Rez Infinite

Selv tilbage i 2001 var jeg klar over, at Rez var noget specielt. Mit ti årige jeg blev helt fanget af den visuelle side og musikken, som jeg så trailere og gameplay videoer fra det i diverse videospil magasiner. Da jeg så i sidste uge pludseligt faldt over spillet på min brors Playstation 4, var jeg nødt til at spille det. Det var på en lørdag. To dage senere havde jeg fået platin i det.

Ja, det siger en del om længden. Spillet er gennemført på ca. en time, og selv at udtømme spillet fuldstændig for muligheder er en hurtig fornøjelse. Score attack rekorder, boss rekorder, at gennemføre spillet over en omgang ca. Seks gange, og en sprit ny bane (hvilket jeg vender tilbage til) tog mig ikke specielt lang tid.

Det er ærgerligt, fordi lidt flere baner ville bestemt ikke skade. Men det tager ikke det unikke fra Rez: Infinite. Det er et spil som er helt unikt. Gameplayet er simpelt: din karakter flyver igennem forskellige digitale steder, hvor du blot skal sigte og skyde alt hvad der rør på sig ned. Der er powerups at fange, som gør dig stærkere og kan rydde skærmen fuldstændig, men du er stadig sårbar. Et slag er nok til at sende dig en udviklingsform ned, og visse øjeblikke kan være ret udfordrende. Desuden, vil du prøve at skyde fjenderne ned en efter en, eller vil du udradere dem på samme tid, takket være din funktion til at låse fast på op til otte mål af gangen? Det lyder umiddelbart som om at det giver sig selv, men der er faktisk en ret sund mængde af strategi at finde her. Især i spillets fem fantastiske boss kampe.

Gameplayet er i sig selv simpelt og sjovt, men det er især præsentationen der skaber fornøjelsen. Spillet foregår inde i en slags computer verden, hvor man skal redde et slags program ved navn Eden. Det er svært at sætte ord på omgivelserne, men det er meget flot at se på. Fremover burde ordbogs definitionen af kreativ forklares med billeder af dette spil. Det er unikt og flot at se hvordan omgivelserne ændrer sig, de forskellige inspirationer og variationer og de kreative fjender.

Musikken er også en kæmpe del af oplevelsen. Alle baner starter med en basis rytme, hvor en dræbt fjende får sit eget hurtige beat, der tilføjer til musikken. Når man så skifter mellem de forskellige ti lag i en bane, udvikles denne basis rytme yderligere, hvor den så ved boss kampen når klimaks. Man er ikke helt en DJ, men alligevel påvirker man musikken. Det er vidunderligt musik, og noget der skal opleves. Disse ting er i sig selv nok til at spille spillet igen op til flere gange, trods den korte længde.

PS4 udgivelsen, kaldt Rez: Infinite tilføjer to ting til spillet: Area X og VR understøttelse. Desværre ejer jeg ikke selv VR brillerne, da jeg trods alt er en fattig studerende, men spillet er som skræddersyet til VR. Især Area X, en bane der vel nok er overstået på ca. ti - tyve minutter. Ikke langt, men alligevel en smukt oplevelse. Det føles som en moderne udgave af Rez, og forhåbentligt kan dette lede til mere. Musikken er fantastisk, og den visuelle side er nok det smukkeste jeg har set i år.

Den korte længde er ærgerlig, men det forhindrer ikke Rez: Infinite i at være en unik oplevelse. Dette spil skal opleves. Der findes ingen andre spil som dette, og det er svært at forestille sig noget andet spil komme tæt på hvad der bliver udført her. Dette er et spil for reflekserne, og alle sine sanser. Få spil er så visuelt og lydmæssigt stimulerende som dette.