Metal Gear Solid V: Ground Zeroes

Der er ikke rigtig nogen måde at komme uden om det, er der? 279 kr for et spil, der kan gennemføres på ca to timer (endda mindre end det). Siden hvornår er det blevet okay, at betale for en demo? Konami skød sig selv i foden ved at udgive dette spil til en så høj pris, mener mange. Ja, det er alt for dyrt, og forhåbentligt ser vi aldrig sådan noget igen. Jeg er dog rimelig skeptisk omkring det. Men uanset hvad, så bør pris aldrig spille ind på bedømmelsen af et spil.

Det er uretfærdigt over for spillets indhold og gameplay. Hvis man giver dette spil en karakter på baggrund af prisen, vil jeg mene at man måske burde genoverveje sin karriere som anmelder. Bedøm spillet, ikke prisen! Med det sagt, lad os komme i gang.

Metal Gear Solid V: Ground Zeroes er prologen til det kommende Metal Gear Solid V: The Phantom Pain, der indtil videre rygtes til 2015. Hvorfor så udgive prologen for sig selv? Kojima mente vi havde brug for en appetit vækker, da Phantom Pain stadig mangler en del udvikling. Det føles som den gamle Metal Gear Solid 2 demo, der fulgte med Zone of the Enders, men lad os nu lade det ligge. Hvordan er selve spillet?

Spillet foregår et år efter Peace Walker.
Snake og Miller har opdaget at Paz stadig er i live, som fange på Camp Omega i Cuba. Dette får den tidligere børnesoldat Chico til at skynde sig af sted, for at redde hende. Han bliver dog selv fanget, så Snake må en tur ind på lejren for at redde Chico og finde ud af, om Paz har givet nogle informationer om Snake og Millers tilholdssted.

Da dette er en prolog, skal man dog ikke forvente det helt store af handlingen. Her bliver kun stillet spørgsmål og bygget op til det næste spil, og hvis man har set Phantom Pain's trailer fra E3 2013, så ved man godt hvad der sker her.

Det holder dog ikke handlingen fra at være interessant. I har sikkert hørt om spillets slutning, der skulle indeholde en brutal og hjerteskærende scene. Den er utrolig hård, og hvis man er fan af serien (som jeg er), er det et øjeblik der gør rigtig ondt. Det er et overraskende stærkt øjeblik, hvilket ikke var ligefrem det jeg forventede. Dog er det forventet at man enten har styr på hele Metal Gear serien (eller i hvert fald Peace Walker), eller hører Paz' lydbånd i hoved menuen. Ellers har det ingen betydning.

Man har dog muligheden for at læse Paz's dagbøger fra Peace Walker, hvilket jeg vil kraftigt anbefale.

Der er ikke så mange mellemsekvenser, hvilket er lidt af en overraskelse for serien, men de er lette at følge, og trækker ikke ud.

Der findes også lydbånd, der uddyber hvad der er sket på lejren, og hvad Chico og Paz er gået igennem. Et par af disse lydbånd er ekstremt ubehagelige at høre på, hvis indhold er nærmest sikker på at forarge og chokere. Jeg vil ikke spolere det, men lad os sige at det overskrider mange grænser.

Det interessant at se Kojima blive så mørk og dyster, hvilket siger lidt når man tænker på nogle af de emner, som de tidligere spil har behandlet. Det vil virke for nogen som en billige chok point, men det har to formål: bygge skurken op og for at skabe debat om emnet. Fordi, ja, disse ting sker altså også i virkeligheden! Det er ikke brugt bare for at blive brugt, men på en måde der tilføjer rigtig meget til spillet.

Handlingen er også meget politisk, da hele spillet er en stor kommentar på Amerikas behandling af fangere, og især på Guantanamo og den midlertidige fange lejr Camp X-Ray. Det er Kojima som vi kender ham, og hans behandling af politik og følsomme emner er på samme niveau, som i tidligere spil.

Så ja, det er en meget kort handling som alligevel efterlader et indtryk i en. Og den gør også en mere interesseret i Phantom Pain, hvilket naturligvis er hele idéen med denne prolog. Den gør hvad den skal, men man skal ikke forvente noget stort. Man bliver dog alligevel fanget lidt af det hele.

