Castlevania: Lords of Shadow 2

Det første Castlevania: Lords of Shadow kom lidt som noget af en overraskelse. Det droppede godt nok mange af Castlevanias karakteristiske træk, men det formåede alligevel at levere en overraskende flot og episk indsats, der for mig var et af 2010s bedste spil.

Siden da har vi gået rundt og ventet på en fortsættelse, hvilket vi delvist fik sidste år med det skuffende Mirror of Fate. Men nu er tiden endelig kommet til den rigtige fortsættelse. Castlevania: Lords of Shadow 2 er her endelig, som desuden også skal afslutte Lords of Shadow serien. Lad os se hvordan det går.

Spillet foregår i nutiden, adskillige hundred år efter det første Lords of Shadow. Gabriel Belmont er blevet forvandlet til Dracula, et liv som er blevet fyldt med blodsugning og had. En dag møder han dog af sin tidligere ven/fjende Zobek, der advarer Dracula om Satans tilbagekomst, der er skræmmende tæt på. Hvis Dracula formår at stoppe Satans tilbagekomst, vil Zobek give ham det som han har ønsket i flere år: Fjerne hans udødelighed og endelig få lov til at dø.

Historien er noget af en blandet fornøjelse. Den har en række gode øjeblikke, hvor der bliver fokuseret på hvordan Dracula har det, og hvor meget han savner sin familie. Dette fører faktisk til et par stærke øjeblikke, hvor han bliver fremvist som en sand tragisk helt.
Nogle øjeblikke er bare ret fremragende.

Men omvendt er der mindst lige så mange øjeblikke, hvor det hele går galt. En tidlig scene går efter at vise hvor modbydelig Dracula kan være, men det er en utrolig billig og latterlig sekvens. Desuden føles det også bare underligt, at han er blevet reduceret til Zobeks stikkerrent dreng, og at han også skal være en helt.

Det er desuden også tydeligt, at der er alt for mange idéer og ting at afslutte. Handlingen bliver ofte sat på pause, for at handle om alt muligt andet, og nogle elementer er afsluttet kort efter de begyndte, såsom en interessant karakter man møder sent i spillet. Der er ikke meget fokus over handlingen, og det hjælper bestemt heller ikke at spilles første to-tre timer, er fyldt med utrolig meget historie og baggrundshistorie.

Sidst men ikke mindst, så er slutningen intet mindre end forfærdelig, der ikke kun går imod Draculas karakter og motivation, men som mere ligger op til en fortsættelse fremfor at afslutte serien, som udviklerende ellers har talt så meget om.

Gameplayet er meget ens med det første Lords of Shadow. Det spiller stadig som God of War, blandet sammen med platform elementerne fra Uncharted. Hvis man håbede at LoS2 ville bringe flere elementer tilbage fra Castlevania serien, vil man blive skuffet.

Det er dog blevet til en række ændringer. Der er kommet en bredere liste af kamp færdigheder, og våben kan nu stige i level, hvilket afhænger af at bruge de forskellige angreb i en tilstrækkeliggrad. Spillet opfordrer dig til at udnytte de forskellige færdigheder, og belønner dig ret godt for det. Ekstra våben er desuden også blevet erstattet af Relics, der f.eks. kan fordoble Draculas liv for en kort tid.

En dejlig detalje er desuden også, at man kan suge fjender blod og helbrede si selv, i stedet for at få energi tilbage til sine våben.
Bortset fra det, så er kamp systemet meget som før, men det er bestemt ikke nogen dårlig ting. Tværtimod. Kamp systemet var fremragende før, og det er det bestemt også i denne omgang. Det er rigtig sjovt og dejligt udfordrende. Man føler sig tilpas stærk som Dracula, og der er nok strategi og variation til at holde det interessant.

Det bliver kun gjort bedre af våben, såsom Void Sword og Chaos Claws, der både har deres egne færdigheder, og kan henholdsvis helbrede dig eller gøre mere skade. Alt dette bliver også ført videre til fremragende boss kampe, der tester ens færdigheder, og som er tilpas udfordrende. Alt i alt, er det et fremragende kamp system.

Spillet har også fået et nyt kamera, som man selv kan styre, i forhold til de forudbestemte kamera vinkler i det forrige spil. Dette er en ændring for det bedre, der sikrer at man altid har det rigtige overblik over tingene.

Den største ændring er dog spillets verden, der ikke længere er delt op i baner. Nu bliver det hele præsenteret som en (eller to, hvis man tænker sådan) store baner, forbundet med hinanden og fyldt med hemmeligheder. Verdenen består af to omgivelser: nutidens by, med det latterlige navn Castlevania City, og Draculas slot. Især sidstnævnte er en sand fornøjelse at udforske, og det er her at spillet er bedst.

