Infamous: Second Son

Med nyt hardware medfølger store forventninger. De første spil skal overbevise os de nye grafiske muligheder, og fremvise de nye muligheder med maskinen. Det efterfølgende resultat kan gå begge veje, men som regel resulterer det i spil der er fine ved udgivelse, men i retrospekt mangler de indhold og føles lidt tvungne på nogle områder. Det var nok min største frygt da jeg begyndte på Infamous: Second Son. Lider det af "lancerings syndrom" eller er det faktisk udmærket?

Spillet foregår syv år efter Infamous 2. Efter Conduit problemet i New Marias oprettede den amerikanske regering D.U.P., en indsats gruppe der skal finde og fange alle Conduits. Her møder vi Delsin, en ung rebel der en dag kommer i kontakt med en Conduit, hvor han opdager at han har evnen til at kopiere Conduits kræfter. Det bringer ham hurtigt i søgelyset hos D.U.P., hvor Delsin sætter kursen imod Seattle, sammen med sin politi bror Reggie, for at gøre en ende på D.U.P.

På den ene side har spillet nogle rigtig gode karaktere. Delsin er en smagssag, men personligt havde jeg intet imod ham, og hans forhold med broren Reggie er fremragende udført. De andre karaktere er også
velskrevet, og skurken er fint håndteret.

Spillet ved bare ikke hvad det skal gøre med dem, hvilket resulterer i en underudviklet, forhastet og forudsigelig historie. Især til sidst bliver det slemt, da det virker som om at forfatterne ikke har vidst hvad de skulle gøre i forskellige situationer. Og selvom spillets moral dynamik vender tilbage, tilføjer det ikke særlig meget til historien, hvor er Delsins karakter og motivationer bliver fuldstændig ødelagt og usammenhængende, hvis man spiller som ond (den dynamik vender vi tilbage til senere).

Gameplayet er meget ligesom de tidligere spil. Som Delsin har man overnaturlige kræfter til rådighed, som man kan bruge til at klare enten historie og side missioner. Tingene er dog lavet om i denne omgang.

Til forskel fra seriens tidligere hovedperson Cole, har Delsin ikke elektriske kræfter. Han starter med røg kræfter, men undervejs i spillet får han adgang til andre kræfter. På mange måder minder de forskellige kræfter om hinanden, men de er dog varieret nok til at kunne gøre en forskel.

Og her kommer der en klar forbedring i forhold til de tidligere spil: At klatre. Der er blevet tilføjet nemme og hurtige måder at klatre bygninger, hvilket fjerner en del af hvad der kunne være irriterende i de tidligere spil. Navigation gennem byen er hurtigere og simplere, og det forbedrer spillets tempo drastisk.

En anden ændring foregår under kampene. Man har ikke længere et dække system til rådighed, hvilket er et mærkeligt valg. Det tager lidt tid at vende sig til, men man kommer ikke rigtig til at savne det, hvilket kun giver udtryk for hvor veldesignet kamp elementerne er.

Spillet er nemlig ret sjovt at spille, og kampene er ret underholdende. Spillet er på sit bedste når man er i kamp, får lov til at udnytte de forskellige kræfter, og forsage ødelæggelse.

Men herfra begynder tingene lidt at gå galt.
Ligesom i de tidligere spil, skal man igen befri byen fra besættelse af overmagten, hvor man langsomt skubber dem ud af hver enkelt by distrikt. I de tidligere spil gjorde man dette ved at klare forskellige missioner, der afhang af om man var god eller ond.

I Second Son er disse missioner blevet smidt væk, og erstattet af den samme ensformige mission, med de samme ensformige elementer.

Først tager man af D.U.P.s mobile kommando centraler, hvorefter man langsomt fjerner deres indflydelse fra distriktet ved at sprøjte graffiti på forskellige steder, ødelægge kameraer, finde og dræbe hemmelige agenter og finde blast shards og lyd filer.

