Diablo III: Ultimate Evil Edition

Jeg spillede oprindeligt Diablo 3 ved udgivelsen. Jeg kom endda rigtig langt! Jeg lagde 100 timer ind i det, og var også på nippet til at anmelde det. Men så kom de nye opdateringer, hvilket gjorde at jeg hoppede fra idéen. Hvordan anmelder man et spil, der ændrer sig med tiden? Jeg nåede derfor aldrig at anmelde det, men da spillet nu er udkommet på PS4, med den nye udvidelse Reaper of Souls inkluderet, har jeg besluttet mig for at gøre et ærligt forsøg!

Og jeg kan lige så godt være ærlig: Havde jeg anmeldt spillet tilbage i 2012, havde spillet nok fået 7 - 8 stykker af mig. Ja, jeg var faktisk lidt skuffet. Men lad os se om spillet er blevet bedre.

Diablo 3 har en historie, men den er ikke så vigtig. Hvem spiller alligevel Diablo for historien? Det vigtigste er at Diablo er kommet tilbage, og han har taget alle sine dæmon venner med, som langsomt ødelægger verdenen. Det er op til dig (ja, dig!) at redde verdenen.

Og dog, så har spillet alligevel nogle interessante sidehistorier, der involverer dine følgesvende. Deres historier er ret interessante og spændende, hvilket gør at man ærgrer sig over at de udelukkende bliver fortalt gennem dialog. Hvis spillet bare generelt havde gjort mere ud af at præsentere sin historie, så ville alt være bedre. Men som sagt, man spiller ikke Diablo for sin historie.

Det handler nemlig om karakter opbygning. Dræb fjender, stig i level og find stærkere og stærkere udstyr. Mere er der ikke til spillet, og det kan faktisk være ret kedeligt at kigge på. Det ser ensformigt ud, men hvorfor tog spillet så så mange folk med storm? Og hvorfor er der stadig mange der spiller det? Fordi man er nødt til at prøve det, for at forstå.

Diablo's gulerod er at blive stærkere, og det gør man nærmest konstant. Man stiger hurtigt i level, og efter en time er man allerede langt stærkere end man var i starten. Og det er sådan at Diablo holder dig fanget. Man bliver hele tiden belønnet, og det er det der holder en i gang, selvom spillet i bund og grund ikke handler om andet, end at dræbe den ene mindre hær efter den anden.

Dertil kommer de forskellige klasser. Barbaian, som er fokuseret på kampe, Witch Doctor, der kan tilkalde monstre og give fjender forbandelser, Wizard der fokuser på magi, Monk, der er fokuseret hurtige nærkampe, Demon Hunter, med fokus på projektiler og til sidst Crusader (som en nyhed med Reaper of Souls udvidelsen), der også er fokuseret på kampe.

Der er god variation i de forskellige klasser, og de føles tilpas forskellige, hvilket alene giver god grund til at spille spillet igennem igen og igen.

Dog bortset fra den nye Crusader, der føles alt for identisk med Barbaian. Den er ikke lige så stærk som en Barbaian, men mange af angrebene er nærmest identiske. Det ødelægger dog ikke noget, fordi spillet er stadig sjovt at spille.

Hvad der er med til at give spillet dybde, er de aktive færdigheder. Når man stiger i level, låser man op for nye angreb, og til tider også runer som kan give dem en lang række forbedringer.

Det er her hvor dybden for alvor kommer ind, fordi færdighedssystemet har en lang række muligheder for forskellige udgaver. Det betyder stort set at selv hvis fire spillere spiller den samme klasse, kan de alle være vidt forskellige. Det er dejligt med så rige muligheder.

Siden 2012 er der dog sket en masse ting med spillet, og her snakker vi ikke kom om den nye klasse, et nyt akt eller en ny person, The Mystic, som kan forbedre dit udstyr, men en del fundamentale ting.

Først og fremmest, så er aktionshuset fjernet, hvilket kun er for det bedste. Tidligere var man tvunget til at farme for at tjene nok penge, til at man kunne købe det bedste rustning og våben, som nærmest kun var til at finde i aktionshuset.

Nu har man faktisk en chance for at finde dem under spillet. Der bliver smidt loot langt oftere, og det gælder også de bedste ting. Det er en dejlig forandring, men på den anden side gør det dog penge overflødigt. Man har stadig brug for penge til at reparere sine våben, og opgradere f.eks. smeden og få ham til at lave ting, men man ender ret hurtigt med alt for mange penge, da man ikke har så meget at bruge det på. Det er dog en lille ting, så det ødelægger heller ikke noget.

Men de største ændringer er nok spillets slutspil, der endelig er blevet noget værd.

Når man har gennemført spillets fem akter, åbner man Adventure Mode. Her kan man frit rejse rundt i spillets verden, og tage bounties, der som regel går ud på at dræbe x antal fjender på forskellige steder. Belønning er naturligvis penge, EXP og udstyr, men når man har klaret fem, kan man komme ind i Nephalem Rifts, der er tilfældige dungeons.

