Watch Dogs

Hvad skal man gøre, når man spiller et spil der har så stor hype bag sig? Det var til stor overraskelse og måben, da spillet oprindeligt blev annonceret på E3 i 2012, hvor spillet straks rev folk med sig. Siden da har der været nærmest konstant hype over spillet, hvilket giver Watch Dogs nogle ret høje forventninger. Skal man så lade sig rive med af hypen (hype er svært at undgå!), eller skal man automatisk tro at spillet er elendigt, og give det muligheden for at positivt overraske en? Uanset hvad, så er det nu tid til Watch Dogs.

Spillet foregår i en nær fremtid, hvor alt i Chicago er blevet digitaliseret, takket være ctOS systemet. Dette system håndterer alt fra noget så basalt som trafik til, til følsomme oplysninger såsom folks personlige oplysninger. Systemet forbinder kort sagt alt og alle med hinanden.

Her møder vi hackeren Aiden Pierce. En hacker der udfører retfærdighed overfor kriminelle, på egen hånd. Efter et fejlslagen hacker job på et hotel, der endte med at koste hans niece livet, forsøger han nu at finde de ansvarlige bag hendes død. Men Aiden finder hurtigt ud af, at det stikker dybere end som så, og sammentidig må han også holde sin identiet skjult for sin søster og nevø, der ikke kender til hans hacker liv.

Der er nogle gode detaljer om f.eks. Aidens vilje til at hævne hans nieces død, hvilket trods alt giver ham lidt dybde. Han er dog desværre en rimelig kedelig person. Man lærer ham ganske enkelt ikke personligt at kende, da det eneste han taler om er hans familie eller hvor hans efterforskning fører ham hen. Som hoved person er han lidt tam, og slutningen gjorde i hvert fald ikke meget for at få mig til at føle for ham.

Det er en skam, fordi spillets andre karaktere er ellers ret interessante. De er fulde af personlig, er interessante og ret mindefærdige. Selv skurken er ret god, selvom hans endelige motivation er lidt undervældende. Men de er desværre underbrugt, og deres positive kvaliteter bliver altid direkte afvist af Aiden. Som om at han ikke vil tolerer karaktere, der er bedre skrevet end ham selv.

Handlingen i sig selv er ret forudsigelig, men dialogen er faktisk for det meste ret godt skrevet, og der er endda nogle ret gode øjeblikke. Det er bare en skam at man ikke bliver følsomt engageret, at historie tråde bliver smidt i baggrund, for pludseligt at dukke op i et kort øjeblik som var det noget stort (DedSec, Aidens status som den retfærdige hacker), og at Aiden er så kedelig.

Gameplayet burde være velkendt for nærmest alle gamere, der har spillet Grand Theft Auto. Man kan frit køre rundt i Chicago og gøre hvad der passer en. Følge historien, tage side missioner, eller bare lave tilfældige ting rundt omkring, valget er dit.

Watch Dog's tilføjelse til genren er hacking, og det er her at spillet gør et stort indtryk. Hacking kan bruges på mange måder. Man kan f.eks. ændre på trafiklys, hvilket kan være en værdifuld mulighed i en bil jagt. Men man kan også hacke sig ind på kamera, springe de underjordiske varmerør i luften, stjæle penge fra tilfældige folks bank konti, og endda lytte med på deres telefon samtaler og læse deres smser.

Det er med til at give verdenen en stor personlighed. Alle kan blive skannet gennem Aidens telefon, hvor navn, alder, indkomst og tilfældige oplysninger dukke op. Det bliver aldrig trættende at se på, og spillets Privacy Invasion missioner (sammen med gemte hacking videoer) gør det kun sjovere, hvor man kan hacke sig in på folks kamera, og se hvad de har gang i.

Den virker dog en anelse tilfældig til tider. Jeg har f.eks. dræbt ligegyldige håndlangere der var best-seller forfattere, aktie hajer og forskere. Det dog ikke ment som kritik, det tilføjer kun til humoren.

Alt dette, sammenlagt med at folk f.eks. tilfældigt ender i biluheld, og laver forskellige ting, såsom at beatboxe, spille deres mobil spil og være helt afskåret fra verdenen, og alle mulige andre ting, gør Chicago til en oplevelse at udforske. Det er bare en dejlig og velskabt verden.

