Dansk
BRUGERANMELDELSE

Resident Evil HD Remaster

Skrevet af: Nike   2015-02-05

Ahhhh Resident Evil. Engang var du altid til at regne med. Ja, du var klumset at spille, men du gav os uhyggelige og intense oplevelser, og grundlagde survival horror. Siden dræbte du dig selv, da du overgav dig til Michael Bay-ligende action og solgte ud med (indtil videre) fem forfærdelige film.

Resident Evil er ikke hvad det har været, men nu har Capcom givet os et kærligt minde om, hvordan serien engang var. Dette er 2002 Gamecube remaken af det første Resident Evil spil fra 1996. Passende at genudgive det i 2015, da survival horror er ved at komme tilbage, og RE serien har fået sig en hjerneblødning.

Spillet foregår i en villa, midt ude i en skov tæt på Raccoon City, hvor byens special enhed S.T.A.R.S. er taget hen, for at lede efter deres forsvundende kammerater. De bliver dog hurtigt angrebet af vilde hunde, og bliver derefter skildt ad. Nu gælder det om at finde vejen ud, og overleve de bæster som befinder sig i villaen.

Historien er ikke ligefrem noget at råbe hurra for, da der ikke er specielt meget af den og dens mysterie en kæmpe kliché, men den har alligevel en del charme. Her er intet med forskellige terrorist grupper, en million parasitter, komplicerede forhold eller ligende, det er villaen, monstrene og en hurtig afklaring af mysteriet. Historien er forfriskende simpel, især man tanke på hvor kompliceret og overfyldt serien er blevet i dag.

Historien er dog stadig ikke særlig interessant. Karakter udvikling var tydeligtvis ikke et emne da historien blev skrevet, da spillet nærmest gør alt for ikke at inkludere det. Men for hvad det er værd, at det sjovt at se hvor personer som Chris Redfield og Jill Valentine stammer fra, før de fik Matrix agtige kræfter og blev action stereotyper.

Da dette er remaken, er der desuden tilføjet en ny lille sidehandling. Den fylder ikke så meget i spillet, men er alligevel interessant og utrolig tragisk.

Resident Evils gameplay er noget af en smagssag.

Styringen kan bedst sammenlignes med en tank, hvor man nærmest altid skal stoppe op og rette på sin karakter, hvis man vil ændre retning. Noget som kun bliver gjort besværligere af spillets kamera, som man ikke selv kan kontrollere. Det tilføjer til atmosfæren, men det er disoriterende og kan sende en direkte i favnen på en zombie, som man ikke kan se.

HD udgaven retter delvist op på kontrollen, ved at tilbyde en ny styre metode. Her løber man automatisk med analog stikket, og kontrollen ændrer sig ikke imens man holder stikket nede, selvom kameraet skifter.

Man skal lige vende sig til det, men det gør spillet betydeligt lettere at styre. Og hvis man er fan af den gamle styrning, kan man frit skifte over til den.

Dernæst er der spillets inventory system, der er ret besværligt. Man kan kun (afhængigt af den karakter man spillede som) holde mellem seks og otte ting af gangen. Løber du tør for plads, må du gå hen til det nærmeste gemme sted og smide ting i en opbevarings kasse. Det er ikke kun upraktisk, men er med til at trække spillet lidt i langdrag.

Desuden kan du heller ikke gemme frit. Man gemmer via skrive maskiner, men de kræver blæk patroner, og dem er der kun begrænsede mængder af, uanset hvilken sværhedsgrad man spiller på.

Jeg har aldrig oplevet at løbe tør for blæk, men man skal alligevel tager chancer til tider, selvom der er nok til at kunne gemme fornuftigt.

Disse ting blev allerede dengang i 1996 kritiseret, men det forblev også seriens varemærke indtil RE4 i 2004. For gamere i dag, der prøver dette for første gang, vil dette design være umuligt at acceptere. Det ville være alt for besværligt, irriterende og svært.

