South Park: The Stick of Truth

Ahhhh South Park, min trofaste barndomsven. Du har bragt mig meget underholdning gennem årene, selvom jeg ikke var i nærheden af at være gammel nok til at se det. Spillende derimod har altid efterladt mig med en grim smag i munden. Spil som jeg i min barndom købte fordi det var South Park, og ikke vidste bedre. Ja, det er ikke lige alt over min gaming barndom som jeg er glad for.

Men Trey Parker og Matt Stone, skaberne af serien, tænkte åbenbart det samme som mig, fordi nu har vi South Park: The Stick of Truth, hvor de har haft alt at gøre med det. Og det må i den grad have været hårdt, eftersom udviklingsfasen tog livet af firmaet THQ, og var svært at sælge videre! Ouch. Lad os se hvordan det gik spillet, især efter Ubisoft overtog det.

Spillet foregår i den lille by South Park i Colorado. Her flytter du, den nye dreng, til med dine forældre. Du lærer hurtigt de andre børn at kende, som i disse dage leger rollespil. Du bliver hurtigt indlemmet i Kupa King Keep, der bl.a. består af Butters, Cartman og Kenny. De kæmper en brav kæmp imod elverne (de andre børn), for at beholde den mægtigste kraft over dem alle: The Stick of Truth.

Hvad der er utroligt ved historien, er hvor godt den fanger South Park seriens elementer. Man kunne snildt tro at dette var seriens 18 (!) sæson, da alt er fuldstændig intakt fra serien. De samme karaktere, humor og endda grafikken er fanget perfekt.

Dette betyder at man skal forvente en masse grum, mørk og grænseoverskridende humor. Hvis man bliver fornærmet let, skal man nok holde sig fra dette spil, da spillet på ingen måde holder sig tilbage. Der bliver gjort grin af stort set alt, lige fra bøsser og aborter til gingers og canadiere. Det fører til noget ret langt ude øjeblikke, man aldrig nogensinde troede man skulle se i noget medie. Det er både vulgært, fornærmende, chokerende og ulækkert. Og jeg ville ikke have det på nogen anden måde.

Men ligesom i serien, ligger der noget dybere bag denne form for humor. Der bliver rettet et skarp kritisk blik på samfundet, såsom trangen til at være populær og folks fordomme af andre. Video spil står dog også for skud denne gang, hvor bl.a. alders grænser og de egentlig ligegyldige valg bliver udsat for en god del satire. Selvom klichéen om den stumme spilbare karakter er udsat her, og det er dejligt.

Hvis man kan leve med den vulgære og grænseoverskridende humor, så er dette et af de sjoveste video spil nogensinde. Stort set alle jokes virker, og der bliver smidt så mange overraskelser i hovedet på en, at man ikke kan undgå at grine og have det sjovt. Det er helt vidunderligt.

Eneste minus er dog at man skal være South Park fan, for at få det meste ud af spillet. Nogle jokes bliver genbrugt fra serien, og hvis man ikke har set serien før vil man nok ikke kunne forstå dem. Det gør dog ikke så meget i sidste ende, da de fleste jokes bliver forklaret godt nok til at en South Park nybegynder kan følge med. Og det trækker intet fra spillets sjoveste øjeblikke.

Uanset om man er fan eller ej dog, er man garanteret en utrolig sjov og mindeværdig oplevelse.

South Park er i denne omgang blevet til et rollespil, hvilket passer ganske fint med spillets historie. Børnene leger trods alt mennesker og elvere, hvilket der bliver lagt meget vægt på. Det er morsomt i sig selv at se hvordan børnene udfører denne leg, med hjemmelavede våben, kostumer og deres sjove forsøg på at gøre tingene mere rollespils agtigt.

Det ikke kun sjovt, men for mig også nostalgisk, da jeg selv legede dette (dog ikke i nær så voldsom grad som i South Park) da jeg var lille.

Når man har fuldført spillets trænings del, åbner South Park i den grad op for en. Man kan hurtigt besøge hele byen, der inkludere alle de ikoniske områder fra serien, møde alle karakterne fra serien og tage imod side missioner, hvilket der findes en del af.
Side missionerne er ret underholdende, og har i sig selv også nogle rigtig sjove øjeblikke. De giver også gode belønninger, så de er det værd at gå efter.

Udover dette har spillet en hel del samle objekter. Facebook venner, Chinpokomon, samt de forskellige våben og udstyr. Hvis man er en af dem der vil samle alt, skal man dog være meget varsom da man nogle ting kun kan findes på steder, man kun besøger en gang.

Når man ikke udforsker spillet, er man sjovt nok i kampe. Spillet har ikke tilfældige kampe som i gamle dage, hvilket betyder at man altid kan se fjenden og undvige kamp. Hvad der er kreativt, er at man kan bruge spillets omgivelser imod fjenderne. F.eks. kan man skyde objekter ned over dem, eller på andre måder slå dem ud, så man helt kan undgå at kæmpe imod dem.

I kamp bliver spillet forvandlet til en Paper Mario kopi. Det er tur baseret, men skaden du gør afhænger af timing. Når man angriber skal man trykke på en knap på det rigtige tidspunkt, for at give maksimal skade. Hvad man ikke trykker bliver angrebet ikke fuldført, og trykker man på de forkerte tidspunkter bliver angrebet stærkt svækket.

