Overwatch

Efter at have spillet Overwatch siden August (ja, ved godt at denne anmeldelse er sen på den), er jeg endelig klar med en anmeldelse.

Overwatch blev først introduceret for mig til Blizzcon 2014. Allerede der skildte det sig ud fra noget andet spil jeg hidtil havde set. I to år gik jeg rundt med stor forventning til dette spil (sammen med Battleborn), og da det endelig udkom, skuffede det ikke.

Overwatch er et First Person Shooter-spil, med MOBA-træk. Dvs. at i stedet for at du bare styrer den samme soldat med forskellige skydevåben du har set tusinde gange før, så styrer du en helt med ét våben, og 2-3 evner plus en ultimativ evne, der kan vende spillet til din fordel, hvis brugt rigtigt. På den måde er spilet også meget stratetisk, da hver karakter kan være god i situationer hvor andre karaktere ikke ville være god. For eksempel er der Reaper, hvis navn og udseende helt klart er taget fra Grim Reaper. Han bærer to shotguns med fire skud i hver, og når han er løbet tør for skud, smider han pistolerne fra sig og trækker to nye frem fra kappen. Han kan dele massiv skade, men kun hvis han er relativt tæt på sin modstander. Han kan desuden teleportere og gøre sig selv til et spøgelse så han med lethed kan snige sig ind og ud af vanskelige situationer, og desuden lege snigmorder. Hans ultimate (Death Blossom), kan udrydde et helt hold af fjender, men igen kun hvis han er tæt på dem. En anden karakter ville være tanken Roadhog, som har en krog som han kaste på fjender, og så hive til sig, for derefter at One-Hit-KO dem med sin shotgun. Der er også en klassisk sniper som Widowmaker, der tvinger dig til rent faktisk at have evner med et sigtekorn. Og en supporthelt som Mercy, som kan fastgøre sig til folk og heale dem så de er sværere at dræbe, men hendes lave health og sekundære våben (en pistol der kun skader 20 for hver skud der rammer) gør hende næsten ubrugelig når det kommer til kamp.

Målet i Overwatch er ofte at overtage et område eller et payload og så skubbe det frem til slutlinjen, eller sørge for at modstanderen ikke får gjort det. Det sker på så hektisk og fantastisk en måde, at det føles naturligt. Selv de nye måder at spille på, Elimination 3v3 og Mystery Duel 1v1glider ind i spillet så naturlige at spillet føles så noget nær perfekt. De eneste mangler der er at sætte finger på, er en aldersfordeling, for seriøst, det kan være noget så frustrerende når en lille unge sidder i den anden ende af voice chatten, og skriger hvad man skal gøre, forlanger at man skal skifte til en karakter der ville være ubrugelig i den givne situation, og sviner en til selvom man gør det bedste man kan, i stedet for at indse at det andet hold bare er bedre. Men det er jo efterhånden et selvfølge når man spiller online-spil.

Men udover det er der næsten ikke en finger at sætte på spillet. Det fungerer godt, virkelig godt, og selvom jeg allerede har brugt over 200 timer på det, så vil jeg med glæde bruge 200 timer mere på det.

Og lidt off-topic: hvis nogen har Overwatch til PlayStation og mangler nogen at spille med, så kunne du måske add'e mig som Celebri13 :)