
NOTE: Spoilers for The Walking Dead: Season 1.
Da jeg satte mig for at spille The Walking Dead: Season 1, havde jeg ikke de store forventninger. Altså jeg havde hørt, at dette spil var blevet rost til skyerne, at det foregik i samme verden som tv-serien, som jeg allerede var blevet bidt af (heh..hehe), og at slutningen var meget, meget god og emotionel. Alligevel havde jeg ikke forventet, hvor stor en indvirkning spil-serien ville få på mig. Telltale's The Walking Dead satte så mange tanker igang; den fik mig til at filosofere over menneskeheden, overveje karakterernes og den post-apokalyptiske verdens udvikling. Spillet fik mig til græde, grine, føle ubehag, lettelse. Spillet fik mig suget ind og fik mig til at indånde hele universet, mens jeg overværede menneskehedens forfald gennem Lee Everetts øjne. Det var fantastisk. The Walking Dead: Season 2 følger i trop med en pakke, der oser af rigtig meget kvalitet og hæver niveauet for sæson 1, som allerede lå skyhøjt. Jeg elsker det, og jeg beundrer Telltale Studios for, hvordan de kan bruge spilmediet så effektivt til at fortælle en virkelig god fortælling med levende, interessante og komplicerede karakterer.
Efter 9 timer med Season 2 bliver jeg mindet om, hvorfor det er værd, at være en af dem, der interesserer sig for spilverden og for at opleve alt det, der kan udtrykkes gennem det medie. Jeg vil altid gerne prøve at overbevise andre om, at spilmediet har ligeså meget at byde på, som filmmediet sammenlignet med bøger, og med sæson 2 til WD har jeg endnu et eksempel, som viser hvad mediet er i stand til. The Walking Dead: Sæson 2 er virkelig godt. Det er et spil, der, igennem dets brug af "valg", udnytter sit medie til at opnå en større indlevelse for spilleren, hvilket jeg vil komme ind på lidt senere. Folkene bag produktet tager spillerne, verden og karaktererne dybt seriøst, og den yderst sofistikeret og emotionelle fortælling falder aldrig ned i nogle ødelæggende clichéer, tværtimod. Resten af spillet er ligeledes rigtig godt og spildelen, som er præget af puzzles, intense quick-time events og afslappende udforskning, balancerer fint på både intensitet og sværhedsgrad. Spillet er inddelt i episoder, dvs. at den samlede fortælling inddeles i 5 episoder, hvor hver episode præsenterer nye problemstillinger, karakterer og elementer til udviklingen af den samlede fortælling. Hver episode har en række situationer, hvor man skal træffe en stor beslutning, som aldrig er ligetil at tage, og til sidst i fortællingen kan man sammenligne sine valg med andre spilleres data. Episoderne har ca. en længde på en halvanden time hver.
Spillet foregår omkring to år efter det første spil. Efter de sidste begivenheder i sæson 1, har vores nye protoganist Clementine fundet Omid og Christa, to overlevende, der stadigvæk var i live i slutningen af sæson 1. Allerede fra starten af første episode kan man mærke store forandringer hos Clementine. Clem er blevet langt mere voksen i en meget ung alder. Hvis man kigger tilbage på sæson 1, så havde vi en ung pige, der havde brug for beskyttelse og vejledning til at overleve i den grusomme verden derude. Her tog vi som spillere rollen som Lee, og vores handlinger har haft enorm indflydelse på, hvordan Clementine håndterer verden alene i anden sæson. Siden starten af sæson 1, har Clementine alligevel været nødsaget til at gøre nogle meget udfordrende og hårde ting (her hentyder jeg meget til sidste episode), trods Lee's beskyttelse, og det kan tydeligt mærkes i sæson 2. Hun er ikke længere den lille pige, der kan lide at tegne på tegninger. Siden Lee's død, er Clementine blevet langt mere seriøs og som sagt voksen. Det illustreres rigtig godt i hendes dialoger med både voksne og børn, der stadigvæk går med fordomme til at Clementine, ved første øjekast, er en bange, lille pige, der ikke har så meget at byde på i denne grusomme verden. Men det passer jo ikke, når vi som spillere træder i skoene på Clementine. For at kigge lidt meta på det, så kan man godt drage en sammenligning mellem Lee's vejledning af Clementine, til hvordan Clem forholder sig til verden i sæson 2, og det faktum at vi, som spillere, har kontrolleret Lee's grænser og normer i sæson 1, og ligeledes gør det i sæson 2 for Clementine. Derfor er Clementines idealer, morale og kompetence den samme som Lee's, idet vi styrer hende. Lee var en god lærer.
