Infamous: Second Son

Der skal ikke herske nogen tvivl om at second son er godt spil. Superkræfterne man erhverver sig er fantastisk sjove at udforsker og yderligere er spillet også utroligt flot. Men et spil som second son skriver sig ind i rækken af infamous spil fra suckerpunch og må derfor ses i denne kontekst.

De to første spil er efter min mening fuldstændig fantastiske af mange grunde. En af grundene er at spillene i virkeligheden indeholder to spil idet man kan spille dem igennem som enten god eller ond. At ideen med at dele det op i god og ond muligvis er en dårlig fordi man som spiller ikke for alvor er involveret i beslutningerne der skal tages men lader sine valg bero på om man har besluttet at spille spillet som god eller ond, og ikke påvirkninger fra spillet er en helt anden snak.

Pointen er at man i de gamle spil kunne se forskel på den gode og den onde historie. Man følte at man havde en indflydelse på den utroligt velleverede historie. I second son er det svært at se hvordan dine valg påvirker historien. Det bliver for alvor tydeligt når man spiller det igennem anden gang. Et eksempel er det første valg man tager. Her har man mulighed for at beskytte sig selv ved at holde mund eller forsøge at redde ens venner ved at give sig til kende som conduit. Hende man siger det til tror imidlertid ikke på dig, hvis du går til bekendelse og udfaldet bliver altså uanset hvad at dine venner lider. Det eneste der er forskelligt er hvordan dine venner ser på dig, men dette kan næppe siges at have en stor betydning for udviklingen af historien.

Jeg sidder altså tilbage med en flad fornemmelse af ikke at have haft nogen som helst indvirkning på historiens udvikling, som jeg havde forventet mig af et infamous-spil.

Mit råd til Sucker Punch må derfor være: drop valgene og lav historien længere eller giv spilleren nogle valg som betyder noget.