
Grundet denne anmeldelses ret lange længe (jeg tæller 11 sider), er den delt op i kapitler. Derfor kommer der her et overblik over kapitlerne, så hvis du vil vide noget bestemt om spillet, er det blot at trykke ctrl + f, og skrive et af nedenstående kapitler i søgefeltet (# er for at gøre søgningen lettere).
#HISTORIEN:
#GAMEPLAY:
#BALANCEN:
#OPEN WORLD:
#BUDDIES:
#MOTHER BASE:
#FOB:
#MICROTRANSACTIONS:
#IKKE PERFEKT:
#DET STÆRKE GAMEPLAY:
#LEVETID:
#GRAFIK:
#LYD:
#KONKLUSION:
Man må sige, at vejen til Metal Gear Solid V: The Phantom Pain har været noget af en vej. Med tanke på seriens historie og plads i industrien, har hypen forståeligt nok været stor for dette kapitel i Metal Gear serien. Men det er også en kompliceret vej, grundet de meget offentlige problemer, der har været mellem Konami og Metal Gear skaberen Hideo Kojima. Det klassiske problem: penge (Konami) mod kreativitet (Kojima). Problemer, der retmæssigt har fået folk til at rette had mod Konami, der er blevet verdens mestre i selvmål. Et problem, der er ekstremt dårligt håndteret af Konami, der nærmest er i gang med at dekonstruere sig selv. Penge og succes er ligegyldigt, bare de kan genere Kojima og fans så meget som muligt (græder stadig over Silent Hills). Det er en grum skilsmisse, for at sige det mildt.
Dette betyder, at MGSV højst sandsynligt er det sidste Metal Gear spil, som Kojima nogensinde vil lave. Selvom Konami har ytret at de vil fortsætte serien, så ved de fleste godt at Kojima er en mand, man ikke kan erstatte. At herfra kan serien ende med et voldsomt kvalitetsfald, ligesom Silent Hill, Contra og Castlevania (først og sidstnævnte var desuden ude for de samme problemer, som Kojima står overfor nu).
Presset er kort sagt stort på MGSV. Slutningen på en era, udgivet til et folk fyldt med had for dens udgivere og forventninger for selve produktet. Og bekymringer for om Kojimas vision har overlevet, eftersom Konami har forsøgt at presse spillet ud, samt leveret ringe arbejdskrav til sine udviklere. Har spillet klaret den hårde vej til butikkerne? Ja, lad os finde ud af det.
Obs: Det nyligt udgivet Metal Gear Online indgår ikke i denne anmeldelse, da der ikke har været tid nok til at teste det grundigt.
#HISTORIEN:
Spillet foregår ni år efter 2014s Ground Zeroes. Big Boss/Snake vågner efter ni års koma, efter hans base (kaldt Mother Base) blev destrueret af den mystiske Skull Face og hans XOF enhed. Besat på hævn, beslutter Snake sig for at genopbygge Mother Base, sammen med Ocelot og hans kammerart Miller, der er tydeligt bitter og vred. Dette er en kamp om at få hævn, En kamp, der vil have store konsekvenser.
Da dette er et Hideo Kojima spil, er der rigtig meget at tage fat i, hvad angår historien. Især i denne omgang, da historien ikke kun er meget anderledes i forhold til de tidligere spil, men også fordi at den (forståeligt nok) splitter folk.
Først og fremmest: det er slut med de lange mellemsekvenser. Bortset fra spillets fantastiske intro, så er der langt mellem mellemsekvenserne. Når de endelig dukker op, varer de generelt kun et par minutter. De bliver heller ikke distraheret af mærkelig humor, de holder sig til sine bestemte pointer. De øvrige detaljer, der normalt ville have trukket mellemsekvenserne ud, er blevet rykket til kassette bånd som man altid kan høre.
