Final Fantasy Type-0 HD

Hold da op, endelig! Fire år skulle det åbenbart tage, før Final Fantasy Type-0 kom til vesten. Og det endda til trods for, at fans har været højlydte om en vestlig udgivelse. Især efter den meget positive omtale, spillet fik i Japan og af alle der importerede spillet. Men nej, i stedet måtte vi tage os til takke med Lightning i XIII-serien, der ikke just var nogle gode år (bortset fra XIII-2). Vil Type-0 være en dejlig befrielse fra XIII, eller skuffer det mindst lige så slemt?

Spillet foregår i verdenen Orience En verden, der er delt ind i fire stater, med hver deres krystal. Der er desværre også en verden i krig, hvor staten Milites er begyndt at invadere de tre andre stater. Herfra følger vi Class Zero, en klasse fra staten Rubrum. Både dem, og deres skolen er trænet i kamp, og de bliver herefter sendt i kamp for at forsvare deres stat.

Modsat så mange andre Final Fantasy spil, så er Type-0 en ret dyster og mørk affære. Død og ødelæggelse er overalt, som om alt er fanget i en endeløs spiral. Og hvis man dør, glemmer alle alt om en. Det er ret deprimerende, og på den måde er Type-0s protræt af krig en vellykket en af slagsen.

Resten af historien, er derimod lidt mere kompliceret.

Tag f.eks. Class Zero. Der er i alt 14 medlemmer, og ud af disse er det kun rigtigt to af dem, der får noget karakter udvikling. De resterende 12 får ikke mere opmærksomhed, end at vi når at se de forskellige karaktistiske kendetegn ved dem. Det giver dog mening, da de to udviklede karaktere er vores indgangspunkt til denne klasse.

På denne måde klarer spillet sig faktisk rimelig godt, men resten af karakter galleriet klarer sig ikke nær så godt. Spillet har det at introducere os for forskellige karaktere, for blot hurtigt at droppe dem, og måske bringe dem kort tilbage senere. Ligeledes har spillet en kedelig skurk, selvom der bliver afsløret lidt mere til ham, til sidst.

Desuden er det påkrævet at man læser op på spillets lore, gennem start menuen eller skolens biblotek. Spillet har en tendens til at smide en masse information i hovedet på en, uden at forklare nærmere om hvad det egentlig er. Nogle vil være tabt med det samme, hvor andre godt kan regne det meste ud (det kunne jeg f.eks.). At have kendskab til loren i Final Fantasy XIII serien hjælper dog en del på nogle ting.

Og alligevel kan dette ikke forhindre den store blandede omgang, der er spillets sidste kapitel. Ikke kun sker der noget helt sindssygt, men her kommer der så utrolig meget information, at man ikke kan undgå at blive forvirret. Jeg blev i hvert fald meget forvirret her, selvom det langsomt sev ind, som jeg snakkede med folk og udforskede. Spillet kommer med dog med hints på dette kapitel, så jeg måtte have overset noget.

Og alligevel har jeg utrolig meget ros. Det er overraskende følsomt, endda chokerende, skræmmende og spændende. Slutningen er veludført og emotionelt, og meningen bag den er en diskussion værdi.

Så det er en historie der nærmest når begge spektrumer. Det har sine dårlige elementer, men helt klart også sine gode øjeblikke. Det er spændende at følge med i, selvom det kræver en del at følge med, og langt bedre end historierne i XIII serien.

Til forskel fra de mere traditionelle Final Fantasy spil, så er Type-0 mere et action-RPG. Spillet består af en række lange missioner, hvor man skal fra A til B og slagte alt, der har en puls. Simpelt men fint.

Under disse missioner har man adgang til alle 14 klasse kammerater, hvor man på alle givne tidspunkter har tre med sig af gangen. Dør en klasse kammerart, må vedkomende undværes i resten af missionen, og det kan godt blive lidt af et problem.

Nogle af spillets bosser flyver nemlig, og hvis de klasse kammerater der kan skyde dem ned er døde, så bliver kampen praktisk talt umulig. Heldigvis er der mange med enten bue og pil eller pistoler, så det burde ikke være noget problem.

Alle 14 medlemmer har hver deres spille stil, hvilket gør det interessant at skifte mellem dem. Man vil nok ende med at finde nogle farvoritter, men det er altid sjovt og interessant at afprøve de forskellige karaktere.

Ligeledes er selve kamp systemet også fremragende. Det har tonsvis af dybde, takket være både de forskellige karaktere, men også de forskellige strategier, som de forskellige fjender kræver.

Det er desuden også et hurtigt system, hvor de fleste kampe bliver afgjort rimelig hurtigt. Dette er takket være Breaksight og Killsight. Hvis man rammer en fjende imens de har en gul cirkel, laver man hvad der svarer til et critical hit. Er cirklen rød, dør de. Systemet hjælper med at holde en på vagt, og kan være en dejlig hjælpende hånd. Og så det bare belønnende at slå nogle fjender ihjel med et slag.

Man får i den grad brug for det, fordi spillet er ret udfordrende. Fjenderende slår hårdt, helbredsting er få til tider, og mistede kammerarter må undværes når de dør. Det er svært, men aldrig straffende, og sådan set er udfordringen fair og sjov.

Dog betyder dette også, at spillet kræver lidt grinding til tider. Ikke at der er noget galt i at grinde lidt, men det kan godt være lidt uoverskueligt, når man har 14 karaktere at udvikle. Det tager sin tid, og vil helt sikkert bremse nogle spillere.

Jeg var ikke specielt god til at udvikle alle karaktere lige, og det fik jeg så sandelig at føle i spillets sidste kapitel, som jeg kun klarede med nød og næppe!