Men egentlig siger det mere om den moderne gamer, end det gør om spillet. Den moderne gamer er vandt til at blive holdt i hnden, hvor man kan gemme frit og konstant, hvor spillet konstant fortæller dig hvad du skal, hvor man altid har bunkevis af resourcer og hvor fjenderne er hurtige og lette at dræbe.

Resident Evil stammer fra en tid hvor survival horror var i sin gyldne alder. Og en af grundene til at de gamle horror spil fra 90'erne og de første fire år af 00'erne virkede, var fordi gameplayet netop var begrænset og svært. Hvis ens karakter let kunne klare alt modstand, var der intet at være bange for.

Det er derfor at det dissoriterende kameravirker, fordi det skaber en ubehagelig følelse af at man ikke ved hvad der er om hjørnet. Det er derfor styringen virker, fordi i virkeligheden ville du være påvirket af frygt og rædsel. Og det begrænsede inventory system er for at presse dig, og give stress som du også ville kunne være i virkeligheden.

Spillet repræsenterer den menneskelige følelsesmæssige respons i disse situationer, gennem sit design. Præcis ligesom klassikere som Silent Hill, og som Alien: Isolation og (til dels) The Evil Within genintroducerede for os i 2014.

Og hvad der binder det hele sammen, er de små sejre. Når man endelig får klaret en gåde, når man får en nøgle der kan låse op for nye rum, når man rydder en korridor for fjender og ikke behøver bekymre sig om dem i fremtiden, at finde ammunition og at gemme. Det gør spillet belønnende, ligesom man i virkeligheden ville være lettet over fremskridt.

Det er til tider hårdt at spille, men designet virker stadig. Det er faktisk forfriskende at spille anno 2015.

Som nævnt tidligere, er dette remaken af 1996 udgaven på PS1, og remaken tilføjede en del nye ting.


Først og fremmest, er der tilføjet nye omgivelser og tingene er placeret anderledes. For fans af serien, bruger spillet faktisk dit kendskab af den oprindelige udgave imod dig på mange områder. Et godt eksempel er hundene der springer gennem vinduet. De gør det nemlig ikke på samme tidspunkt i remaken, hvilket kun tilføjer til frygten.

Udover dette, har zombierne fået nye regler. Det er ikke altid nok at flygte til et nyt rum, som man hidtil altid har kunnet regne med. Nu kan fjenderne følge efter dig fra rum til rum, hvor man så både ser og hører at de prøver at åbne døren ind til dig.

Og som om det ikke var nok, så SKAL man brænde dem når man har slået dem ihjel. Gør man det ikke, genopstår de senere som Crimson Heads. De er dobbelt så hurtige som zombierne, og gør endnu størrere skade på dig.

Zombierne har aldrig været uhyggeligere, og det er bl.a. derfor at spillets horror stadig holder 100% i dag. Der er intet mere stressende at nedlægge en fjende, og så skynde sig for at hente noget at brænde dem med (hvilket findes i meget begrænsede mængder), intet mere frygt indgydende når man ved, at næste gang du kommer tilbage til området, vil zombien måske komme tilbage som en Crimson Head. Og intet er mere skræmmende end at se den genopstå og derefter kæmpe imod den.

Det er en genial tilføjelse, og det er lidt ærgerligt at senere spil ikke rigtig har leget med dette koncept.

Ligelededs er spillet også overraskende fleksibelt. Karaktere man møder kan både reddes og dø, og nogle begivenheder kan man helt undgå at opleve. Selv nogle boss kampe kan springes helt over, eller har en lettere strategi end bare at skyde på dem. Sådan noget er man næsten ikke i 2015, og det tilføjer meget til spillet.

Udover dette, har spillet også defensive items, der kan gøre en stor forskel. Disse ting bruges når en zombie griber fat i en, og kan være f.eks. knive, grenater eller elektrisk batteri. De gør en stor forskel, og er en dejlig tilføjelse til den gamle Resident Evil formular.