I starten er det fint, og der er da også lidt charme i at skulle vende controlleren på siden som en dåse, og male graffiti med at bevæge den i forskellige retninger. Men det bliver hurtigt ensformigt, når det går op for en at sidemissionerne aldrig handler om mere end dette.

Missionerne i de andre spil havde variation, som kunne inkludere at dræbe fjender, løbe om kap, eskortere eller forfølge folk. I Second Son ændrer det sig aldrig. Blast Shards er ikke engang til at finde på tilfældige steder mere. Nu er de alle sammen til at finde på droner i luften hvilket fjerner det sjove ved at udforske.

Blast Shards er desuden også måden man får nye angreb på, hvor man før fik XP fra fjender. Hvis man er ligesom mig, der sagtens kan bruge lang tid på side missioner, kan man hurtigt blive alt for stærk, hvilket kan ødelægge spillets udfordring.

Men spillets største problem er det samme element, som altid har plaget serien: Moral systemet. Man kan selv bestemme om man vil være god eller ond, hvilket afhænger af hvordan man tager sig af fjender, behandler befolkningen og valg man skal foretage i historien.

Først og fremmest: Valgene er fuldstændig ligegyldige. De præsenterer INGEN moralske problemer, da alt er sort og hvidt. F.eks. møder man en nørd senere i spillet, der har haft problemer med at blive mobbet i fortiden. Vil ham overbevise ham om at bruge sine kræfter for de gode, eller skal han give ind for sit had og tage hævn? Dybere er det ikke, og selvom det afgør hvilken mission ud af to man får adgang til, betyder det ikke rigtig noget.

Der er ikke nok forskel i historien mellem om man er god eller ond, og som nævnt tidligere vil en ond Delsin stå fuldstændig i kontrast til hvordan han opfører sig i mellemsekvenserne. Vil man have den optimale oplevelse af spillet, bør man først spille det igennem som god, og bagefter som ond.

Problemet er også at spillet fuldstændig fejler med sine valg. Ser du, forskellige kræfter er forbundet til den gode og den onde side, hvor du f.eks. kun kan få nogle kræfter hvis du har maks. god karma, og andre hvis du har maks. ond karma. Ironisk nok er spillet sjovest, når man er ond.

Dette betyder stort set at man fra start skal beslutte sig for, om man vil være god eller ond, og så holde sig til det valg i resten af spillet. Men man kan ikke komme udenom, at det er en billig måde at få folk til at spille spillet igennem to gange.

Måske er det derfor, at spillets historie er kortere end de andre spil. Historien kan gennemføres i løbet af en aften. Det tager lidt længere tid hvis man vil klare alt, men det tager omkring ti timer. Tager man endnu en tur gennem spillet, kan det gennemføres endnu hurtigere.

Hvad der dog lever op til forventningerne, er grafikken. Leder man efter grafisk bevis på at PS4 er et køb værd, er dette et af de spil man viser frem. Animationerne er fantastiske, hvor især ansigtsanimationerne ser forbløffende realistiske ud. Byen er desuden også pæn at kigge på, selvom den er lidt typisk. Det kører desuden også perfekt, uden fejl og drop i billede hastigheden. Det er dejligt at se på.

Stemme skuespillet er også fremragende. Det var dog forventet, når nu det er Troy Baker der ligger stemme til Delsin. De andre gør dog også et flot arbejde.

Infamous: Second Son er pænt, og det har det også sine sjove øjeblikke, men det bliver i sidste ende holdt tilbage af "lancerings syndromet". Der er skåret ned på indholdet i forhold til de tidligere spil, hvilket er blevet erstattet med de samme få og ensformige missioner, nærmest på tvungen brug af PS4s nye kontrol muligheder, og pæn grafik.

Det er lidt af en skuffelse, og føles som et skridt tilbage for serien. Der er idéer for fremtiden af serien (spændende idéer), og det er bestemt ikke et dårligt spil. Men det er svært at gå fra spillet uden at blive skuffet.