Det er befriende at slippe for lange og påtrængende mellemsekvenser, selvom man som fan ikke kan undgå at savne dem lidt. Men det skaber også et mindre problem, fordi man kan stort set ikke undvære disse bånd. De giver meget kontekst til de forskellige begivenheder, så man SKAL sætte tid af til at lytte til dem. Uden dem, ville handlingen ikke være meget værd. Spillet kunne godt have flettet det bedre ind i sin handling, men båndene er bedre end ingenting. Men meget af det som de forskellige bånd snakker om, er faktisk interessante, især i spillets anden halvdel.
-
Til gengæld er Kojimas historiefortællings evner faktisk blevet bedre. Tonen gennem historien bliver ikke længere afsporet af den mystiske humor, eller pludselig skift mellem mørk og lys. Dette er en konsistent mørk handling, hvis temaer er tankevækkende og til tider ubehagelige. Temaer, som man ikke bliver banket halvt ihjel med. De bliver på en meget mere beskeden måde. Ude at spolere dette, så bliver fjenderne i enkelte missioner skiftet ud med nogle ubehagelige erstatninger, der må ses som et af de mest ubehagelige øjeblikke i video spil.
Det er Kojima som vi kender ham: hans vilje til at tage fat i temaer som ingen video spil drømmer om, temaer som er med til at hæve dette medie til høje niveauer. Temaer, der er noget lettere at forstå i denne omgang.
Men det handler også om, at spillet udfolder sig mere på baggrund af hvad personerne gør, end hvad de siger. Dette er mest tydeligt med Snake, der har fået en kæmpe Mad Max makeover. Han snakker stadig, men det sker sjældent, og når han endelig gør er det meget kortfattet. Han er blevet en mand af handling, hvilket dog passer til karakteren. Især med tanke på de tidligere spil.
-
Dog skal man stadig være fan, for at for det maksimale udbytte. Det er lettere for en ikke-fan at følge med i selve handlingen (på trods af kassette båndene), men mange af de finere detaljer vil gå tabt for ikke-fans. F.eks. vil slutningen give mest mening, hvis man er fan.
Men det er også her, at problemerne begynder at dukke op. Slutningen er alt for pludselig, den kommer ud af ingenting. Jeg blev i hvert fald overrasket, spillet bygger slet ikke op til en slutsekvens, hvilket desværre skyldes den oprindelige slettet slutning, der er tilgængelig på nettet og samler udgavens blu-ray disk. Det gør desværre ret ondt på spillet, især med tanke på spillets anden halvdel (men det vender vi tilbage til). Den slettede slutning ville have givet spillet et bedre klimaks, selvom den historie mæssigt ikke bidrager med meget.
Slutningen i sig selv er en smule klumset, men stadig fint udført (jeg kunne godt lide det i hvert fald). Den efterlader en del tråde åbne, hvilket måske virker som optræk til en fortsættelse, hvilket dog ganske enkelt er en fuldstændig forkert iagttagelse. Selvom spillet har sin egen historie, ligger den sig ekstremt meget op af de tidligere spil, hvor de løse ender bliver forklaret og udforsket. Her er det igen påkrævet at man er fan, men eftersom at de fleste fans åbenbart får dette faktum forkert, ja så er det egentlig et godt spørgsmål.
Det giver det samme MGS4 problem, nemlig at der er krævet 200% forståelse af hele seriens handling. Dette er naturligvis ret hårde krav, men har man styr på det giver slutningen mere mening.
Det er dog også vigtigt at huske, at spillet ikke afslutter serien. Serien blev afsluttet med MGS4, og en prequel kan aldrig runde en serie af. Prequels kan afklare historie punkter fra tidligere, men vil altid slutte med at lede op til tidligere historier. Du kan f.eks. ikke sige at den tredje Hobitten film afslutter Middle-Earth filmene, da den serie allerede blev afsluttet i Ringenes Herre 3. Heller ikke at Star Wars Episode 3 afsluttede hele Star Wars sagaen. I hvert fald før Episode 7 blev annonceret.