Gameplayet i Ground Zeroes er mildt sagt ret anderledes, i forhold til tidligere spil. Først og fremmest, så sig farvel til radaren, stamina, psyke og kamuflage. Selv livsmåleren er væk, erstattet af renegerende liv. Man skal desuden også sige farvel til det lineære design, der i denne omgang er blevet erstattet af en mindre åben verden, i form af Camp Omega.

Dette åbne design betyder, at der venter et ocean af muligheder. Missionens mål er altid det samme, men der er mange forskellige måder på, hvordan man klarer opgaven. Vil du prøve at snige dig igennem det hele, eller skyde dig igennem? Vil du komme frem ved at gemme dig i en lastbil, eller placere en bombe, sprænge den i luften på det rigtige tidspunkt, og så gå længere ind i basen?

Mulighederne er mange, og det er herligt.
Metal Gear Solid har altid været mindre åbent over for forskellige metoder, men i Ground Zeroes bliver det taget til helt nye højder. Man kan spille den samme mission i adskillige timer, og stadig finde nye måder at klare den på, ligesom jeg har gjort. Jeg opdager stadig nye veje og muligheder i hvert fald!

At udforske Camp Omega er i sig selv også en kæmpe udfordring, takket være fjenderne. Fjenderne i Metal Gear Solid har altid været kloge, men dem i Ground Zeroes slår alt. Disse fjender er virkelig smarte, opmærksomme og dygtige. De kan se endnu længere end de har kunnet før, hvilket kun gør det svære at slippe forbi dem. Og på trods af Snakes renegerende liv, skal der stadig ikke så meget til, før man bliver besejret.

De er usædvanligt gode til at samarbejde, og vil også tage til tungere artilleri, for at stoppe dig. De kommuniker ofte sammen, så fjender du en af dem, begynder de at blive mistænksomme. Ligeledes hvis du ødelægger et sikkerheds kamera, som i tidligere spil ellers har været en sikker metode. Det er imponerende og gør at de føles som virkelige fjender, og ikke blot computer programmerede skabninger i et video spil.

Man kan desuden heller ikke længere se hvor længe fjenderne bliver i deres beredskab.
Det gør også spillet rigtig intenst, hvor det til tider nærmest når gyser spil højder, hvilket er ret godt gået!

Man har dog metoder til at holde øje med dem. Hvis man kigger på dem længe nok med sin kikkert, bliver de markeret, så man altid kan følge dem. Det er en dejlig hjælpsom mulighed, der vil komme til at gøre livet lettere. Dog skal man dog stadig være varsom, da let kan overse fjender og blive overrasket af dem.

Fjender kan også afhøres, hvor de faktisk fortæller en masse nyttige informationer såsom vagt positioner, ammunition og våben, eller identificer steder. Dette gør fristelserne til at snige sig igennem spillet større, da man bliver belønnet på denne måde.

Hvis du dog bliver opdaget, har du reflex mode der kan være en stor hjælp. Dette sætter spillet i slow motion, hvor man får muligheden for at stoppe fjenden fra at sætte hele basen i højeste alarm beredskab. Det kan gøre nogle øjeblikke lidt for lette, men efter noget tid begynder man faktisk at værdsætte muligheden.

Det fjerner Stealth genrens ellers velkendte "trial and error" element, og lader dig rette små fejl, uden at straffe dig for voldsomt. Man skal dog være opmærksom på, at reflex mode ikke altid kan redde en. Er man utilfreds med det, kan man da også helt slå det fra.

Hvis man dog alligevel ender i kamp, kan man godt klare sig. Spillets kontrol minder her meget om de typiske tredje persons skydespil, hvilket faktisk sikrer at det forbliver sjovt, selvom hele basen jagter en og man stadig dør let.

Sidst men ikke mindst er der missionernes afslutning. Der er flere udgange, som man enten kan løbe hen til, eller f.eks. snige sig ud af gennem en lastbil. Men der er også helikopteren, som man til enhver tid kan tilkalde. Der er mere end et sted den kan lande, men man skal dog være varsom, da den ikke kun tiltrækker opmærksomhed, men som faktisk også kan blive skudt ned af fjenderne.

Ord kan nærmest ikke beskrive hvor godt gameplayet er. Man skulle tro, at når der er blevet fjernet så meget og gameplayet er blevet mere brugervenligt, at det ville skade spillet, men tværtimod. Metal Gear har aldrig spillet bedre, og de manglende ting har gjort plads til nytænkende elementer inden for genren, der hæver Ground Zeroes langt over standarderne.

