Until Dawn

Egentlig var jeg ret skeptisk omkring Until Dawn. Udover at ligne en Heavy Rain kopi, var jeg ikke så speciel vild med idéen. Jeg holder mig som regel væk fra slasher film, fordi jeg ikke kan fordrage dem. Hvem der dør er utrolig let at regne ud, stereotyperne forfærdelige, og så er de ret primitive/elendige til at skræmme folk, da de kun bruger choks og fake-outs (når f.eks. en fyr skræmmer sin kæreste for sjov).

Det er denne stil som Until Dawn går efter, så man kan forvente at se rigtig meget af mine førnævnte klage punkter. Men du har jo allerede set min karakter (fordi det er vel det første folk kigger efter?), så du kan med rette spørge: Hvorfor kan du pludselig godt lide de klichéer? Det er der mere end en grund til.

Spillet skammer sig ikke over at indeholde disse ting. Den nyder det. De første par timer er fyldt med stereotypiske teenagere, såsom kæreste parret der elsker en speciel slags gymnastik, jealousi, de bedste venner og naturligvis en tragisk baggrunds historie, med tilsvarende mysterie. Dialogen er bevidst dårlig og ostet, og det samme er skuespillet. Alle klichéer er til stede, og tilsvarende referencer til andre slasher film, såsom Fredag den 13, Scream osv.

Gameplayet er nærmest en tro kopi af Heavy Rain. Man får lov til at styre sin karakter gennem forudbestemte kamera vinkler, hvor alt andet bliver styret af quick time events. Dog spiller man som i alt otte karakterer i denne omgang, hvor historien dikterer hvem man tager kontrol over.

Starten af spillet er dog en smule irriterende. Ikke fordi at spillet ikke sætter sin handling godt nok op, men fordi at spillet overbruger fake-outs. Man bliver nærmest overfaldt med dem hvert tredje minut, hvilket irriterende mig næsten grænseløst. Heldigvis er det kun i de første par timer, at spillet er sådan. Når faren melder sig, så bliver spillet for alvor mageløst.

Dette er både takket være en yderst fremragende atmosfære, som de fleste gyser spil ville være misundelige over, men overraskende nok er karaktererne også ret engagerende. Man vil nok ikke ende med at kunne lide dem alle (der var især en som jeg endte med at hade), men man vil gerne se alle otte overleve natten. Dette er takket være de utrolig flotte skuespiller præstestationer, der gør et fantastisk stykke arbejde. Alligevel endte jeg med, at kun en overlevede.

Ligesom så mange andre spil, er der naturligvis valg at træffe i Until Dawn. Til forskel fra andre spil, så betyder valgene her utrolig meget. Det er muligt at gennemføre spillet med alle karakterer i live, men det er også muligt at slå dem alle ihjel. Og hvordan du påvirker deres mulige overlevelse eller dødsfald, er noget af det mest engagerende jeg nogensinde har spillet.

Ligesom Witcher 3, fortæller spillet dig ikke hvor vigtigt det valg du skal til at træffe er. Spillet har endda en række kloge valg øjeblikke. Hvis man f.eks. skyder et egern på et bestemt tidspunkt i spillet, vil det resultere i at en karakter kommer til skade, hvilket vil gøre det umuligt at flygte i en senere sekvens. Udover dette er der faktisk nogle ret svære valg, der for alvor sætter en på prøve.

Men der er en lang række øjeblikke der faktisk klogt udnytter klichéerne. Jeg kender slasher klichéerne som min egen baglomme, og det var spillet klar over. Godt nok gik jeg lige ind i en kliché fælde på et tidspunkt (takket være spillets medrivende atmosfære), men det skete også at jeg automatisk reagerede på baggrund af min kliché viden, hvor det faktisk viste sig at jeg traf et ekstremt dårligt valg. Spillet bruger alle klichéerne, men formår at vende på en tallerken og bruge dem imod dig, hvilket resulterer i nogle fantastiske øjeblikke.

Og det er især disse valg der gør, at jeg gerne vil hævde at Until Dawn er et af 2015s største overraskelser og bedste spil. Sammen med Witcher 3, burde dette være et eksempel på hvordan man udfører valg i video spil for fremtiden. De er gennemtænkte, har store konsekvenser, kræver at man er på vagt, og er kloge. Der er mange variabler og forskelle i spillet, hvilket alene er grund nok til at spille det igennem igen.

Faktisk, så sørger spillet også for at man holder sig til sine valg. Man kan ikke gå tilbage til et tidligere save, hvis man er utilfreds med et valg. Fortryder man et valg, må man nemlig starte helt forfra, hvilket er et klogt valg. Man bliver tvunget til at leve med sine eventuelle dårlige beslutninger, der er ingen let vej ud.

Faktisk, hvis det ikke var fordi at spillet er ca. otte til ti timer langt, kunne dette faktisk være et fremragende forslag til et fest spil. Dette er en oplevelse der er sjov at dele med andre, bare for at se hvordan de forskellige vil reagere. Jeg har afprøvet det, og det var fantastisk sjovt! Også selvom vi måtte sætte en hel aften og nat af til det.

Until Dawn er ikke et spil for alle. Hvis man ikke kunne lide spil som Heavy Rain, Beyond: Two Souls og Telltale's spil, vil man ikke kunne lide dette heller. Hvis man er en af dem, der mener at disse er mere film end spil, er der intet at komme efter. Og afhængigt af hvem man er, kører spillet måske lidt af sporet i sin anden halvdel (hvilket for mig er en del af charmen).

Men for alle os andre, der er glade for historie drevne spil, så burde man ikke undgå Until Dawn. Det er et fremragende spil, der kan være emotionelt, intenst, til tider uhyggeligt og klogt. Jeg vil mene, at dette er 2015's sleeper hit!