
Man kan ikke benægte, hvor meget Mad Max har givet os gennem årene. Fantastisk action, et spændende univers, flot skuespil og overraskende gode historier. George Millers serie er en af de absolut bedste serier, hvor især The Road Warrior og sidste års Mad Max: Fury Road kort sagt burde fungere som lektioner i, hvordan man laver action og samtidig skaber en interessant historie. Og ja, jeg jublede hver gang Fury Road vandt en Oscar. Bortset fra Beyond Thunderdome, er det generelt en serie med en sindssyg høj kvalitet.
At det så har taget så lang tid at få et ordentligt Mad Max spil (ved godt der findes et 2D spil, men så meget Mad Max er der altså heller ikke over det), er derfor let at forstå. Seriens skaber og instruktør, George Miller, har forståeligt nok villet beskytte seriens ry, og være sikker på at spillet ikke ville være af lav kvalitet. Men efter en lang og bøvlet udviklings periode, har svenske Avalanche Studios endelig udgivet et Mad Max spil. Et hæderligt spil, der desværre ikke lever op til seriens høje kvalitet.
Problemet er gameplayet. Det simple Arkham kamp system mangler dybde, føles ubelønnende og trækker ofte spillet ud, historien er meh, og side missionerne er billige.
Avalanche er eksperter i at lave gigantiske verdener, det har de vist med Just Cause serien. Men de har altid været fyldt med en masse fyld; en kæmpe bunke missioner der måske har tre variationer, der er blevet udsat for copy-paste i nærmest uendelig kapacitet. Der er ting at ødelægge, baser at overtage og samle objekter at finde. Det samme gælder Mad Max. Der er sindssygt meget indhold, men de er lavet uden omtanke. De eksisterer blot for at trække spillets levetid ud.
103 history relics, 16 archangel biler, 13 dekorative ting til bilen, gennem convoy missioner, yderligere 32 biler at finde, 4 strongholds med tilsvarende 11 opgraderinger hver (hvor de forskellige dele er spredt rimelig vidt omkring), 17 wasteland missions, 32 løb, 37 lejre at rømme, 16 balloner at bruge til at opdage missioner (Ubisoft tårne), 96 miner spredt over 32 minefelter, 227 mindre områder at rømme, 144 udfordringer (vel og mærke dem der ikke gentager sig), 130 insignias i lejre, 79 scarecrows at ødelægge, og ærlig talt har jeg ingen anelse om hvor mange sniper tårne der ellers befinder sig.
Det er sindssygt meget indhold, men bortset fra en af dem (det kommer jeg tilbage til), er de i længden ikke meget værd. Dette er et spil, hvor mængden af side missioner i starten sætter et smil på læben, hvor man frivilligt går efter at klare så meget som muligt, hvor ethvert fremskridt føles belønnende. Men efterhånden bliver det påtrængende, reduceret til busywork, der for alvor illustrerer designets manglende kreativitet.
Det er ikke kun fordi at de forskellige missioner bliver gentaget i nærmest uendelighed, men også fordi de er irriterende. Et eksempel er minefelterne, som man kun kan opdage ved tilfældigt at køre rundt. Herefter må man tilbage til nærmeste stronghold, og hente en dune buggy med hund, før man kan finde minerne i felterne. Denne dune buggy er ikke kun dårligere end ens almindelige bil, men hopper desuden heller ikke med hvis man benytter fast travel. Et tydeligt eksempel på, at udviklerne har gjort hvad de kunne for at trække tiden ud.
Men det er også så uinspirerede. Some nogle anmeldere korrekt har påpeget, så er Mad Max et øjebliks billede: et leksikon over hvordan Open World genren ser ud i dag. Der er intet galt i at holde sig til det sikre, men det her er latterligt. Der har ikke været meget fokus på at holde dem interessante, kun at proppe spillet med indhold, noget som genren generelt er offer for i dag.
