Dansk
BRUGERANMELDELSE

Until Dawn

Når Ting Går Galt
Until Dawn blev udviklet til at fungere med hardware floppet PS Move, men undervejs skiftede nogen mening, og Until Dawn blev en PS4 titel i stedet.
Kommunikationen omkring spillet var forvirrende, modtagelsen fin, den generelle stemning lunken og salgstallene skuffende. Nu er det bare heldigvis sådan, at en diamant begravet i en bunke hestepærer stadig er en diamant. Lad os få vasket lidt af lorten væk.

Når Ting Går Godt
Horror er tilbage. Selvfølgelig har horror aldrig været væk, men lige nu er vi i en dejlig boble hvor horror er blevet mainstream. It Follows og The Babadook formåede at gøre horror indie-cool på det store lærred, og på hjemmebiografen, med den nyeste generation af konsoller som centrum, havde både Outlast, Alien: Isolation samt især PT formået at begejstre. Timingen var derfor rigtig fin for Until Dawn. I et forfejlet forsøg på at lægge sig i forlængelse af andre skønne titler i samme genre blev Until Dawn fremstillet som et seriøst og dystert horrorspil. Det er det ikke, og heldigvis for det.
Until Dawn har ikke en lækker og iskold indie-vibe som It Follows, og spillet er heller ikke skrækindjagende og kryptisk som PT. Until Dawn er en slasher og rummer alt det en god gyser med respekt for sit B-film mærkat skal rumme.
Karaktergalleriet er overdrevet og fyldt med stereotyper. Nogle håber du på overlever, og andre håber du får en grum skæbne... og gerne snart. Der er ingen stiltiende protagonister at finde her. Alle ytrer sig og der bliver ikke lagt fingre imellem.
I løbet af kort tid finder du dig selv fanget som en lus mellem to negle, da du bevidner den bedste catfight jeg nogensinde har oplevet i et spil. Jeg fandt mig selv knipsende af fjernsynet mens jeg råbte Uuuuuh bitch! Uuuuuh buuuurn!!! Oh no she didn't!!!.
Som spiller er jeg vant til at kvinder bliver fremstillet stereotypisk, men fyrene heri får samme omgang, og lever op til samtlige troper når det kommer til manderoller indenfor 80'er horror.
Det er tiltænkt og det er, frem for alt, sjovt.

Når Ting Går Som De Går
Når jeg kommer omkring persongalleriet før gameplayet så er det ikke uden grund. Det vigtige i Until Dawn er nemlig det levende persongalleri og deres færd gennem natten frem mod daggry. Det er ikke en såkaldt walking-sim du skal igennem, og det er heller ikke en Telltale oplevelse, men spillet læner sig mere op af den moderne adventuregenre end den bombastiske actionoplevelse. Havde Resident Evil og Heavy Rain besluttet sig for at blive forældre, ja så havde Until Dawn nok været deres lille guldklump.
Spillet har sin sommerfugleeffekt, som i bund og grund betyder at nogle af de valg du træffer gennem spillet får en konsekvens. Det er nemlig dig der sidder med overblikket over de forskellige karakterers skæbne. Du er fortælleren og ikke en alvidende fortæller, for der er mange ting du ikke ved, men det er stadig dig der sidder og trækker i trådene, og som slæber spillets figurer igennem nattens strabadser. Natten igennem skiftes du til at styre figurerne i spillet, og på den måde opleve hvad natten har at byde på, men også samtidig påvirke hvad der kommer til at ske før solen stiger op på himlen. Det lyder indviklet. Det er det ikke. Du kommer til at styre en person af gangen, og gameplayet udspiller sig for langt det meste af tiden med et fastlåst kamera. Er der Quick Time Events? Ja. Er de irriterende og popper de frem al for tit? Nej.
Until Dawn er enormt lettilgængeligt, og jeg testede det på min kæreste som kun kan spille FIFA på sin gamle PSOne uden at blive forvirret, og indenfor et kvarter var styringen mestret.
I forhold til tilgængelighed har spillet også danske undertekster, og det fortjener stort bifald herfra, så spillet kan opleves uden problemer selv hvis det engelske er lidt rustent.
Du læser denne anmeldelse på Gamereactor, og du er højst sandsynligt velbevandret indenfor spil, så derfor vil jeg ikke udpensle specifikke elementer af gameplayet, og heller ikke komme videre ind på at spillet ser fantastisk ud. Det svarer lidt til at hive dig igennem en tutorial når du udmærket godt ved hvad venstre styrepind gør.
Desværre er diamanten, når alt lorten er vasket bort, stadig en lille smule usleben. De første 3/4 af spillet er en helt befriende underholdende og overdrevet oplevelse. Spillet er ikke bange for at være dårlig smag, men dyrker i stedet gysertroper som mange moderne horrorværker prøver at ryste af sig. Der hvor Until Dawn kommer til kort er i finalen. Her kommer action til at fylde lidt for meget, og historien løfter sig ikke, men flader derimod en smule ud. Det føles en smule som om Until Dawn er blevet trukket en time for langt. Jeg havde gerne undværet den sidste time, hvis jeg derimod havde fået en 100% tætpakket og gennemført oplevelse.

Når Ting Skal Sammenfattes
Det største problem med Until Dawn var kommunikationen omkring spillet. Sony var ikke særlig søde til at give det her spil den eksponering det fortjente, og måske var de lidt nervøse ovenpå Knack, The Order: 1886 og Driveclub som alle på hver sin måde fejlede i større eller mindre grad.
Spillet er ikke en selvhøjtidelig oplevelse, men derimod en moderne kærlighedserklæring til en svunden gysergenre.
Until Dawn er en oplevelse der åbner sig for dig med det samme. Du skal ikke være nervøs for at spillet modarbejder dig i form af sværhedsgrad, glitches eller andet. Det er et spil du kan mestre, og et spil du faktisk bare skal koncentrere dig om at nyde. Der mangler lige det sidste for at spillet bliver den perfekte oplevelse, men for pokker hvor er det lang tid siden jeg har spillet et så filmisk gyserspil der lægger så meget vægt på, at jeg som spiller skal være underholdt.

Samlet karakter: 9/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10