Begge steder er som sagt fyldt til randen med hemmeligheder, hvor nogen først er tilgængelige når man har de rette færdigheder. Og der er meget at samle på. Opgraderinger til liv, våben, relics, storyboard billeder og baggrunds historie. Hvis man går efter at samle alt, er der meget at gå efter. Der er endda en kamp arena, der har sine egne udfordringer og belønninger, samt en butik.

Hvad der dog er knap så fedt, er de skjulte loading tider, som spiller ofte skjuler med at en dør enten er lang tid om at åbne, en lang animation hvor Dracula skal ofre blod, eller kamre der sætter en langsommelig proces i gang. Det er forståligt når man skifter mellem nutiden og Draculas slot, men under alle andre situationer er det irriterende.

Men klart det mest irriterende er spillets stealth sektioner, der er direkte latterlige.

Først og fremmest, så er der kun en vej igennem disse sektioner, da spillet pludseligt fjerner alle Draculas våben. Dette forvandler dem til trial-and-error sektioner. Bliver man fanget, bliver man dræbt nærmest direkte, og sendt tilbage til checkpoint. Der er overraskende mange af dem, og de er utrolig irriterende, og bremser spillet fuldstændig.

Det giver desuden heller ikke mening historie mæssigt. Dracula skal være så stærk og kraftfuld, og kan stort set klare alt og alle, men imod lige præcis dem her, er han magtesløs? Det giver ingen mening, og man kan kun undre sig over hvad pokker udviklerne tænkte på.

Denne store kontrast er et gennemgående tema i spillet. Det ene øjeblik er spillet en stor fornøjelse, som når man f.eks. finder The Toy Makers hjem, men så bliver elendigt, takket være de forfærdelige stealth sektioner.

Det hjælper heller ikke, at den moderne verden er så kedelig. Her er intet interessant, og der kommer sjældent noget mindeværdigt. Hvor Draculas slot altid er interessant og spændende.

Ligesom i historien, er det også tydeligt at der er for mange idéer. Der er puzzle elementer, men de kommer sjældent og er næsten ligegyldige, på nær et øjeblik. Der er øjeblikke hvor man nærmest samarbejder med andre, men det bliver aldrig til noget. Der er endda interessante interaktive historie dele, men de fører som regel ingen steder, og stopper lige før det for alvor bliver interessant.

Spillet er kvalitetsmæssigt over det hele, og mangler fokus. Kamp systemet er det bedste ved spillet, og det skal nok holde en kørende gennem spillets femten til tyve timer, men den kedelige nutid, halvhjertede puzzle elementer og rædselsfulde stealth sektioner vil nok holde en fra, at starte New Game +.

Den samme blandede kvalitet gælder også grafikken. Der er virkelig smukke øjeblikke, som f.eks. alle sektionerne i Draculas slot. Det er visuelt interessant at udforske, og rammer den gotiske stil helt perfekt. Nutiden er dog dødssyg, men en masse kedelige industri korridorer. Det virker ikke engang som en rigtig by.

Karaktererne er dog flot lavet, og der er en god billede hastighed. Fjende designet er dog ret kedeligt og uinspireret, bortset fra bosserne der er ret kreative.

Lyden er dog helt i top. Der er fremragende stemme skuespil fra bl.a. Robert Carlyle som Dracula og Patrick Stewart som Zobek. Dialogen svigter dem til tider, men de gør det begge meget godt, og det gør de andre skuespillere også. Musikken er dog stadig fremragende at høre på, også selvom den ikke er lige så storslået og episk, som i det forrige spil.

Castlevania: Lords of Shadow 2 minder på en måde om det legendariske progressive rock band Yes. De lavede i 1972 det klassiske Close to the Edge album, som i dette gaming sammenhæng er det første Lords of Shadow (dog ikke helt på samme niveau). Yes lavede året efter Tales from Topographic Oceans, hvor Rick Wakeman beskrev albummet således:" Vi havde for mange idéer til et album, og for få til et dobbelt album".

Og det er netop hvad der skete her. For mange idéer til et fokuseret spil, men for lidt til to spil, og derfor valgte man at smide det hele ind i et, og ellers prøve at trække det de manglede ud, som f.eks. stealth sektionerne.

Det er virkelig ærgerligt, fordi det første Lords of Shadow var et fremragende spil. Dette spil har et par fremragende øjeblikke, men bliver ofte hevet ned af latterlige og tåbelige elementer.

Spillet kan stadig anbefales, men i sidste ende kan man ikke komme udenom at dette er lidt af en skuffelse.