Metal Gear Solid 4: Guns of the Patriots

Jeg anmeldte egentlig Metal Gear Solid 4: Guns of the Patriots et par dage efter udgivelsen, tilbage i 2008. Et perfekt 10/10, og kaldt et af de bedste spil nogensinde. Efter nogle år fjernede jeg dog anmeldelsen, eftersom jeg var stærkt utilfreds med den. Den var yderst mangelfuld, og jeg havde ikke lagt så meget tanke i den, udover at det var et fantastisk spil. Det har altid været tanken, at jeg ville give spillet en ny anmeldelse, men det har i sig selv taget et par år.

Hvorfor? Fordi MGS4 er et svært spil at anmelde. Der er rigtig mange aspekter at se på, og alt afhænger af hvor godt et kendskab man har til serien. Det er i sig selv ikke noget nyt, sådan er det jo med nogle historier, men MGS4 er det spil der viser den største kærlighed til sine fans, men groft afviser alle andre ved døren.

Spillets historie er en afslutning på Solid Snakes historie, men også ment som seriens afslutning, eftersom alle løse tråde fra seriens andre spil dukker op, inkluderende stort set alle de karaktere der overlevede de tidligere spil. Det er en kæmpe mundfuld, og hvis man ikke har sat sig 200% ind i serien, har man ikke en jordisk chance for at kunne følge med.

Der findes ikke engang nogle videoer eller tekst der opsummerer de tidligere spil. Man må tage sig til takke med flashback billeder, der dukker op hvis man trykker X på bestemte tidspunkter, under mellem sekvenserne. De forklarer intet, men kan være gode påmindelser for fans. Er dette dit første MGS spil, så kunne du ikke starte et værre sted.

Hvis man derimod er fan, så er historien fantastisk. Kojima formår faktisk det umulige, og afslutter serien på en yderst tilfredsstillende måde. Endelig giver alt det tidligere rod mening, hvor nogle af svarene har nogle store overraskelser, hvis ikke choks. På den front kan man som fan ikke forlange mere.

Der er naturligvis mere end det. Spillet har nogle helt igennem fantastiske øjeblikke, der ikke kun er spændende, men også følsomme og direkte hjerteskærende. Snakes karakter ark er især hårdt at være vidne til. En hård og sjælden rejse mod tragedie og undergang, der sammen med de usædvanlige temaer som kun Kojima formår at udforske inden for dette medie, giver en historie der inden for konteksten er en af de mest bemærkelsværdige og følelsesrige historier nogensinde.

Spillet har også nogle voldsomt interessante temaer, der bl.a. formår at give en af de bedste behandlinger af krig. Uden at gå i detaljer, så er det en rædselsfuld verden, fyldt med tankevækkende teknologi og idelogier. Et varsel om hvad krig kan ende med, som teknologien skrider frem.

Og alligevel kan historien kritiseres for at være for stor og for ensporet. Der er så meget fokus på afslutning, at der stort set har et eneste element der kan stå på egne ben. Okay, våben handleren Drebin er lidt en undtagelse, den eneste nye karakter der dukker op i dette spil. Alligevel formår han at være så dybt forbundet til serien, at han alligevel ikke kan stå på egne ben, så at sige.

Det andet problem kommer vi tilbage til.

Hvad så med gameplayet? Ja, det har stadig den samme høje kvalitet som serien er kendt for. Dog denne gang med fokus på at åbne det lineære gameplay op. Det er stadig forholdsvis lineært, men som altid er der flere måder at tackle en given situation, og alternative ruter at tage, hvilket også inkluderer områder der helt kan undgås.

Der er desuden også kommet et nyt fokus. Der er bedre grundlag for at skyde sig igennem en del af scenarierne, takket være den drastisk forbedret skydekontrol og det stærkt udviddet arsenal. Der er plads til begge lejre, men spillet er absolut bedst når man giver det et ærligt forsøg, at snige sig forbi fjenderne, og lade skydedelen være en sidste udvej.

Skydedelens nye fokus kommer også på baggrund af Drebin, en våbenhandler som du til enhver tid kan købe og sælge våben til. Det gør man gennem Drebin point, som man optjener gennem nærmest alt. Det er et godt system, der ikke kun giver noget at gå efter, men som også kan være en hjælpende hånd, eftersom man kan købe ammunition. Det er med til at holde spillet friskt, som man køber eller finder flere og flere våben.

Men den bedste tilfjelse er spillets nye kamoflague system. I stedet for at konstant hoppe ind i menuer for at skifte tøj, som var tilfældet i MGS3, ændrer Snakes dragt automatisk tekstur afhængigt af hvor han er. Alt bliver derfor et effektivt gemmested, der åbner spillet sindssygt meget. Mulighederne er nærmest endeløse, især taget i betragtning med de forskellige våben og legetøj der ellers er i spillet.

Spillets boss kampe er næsten i samme kvalitet som de tidligere spil i serien. Hvad der dog afholder dem fra samme status, er at bosserne ikke er nær så mindeværdige, og mindst en af dem er ret elendig. Dog har de interessante baggrundshistorier. Alligevel må det siges at spillets sidste boss er en af de bedste i serien, især for fans.

Spillet forstår også at holde sig varieret. Spillet er proppet med fremragende og mindeværdige øjeblikke, der ofte formår at overraske en. Også især fordi, at spillet stort set laver dramatisk om på den ellers typiske Metal Gear formular. Man kommer til at prøve mange ting, man aldrig har prøvet i et Metal Gear spil før. Der er alt for mange til at begynde at opridse dem her, og desuden vil jeg heller ikke spoile det for nogen. Det er som om, at spillet kender ens forventninger til gameplayet, og derfor river tæppet væk under en adskellige gange. Det gør at man bliver spændt på at se, hvad der sker næste gang, og er noget af det der holder spillet sjovt, selv hvis man spiller det igennem mere end en gang.