Der er dog en del af side missionerne der virker; faktisk overraskende godt: History Relics. Disse 103 objekter består af billeder og korte tekster, fra imens verdenen gik under. Disse relics giver et billede af hvordan verdenen ødelagde sig selv, med massere af plads til selv at forestille sig de vigtigste detaljer, hjulpet af Max's egene kommentarer.
De er overraskende effektive, og formåede faktisk at give mig en emotionel forbindelse til spillets verden. Både fordi det virker realistisk (og er mit bud på verdens undergang), men også fordi de tvinger en til at reflektere over vores egen virkelighed og leve måde. Men det gjorde også, at når jeg stødte på minder om den gamle verden, blev jeg påvirket. F.eks. udforskede jeg et hus begravet i sand, og dette hus lignede et helt almindeligt hjem fra vores verden, der i sandheden er et sjældent syn i spillets verden. Jeg kunne ikke undgå at blive påvirket af, at udforske det, og tænke tilbage i tiden. Dette er noget, som de fleste post apokalyptiske historier kunne lære meget af.
Ja, selvom verdenen er fyldt med elendigt indhold, så er den flot realiseret og effektiv. Faktisk vil jeg gerne argumentere for, at den har en af de bedre verdner inden for sin genre, alene pga. de førnævnte relics. Man skulle ikke tro det, men det er en flot og varieret verden, der tydeligt har krævet meget tid og kærlighed.
Men dette skyldes til dels også licensen, der bliver flot brugt. Dette føles som Mad Max, og det lykkedes op til flere gange at genskabe den samme stemning fra filmene, og endda nogle gange endda spændingen. Dette skyldes især spillets historie missioner. Ja, historien er ikke noget særligt, og er endda til tider forhastet, men den indeholder en række gode karakter øjeblikke, samt spændende og veldesignet missioner.
Ja, Max taler noget mere end han gør i The Road Warrior og Fury Road (hvor han er tæt på at være mute), men personligheden er den samme, og han er stadig kortfattet. Max er brutal og egoistisk, en mand der blot prøver at overleve i en verden, der har fuldstændig ødelagt ham og taget alt fra ham. Selv hans partner Chumbucket, til trods for hans kæmpe mængde dialog, er en veludført karakter, der er meget interessant og mindeværdig, dog også lidt forstyrrende.
Gameplayet har dog også positive elementer. Det er belønnende at langsomt opgradere sin bil Magnum Opus, styringen er perfekt og bil kampene er intense og spændende. Størstedelen af spillet foregår bag rettet, og det er kun en dejlig ting, der delvist redder spillet.
Et sidste underligt punkt i spillet, er dog dens forbindelse til serien. Mad Max filmene har som sådan ikke nogen kontinuitet, og det er ikke mening at man skal se på dette spil, i forlængelse af 2015's fantastiske Fury Road. Alligevel har spillet alt for meget tilfældes med førnævnte film.
Filmens skurk bliver omtalt i de forskellige biografier, fjende og bil design er som taget ud af Fury Road, en af spillets kvindelige personer ligner meget en af Immortan Joes koner, selv blodbags har en rolle her (dog i mindre grad). Dette skyldes nok George Millers tidlige involvering, der hjalp udviklerne med idéer under den tid, hvor Fury Road var i udviklings helvede. Det trækker ikke spillet ned, men man kan ikke undgå at lægge mærke til det, hvis man har set filmen.
Ligesom hoved personen selv, har spillet en del dårlig bagage i baggrunden, men når det virker, så virker det. Man kan mærke udviklernes kærlighed til licensen, det benhårde arbejde bag den interessante verden, ønsket om at fortælle en ordentlig historie (selvom det ikke helt virker), og godt historie mission design. Hvad der trækker ned, er de overflødige, kedelige og overdrevet talrige side missioner, der kan gøre spillet ret kedeligt. Jeg har platin i spillet, men føler ikke at det var de 70 timer værd, som det krævede.
Kort sagt: Mad Max er en frustrerende oplevelse. Et spil der til tider når høje og beundringsværdige øjeblikke, men som i den grad også skraber bunden til tider.