Saints Row IV

Af en eller anden underlig årsag, fik jeg aldrig anmeldt Saint's Row: The Third. Lidt underligt, især man tanke på at jeg fik platin i spillet. Måske anmelder jeg spillet på et andet tidspunkt, men lad mig sige at det var et godt spil, men en smule skuffende.

Nu er det så tid til at besøge The Third Street Saints endnu engang, hvor jeg har valgt at hoppe med på den fornylige PS4 genudgivelse Saint's Row IV: Re-Elected. Pakken indeholder Saint's Row IV, alt DLC, og den nye udvidelse Gat Out of Hell. Men for nu, lander fokuset på Saint's Row IV.

Først var de en simpel gade bande, der kæmpede imod rivaliserende bander, så blev de superstjerner med tilsvarende tøj mærker, drikke varer og blev berømte. Nu er de ledere af USA, hvor bossen (dig) er præsident. Men alt dette slutter brat, da det hvide hus pludselig bliver invaderet af aliens, ledet af deres frygtløse leder Zinyak. Alle Saints bliver kidnappet, og ender i en simulation af byen Steelport, hvor kampen imod Zinyak begynder.

Man skal som altid ikke forvente en fantastisk handling, men den er faktisk bedre end man umiddelbart skulle tro.

Dette er delvist takket være en række gode karaktere, der har deres egen mindeværdige personligheder. Spillet prøver faktisk at udforske de forskellige personers tanker og dybeste frygter/mareridt, og det går overraskende godt. Selv Zinyak er mindeværdig.

Humor er naturligvis også en del af pakken, og SR4 har meget af det. Der er nogle ret geniale jokes, som f.eks. Keith Davids kamp om at han ikke er ligesom deres tidligere leder Julius (selvom det var ham, der lagde stemme til selv samme karakter), Zinyaks påvirkningen af simulationen, sjove parodier osv. Der er mange mindeværdige jokes, og man kan ikke undgå at grinde højlydt over noget af det.

Men hvad der også overrasker, er at spillet faktisk reflekter over serien. Som fan, kan man ikke undgå at blive nostalgisk over at tænke på de gamle spil, og tænke på hvor meget serien har udviklet sig siden da. Ikke lige hvad men forventer af Saint's Row.

Tilgengæld lider spillet lidt af Austin Powers problemet: Nogle jokes er ret geniale, andre jokes er platte og tåbelige. Der er flere geniale jokes end der er platte, men det giver nogle underlige kontraster til tider.

Spillet håndterer heller ikke altid sin handling ordentligt, hvor nogle øjeblikke er enten alt for forhastet, eller direkte dårligt skrevet. Dens forsøg på dybe temaer virker ikke altid.

Som sagt, historien er ikke fantastisk, og vil næppe gå over i historien som noget særligt, men som fan ved man det godt. Og alligevel skal spillet roses for når humoren er på sit højeste, karakterende godt vist frem og udforsket, og den nostalgiske følelse.

SR4 er indtil videre den største udvikling, som serien har oplevet. Gameplayet er som man kender det, som Grand Theft Auto klon, men tingene er markant anderledes i denne omgang.

Man har nemlig fået superkræfter. Du kan hoppe utrolig højt, løbe utrolig hurtigt, og så får man undervejs adgang til kræfter som is, ild, telekenise og kraftfulde mini jordskælv.

Der er meget variation i spillets kræfter, og de er alle sammen sjove og nyttige at bruge. De skaber lidt strategi i de forskellige kampe, og er med til at pifte gameplayet gevaldigt op.

Disse kræfter kan naturligvis også opgraderes, hvilket gøres ved at finde clusters der ligger spredt udover hele Steelport. Der er ca, 1295 af dem, så at samle dem alle kommer til at tage sin tid.

Det minder meget om at samle orbs i Crackdown, og effekten er mindst lige så stærk. Man kan let blive distraheret af blot at samle på disse clusters. Man opdager altid nogle, og trængen til at samle dem er uimodståelig for enhver completonist.

Disse kræfter gør også, at man godt kan tilgive udviklere for at have genbrugt Steelport fra SR3. Byen føles overraskende frisk at udforske, med disse nye kræfter. Og som altid er den proppet meed side missioner og opgraderiger til din karakter. Selv hvis man kan genkende omgivelserne til punkt og prikke, har man stadig lyst til at udforske det hele igen.

Men super kræfterne har også en negativ effekt på spillet. Spillet bliver ikke kun for let til tider, men visse elementer af gameplayet er nu fuldstændig ligegyldigt.

F.eks. kan man stadig stjæle biler, men det er pointeløst at gøre bil da man altid løber hurtigere end de kan køre. Der er heller ikke nogen grund til at tilkalde forstærking, i form af Homies, fordi man får aldrig brug for dem.

Spillet prøver at delvist løse dette problem, ved at fjerne alle dine kræfter i nogle missioner. Det hjælper med at skabe variation, men det ændrer ikke på at nogle af seriens kerne elementer er fuldstændig ubrugelige nu.

Det er stadig utrolig sjovt at spille med superkræfter, og det hjælper stadig med at gøre serien interessant og Steelport at udforske igen, men man kan undre sig over om Saint's Row kan håndtere de nye mekaniker. Set fra et historie perspektiv, er det den logiske vej frem, da serien er blevet mere og mere latterlig (på en sjov måde), men det er måske ikke det rigtige valg at forvandle serien til en overnaturlig superhelte serie.