Hvad der dog er det samme, er at man kan spille som to personer: Chris og Jill. Chris kan tage mere skade, men kan kun have seks ting på sig af gangen. Jill er svagere men kan bære på flere ting.

Begge scenarier følger den samme struktur, men de møder hver deres side karakter, har hver deres partner, og nogle bosser og gåder ændrer sig lidt fra person til person.

Spillet har desuden også et par sjove ting til dem, der tager turen flere gange. F.eks. Real Survival, hvor spillet er på højeste sværhedsgrad og de magiske kasser ikke længere hænger sammen. Der er også Invisible Enemy mode, hvor fjenderne er usynlige. Og så er der One Dangerous Zombie mode, hvor en eksplosiv zombie forfølger dig. Angriber du den, dør du, og det er overraskende sjovt at spille den mode.


Det er nogle sjove variationer, som er med til at holde oplevelsen frisk.

Spillet kan sagtens tage ti timer, men det kan faktisk godt lade sig gøre at gennemføre spillet på under tre timer, hvis man kender sit stof. Der er seks slutninger i alt, alternative begivenheder at opdage, kostumer, sværhedsgrader og våben at låse op for. Der er god grund til at spille spillet igennem flere gange.

Normalt nævner jeg ikke dette i anmeldelser, men spillets trophies/achievements skal have meget ros. Ikke kun opfordrer de en til at opleve alt i spillet, men det udfordrer dig også til at klare spillet på under henholdsvis fem og tre timer, gennemføre spillet ved kun at bruge det svageste våben (kniven) og endda uden at gemme. Det ser man bare ikke i dag.

På Gamecube var RE et rigtig pænt spil, og for det meste er det faktisk mindst lige så pænt i dag. Omgivelserne er flotte og fyldt med detaljer, imens karakterene også er pæne at kigge på.

Dog er deres ansigts animationer lidt billige i spillet mellemsekvenser, og animationen er ikke nået at råbe hurra over.

HD konverteringen er for det meste ret pæn, men der er et par problemer. Spillets CG mellemsekvenser har en ret mudret kvalitet, og nogle dele af omgivelserne har tydeligt ikke fået den samme kærlighed, som resten af spillet har.

Spillet har desuden en rigtig flot og uhyggelig atmosfære, der nok skal skræmme en og skabe en intens følelse. At gå gennem villaen og høre vinden blæse, zombierne brøle og stemningsfuld musik er en dejlig uhyggelig oplevelse.

Stemme skuespillet er naturligvis opdateret, i forhold til det latterligt sjove skuespil i PS1 udgaven. Det har dog fjernet en del af charmen, og nu det bare dårligt på en dårlig måde. Ligeledes er dialogen, der er underligt skrevet, dog ikke i nærheden af den ringe kvalitet fra PS1 udgaven. Men dialogen har stadig en B-films følelse over sig,og det har bestemt sin charme.

Resident Evil HD er et dejligt tilbage blik på seriens tidligere dage. Før det blev en kompliceret Michael Bay wanna-be, der kun går ud på eksplosioner, dumme handlinger og systematisk drab af Survival Horror.

Men det er også et godt indblik i Survival Horror. Ikke kun fordi RE gjorde genren popular i sin tid, men fordi at det minder en om hvor god genren plejede at være, og måske er ved at blive igen.

For nybegyndere vil det være en svær historie leksion, grundet spillets klodsede elementer og sværhedsgrad, men det er også pointen. Nogle ting kunne godt forbedres, men det er et spil som der er brug for i 2015. Et spil, der rent faktisk giver udfordring og afprøver nogle af dine grænser.

Lad os nu bare håbe at Capcom følger dette eksempel, og både laver en HD remake af Resident Evil 2, og bringer serien tilbage på rette spor. Tak for de dejlige minder REHD, du er fantastisk og lige hvad vi har brug for!

Samlet karakter: 9/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10