Dansk
BRUGERANMELDELSE

Borderlands: The Pre-Sequel

Skrevet af: Nike   2015-05-31

Lad det være sagt, jeg elsker Borderlands! Humoren er i top, gameplayet er vanedandende, og så de dejligt lange. Synet af mere Borderlands gør mig altid glad, men denne gang var glæden ikke lige så stor. "Er det egentlig ikke bare en udvidelse?" tænkte jeg, lige så snart jeg så gameplay og læste om spillet. Det ville man nok kalde det i gamle dage, men i nutidens industri bliver udvidelser jo solgt som fulde nye spil.

Dette er stort set Borderlands 2, helt ned til at inkludere den samme grafik og lyd design, med en justering eller tre. Laser våben er introduceret, fjender kan nu fryses fast og så skal man tænke på oxygen. Vi er jo trods alt på månen! Det er altid rart med nogle nye ting, selvom det ikke ændrer spillet radikalt. Det svarer mere til nyt legetøj, i stedet for nye mekanikker.

Dog spiller oxygen en lidt mere væsentlig rolle. Løber man tør mister man liv, så man må derfor konstant være på jagt efter mere ilt, hvor man kan få mere gennem fjender, eller gennem ilt områder i omgivelserne. Der er dog som regel mere end rigeligt med ilt at finde, så man behøver i største delen af tiden ikke at bekymre sig over det.

Også selvom, at man nogle gange bruger værdifuldt ilt på bare at stå, og lytte til en person give dig en quest.

Men det tilføjer også et par ekstra ting. Man kan hoppe højere end normalt, hvilket gør navigation meget lettere og mere flydende. Og i forbindelse med dette, kan man også udføre et slam angreb, hvor man slår ned i jorden og skader alle fjender omkring sig.

Som sagt, det er mere nyt legetøj, men det er sjovt legetøj! Det føles belønnende at bruge slam angreb, når man er omgivet af forskellige fjender, og kan redde ens liv.

Der findes desuden også en grinder, hvor man kan kombinere tre våben og få et nyt, men denne mekanik er alt for upålidelig. Ofte får man noget, der er langt dårligere end de individuelle våben man har lagt sammen.

Udover dette, så er spillet præcis som Borderlands 2. Du udforsker områder og klarer quests, stiger i level og indsamler millioner af våben. Selvom der ikke er sket så meget nyt, så virker formularen stadig utrolig godt. Det er stadig virkelig vanedannende, og ekstremt belønnet.

Men der er dog nogle revner i formularen, i forhold til tidligere. Våben balancering er ikke nær så velovervejet som tidligere. I de første fem-seks timer fik jeg f.eks. kun eksplosive varianter af de forskellige våben. De giver mere skade, ja, men de er meget svære og upræcise at sigte med, hvilket gjorde spillet unødigt svært til tider.

Der kan også godt komme en del perioder, hvor spillet bare ikke vil give dig noget der er bedre, men det var egentlig kun et problem, da jeg spillede spillet igennem for anden gang, hvor den sidste del pludselig får et gigantisk boost, i forhold til resten af spillet.

Spillet har desuden også en del gentagelser. Spillet er ikke lige så stort som de tidligere spil, med færre omgivelser, hvilket betyder at man ofte skal gå igennem det præcis samme område i spillets første halvdel. Det bliver irriterende, især fordi intet rigtigt ændrer sig, bortset fra at fjenderne stiger i level til tider. Dog bliver dette problem løst i spillets anden halvdel.

Historien er desuden, bortset fra sin humor, heller ikke specielt mindeværdig. Tempoet er helt ved siden af, og selvom det er dejligt at se mere til Handsome Jack, så er hans karakter og forvandling til skurk ikke særlig veldefineret.

Men heldigvis bliver det reddet af humoren, der som altid er i top! Forventeligt, når en af forfatterne er Anthony Burch, kendt fra "Hey Ash Whatcha Playing" serien (som jeg også varmt kan anbefale!).

Spillet er som sagt også kortere, hvor tiden mere nærmer sig femten til tyve timer, afhængig af hvor meget man går efter de forskellige side missioner (hvor det så bliver længere). Men det går an, fordi spillet er stadig længere end de fleste, og det er sjovt at genspille det igen og igen, især med de forskellige karakterer (hvor man desuden endelig kan spille som Claptrap!).

Så ja, i sidste ende er dette en udvidelse, og selvom det ikke når de samme højder som mit elskede Borderlands 2, så er The Pre Sequel stadig et godt spil. Der er adskillige timers underholdning at komme efter, og hvis man blot forventer mere Borderlands, vil man på ingen måde blive skuffet.

Samlet karakter: 8/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10