Det samme gælder når man bliver angrebet af fjender. Blokering foregår på samme premisser og kan betyde forskelen på liv og død, rask eller mærket af side effekter.
Udover dette har man som vanligt adgang til forskellige magiske angreb, der inkluderer morsomme men alt for stærke folk der kan tilkaldes, som f.eks. Mr Slave (hvad han gør, kan jeg ikke forklare her, men fans vil have en god idé om det). Man kan desuden også tilføje opgraderinger til sine våben.

Der er dybde i kamp systemet, men ellers er det overraskende simpelt. Og det faktisk dejligt. I dag er vi vandt til komplekse RPG spil, hvor man hele tiden skal tage højde for flere ting og noget så simpelt som at blive stærkere kan være en kompleks affære. Her stiger man bare i level, og så er den ikke længere. Det dejligt forfriskende.

Humoren skinner også igennem her, da man ser den ene parodi efter den anden på de sædvanlige rollespils elementer. Et væsentligt angreb i ens arsenal er nemlig prutter. Når man udforsker skal man prutte på mennesker og objekter, og I kamp kan det afbryde fjendernes stærkeste angreb, tilføje en status der minder om poison, man kan endda gå på toilettet og bruge sine efterladenskaber som våben. Det er ulækkert men overraskende sjovt.

Spillet skal ses som en slags lite udgave af nutidens RPG spil, men det gør bestemt heller ikke noget. South Park er rigtig sjovt at spille, og det formår at holde sig interessant hele vejen igennem. Det giver mange mindeværdige oplevelser, og endnu flere gode grin.

Man er dog nødt til at erkende et par problemer. Level cappen er alt for lav, der holder sig på 15, hvilket jeg nåede et par timer før jeg var færdig med spillet. Træningsdelen mangler desuden også at fortælle basale ting, såsom at man skal angribe fjenden når man udforsker for at få første tur, og hvordan man kan bruge ens følgesvende. Der er desuden heller ikke meget forskelle mellem de forskellige klasser.

Spillet er desuden også lidt for let, selv på medium. Man bliver oversvømmet med helbreds ting, en del af ens angreb er alt for stærke og der er mere end rigeligt med penge. Våben opgraderinger er ikke engang nødvendige, og de ting der kan give mere skade eller give fordele er ligegyldige.

Dog kan det forsvares. Blokering kan godt være en udfordring til tider, hvor de fejlslagende forsøg gør stor skade på dig. Man kan stort set selv afgøre om spillet skal være alt for let eller svært. Men i det mindste holder kamp systemet en aktiv, så kedeligt bliver det aldrig.

Men det største "problem" er dog også humoren. Finder man ikke spillet sjovt, er der ikke meget at komme efter. Spillet er meget afhængig af sit kilde materiale, og tog man det væk fra spillet, ville man have en baby udgave af et RPG, der ville være perfekt for nybegyndere. Uanset hvor intelligent humoren er, vil det jage nogle folk bort med sin klamme og grænseoverskridende humor.

Det er nok pga. disse fornævnte ting, at spillet "kun" tager omkring ti til tolv timer at gennemføre. Ret kort for et RPG, men passende for South Park. Spillet kan ikke holde til at varer mellem de sædvanlige tyve til fyrre timer. Den korte længde gør at spillet ikke bliver kedeligt og ensformigt, hvilket redder meget af spillet.

Hvordan skal man dog beskrive grafikken? Det ser forfærdeligt ud, men det er meningen. Spillet går efter at fange animations stilen fra serien, og det må man i den grad sige at de har gjort. Det ligner serien fra punkt til prikke og det er herligt at se på. Ultra billigt og hæsligt herligt, men herligt alligevel. Der er nok intet video spil der har fanget sit kilde materiale så godt, som South Park har.

Desværre er spillet lavet af Obsidian Entertainment, hvilket betyder grafiske problemer. Når spillet ser ud som det gør, hvordan kan det så være at spillet ofte hakker når jeg udforsker byen, fryser, eller at loade tiderne er så lange til tider? Jeg oplevede endda lyd problemer. Det burde ikke være så svært. Obsidian burde måske overveje hvem de vælger som spil testere.

Lyden er dog helt perfekt. Musikken er taget direkte fra serien, lyd effekterne er episke, hvilket er imodsætning til hvordan angrebene faktisk ser ud, og så er alle stemmerne fra serien nået med (hårdt arbejde fra primært Trey Parker og Matt Stone). Spillet både ligner og lyder som serien, hvilket er fantastisk.

South Park: The Stick of Truth har to mulige konklusioner: Er man ikke fan af serien burde man springe dette spil over. Der er intet for dig her, og du vil kunne finde spillet lamt og fornærmende, med gameplay der ikke har meget kød på sig (5/10).

Har man derimod et åbent sind eller er fan, er der ingen vej udenom. Dette er et spil man skal spille. Det har alt man elsker fra serien, bare endnu mere af det. Dette er nok det mest succesfulde licens spil til dato, da det gør et ubeskriveligt flot arbejde i at fange essensen af serien.

Jo vist, det er lidt for let og for simpelt, men når det alligevel er så sjovt at spille, holder dig interesseret og beskæftiget, og tilbyder så mange mindeværdige øjeblikke og nogle af de bedste grin nogensinde i et video spil, hvorfor så brokke sig?