Hele første episode fokuserer meget på, hvordan Clementine er alene. Den tidligere gruppe er opløst, en hel del død er forekommet i Clementine's liv, men præmisserne for at overleve har ikke ændret sig. Derfor ser vi en Clementine, der bliver nødt til at fokusere på at overleve frem for at være et barn. Men der går ikke lang tid før nye, karismatiske karakterer bliver introduceret, og her bliver det rigtig interessant, da man med alle de oplevelser, man har haft fra sæson 1 i baghovedet, nu skal forholde sig til en ny gruppe. Igennem hele sæsonen synes jeg, at der bliver opstillet så mange interessante situationer, hvor oplevelserne fra tiden med Lee, spiller ind.
Clem's forandring og personlighed er utroligt stærkt påvirkende på en. I denne sæson bryder hun ud af sin tidligere mere passive rolle, og det giver hende langt flere facetter, som man kan forholde sig til ved hende. Hun er en meget stærk protoganist, og et perfekt valg at udforske Walking Dead universet med, idet vi holder så meget af hende, og at hun netop er et barn. Hun er blevet en langt mere kompetent og seriøs overlever end i etteren, men hun er stadigvæk ny, sådan at sige, og at følge og være hende, når hun står foran de urimelige beslutninger, de stærke venskaber der udformes, og de forfærdelig tab, der forekommer, er så utrolig rørende for mit vedkommende. Et møde med en karakter, som jeg kendte i forvejen, bragte tåre til mine øjne, idet jeg kom til at tænke på, at hele situationen for alle personer i Walking Dead er så tragisk, sørgelig og ensom - specielt for Clementine.
Dertil kommer det nok ikke som en overraskelse, at man er meget investeret i hele universet, mens man spiller spillet. Glædelige oplevelser kan have en stærk påvirkning på en, sørgelige oplevelser kan have en stærk påvirkning på en, og S2 er spækket med dem. De nye introducerede karakterer er velskrevne og falder aldrig i en cliché-rolle, når man begynder at overveje deres baggrund, hvilket er noget, jeg ofte synes, man kommer til at gøre, når man spiller spillet. Alle karakterer har noget at byde på og empati er en temmelig god egenskab at besidde, når man oplever spillet. Som spiller er en af de valg, man oftest træffer, hvilken replik, man vil sige, og det selv at tage stilling til karaktererne, mens man står i Clementines sko, er med til at gøre karaktererne så autentiske og universet så troværdigt.
Derudover så findes der heller ikke ondskab og godhed i Walking Dead universet - "survival of the fittest" som man så ofte siger. Det gør, at karakterers handlinger aldrig rigtig kan sættes i en bås, heller ikke dine egne. Der er altid baggrunde for handlingerne foretaget i spillet, og man må som spiller forholde sig til dem, og derved være meget indlevet og involveret i universet. Ens egne handlinger er også med til at forstærke indlevelsen. Der er så igen ikke tale om godhed og ondskab, i forhold til de valg man må træffe, men om hvilken konsekvens, man synes er værst. Oftest opstilles umulige situationer for en, hvor man bliver nødt til at træffe et valg, og man må derefter leve med det valg og se, hvordan det har indflydelse på resten af fortællingen.
Valgene, som Telltale har implementeret i spillet som et essentielt gameplay element, er et genistreg i min bog. Det er en perfekt måde at udnytte spilgenren til at skabe større indlevelse og emotionelle reaktioner hos spilleren. Valg opstår som sagt hele tiden i form af dialog mellem Clem og de andre karakterer, og i form af større valg præsenteret igennem episoden. Valgene betyder forståeligt nok ikke, at fortællingen kan blive drejet helt i vejret, og at man er i kontrol over hele historiens udvikling. Walking Dead-spillene er en skræddersyet fortælling, hvor forfatterne skal nå fra A til B i løbet af en episode. Som spiller får man lov til at påvirke den vej, man tager mod B, og man får sådan set også lov til at påvirke, om det bliver B1 eller B2.