Der er dog hjælp at hente. Man kan altid genspille tidligere missioner fra hoved menuen, og hvis man opgiver en mission, beholder man den EXP og de levels man har opnået i den fejlslagende mission.

Ligeledes kan man tilkalde backup, i form af spillets udviklere, der er erstatningen for spillets oprindelige multiplayer funktion. De er yderst hjælpsomme, og jo mere man bruger dem, jo mere SP får man, som kan bruges på specielle ting. De kommer dog med den pris, at de overtager dine kammeraters plads, og derved går de så glip af EXP. Det er et godt system, hvis man sidder fast, men man skal ikke gøre ligesom mig, og bruge det alt for meget. Det var bl.a. det, der fik mig ud i så mange problemer.

Man kan desuden også opgradere magi, og det er i sig selv et interessant system. Man gør det ved at høste tingene fra sine fjender (hvilket er noget så blodigt, passende til spillets brutale historie), og dem kan man bruge til at opgradere de forskellige egenskaber ved f.eks. cure.

Dog skal man gøre mange overvejelser. Vil man f.eks. have forøget effekt, på bekostning af en langsommere kaste tid, eller skal den være hurtigere at kaste, men koste mere MP? Det er interessante overvejelser, der holder en engageret i tingene.

Når man ikke er i en mission, udforsker man Class Zero's skole, og verdenen. Der er en lang række sidemissioner og hemmeligheder. Langt mere end hvad spillet hentyder til. Jeg gik f.eks. glip af rigtig mange side missioner og hemmeligheder, fordi jeg ikke var klar over at de var der. Det er kryptisk, men dejligt stort.

Dog har man begrænset tid mellem hver enkelt mission. Hver dag består af tov timer, og går man hen til et grønt udråbstegn (der som regel er en samtale eller en mellemsekvens), koster det to timer. Går man ud i verdenen spenderer man seks timer, og en expert trial (de sværeste missioner i spillet) koster yderligere seks timer.

Det er helt fint at have sådan et system, men her er designet til tider irriterende. Hvordan kan det tage to timer, at høre på en NPC der kun har lidt at sige? Hvorfor kan jeg kun have en request (quests) aktiv af gangen? Det er designet til, at man skal igennem new game plus, for at nå alt. Det føles billigt, men heldigvis er spillet så sjovt, at det ikke gør så meget igen.

New game plus er faktisk rimelig vigtig, fordi det tilføjer også nye historie missioner, der yderligere uddyber historien. Det er dejligt at opleve nye ting på en anden gennemspildning, da det især hjælper med at forklare det sidste kapitel. Men noget af det kunne godt have været inkluderet fra start af, det ville have gjort det sidste kapitel noget lettere at forstå.

Sidst, men ikke mindst, så vil kameraet være et problem for nogen. Nogle gange giver den de væreste vinkler, andre gange for tæt. Det føles ikke naturligt, men mere som mig i fredagsbaren: ret fuld.

Men selvom der er disse problemer, så kan de ikke ødelægge Type-0, fordi det er utroligt sjovt og belønnende at spille. Faktisk, er det et af de bedre FF spil i nyere tid, og nærmest det alene er værd at hylde. Det er engagerende som bare pokker.

Det tog mig ca. 26 timer at gennemføre spillet (og tilsvarende få platin trofæet), og jeg var langt fra at klare alt. Det kan i den grad anbefales at spille igennem igen, bl.a. side missioner, men også de nye historie elementer. Det er et stort spil.

Grafikken er dog noget ujævn. Det er tydeligt, at alle spilbare karaktere har fået en kærlig behandling i denne HD opdatering, da de ser ret flotte ud, selvom de er lidt stive i deres animationer. Alle andre karaktere derimod, har ikke fået den samme kærlighed. De ligner stadig deres PSP udgaver, og denne kontrast bliver ofte udstillet i spillets mellemsekvenser, hvilket kan være ret distraherende og grimt.

Omgivelserne er heller ikke de bedste. De er varieret, men bærer alt for meget præg af, at de var designet ti et håndholdt spil. De er store, tomme, og ikke særligt interessante. Ikke for at sige at spillet er grimt, men det kunne sagtens have været pænere. Især med tanke på, at denne HD udgave er lavet udelukkende til PS4 og X-Box One.

På lyd siden har vi desuden også noget, af et mærkeligt engelsk lydspor. Jeg gad godt at have været til stede til optagelser, fordi enten har skuespillerne fået elendige instruktioner, ellers er de bare dårlige. Det er så underligt at høre på, såsom alle de mærkelige pauser midt i sætninger. Læser i efter det danske komma system eller hvad? Det lyder endda også rimelig fladt til tider.

Og alligevel, som spillet skrider frem bliver stemmeskuespillet pludselig naturligt og godt. Det er virkelig mystisk. Men hvis man vil undgå dette problem, så er der heldigvis et japansk lydspor.

Det skal desuden også siges, at Type-0 har et af de bedste soundtracks i nyere Final Fantasy spil. Et soundtrack, jeg godt kan anbefale at købe.

Det har været længe undervejs, men Type-0 er bestemt ventetiden værd, dog afhængig af hvem man spørger. Spillet har rigtig mange kvalitets øjeblikke, men omvendt har det også grove kanter. Det sjove og fremragende kamp system bliver irriteret af et mærkeligt kamera, den rigtig gode historie mærket af dårligt stemme skuespil, ujævn karakter tid og nærmest lige så krævende som Game of Thrones.

Hvis disse ting generer en, så vil Type-0 være et yderligere bevis på, at en engang så fremragende serie er i forfald. For sådan en som mig dog, er dette et tegn på bedre tider. Et sundhedstegn efter krisen, der var FFXIII.

Og hey, hvis du ikke kan lide spillet, har du måske i det mindste en demo til Final Fantasy XV (p.s. demoen er fremragende!).