Det er anderledes at spille i forhold til tidligere spil, og selvom det for nybegyndere stadig er lidt for komplekst, er det stadig lettere at lære til forskel fra de tidligere spil. Det er et mere brugervenligt produkt i forhold til gameplayet, der i sig selv tilbyder adskellige timer, især på senere gennemspillinger.

Og det er netop her, at vi må vende tilbage til det typiske MGS problem, der som altid har delt vanende: mellemsekvenserne. Mellemsekvenser, der faktisk overgår selv MGS2.

Der er ingen tvivl om, at de er fantastisk lavet, og hvis man er inde i historien er det svært at få nok. Men vi snakker stadig om mellemsekvenser, der sagtens kan nå progressive rock længder, hvor en del af dem varer ti - tyve minutter. Med til dette følger også slutsekvensen, der er hele 90 minutter lang!

Det er meget man må være overbærende med, hvilket naturligvis ikke er noget problem som fan, men for nybegyndere er dette en hård barriere, især når historien ikke er nybegynder venlig. Og alligevel kan det ikke anbefales at springe dem over, man er nødt til at gøre sit bedste for at forstå konteksten til gameplayet.

Men det er også her, ironisk nok, at spillets ambitioner kommer i vejen. Nærmest alle mellemsekvenser henviser til tidligere spil og igangværende historie linjer, og der er så meget af det, at det faktisk kommer i vejen for gameplayet. Spillets femte og sidste kapitel lider især af dette, der faktisk tilbyder flere mellemsekvenser end gameplay, hvor de fire forrige kapitler faktisk formår at finde en nogenlunde retfærdig balance.
Femte kapitel er mellemsekvensernes invasion, hvor man kommer ud i f.eks. kun få minutters gameplay mellem mellemsekvenser. Det gameplay der er, er stadig fantastisk dog, og det inkluderer et par af de bedste og hårdeste øjeblikke jeg nogensinde har set i video spil.

Det er tydeligt, at historien er for stor til spillet. Man burde have delt MGS4 op i to spil, da det ikke kun ville have gjort historien lettere at følge med i, men også for at give gameplayet mere plads. Man kan dog diskutere, at dette problem dog forsvinder, hvis man spiller det igennem mere end en gang (det vil jeg i hvert fald mene).

Men det holder ikke gameplayet fra at være fremragende. Dette er stadig et af de bedste spil jeg nogensinde har spillet, og som i den grad er værd at spille igennem igen. Spillet er ca. 20 timer langt, men der er mange hemmeligheder at opnå og opdage. Også selvom at det veldesignede gameplay og dens mekanikker i sig selv er nok til et gensyn.

Hvad man dog aldrig har kunnet kritisere Metal Gear for, er grafikken. Ligesom tidligere spil, presser MGS4 tydeligt PS3eren til det yderste. Jo vist, der er en mudret tekstur her og der, men de er svære at finde. Der er tydeligt lagt meget arbejde i både omgivelserne og animationer, der stadig i år 2015 er smukt at se på. Dertil hører også en flot billede hastighed, og endda at nogle mellemsekvenser har en meget glidende overgand til gameplay.

Lyden formår også at have en høj kvalitet, med et som sædvanligt fremragende soundtrack fra bl.a. Harry Gregson-Williams. Hvad der dog trækker en smule her, er dialogen. Det er ikke altid så velskrevet, med nogle ret underlige dialog valg her og der. Et typisk Kojima varemærke. Dialog, som sagtens kunne hav været skåret lidt ned. Man dog ikke skyde skylden på stemme skuespillerne, der generelt gør et fantastisk arbejde.

Selv efter at have skrevet alt det her, spillet det igennem utallige gange og tænkt nøje over tingene, er det stadig svært. Men hvad der dog er kommet ud af det er tydeligt: dette spil er kun for fans. Fans vil få det meste ud af dette spil, og på den måde kan det velfortjent kalde sig et af de bedste spil der nogensinde er lavet. Der er intet som Metal Gear. Historien for fans er fantastisk, og en rigtig god og belønnende afslutning på en meget kompliceret og tung saga. Pludselig er der mange ting der giver mening, og det er der den største belønning ligger.

Nybegyndere vil som sagt ikke forstå meget af den broget historie, men hvor alle kan være enige, er ved det fremragende gameplay der i sig selv er lysår foran mange spil. Og det faktum gælder stadig i 2015. Som fan, fortjener dette spil klart 10/10, det er en oplevelse uden lige, på trods af at gameplayet til sidst forsvinder lidt, og at historien er for bred og stor til et spil. Det formår stadig at være tankevækkende og følsom, på en måde som få spil gør, og med det fremragende gameplay til at bakke det op, er der ingen tvivl. Men dels også fordi, at fans ikke vil blive distraheret af Kojimas mærkelige sider.

Som nybegynder, trækker historien karakteren ned til 9/10, hvis ikke 8/10. Selvom gameplayet stadig kan nydes som nybegynder, så er det vigtigt at man sætter sig dybt ind i serien først, og spiller de gamle spil. Start med Metal Gear 1, og bevæg dig derefter langsomt frem. Det vil gøre MGS4 så meget bedre.

Det er sjældent, at et spil kan splitte folk på den måde, men det er det som MGS4 gør. Så igen, dette er et spil kun for fans! Alle andre burde starte fra seriens begyndelse, helst med The Legacy Collection, der indeholder de vigtigste spil i serien.