Selvom de forskellige bounties gentager sig selv lidt for ofte, så er det sjovt at spille. Endelig har man rent faktisk noget at gå efter, nye ting at opleve, og en masse udstyr at gå efter. Det giver en god grund til at blive ved med at spille.

Level cappen er desuden også blevet hævet til 70, men når den er nået, går man i gang med paragon levels. Her er der ingen begrænsning, hvert paragon level giver et point som du kan smide ind på de forskellige stats, såsom mere i liv, eller større chance for at undvige angreb. Hvis man vil fylde alle felterne ud, skal man regne med at nå paragon level 800, og selv derefter kan enkelte stats forøges ubegrænset, ligesom at der er ubegrænset paragon levels.

Kort sagt: Du bliver ALDRIG færdig med at udvikle din karakter. Dette kan potentielt give spillet en uendelig levetid. Dog er det naturligvis kun meget få der overhovedet vil gå så langt, fordi alle andre (såsom mig) ville blive træt af spillet længe før, men det er fedt at muligheden er der.

At forbedringerne man opnår gennem paragon levels også automatisk bliver overført til andre karaktere, gør kun det hele bedre.

Sværhedsgraden er også ændret. Udover at det er mere balanceret og ændrer sig afhængig af styrken på din karakter, er de gamle Normal, Nightmare, Hell og Inferno modes fjernet. Nu er der Normal, Hard, Expert, Master og Torment level I - X. Jo højere sværhedsgrad, jo bedre loot finder man.

Sværhedsgraden er bare bedre optimeret nu, hvor det nu er helt slut med at farme de samme omgivelser i adskillige timer, og så alligevel sidde nærmest håbløst fast. Det er blevet mere bruger venligt, men tilbyder stadig en masse udfordring for dem der søger det.

Sidst men ikke mindst, så er der naturligvis spillets online mode, og her bliver spillet endnu bedre. Spillet er også sjovt alene, men det hele bliver bare endnu sjovere når man snakker med andre folk, slår sig sammen for at nedlægge hårde bosser og kæmpe sig igennem de sværeste dungeons.

Man kan let miste adskillige timer med blot at spille sammen med sine venner, og det er kun gjort bedre af at man på konsol kan spille med både tre andre i sofaen, og over nettet.

Speaking of which: Hvordan er spillet på konsol?

Det spiller godt. Det føles skræddersyet til konsollerne, og Blizzard har gjort et flot arbejde i et overføre det til Playstation og X-Box. Dog vil det altid være PC udgaven, der spiller bedst. Det har bare sin charme, med den ultra simple kontrol, hvor næsten alt bliver styret med mus. Den charme går lidt tabt i konsol udgaverne, hvor man bare trykker på den samme knap om og om igen. Men igen, det er ikke noget der skader spillet.

Spillet tager omtrent 15 - 20 timer at gennemføre, så i forvejen er der meget kød i spillet. Men bagefter er der som nævnt tidligere en masse indhold i vente, med uendelig leveling, bonus dungeons, loot, og så også en laaaaaaang række achievements, der er sjove at kæmpe for.

Diablo 3 er ikke et spil man køber for at vise den flotte grafik frem. Det ser god ud, det slet ikke det, men der er en grænse for hvor imponerende det kan være, når spillet spilles med kameraet placeret så langt væk.

Man kan dog sagtens sige at spillets billede hastighed er fremragende, den kunstneriske stil er god, fjender og omgivelser er godt varieret, og så ser ens spilbare karakter fantastisk ud, når man har givet den en masse udstyr.

Musikken er så ment udmærket, men falder for meget i baggrunden. Stemme skuespillet er fremragende, men skuespillerne bliver ofte forrådt af dårlig dialog og spillets manglende vilje til at fremvise sin historie. Det er en udmærket lydside, men problemet er ikke det der er lavet, men hvordan det bliver brugt.

Men på trods af problemerne med lydsiden, og den dårlige historie, så kan jeg ikke dy fra at give spillet top karakter. Fordi når jeg stadig tænker på at jeg bare vil spille det, og stadig gør efter sådan ca. 50 timer, så gør spillet utrolig meget rigtigt. Gameplayet er så godt, at man let og hurtigt glemmer den dårlige historie, og de små skønheds fejl ved gameplayet.

Diablo 3 er et fremragende spil, især efter de mange opdateringer gennem de sidste to år, og Reaper of Souls udvidelsen. Dette spil er det værd at anskaffe sig, og det er utrolig let at blive afhængig af. Du er advaret!

Men nu må i have mig undskyldt. Jeg skal ud og lede efter en bedre økse og hjem til min level 70 Barbaian, og gøre ham endnu stærkere, så jeg kan dræbe Diablo på højeste sværhedsgrad.