Dansk
BRUGERANMELDELSE

Metal Gear Solid: The Legacy Collection

Skrevet af: Nike   2015-09-14

Med den seneste tids velfortjente negative omtale af Konami, og udgivelsen af Metal Gear Solid V: The Phantom Pain, er det et passende tidspunkt at kigge tilbage på hele Metal Gear serien. Eller...i hvert fald de spil der er inkluderet i The Legacy Collection, der stort set indeholder de vigtigste spil i serien. Metal Gear (1987), Metal Gear 2: Solid Snake (1990), Metal Gear Solid (1998), Metal Gear Solid 2: Sons of Liberty (2001), Metal Gear Solid 3: Snake Eater (2004), Metal Gear Solid 4: Guns of the Patriots (2008) og Metal Gear Solid: Peace Walker (2010).

Hvad vi har her, er en af de mærkeligste succeser i video spil industrien, men også en af de bedste der nogensinde er lavet. For hvert element der er flot og smart, er der elementer der er grin. Det har en charme som nogen ikke vil kunne stå for, hvor det vil få andre til at afvise serien, og det er også forståligt.

Historiene gennem serien har ofte adskilt sig fra de fleste video spil, hvor de var nogle af de første der blandede sig virkelighedens politik, fra sin analyse af den kolde krig i MGS3, atom våben i MGS1 og krig som forretning i MGS4. Alt dette blandet sammen med en masse taboo emner, som f.eks. en kærlighedsaffære mellem knægt og stedmor. Historierne har oftet skubbet grænsen, for hvad der kunne fortælles inden for video spil.

Dog har det ofte været lidt svært at sluge, grundet de mange og lange mellemsekvenser, dialog der ikke altid er så fantastisk velskrevet, og en tone der ikke kan blive enig med sig selv. Spillene har deres mørke, sørgelige og følsomme øjeblikke, men også direkte latterlige segmenter (armen i MGS2), mystisk humor, til tider underlig behandling af kvinder og følelsen af, at serien nogle gange tager sig selv lidt for seriøst.

Især MGS2 skiller sig ud her, hvor historien for nogle vil være et stort forvirrende rod, fyldt til randen med latterligheder. Og dog, hvis man analyser det er historien er en af de mest undervuderet. Et post modernistisk mesterværk, som verdenen ikke var klar til i 2001, og som faktisk er endnu mere relevant i 2015.

Og alligevel har serien øjeblikke, der er mesterligt udført. MGS1, MGS3 og MGS4 især har en masse tankevækkende sekvenser, hvor især MGS3 og MGS4 formår at spille flot på følelserne. Så flot, at det gør visse øjeblikke direkte hjerteskærende (jeg kan stadig ikke klare slut segmenterne i MGS3 uden at få tårer i øjene). Der er ingen tvivl dog, MGS3 har klart den stærkeste historie i serien.

Serien var også en af de første, der gjorde sine sekvenser cinematiske der mindede om en Hollywood film, og denne indflydelse er umuligt at benægte i dag. Også med MGS2's valg af Hollywood komponisten Harry Gregson-Williams (som siden da har leveret musik til alle numrerede spil i serien), der yderligere cermenterede at spil kunne være som film.

Men den størte grund til seriens succes er især gameplayet. Pioneren for stealth spil, der for alvor introducerede folk for idéen om at snige sig forbi sine fjender (Wolfenstein fra 1981 kom faktisk først, men rykkede ikke så meget ved tingene). Det er denne serie, moderne stealth serier som Splinter Cell og Assassin's Creed har taget udgangspunkt i.

Hvad få dog har formået at kopiere, er genspilnings værdien og det åbne gameplay. På trods af de første fire spils lineæritet, er der rig mulighed for at improvisere og klare sig på forskellige måder. Der er alternative veje at gå, et meget varieret arsenal, gemme steder, og naturligvis forskelle på at skyde og snige sig igennem. Sidstnævnte har 4 og PW dog gjort til en større og mere balanceret del.

Men der har også altid været grund til at spille dem igen. Gode ting at låse op for, muligheden for at komme igennem uden at dræbe nogle fra MGS2 og opefter, de førnævnte åbne scenarier, og så er det også bare sjovt at lege rundt med soldaterne, til dels takket være arsenalet men bestemt også den sofistikeret og dygtigt programmeret AI.