Pointen er, at en prequel aldrig kan afslutte en hel serie, hvilket mange har misfortsået med dette spil. Og selvom det ikke er så tydeligt, så er Metal Gear serien nu bragt ind i en fuld cirkel, fuldkommen forbundet
-
Desuden er der også et kæmpe problem i Quiet, en halvnøgen sniper der dog helt kan undgås. Hun er en god karakter, men hendes tøj valg er tåbeligt. Det er ikke noget galt med at udforske nøgenhed i video spil, men det går fuldstændig galt her. Hendes grund til tøjvalget er direkte latterligt. Den giver godt nok mening i spillets kontekst, men det føles mere som en billig undskyldning. Især fordi spillet ofte fokuser på hendes kvindelige former, især hendes bryster. Godt nok har Kojima altid behandlet kvinderne i sine spil lidt underligt, men her når det absurde højder. Som om at der var noget dybere at sige om det, men at Kojima selv blev distraheret af hendes figur.
-
Historien har stadig meget godt at tilbyde, men uanset ens holdning om slutningen og dens åbenhed, så kan det ikke forhindres at den første halvdel er for spredt, og den anden halvdel er lidt for klumset. Det er en skam, fordi de ting spillet siger og viser er fremragende. Det formår stadig at være tankevækkende og emotionelt, og spændende og interessant. Man må gøre sit bedste for at se bort fra dens svagheder (hvilket iøvrigt også inkluderer dialog, der til tider er meget mærkeligt skrevet). Hvis man lader den, er det en handling der sætter sig i ens hoved i et godt stykke tid, og som virkelig sætter nogle tanker i gang.
Præcis som vi kender Kojima. Men det er forståeligt at den deler folk. Det føles som om at MGS2 situationen gentager sig, da det spils handling også blev misfortsået og splittede folk (spillet laver endda nogle af de samme numre, hvad angår temaet). Man kan dog håbe på, ligesom MGS2, at folk eventuelt begynder at kigge mere på temaerne og få en bedre forståelse for slutningen.
#GAMEPLAY:
Det er dog ikke kun historien, der er markant anderledes i forhold til tidligere spil. Gameplayet har også fået en gigantisk makeover. Hvor tidligere spil begyndte at tilbyde flere side områder og alternative ruter, er MGSV gået fuldstændig ind i en åben verden. Eller...rettere sagt to åbne verdener.
Spillet foregår primært i både Afghanistan og Afrika, hvor man har fri rådighed til at udforske hvert enkelt område, så snart man sætter fødderne i dem. Dette har en gigantisk effekt på gameplayet.
Først og fremmest, så åbner det mulighederne for de forskellige missioner uendeligt meget. Der er nærmest en uendelig mængde variabler, som har indflydelse på din mission. Spillet har et meget bredt arsenal og udvalg af gadgets der kan ændre missionerne fuldstændig. Vil du skyde dig igennem, eller snige dig igennem? Lokke fjenderne ud ved hjælp af aflednings gadgets, eller vil du starte med at ødelægge deres elektroniske udstyr og derved afskære dem fra forstærkning? Vil du endda lokke dyr til? Hvor vil du snige dig ind henne?
Udover dette (hvilket faktisk kun er et mindre udpluk af de muligheder man har), så er der også vejret at tænke på. Vil du snige dig ind om dagen hvor der er mange fjender, eller om natten hvor der er knap så mange, men hvor de så kan være svære at opdage? Hvad hvis der lige pludselig kommer en sandstorm? Hvad hvis du pludselig bliver angreb af et vilddyr?
-
Dette er et spil der kræver at du planlægger ned til den mindste detalje. Du får at vide hvad du skal, men hvor din opgave helt præcist befinder sig må du selv finde ud af, ligeledes med din fremgangsmåde. Men du bliver også tvunget til at kunne improvisere, i tilfælde af at dine planer slår fejl (og det kommer til at ske!). Den førnævnte sandstorm eller vilddyr er ikke noget man kan planlægge. Og hvad hvis soldaten pludselig afviger fra sin rute, fordi han opdager spor af dig?