Det betyder så ikke, at de fleste af ens beslutninger ikke har nogen indflydelse. Det gør de absolut, når man står i situationen. Man er tvunget til at forholde sig til et moralsk dilemma, og tage nogle svære beslutninger - det sker også ofte i dialogerne. Selvfølgelig er der begrænsninger, således at man ikke kan ende helt på afveje, og det er faktisk helt fint i min bog. Der er en god blanding mellem en skræddersyet historie, hvor man ved at man ikke nødvendigvis kan ændre på alting, og hvor uundgåelige tragedier og glæder vil finde sted, og så en historie fyldt med variabler, der gør fortællingen mere dynamisk, og hvor man som spiller føler sig som en del af universet med hver beslutning, man tager.
I det hele taget er The Walking Dead: Season 2 et meget veludført spil på alle punkter. Jeg har med vilje sprunget over andre gameplay-elementer, fordi de sådan set virker helt fint og upåklageligt. Måske synes man nogle puzzles er for nemme, måske synes man quick-time events er en stor belastning, og måske synes nogle, at point n' click mekanismerne er gammeldags og ikke en spor effektiv måde at spille et spil med. Jeg synes, som sagt, det virker helt fint og upåklageligt. Puzzles er ikke videre svære, men det er heller ikke et krav, som spillet behøver at opfylde. I stedet er det elementer til spillet, der kan bruges til at skabe variation fra dialoger og andet gameplay. Quick-time events synes jeg egentlig er en god afbildning af, hvor intense situationerne kan være, når en Walker prøver at tage et ordentligt luns af en. At trykke panisk på A-knappen (på controller) er en helt ok løsning synes jeg. Ellers synes jeg de resterende gameplay elementer er der til at støtte spillets kvalitet.
Telltale's karakteristiske grafiske stil er også beholdt, og endnu engang er jeg godt tilfreds. Jeg synes farverne er rigtig flotte, specielt når man ser så mange nye omgivelser i spillet. Spillets omgivelser varierer fra episode til episode, men hvor der var marker, byer og togskinner i det første spil, er der store granskove, floder og senere i spillet snedækkede landskaber i det andet spil. Som man kan gætte befinder man sig langt mere nordpå, og den kommende vinter er et element, alle forholder sig til igennem sæsonen. Tilbage til spillets grafiske udtryk, så synes jeg, at farverne til omgivelserne og karaktererne er rigtig sprøde og behagelige at kigge på. Jeg synes også spillets layout på skærmen er en forbedring fra det første spil.
På lydsiden er fortællingen løftet endnu højere med hjælpen fra et fabelagtigt soundtrack, der afspejler, hvor artistisk smukt The Walking Dead: Season 2 egentlig er. Alle de elementer der udforskes igennem spillet, venskaberne der dannes og sørgmodigeden og melankolien, der kommer frem i en, når bare man reflekterer over.. alt. det. der er sket i løbet af sæsonerne for karaktererne, og også for en selv, er perfekt afspejlet i musikken. En lille detalje, som jeg rigtig godt kan lide ved musikken, er den musik, der bliver spillet under rulleteksterne efter hver episode. Det er her, hvor man sidder og reflekterer over hele episoden, og hvad bedre til at hjælpe med at føle den blanding af melankoli, tragedie og håb, end ved netop at lytte til melankolsk, sørgmodigt, smukt musik. Jeg holder meget af den detalje.
I forhold til stemmeskuespillet er det selvfølgelig også udført på rigtig, rigtig fin vis. Alle skuespillerne sørgede for at bringe sin karakter til live. Ingen steder oplever jeg noget som helst brud på fortællingens illusion. Mesterligt.
Nu er jeg efterhånden nået ved vejs ende i denne anmeldelse. Jeg anbefaler The Walking Dead til enhver sjæl derude, der har mod på en kraftfuld fortælling. The Walking Dead: Season 2 er et virkelig godt eksempel på, hvordan spilmediet kan udnyttes til at skabe en gribende og dyb fortælling. Hvor et spil som The Last of Us også er et mesterværk, der gør brug af mange filmiske virkemidler, isolerer The Walking Dead sig med også at bruge "valg" som et element til at skabe en fantastisk fortælling og en følelsesmæssig forbindelse til Clementine, universet og alle de karakter, der er kommet og gået i løbet af sæsonerne. Det er uhyre effektivt, og Telltale gør det på eksemplarisk vis. Jeg er virkelig glad for, hvordan Telltale's The Walking Dead har påvirket mig, og jeg ser The Walking Dead - begge sæsoner - som pragteksemplarer på spilkunstens potentiale.