Det er det perfekte eksempel på hvordan man kan gøre spillet mere brugervenligt, men stadig beholde udfordringen, og hvordan man kan ændre så meget ved en serie, og stadig få det til at føle som en del af den.

Baseret på gameplayet alene, kommer The Phantom Pain til at blive et fantastisk spil!

Men nu er det så her at vi løber ind i problemer, fordi spillet er ikke særlig langt.
Rygtet om at spillet kan gennemføres på omkring to timer passer meget godt. Jeg gjorde det endda kortere, da jeg var færdig efter 86 minutter!

Spillet har side missioner som der så bliver låst op for, hvor den ene varierer fra Playstation til X-Box. Men selv sammen med alt dette, er der kun omkring 4 - 5 timers spil.

Dette er en svær pille at sluge for nogen, især til en pris på 279 kr, men så snyder man også sig selv lidt. Når man har kørt alle missioner igennem, har man kun gennemført 22% af spillet, hvor resten er relegeret til samle objekter, rank for hver enkelt mission og sværhedsgrad, online udfordringer, og for slet ikke at tale om de forskellige måder missionerne kan gennemføres.

Man skal være opsat på at spille de samme missioner igennem mere end en gang, men gør man dette kan prisen faktisk godt forsvares. Efter tolv timer er jeg stadig ikke træt af spillet, hvilket siger lidt om hvor godt det er. De forskellige missioner er så godt varieret, at man ikke bliver træt af at udforske de samme steder igen og igen, hvilket er ret godt gået!

Jeg ville stadig havde ændret prisen, hvis jeg stod for den beslutning, men der er rigeligt med indhold for pengene. Der er adskillige timers underholdning på Camp Omega.

Grafisk set er spillet helt vidunderligt. Dette er i skrivende stund nok det pæneste konsol spil på markedet. Alt fra animationer til omgivelser er fantastisk smukt at se på.

Dette er et af de spil man fremviser, når man vil fortælle folk om den nye konsol generation. Det skal dog ikke tage fra PS3 og X-Box 360 udgave, der også er pæne, selvom de ikke kører lige så godt.

Det er netop hvad der er så imponerende med PS4 og X-Box One udgaverne, de kører helt perfekt. Spillet forbliver altid på 60 billeder i sekundet, og selvom spillet dårligt loader, er der flotte glidende overgange mellem gameplay og mellemsekvenser. Dette er et flot spil, og er p.t. det flotteste næste generations spil.

Hvad der også har skabt overskrifter er David Hatyer, stemmen bag Snake. Eller rettere manglen på ham. Til folks store utilfredshed er han nemlig blevet erstattet af selve Jack Bauer, Kiefer Sutherland. Det kan forsvares, Kiefer er normalt en fremragende skuespiller (i hvert fald i 24 Timer), og han gør det da også godt her, selvom han ikke har så meget at sige. Man skal lige vende sig til ham, men efter lidt tid bliver det bare Snake, og ikke MGSV med Kiefer Sutherland i hovedrollen.

Lyd designet er desuden også ret lækkert, og skal hilse at sige at det lyder fantastisk gennem et surround sound sæt.

Ja, kom bare med joken: Denne anmeldelse tager nærmest lige så lang tid som selve spillet! Ja, det er et kort spil, men der var alligevel meget at sige om det. Og jeg kunne endda blive ved! Der er så mange detaljer jeg kunne skrive om, som f.eks. helikopter musikken, fjendernes opførsel og tyndekraftens påvirkning af ens skud, men jeg må hellere lade være.

Ja, spillet er under to timer langt, og efter fire timer er man formentlig færdig med alle missionerne. 279 kr tak! Men jeg anmelder dette spil efter hvad der ligger på disken, ikke hvor meget det koster (hvilket mange kunne lære af), og det der ligger på disken er desværre kortfattet, men utrolig godt.

Det gør hvad det skal gøre: gøre en klar til Phantom Pain. Jeg glæder mig i hvert fald endnu mere til spillet nu. Det bliver en laaaaaang vente tid.

Men som sagt, så skal spillet helst spilles igennem flere gange. Er du den type, der nøjes med bare en enkelt gang og kløjs i prisen, kan du sænke karakteren yderligere, men for os andre, er dette et sjovt spil, og en glimrende intro til Metal Gear Solid V: The Phantom Pain, der potentielt kan blive et af årets bedste, når det engang udkommer.