Hacking kan også være værdifuldt, når man f.eks. bliver jagtet af enten politiet eller mafiaen, hvor trafiklys og varmerør kan blive vendt imod dem. Det giver en nogle sjove muligheder, og det er altid belønnende at se sine forfølgere køre galt, når man f.eks. lige har hacket et trafik lys.

Men hacking kan også bruges til at indfiltre steder. De fleste steder har et stort udvalg af kameraer, som man kan bruge til at få et udsyn over, hvad man går ind til. Finde ud af hvor soldaterne står placeret, og deres vagt ruter.

Men det bedste er, at man i nogle tilfælde faktisk helt kan udrydde alle fjender i et område, udelukkende fra et kamera. Fjender kan lokkes i nærheden af springfarlige elementer og man kan detonere deres granater. Det bliver aldrig kedeligt, at tømme et helt sted på den måde. Det er altid dejligt belønnende, og det er her at Watch Dogs når sine bedste øjeblikke.

Det dog ikke altid man kan dette, men så må man tage sagen i egen hånd. Man kan frit vælge (bortset fra enkelte missioner) om man vil snige sig forbi fjenderne, og dræbe dem i stilhed, eller om man foretrækker direkte ildkamp. Man skal dog passe på. Aiden er ikke en super soldat, og der skal ikke meget til før han dør. Stealth er vejen frem. Heldigvis har spillet det samme dække system fra det seneste Splinter Cell, hvor man nemt og hurtigt kan skifte fra dække til dække.

Hertil er der også en række gagdets. Udover at distrahere fjender og granater, kan man f.eks. blokere opkald (nyttigt når folk ringer efter politiet), men man kan endda skabe blackouts, hvilket aldrig bliver kedeligt at se på.

Det er også belønnende at spille spillet på denne måde, men det fremviser dog nogle markante svagheder ved spillets kunstige intelligens. Står man ude i det fri, får man en advarsel om at man er ved at blive opdaget, hvor man hurtigt må skynde sig i dække. Hvis man når det, glemmer fjenderne nærmest alt om en, hvilket fører til nogle ret underlige situationer. Jeg kunne f.eks. dræbe en hel base ved at bruge en kraftfuld og larmende sniper riffel, men fordi jeg nåede at skjule mig i tide, fandt de mig aldrig. Det er lidt for let.

Hvilket bringer os til det næste punkt: politiet. Politi jagterne er ret sjove at deltage i, og man kan skabe dejligt meget kaos. Nogle gange vil befolkningen ringe efter politiet, hvis du f.eks. stjæler en bil, hvorefter poltiet starter en skanning af området. Flygter man fra det, sker der intet, men opfanger de en, kommer de løbende efter dig. Man kan bruge de samme hacking muligheder på politiet, hvilket er med til at gøre dem ret sjove.

Dog har udviklerne lavet en stor amatør design fejl her. Ser du, spillets fjender, både politiet og mafiaen, er ikke designet til at kunne svømme eller sejle i både. Så er du ved at blive jagtet af dem, skal du bare køre hen til haven, hoppe i en båd og sejle derud af. Så er den jagt overstået rimelig hurtigt. Ups.

Det hænger desuden heller ikke sammen med historien. Aiden søger retfærdighed, og går langt fra at stoppe og straffe kriminelle, hvilket nærmest alle side missioner handler om, så hvorfor ville han så skyde løs på uskyldige og politiet? Se Ubisoft, sådan går det når man ikke kan få historie og gameplay til at gå på kompromis!

Spillet har endda et tyndt system, hvor man kan stoppe kriminelle, hvilket afgør om befolkningen er venlige eller flinke imod en, hvilket man dog dårligt kan mærke. Men selv hvis du er rimelig ond og led, så påvirker det intet i historien. Hvis du vil følge historien fra punkt til prikke, og afspejle det i hvordan du spiller, skal du være en skytsengel der altid hjælper folk. Systemet er halvhjertet, og har ikke noget at gøre i spillet.