Dette bliver også koblet sammen med en ekstrem smart kunstig intelligens. Disse soldater formår at arbejde sammen og dække hinanden, og når først de ar mistænksomme overfor din tilstedeværelse, vender de nærmest aldrig tilbage til standard procedure.
Men de udvikler sig også. Hvis din metode er at skyde dem i hovedet så ofte som muligt, begynder de at gå med hjelme for at undgå dette. De kan også dukke op i fuld rustning, hvilket kun komplicer tingene yderligere. Spiller du mest om natten, får de nattesyns briller, og kæmper du ofte imod dem får de bedre våben.
#BALANCEN:
Nu lyder det som om, at dette er et meget svært spil. Det er bestemt udfordrende, men det bliver aldrig frusterende.
Dette skyldes til dels det regenererende liv, men også i høj grad Reflex Mode. Her går spillet i slow motion når man bliver opdaget, og man får herved en mulighed for hurtigt at dræbe den pågældende fjende, så man slipper for at alarmere hele basen. Det er en stærkt tiltrængt mulighed, og taler for spillets behov for improvisere. Men også fordi, at det tillader en at lave fejl. Det er slut med at bruge tyve minutter på forberedelse og at snige sig forbi, blot for at få det hele ødelagt i løbet af et sekund.
Dette er også gældende på spillets scorings system, hvor man bliver bedømt efter hver mission. Man kan stadig få det eftertragtede S rank, selvom man laver fejl og kommer til at dræbe et par stykker. Man kan altså stadig blive flot belønnet, selvom man ikke er perfekt.
Sidder man fast, kan man vælge at få en kyllinge hat der gør, at man frit kan vandre ind i fjendernes synsfelt uden konsekvenser tre gange, eller at kalde på luft bombardement. Dog betyder disse ting at man maksimalt kan få A rank.
Dette er et af spillets geni streger. Det er krævende, men der er altid hjælp at hente. Der er rige muligheder for, at alle kan klare sig gennem missionerne, og der bliver tænkt på alles forskellige færdigheder. Og alligevel er det så intenst, at det nærmest kunne være et horror spil til tider.
#OPEN WORLD:
Hvordan er den åbne verden så? Ja, det er i hvert fald ikke en GTAV eller Witcher 3 verden. Afghanistan og Afrika består af en række vagt poster, og som tidligere nævnt dyreliv. Den er heller ikke fyldt til randen med ikoner som f.eks. Assassin's Creed. Faktisk kan der godt være lidt langt mellem de forskellige vagtposter, hvor man ikke laver så meget andet end at løbe eller ride.
Men nu er MGSV ingen af disse spil. Pointen er ikke at levere en verden i stil med GTA og Witcher, men at levere en sandkasse der giver spilleren endeløse muligheder. De mange vagtposter har en masse forskellige indgangsvinkler, der lader en spille som man vil.
Verdenen kan bedst sammenlignes med Far Cry 3 og 4, da den stortset er bygget op om de samme principper. Forskellen er dog, at MGSV's verden er mere åben, i forhold til muligheder. Det er derfor ikke en verden, der går efter en simulation af virkeligheden, men som eksisterer som en uddybelse af spillets mekanikker. Og det må man i den grad sige, at det lykkedes med.
Faktisk burde spillet åbne verden statueres som et eksempel for fremtiden. Den er fyldt med muligheder og strategier, og selv når man lærer den at kende som sin egen baglomme, formår den stadig at overraske. Et godt eksempel er da jeg gennem en side mission skulle redde et gidsel fra to soldater. Jeg havde opdaget dem og var parat til at angribe. Pludselig kommer der to vild hunde som dræbte soldaterne for mig, og faktisk klarede missionen for mig. I andre spil ville dette være en mulighed man ville blive gjort opmærksom på, og fremtvinge, men her var det ren og skær tilfældighed.
