Layers of Fear (2016)

Walking simulatorer er ret udbredte i dag. Det er der heller ikke så meget at sige til. Denne genre er betydeligt lettere at udvikle et spil om, og der er endda fri hjemmel for at udforske interessante emner og historier. Spil som Firewatch, der til trods for sit skuffende mysterie og slutning, er gode eksempler på dette. Men kan dette overføres til gyser spil? Det er i hvert fald det som Layers of Fear prøver på.

Her spiller du som en maler, der prøver at udføre sit livs mesterværk. Denne process udforskes gennem hans hjem, der konstant forandrer sig. Rummene ændrer sig ofte, døre der førte et sted fører pludseligt et andet sted, og genstande er ikke helt hvad de ser ud til at være. Der er ingen logik bag disse ændringer, hvilket også er meningen med et mareridt.

Man kan ikke kritisere spillet for sine omgivelser, fordi de er rigtig pæne og oftest veldesignet. Problemet ligger mere i gyset...eller mangel på samme. Spillet har nemlig kun tre måder at skræmme på: den tidligere nævnte forvirring, billeder der ændrer form og en laaaaaaang række choks. Til at starte med virker det faktisk, men formularen bliver hurtigt gennemskuet. Det bliver i sidste ende en kæmpe gimmick.

Men delvist også fordi at spillet ofte fortæller dig, hvornår du skal være skræmt, eller hvor der venter dig et chok. Ligesom PT (REND MIG KONAMI!!!) har spillet et spøgelse, der kan gribe fat i dig. Dette spøgelse dukker bare aldrig op, på nogen naturlig måde. Dens tilstedeværelse er nærmest direkte fortalt på forhånd, og så hjælper det ikke at dette bliver gentaget ca. 3 - 4 gange.

Dette er vel og mærke ikke det eneste element, som spillet kopierer fra PT. Faktisk virker spillet som en PT klon... Og det gør mig ked af det, eftersom en flok narhatte fra Japan besluttede at droppe PT og Silent Hills, fordi de fandt det bedre at mobbe Hideo Kojima og hans fans. I må lige undskylde mig, har lige nogle følelser der lige skal afreageres på...

Okay, tilbage til Layers of Fear. Til trods for sin atmosfære, så føles spillet mere som en forlystelses park. Der sker aldrig noget, medmindre spillet eksplicit styrer dig i retning imod det. Man behøver f.eks. aldrig at kigge sig over skulderen, fordi der er som regel ikke noget. Og de få gange der er, så fortæller spillet dig at du skal kigge bag ved dig. Det er ret tamt.

Det hjælper heller ikke, at spillet er proppet med klichéer. Skræmmende dukker? Tjek. Mærkelige børnetegninger? Tjek. Billeder der pludselig bliver "forstyrrende"? Yes. Nogle der banker på døre, hvor det så viser sig at ingen er der? Ja, og tag du dig en småkage for at gætte rigtigt. Og imellem dette: et hav af ensformige choks, hvor den samme metode bliver genbrugt en million gange, i løbet af de 3 - 5 timer spillet varer.

Og det er stort set det eneste, som Layers of Fear har at tilbyde. Der er næsten ingen skræmmende øjeblikke, hvor spillet ser sig tilfreds med at forskrække dig. Med tanke på spillets titel, er frygt en gigantisk mangelvare. Der er enkelte øjeblikke der faktisk er gode, men der er bare alt for langt imellem dem. De ender mere som et frustrerende glimt af det, der kunne have været. Men kreativitet er åbenbart ikke udviklernes stærke side.

I sidste ende er Layers of Fear mere et lag af checklister. Alle gyser klichéer er tilstede, i denne forlystelsesparks simulation, hvis eneste formål synes at være bilig Let's Play foder. Jeg kan skrive bedre gys end dette spil, og det kan du sikkert også. Faktisk har jeg bedre gys i tankerne lige nu. Gys, der omfatter et bestemt japansk video spil firma...