Og så er der der EXP systemet. Uanset hvad Aiden laver, får han EXP og stiger i level, hvilket gør at man kan købe forskellige færdigheder for skill points. Det er altid rart at stige i level, men de forskellige færdigheder er noget blandet. Mange af dem tilføjer ikke rigtig noget til gameplayet. F.eks. er der en skill, der gør at man har en mindre chance for at punktere dæk, men det havde jeg aldrig problemer med, hverken før eller efter købet. Der er også en, der gør at man kan distrahere en helikopter i maks. 30 sekunder, men da den altid er bagved en under en jagt, så er den ret ligegyldig.

Spillets historie missioner er dog et dejligt plus. Disse missioner er fremragende. De er ikke kun dejligt varieret, men har også en lang række interessante scenarier. De er spændende og intense at spille, og de bliver ved med at overraske en.

Og så er der spillets side missioner. Der er utrolig mange af dem, og man kan let blive distraheret af dem, da man ofte bliver mindet om dem. Der er Fixer kontrakter, hvor man f.eks. enten skal transportere biler, jagte andre eller flygte med en bestemt bil fra en bil jagt. Convoys, hvor man skal stoppe en convoy, cTos bokse der skal hackes, og bande gemme steder der skal ryddes.

Udover dette, er der en lang række samleobjekter. ctOS bokse der skal opdages, tårne der skal hackes, landmærker at finde, telefoner at gå på jagt efter og sange der kan downloades.

Der er endda en laaaaang række mini spil. Alene på sin telefon har man fire mini spil, der inkluderer et slags snige spil, hvor man skal snige sig forbi fjender, et psykedelisk blomster spil, hvor man hopper fra blomst til blomst, et bil spil hvor man skal køre zombier over, og (højdepunktet) en edderkop tank, hvor man skal destruere så meget som muligt. Der er også et spil, hvor man skal samle mønter op på tid, og her kan man endda lave sine egne baner og dele dem med folk.

Udover dette er der også poker, druk spil, skak og et hvor man skal finde ud af hvilken kop en kugle gemmer sig under. Dog er jeg overbevist om, at sidstnævnte mini spil altid snyder.

Man har desuden også en række efterforskninger man kan underholde sig med, som f.eks. våben smuglere, menneske smuglere, mystiske QR koder og endda en serie morder. De er dog rimelig lette, hvor det i de fleste tilfælde kun handler om at dukke op i et bestemt område (altid vist på kortet for resten), og skanne et bestemt objekt, indtil man åbner den sidste mission.

Det er fint at de er der, men når jeg bruger tid på at undersøge menneske smuglere og en serie morder, så vil jeg altså gave vide hvad der sker bagefter. De slutter bare pludseligt, nærmest uden nogen form for opsamling eller konklusion.

Det er nærmest utroligt hvor mange mini-spil og side missioner der er her, og det er da også dejligt at have en del at lave. Spillet er god til at motivere en til at gennemføre dem, takket være jævnlige opgraderinger og overskuelighed over de tilgængelige missioner, samt påmindelser om hvilke man mangler.

At de så bliver lidt ensformige i længden er en anden sag, men det er stadig sjovt at udføre det hele. Også selvom at mængden af mini spil er lidt overdrevet. Poker, skak, og edderkop spillende er ret sjove at spille, men man ender nok med kun at spille spillene en gang, og så glemme alt om dem. Medmindre man genre vil have alle achievements/trofæer, hvor man så får fuld fornøjelse af druk mini-spillet, der er sindssygt svært.

Det virker også en smule underligt, når tænker på spillets ellers seriøse tone. Det som om at udviklerne har tænkt, at de gerne vil lege Saint's Row, og tilbyde sjove og sindssyge ting. Det passer ikke rigtigt ind.

Og så er der spillets online muligheder. Her er der Online Decryption, hvor to hold kæmper for at dekrypte en fil (hvilket er dejligt kaotisk og sjovt), Online løb (underholdende, hvor hacking gør det endnu bedre) og ctOS udfordringer, hvor den ene spiller skal køre igennem udfordringer, som den anden spiller via sin smartphone App ligger ud.
Men klart de bedste elementer er Online Tailing og Online Hacking.

I Tailing skal en spiller forfølge den anden for et stykke tid, uden at blive opdaget. I Hacking skal man først plante en hacking bagdør på den anden spille, skynde sig i skjul, og så vente på at man har hacket spillere 100%. Dog skal man blive inden for et blå felt, hvor modstanderen så vil lede efter dig.