En ting som spillet dog ikke kan snige sig udenom, er pinlige fejl. Spillets achievements/trophies har en del fejl. F.eks. er der en achievement/trophy for at købe alle opgraderinger til dine superkræfter, men hvis du vil have den, skal man først klare alles side missioner, derefter samle alle clusters op, og først der, når man køber opgraderingerne, får man achievementen/trophyet. Prøver man at opgradere tidligt, får man den aldrig.

Jeg har også oplevet fejl i den kunstige intelligens, hvor de ikke vil gøre som de burde, siddet fast i omgivelserne, og en masse statistiske fejl.

Desuden har spillet en temlig ubehagelig vane med at fryse. For mig skete det ca. Ti gange, i løbet af de 40 timer jeg brugte på spillet. Syv af gangene var jeg nødt til at hive strømstikket ud af min PS4, da spillet forhindre min konsol i både at lukke spillet, men også at slukke for konsolen på den rigtige måde. De resterende tre gange blev jeg pludseligt smidt ud til Playstation menuen, med efterfølgende fejl-rapportering.

At det sker ti gange er helt utroligt, men hvad værre er at de ovenstående fejl også var et problem i PS3 udgaven, der altså udkom i 2013. Hvorfor er disse fejl ikke blevet rettet, to år senere? Især når spillet er udkommet på kraftigere konsoller? Men nej, alle udgaver, last-gen som next-gen, må bare affinde sig med at disse fejl eksistere. Det er så dovent og sløset, at det faktisk er impornerende.

Hvis man kan bide fejlene i sig (som jeg gjorde), så er det dog stadig sjovt, fyldt med sjove side misioner, fremragende historie missioner, og sjovt gameplay. Og man kan sagtens forvente at bruge adskellige timer på det.

Jeg brugte i hvert fald 40 timer på at få platin i spillet. Dog skal det understreges, at dette inkluderede ca. fire - fem timers venten, da et trophy kræver at man spiller i 40 timer. Nok har spillet meget indhold, men ikke nok til at fylde 40 timer ud (i hvert fald ikke for mig).

Som tidligere nævnt, så medfølger der også DLC, hvilket inkluderer nye våben, tøj og sådan til sin karakter, og to mini udvidelser, i form af "Enter the Dominatrix" og "How the Saint's Saved Christmas". Og efter at have spillet begge pakker igennem, er jeg glad for at jeg ikke betalte ekstra for dem.

Enter the Dominatrix prøver at at sælge sig selv som slettede scener, med tilsvarende kommentarere fra spillets karaktere, og mellemsekvenser der er i storybord format. Humoren har sine sjove øjeblikke, men det er langt fra nok til at gøre DLCen god.

Missionerne er uinteressante, og spillet bruger direkte sit slettede scener format, som undskyldning for at skære ned på spilletiden drastisk, når man hører om flere situationer og sekvenser der bliver sprunget over. Det er ment som en joke, men joken undskylder altså ikke den korte levetid, på ca. en time.

How the Saint's Saved Christmas er mindst lige så kort, men tilbyder nogle bedre missioner, og ret god humor. Jeg kunne ikke lade være med at grine over en sekvens, hvor man skulle slikke noget slik væk fra en dør i hvert fald.

Den medbringer også to nye aktiviteter, men de er også hurtigt overstået.

De to DLC pakker tilføjer maks tre timer samlet, hvis man også medregner deres achievements/trophies.

Grafikken er stortset identisk med SR3, hvilket betyder at spillet ser fint ud, dog med problemer. Karakterne er lidt for simplet animeret til tider, og man kommer forbavsende ofte til at opleve mellemsekvenser, hvor animationen ikke helt kører som det skal.

Billede hastigheden er blevet forbedret i forhold til last-gen udgaven, og nogle effekter ser også bedre ud, men det er ikke ligefrem noget der presser nogen maskine til det maksimale. Det er fin grafik, der får arbejdet gjort.

Lyd effekterne er lidt på den blandede side, men spillet nyder ret godt af et yderst godt soundtrack, der ikke kun består af klassikere, men som også er ret passende til de nye superkræfter. Og så har spillet forstand på at bruge sine sange til et par ret sjove jokes.

Stemme skuespillet kan man derimod ikke sætte en finger på. Man kan tydeligt høre, at alle har det sjovt med deres arbejde, og det kan ikke undgås at det smitter af på en.

SR4 er bedre end SR3, lad det være sagt. Serien føles frisk, takket være de nyfundende superkræfter, også selvom Saint's Row måske ikke er det mest oplagte valg, for et spil med superkræfter. Det er dog stadig ret sjovt at spille, og den (for det meste) fremragende humor og interessante (men til tider underudviklet) historie holder en interesseret i spillet.

Det er dog svært at tilgive spillets fejl, der to år efter oprindelig udgivelse har fået lov til at blive. Spillet kan sagtens anbefales, men man er nødt til at være tålmodig, og gemme ofte. Hvis fejlene ikke kan tilgives, så ryk spillet ned på 6/10, men alle os andre kan have det fint med den endelige karakter.