Og det er derfor at den åbne verden virker. Der er intet der kører på manuskript. Vagterne og dyr starter med bestemte ruter, men de kan sagtens bryde fri fra dem. Når man desuden også tænker på hvordan vejret kan ændre sig, og at tidspunkt på dagen kan påvirke alt, har du en dynamisk verden der ændrer sig efter hvordan du spiller. En verden, som ikke spilder din tid med nyttesløse ikoner og begrænsninger for hvad der er muligt, men en verden der lader dig have det sjovt, og gøre hvad der passer dig.
#BUDDIES:
En ny funktion er desuden også buddies, nye følgesvende som man kan tage med sig i missionerne. Når man altså har fundet dem. Blandt de mest velkendte er hesten D-Horse, hunden D-Dog og sniperen Quiet.
Alle tre er ekstremt nyttige at have med sig, da de har hver deres fordele. D-Horse kan hurtigt få dig fra A til B, men samtidig også fungere som en mobilt skjule sted, hvor man kan gemme sig ved blot at hænge på siden af den. Det giver ingen logisk mening, men det er meget hjælpsomt. D-Dog kan opspore fjender og andre ting, der er værd at samle på, samt dræbe fjender. Quiet kan egentlig nogenlunde det samme, bortset fra at hun skjuler sig.
Som man får mere bond med dem, låser man op for flere muligheder med dem, som f.eks. at Quiet kan bruge lyddæmpere. Men de er alle en stor fornøjelse at bruge, der tilføjer en god hjælpende hånd til de forskellige missioner. Det tilføjer kun mere strategi til et i forvejen dybt spil.
#MOTHER BASE:
Ydermere er der desuden også Mother Base, der vender tilbage fra Peace Walker. Ligesom i det spil, har man en base som man konstant udvikler ved at fange fjendtlige soldater. Dette vil resultere i at MB laver bedre udstyr til dig, som du kan tage med dig i missionerne. Man kan desuden også besøge stedet, hvor man vil finde de soldater man har fanget gennem spillet.
MB lider lidt af nogle klumsede menuer, men det bliver alligevel aldrig kompliceret, da spillet automatisk sorterer dine mænd, så de bliver sat på de afdelinger de er bedst til. Desuden er basen en smule hul at udforske, da der ikke sker så meget, udover nogle enkelte samtaler mellem de forskellige soldater (der gentager sig lidt) og jagten på diamanter. Der er dog nogle hemmeligheder at finde.
Men alligevel er der nogle dejlige detaljer. De fleste af spillets hovedpersoner er til at finde her, og der er desuden også en zoologisk have med dyr, som man kan finde undervejs i spillet. Og det føles belønnende at se de køretøjer, kontainere og turrets, man har fanget i spillet.
Selve udviklingen af basen er dog fremragende. Ikke kun fordi man ofte bliver belønnet, og spændingen ved nyt udstyr, men også fordi det har en kæmpe effekt på spillet. Det tilføjer et nyt element til stealth mekanikkerne, og kan nærmest blive til små missioner i sig selv, at skaffe de soldater man har brug for. Det ikke længere kun for S-ranks skyld at man sniger sig gennem spillet, men også fordi at man vil have lige præcis den soldat, hvor man må bedøve ham og slæbe ham væk, så de andre fjender ikke opdager at han bliver kidnappet.
#FOB:
I forlængelse med basen er der FOB, spillets første og mindre multiplayer del. Her får du en ekstra base, som hjælper med at skaffe flere materialer (der kan bruges til at udvide basen), og øger kapaciteten for soldater.
Men de kan også blive angrebet af andre spiller, hvor det derfor er vigtigt at samle soldater og udstyr til et godt forsvar. Dog har man en mulighed for selv at deltage i jagten på den indtrængende spiller, men man kan også lade spillet selv gøre det. Og et godt forsvar er vigtigt, da andre spillere kan stjæle måde dine ressourcer og mænd.
