hvilket i mange tilfælde er ekstremt brugbart! Du kan også vælge at sove på hoteller, hvor du i stedet for at kunne lave mad får bonus EXP.

Ydermere har alle fire hver deres færdighed. Ignis kan som sagt lave mad, hvor Gladiolus kan finde hjælpsomme ting på farten. Prompto tager billeder af din rejse, der mildt sagt er værd at holde fast i. Noctis fisker, hvilket ikke sker så ofte, men som alligevel i sig selv er et vellykket system.

Gameplayet er kort sagt mere end rigeligt i sig selv, får at få en fremragende oplevelse af spillet. Gameplaymæssigt er dette et af de bedste Final Fantasy spil i nyere tid, trods et par små ting her og der. Jeg nød i hvert fald alt den tid jeg har brugt på det, og jeg kommer i hvert fald tilbage til det. Ja, der er ikke meget af spillet der føles som det Final Fantasy de fleste af os er vokset op med, men det er også helt fint! Dette er vidunderligt at spille. Men hvad så med historien?

Ja...her bliver det en smule kompliceret. Overordnet set er historien til tider et mindre rod. Store begivenheder bliver til tider relegeret til forklaringer under loading skærme, eller sker langt væk fra vores fire venner. Dette kan forsvares med, at historien udelukkende er fokuseret på hvordan de ser og oplever verdenen, hvilket jeg sagtens kan leve med. Hvad der måske ikke er så let at leve med, er at spillets andet akt har en ubehagelig tendens til at pludselig smide etablerede karaktere i baggrunden, og helt glemme dem. Dette kan igen forsvares med, at det er svært at se hvordan de skulle bidrage med noget senere hen. Men det er svært at tilgive for en specifik karakter, som jeg ikke nævner her. Han forsvinder pludselig efter en del timer, og dukker pludseligt op med en helt ny motivation der aldrig bliver forklaret.

Dette er Square også opmærksom på, da de åbenbart vil tilføje nye historie mellemsekvenser gennem patches på et senere tidspunkt. Det bliver interessant at se. Ligeledes vil de også ændre på kapitel 13, der hos folk har været en hård modtagelse, men som jeg personligt ikke har det store problem med. Ja, den er lidt for lang, og gameplay restriktionen er lidt irriterende i længden, men historien og de eskalerende situationer gjorde det bedre for mig.

Dernæst er der det Final Fantasy XV materiale, der i forvejen er udgivet. Her snakker vi om filmen Kingsglaive: Final Fantasy XV (med ingen ringere end Aaron Paul, Lena Headey og Sean Bean i hovedrollerne), animen Brotherhood: Final Fantasy XV og pre-order spillet A Kings Tale: Final Fantasy XV. Sidstnævnte er ikke vigtig, men filmen og animen er lidt vigtige. Desværre er kvaliteten svingende.

Kingsglaive forklarer nogle basale ting som spillets verden, og viser en kæmpe begivenhed der finder sted, i slutningen af spillets første kapitel. Filmen i sig selv er flot at se på, actionen er god og skuespillet for det meste godt, hvor handlingen gevaldigt halter. Den er overfyldt, trods enkelte rigtig gode øjeblikke, og tynde karaktere. Ikke den bedste sales pitch, det ved jeg godt, men den tilføjer til spillet. Animen uddyber forholdet mellem de fire venner, og er modsat filmen faktisk af god kvalitet, trods et halv svagt sidste afsnit.

Måske er det fordi jeg satte mig ind i universet, men trods historiens problemer og tegn på et forhastet manuskript, så er jeg alligevel positiv. De senere kapitler formåede faktisk at fange min interesse, på et punkt hvor jeg bare måtte se hvad der skete næste gang. Handlingen bliver mere interessant, men dette er delvist også takket være spillets karakter galleri.

De fire venner er simpelthen vidunderlige. Deres forhold er dejligt at se blive udfoldet, gennem mellemsekvenser og dialog under gameplay. Man får fornemmelsen af at dette er en god venneflok, der har det rigtig sjovt sammen. Man vil lære dem godt at kende, og holde af dem. Spillets skurk er desuden også vidunderlig. Hans dialog, handlinger og skuespil gør ham nærmest uendeligt interessant, og det er en fornøjelse at se ham i de forskellige mellemsekvenser. Han hører til en af de bedste skurke i serien, på denne side af Kefka og Sephiroth.

Handlingen formåede at have mig emotionelt investeret i sine karaktere, og det var hele drivkræften bag min positive oplevelse af handlingen. Hvilket også blev sluttet af med en flot, tilfredsstillende og emotionel slutning, der i den grad ramte mig følelses mæssigt. Og trods at handlingen til tider er forhastet og rodet, så vil jeg kalde det en imponerende bedrift! Ydermere fortjener soundtracket også rigtig meget ros.

Så ja, historien skal i hvert fald finpudses, trods at der stadig er meget positivt at komme efter. Men hvad der også var overraskende for mig, var spillets længde. Det tager adskillige timer at klare alt hvad spillet har at tilbyde, men historien er overraskende kort i forhold til seriens standarder. Jeg havde gennemført spillet efter ca. 25 timer, og den tid var endda medregnet med side quests. Historien kan nok klares på et sted mellem ti og femten timer hvis man skynder sig, hvilket jeg dog ikke vil anbefale.

Final Fantasy XV er ikke et perfekt spil. Historien er til tider rodet og forhastet, gameplayet har enkelte områder der kunne bruge en lidt mere kærlig hånd, i forhold til kameraet og bilen. Derfor siger det alligevel en del, at jeg ikke blot forlod spillet med en ret positiv holdning, men faktisk vil vende tilbage. De negative ting kan ikke ændre på, at dette er Final Fantasy der genfinder sit fodfæste efter en ret skuffende XIII trilogi. Det tog ti år, men det har været vente tiden værd. Velkommen tilbage, Final Fantasy!