Tailing er for det meste en nem affære, men det er stadig ret sjovt. Hacking er derimod utrolig intenst, og klart den bedste online mulighed. Der er intet mere spændende, end at gemme sig fra den anden spiller, der konstant leder efter en, imens det blå felt bliver mindre og mindre for hvert 25% procent. Det er frustrerende at blive opdaget, men utrolig belønnende at vinde. En alt i alt fremragende mode.

Man optjener også EXP online, men tabte kampe gør derimod at man mister det igen, så man skal være rigtig dygtig og meget varsom med hvad man laver. Man kan desuden også godt forvente at blive invaderet af andre spillere på tilfældige tidspunkter (så længe man ikke er i en mission), dog er det irriterende at man mister alt online EXP, hvis man gerne vil spille i fred, og slå invasioner fra.

Ja, der er ting at klage over i Watch Dogs. Spillet har på nogle områder valgt kvantitet fremfor kvalitet, hvilket kan ses på det overvældende antal af sidemissioner, versus ligegyldigt skill system, ligegyldigt moral system, fjenders manglende evne til at følge efter en til havs osv. Og det er virkelig ærgerligt.

Men det skal stadig ikke tage fra de mange gode ting, som spillet også gør. Historie missionerne er fremragende, og gameplayet er stadig sjovt og godt hele vejen igennem.
De forskellige hacking muligheder holder oplevelsen frisk og morsom, og en del af side missionerne er faktisk sjove og underholdende. Der er rigtig mange positive elementer, der gør at Watch Dogs er værd at få fat i.

Historien kan gennemføres på mellem seks til otte timer (så vidt jeg kunne få det til), men at klare alt i spillet tager markant længere tid. Det kan let tage 30 - 40 timer at få 100%, så det bare med at komme i gang.

Som nogle folk har påpeget på nettet, så har spillet ændret sig grafisk siden E3 traileren, i 2012. Det ser desværre ikke lige så detaljeret ud, hvor nogle effekter og teksturere er blevet nedjusteret.

Spillet ser dog stadig ret godt ud, på trods af de overraskende stive ansigter på karakterne (som tog mig lidt ud af oplevelsen, og hvor Aiden ser værst ud), og en by der ikke ser synderlig speciel ud (vi har alle sammen set denne slags by flere gange, men hvordan skal man ellers udføre konceptet?), medmindre man dog bevæger sig nord på, hvor omgivelserne begynder at vise lidt karakter.

Det er ikke just det store næste generations spring som E3 2012 traileren gav anledning til at tro, men det skal vi nok takke PS3 og X-Box 360 udgaverne for. Men uanset hvad, så ser spillet stadig godt ud (især om natten og i regnvejr), så man kan ikke være andet end tilfreds.

Lyd effektene er for det meste også gode, men spillets våben lyder dog en anelse underlige og tamme. Stemme skuespillet er derimod fremragende, og ja det gælder også for Aiden. Musikken er også ret god, der er blevet komponeret af komponisten fra Hannibal tv-serien Brian Reitzell (så fik den dejlige serie også lige lidt reklame).

En ting der er tydeligt efter at have spillet Watch Dogs er dette: Det er starten på en ny serien, der skal så frøerne til en lang række spil. Det er første forsøg, og det er derfor vi ser problemer som mangel af fjender på hav, ubrugelige færdigheder, overbrug af mini spil og side missioner. Det er lidt ligesom Assassin's Creed 1: Mange gode og spændende idéer, men der skal rettes op på flere ting.

Watch Dogs er dog af højere niveau end AC1. WD leverer næsten altid sjove øjeblikke, der gør at man bliver ved med at komme tilbage, selvom historien i sig selv er rimelig svag. Det er et godt spil, og en god start til hvad der er ved at blive en serie. Man kan ikke undgå at blive nysgerrig om hvor godt det næste spil så bliver, når nu Ubisoft formentlig har lært hvad der virkede og hvad der ikke virkede.

Spillet kan sagtens anbefales, uden tvivl, men der er en del der skal rettes op på. Men ny tiden som hacker i Chicago, det er en frisk og sjov oplevelse. Det lever ikke op til den gigantiske hype, men det er heller ikke skuffende.