Det er en ret sjov mode, og selvom der ikke er den store forskel på baserne fra spiller til spiller, føles det alligevel belønnende at snige sig rundt på dem. Belønningerne kan være store, men det kan straffen også. Det tilføjer en del spænding, oven på den i forvejen store udfordring.
Der er dog et par problemer. Modsat hvad Konami har sagt, så er FOB obligatorisk. Slår man spillet offline, slipper man korrekt nok for at blive forstyrret, men du kan stadig blive invaderet. Spiller du f.eks. spillet offline og går online efter et par timer, kan du sagtens blive mødt med beskeden om, at du er blevet invaderet. Det kan stadig koste en dyrt, og eftersom spillet altid går online nr man starter det op, kan det let sende en ud i en ond spiral hvor man konstant får stjålet sine ting.
Jeg oplevede f.eks. at jeg havde sparet en masse brandstof op, for at kunne udvidde min base, for blot at få beskeden om at det hele var blevet stjålet imens jeg var i skole, og spillet var slukket. Ord kan ikke udtrykke hvor vred jeg blev.
Den eneste mulighed her, er at koble sin maskine fra nettet for at undgå den obligatoriske log-in. Det kan ikke være rigtigt, at det skal være så besværligt, især når Konami havde lovet at man sagtens kunne undgå at blive påvirket af det.
#MICROTRANSACTIONS:
Ja, Metal Gear indeholder for første gang Microtransactions. Fordøm du det bare så meget du vil, men husk nu for pokker at man ikke er tvunget til dem! Også selvom måden de fungerer på er tåbeligt. Systemet eksister gennem MB coins, som man bruger til at købe flere FOBs med. Den første er gratis, men de andre kræver disse mønter.
Her er prisen på dem: 7 kr for 100, 37 for 500, 74 for 1150, 229 for 3500 og 369 for 6000. Dette betyder, at hvis du f.eks. Skal bruge 1200 for at kunne købe en ny base, kommer det til at koste dig 81 kr. Der er også baser der koster 1000, hvilket betyder at det mindst koster 70 kr. Det er vel og mærke hvis man hvis man vil have en base yderligere, end den man får gratis.
Så vidt jeg er orienteret, kan man i alt anskaffe sig fire baser, men om prisen eskalerer yderligere når man har købt en base skal jeg ikke kunne sige. Det vil jeg ikke ofre min sparsomme økonomi på.
Konami har gentagende sagt at MB coins også kan tjenes, men det er kun en halv sandhed. Den eneste anden måde at opnå dem på, er gennem en daglig log in bonus. Dog er det ikke hver dag, at man får disse. Men det kan også være lige meget, fordi de giver dig kun i omegnen af 15 - 30, hvor en ny base godt kan koste mindst 1200 coins (husk at finde den danske pris!).
Ydermere blev der den 6. oktober introduceret nye microtransactions, hvor man kan betale sig til forsikring af sin FOB.
Man er heldigvis aldrig tvunget til at gøre disse køb, da man trods alt fuldstændig kan ignorere FOB delen af spillet. Også selvom Konami forsøger at lokke dig til det, med lange vente tider på at udvidde basen og missioner, hvor du sender soldater ud. Timeren der er involveret i disse elementer kører faktisk kun, imens man spiller spillet, så hvis du har sendt dine mænd ud på en mission der f.eks. tager 44 minutter, skal du være inde i spillet i 44 minutter. Slukkes konsollen/computeren, sker der ikke en disse.
Det er dog igen vigtigt at understrege, at Microtransactions på ingen måde er vigtige. Jeg havde aldrig brug for dem, og kunne fint spille uden at bruge dem. Derfor har dette element ikke reduceret spillets endelige karakter.