Hvor serien gameplay mæssigt også adskiller sig fra andre serier, er fortsættelserne. Hvor de fleste spil fortsætter kopier det forrige, eller står i stilstand med henhold til gameplay idéer, har Metal Gear nærmest altid genopfundet sig selv. Fra raderen i MG2 3D i MGS1, MGS2's introduktion til at sigte i første person, til MGS3's jungle, dyr og kamoflague, MGS4's du-kan-gemme-dig-overalt mantra og Peace Walkers base byggeri. Serien føles fyldt af idéer, og er ikke blot kopier og viderebringelse af hvad der tidligere har virket.

Ydermere indeholder denne samling også meget af det bonus indhold, som MGS1 - 3 fik tilføjet i sine genudgivelser. Dog mangler MGS3 mindst halvdelen af sit ekstra indhold, hvilket er en smule skuffende (dog giver det mening, at Ape Escape mini spillet og Metal Gear Online er fjernet, selvom de var gode). Det er dog alligevel med til at sikre, at der er nok gameplay for adskellige timer.

Hagen har dog altid været spillets kontrol. Det har altid været en udfordring at lære dem, især når de i Playstation udgaverne har været påvirket af følsomme knapper, der let kunne betyde en forskel på at sigte og skyde imod ens hensigt. Afbrydelserne er også ret massive, især i MGS2 og MGS4, hvor mindst halvdelen af sidstnævnte består i at se mellemsekvenser (inkluderende en 90 minutters slutsekvens).

De ting man udfører i gameplayet i de forskellige spil er fremragende, men Kojima har aldrig formået at være lige så langt fremme, hvad angår interaktivitet, som f.eks. Naughty Dog har været. Især, med tanke på hvor meget man går glip af, hvis man spriner mellemsekvenserne over.

Dette problem forsvinder dog, hvis man spiller dem igennem igen, hvor MGS1 og MGS2 er proppet med ekstra gameplay, og Peace Walker der kraftigt reducer mellemsekvenserne.

Men det er alligevel umuligt at benægte seriens innovative aspekter, i forhold til præsentation og gameplay. Mange idéer er siden hen blevet standard for video spil (stealth, sigte system, cinematiske elementer), og historier har været med til at fremme og udvikle historie fortælling i video spil generelt.

Og det er en del af kernen, bag Metal Gears succes. Fordi selvom historierne deler vandende og kontrollen kan være fjendtlig, har Metal Gear altid stræbet efter innovation, og næsten altid leveret, hvad end det var været i forhold til præsentation, gameplay idéer, grafik eller forskellige emner.

Serien kræver meget af en, og det vil sætte ens tålmodighed på prøve på mange punkter. Det er ikke let at rode bod på seriens historieforløb, og det er alt for let at blive forvirret. Man skal derfor holde tungen lige i munden, når man udforsker Kojimas underlige og interessante univers.

Hideo Kojima er en lidt mærkelig mand, der til tider snubler, virker fjern fra os andre, og til tider et offer for sine egne ambitioner. Men hans idéer er banebrydende og interessante, og manden har i den grad hjertet på det rigtige sted. Han får stadig sine budskaber frem, og ingen gør tingene som han gør det. De hverken kan eller vil. Det ikke for sjov, at Kojimas navn som regel står tydeligt markeret på Metal Gear spillende (i hvert fald indtil hele fejden med Konami).

Spillende er ikke perfekte naturligvis. Spillende har nogle gange et par overflødige mekaniker (som f.eks. hænge på en gren og skyde i MGS3, hvilket man aldrig rigtig får brug for), og MGS4 burde i virkeligheden have været delt op i to spil.

Men man kan aldrig tage det fra serien, at det er en af de sjoveste, interessante, følsomme, spændende og innovative serier der nogensinde er skabt. Hvilket kun gør det til en endnu større begivenhed, når nu The Phantom Pain er Kojimas sidste Metal Gear spil. Der findes intet som Metal Gear, og det kommer sikkert til at blive en hård afsked med en af de mest bemærkelsesværdige serier nogensinde.

Samlet karakter: 10/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10