#IKKE PERFEKT:
Spillet er dog naturligvis ikke perfekt. Det er der intet spil der er. Det største problem som MGSV har, er spillets andet kapitel. Kapitel to består mest af tidligere missioner, med en række modifiers, såsom at gennemføre dem uden at blive opdaget, stærkere fjender og ingen mulighed for at tage sit eget udstyr med sig. De fylder lidt for meget, og der er derfor meget langt mellem de missioner der fører historien videre, selvom spillet paradoksalt nok indeholder flere mellemsekvenser på dette punkt.
Men det mystiske er, at det alligevel ikke er så negativt, selvom dette punkt skriger af forhastelse (sikkert takket være Konamis insisteren på september udgivelsen). Gameplay fundamentet er simpelthen så stærkt, at man sagtens kan leve med det. De ekstra modifiers tilføjer spændende variationer, der fuldstændig ændrer ens strategi.
#DET STÆRKE GAMEPLAY:
Og det er netop her, at det er vigtigt at bemærke gameplayets kvalitet. Jeg har aldrig spillet noget lignede. Aldrig før har et spil været så fyldt med muligheder, så sjovt og belønnende, og så forbandet klogt. Det kan nærmest ikke beskrives med ord, hvor godt og vanedannende det er. Det kan spillets andet kapitel ikke ødelægge- Det føles på mange måder som den ultimative udvikling af stealth genren.
Det føles som en drøm. Den drøm man altid har ønsket sig, når man har tænkt på stealth genren. Og nu er denne drøm blevet til virkelighed. Det er det ultimative stealth spil, det bedste i sin genre. Jeg kan stadig ikke få armene ned af ren begejstring, og efter at have pumpet mere ca. 169 timer i det (og endda med et opnået platin trophy), har jeg stadig lyst til at hoppe tilbage ind i spillet, og afprøve flere strategier og muligheder i de forskellige missioner. Også selvom jeg har klaret spillet 100%. Det siger lidt om, hvor stærk gameplayet er. At det efter 169 timer stadig føles frisk, varieret og belønnende.
Og så har jeg ikke engang berørt alle elementerne af spillet! Jeg kunne let fortsætte om nogle af spillets små hemmelige mekanikker, såsom dæmon systemet og våben bygning, men det ville også være at spolere overraskelsen. Der er meget at opdage i MGSV, og hvis internettet har ret, er der stadig mange ting der mangler at blive opdaget.
Der findes næsten ingen andre spil, der er så gennemtænkt som dette. Ja, det er ikke perfekt, men det er der ingen spil der er. Med gameplay så godt som dette, kan man ikke andet end at blive imponeret.
#LEVETID:
Og ja, det er et langt spil. Hvis man skynder sig igennem spillet, kan man godt klare det på 20 - 30 timer, men det er vigtigt at bruge sin tid på de 157 side missioner (!), for at få bedre ressourcer og udstyr. Det tog mig ca. 64 timer at gennemføre spillets historie, og ca. 169 timer (!!) yderligere for at få 100%. Bortset fra MMO spil, har jeg aldrig brugt så lang tid på et spil.
Bare det at lege rundt med soldaterne kan alene tilføje adskillige timer. Der er så mange detaljer der er skjulte og hemmeligheder at opdage, at man selv efter 100 timer (hvis ikke 200) ikke har set alt. Det er nærmest en skattejagt, hvor de forskellige skatte gemmer sig overalt. Det er et gigantisk spil, der giver meget mere end værdi for pengene.
#GRAFIK:
Med tanke på den store verden og de forskellige muligheder, kunne man fristes til at tro at grafikken måtte lide under det. Især med tanke på, at dette spil også er udgivet til PS3 og X-Box 360. Men det er faktisk ikke tilfældet, for grafikken er formidabel.
Det er tydeligt at der er lagt meget arbejde i både verdenen og de forskellige animationer. Det er smukt at se på, fyldt med mange nuancer og små detaljer. Der er desuden også god variation i fjende designet, hvor man forbavsende sjældent finder nogle der ligner hinanden.
Ydermere kører spillet på 60 billeder i sekundet, som bliver overholdt ganske flot. Her er ingen billede hastigheds problemer, selv når tingene går hedt for sig. Dette gør sig dog kun gældende på PS4, X-Box One og PC udgaven, hvor PS3 og X-Box 360 udgaven kører på ca. 30 billeder, og har større tendenser til nedfald.
Jo vist, der er et par animations fejl her og der, men ellers er der ikke nogle fejl. Det er et velpoleret og smukt spil.
#LYD:
Det samme kan siges om lyd designet, der også er fremragende. De forskellige våben lyder tilpas farlige og kraftfulde, og både Afghanistan og Afrika har en god atmosfære. En atmosfære der til tider kan blive horror agtigt.
Stemmeskuespillet er også af høj kvalitet. Soldaterne lyder meget troværdige og menneskelige, og så snakker de desuden forskellige sprog, hvilket lyder meget autentisk og hjælper en med at leve sig endnu mere ind i verdenen. Hovedpersonerne har også flot stemmeskuespil.
Hvad med Kiefer Sutherland som Big Boss? Han gør det godt, selvom han ikke har så meget at sige. Selvom det giver mening for karakteren, kan man godt undre sig over hvorfor man hyrer en skuespiller af hans kaliber, og så dårligt lader ham tale. Det er jo trods alt Jack Bauer det her! Men han gør det godt, også selvom det mest for fans vil kræve tilvendning.
Musikken er desuden også ret god, også selvom den ikke når de samme standarder som tidligere spil. Den er bare ikke så følsom mere, hvor man godt kan mærke at et par af seriens standard komponister ikke er involveret. F.eks. Harry Gregson-Willams, der kun producer musikken i denne omgang. Dog har spillet et rigtig godt licens soundtrack, bestående af 80'er hits, såsom Aha, Nena og Asia. Sange, der faktisk også har en relevans i forhold til spillets handling.
#KONKLUSION, ET SØRGMODIGT FARVEL:
Når vi om ti år kigger tilbage på stealth genren, så er der ingen tvivl om at Metal Gear Solid V vil stå tilbage, som det absolut bedste spil i genren. Dette er spillet, som genren (og serien for den sags skyld) har kæmpet sig hen til, de sidste 20 - 30 år. Mulighederne er endeløse, dynamikken i gameplayet og verdenen er vidunderligt, det er smukt at se og flot at høre, og til sidst utroligt sjovt og vanedannende.
Selvom historien er en blandet affære, giver det mening og kvaliteten bliver bedre, jo mere man tænker over den (og gør sine forventninger realistiske). At spillet godt kan føles lidt ufærdigt, grundet gentagelserne i kapitel 2 og viden om den manglende slutning, er ærgerligt, men det forhindrer ikke MGSV i at være et af de bedste spil nogensinde.
Få spil er så gennemtænkte og veludført som dette, hvis der overhovedet findes et spil der kan måle sig med dette. Det er en drøm der er blevet til virkelighed, en vision der endelig kommer fuldt til live (i forhold til gameplayet). Et spil, som mange andre vil blive sammenlignet med.
Meget er blevet sagt om den hektiske tilstand mellem Konami og Kojima, men dette er en sejr for Kojima. En sejr, der beviser hvorfor Kojima er så respekteret i industrien, og hvorfor Konami er ved (hvis de ikke allerede har gjort det) at begå en potentielt katastrofal beslutning, af henhold til deres placering i video spil industrien.
Farvel Metal Gear Solid, det har været en sandfornøjelse at kende dig, selvom du ærlig talt altid har været underlig og fjendtlig. Du vil blive savnet, vi kan kun drømme om at få en serie lige så unik, gennemtænkt og sjovt, som dig. Tak for alt hvad du har bidraget med, til video spil industrien. Og til Hideo Kojima: jeg håber at vi snart ses igen, gennem andre spil, men indtil da, så tak for alt gennem årene. Og til Konami: dette er sidste gang at mine penge går til jer!