Lightning Returns: Final Fantasy XIII

Javel, så tager vi da lige en tur til! Hvad havde man dog regnet med, med den forfærdelige cliffhanger som XIII-2 endte på? Og dog, hvem havde bedt om flere spil i XIII serien? Det er lidt forbløffende at tænke på, at hvor vi tidligere fik tre nummereret Final Fantasy spil hver generation, har vi kun fået to. Final Fantasy 14 er et godt spil, men er der virkelig en grund til, at vi skal blive ved med at hænge på Lightning og co? Jo vist, XIII-2 var et godt spil på trods af sine problemer, men vi vil gerne videre tak!

Final Fantasy XV er dog på vej til PS4 og X-Box One, så der er håb forude. Men lige nu må vi tage til takke med Lighting Returns: Final Fantasy XIII. Kan lynet slå ned tre gange? Og kan det gøre XIII serien værd at bruge tid på? OG BLIVER LIGHTNING NOGENSINDE GLAD!?

HVAD HANDLER DET OM:

Spillet foregår 500 år efter XIII-2. En forfærdelig kræft, der går under navnet Chaos, er blevet sluppet løs på spillets verden. Langsomt har det ædt verdenen op, og nu er der kun fire områder til: to byer, en ørken og et bonde område. Udover dette, så kan folk heller ikke dø af alderdom mere, men de kan heller ikke blive ældre, og så menneskeligheden ikke få børn mere. Var en person f.eks. ti år, da Chaos blev sluppet løs, vil han altid forblive ti år. Dog kan folk stadig dø af skader og sygdom.

Her dukker Lightning op igen, der efter 500 års hvilen er vågnet, som guds tjener. Dommedag er nemlig kun 13 dage væk, men gud har en plan. Han vil bygge en ny verden, og fylde den med sjæle, som Lightning skal ud og redde, ved at opfylde deres ønsker. Hvis hun gør dette, får hun sin døde søster Serah tilbage.

ET GODT KONCEPT:

Det er et meget interessant koncept, fyldt med utrolig meget potentiale. At dommedag er nær, giver en speciel følelse, eftersom man ved at alt alle man møder vil dø. Uanset hvad, kan dommedag ikke forhindres, en tanke der bliver ved en under hele spillet.
Enkelte gange går spillet også i dybden med, hvordan det er at leve i en verden, hvor man ikke kan blive ældre, dø af alderdom. Det giver anledning til nogle dybe og interessante øjeblikke, som giver en noget at tænke over.
Desværre sker dette alt for sjældent.

Konceptet bliver kun analyseret i et par enkelte side missioner, og selvom folk godt er klar over dommedag, så bliver det aldrig rigtig udforsket ellers. Det som om, at udviklerne fandt på en masse interessante idéer, men ikke rigtig gad gøre så meget ud af dem. Men som spillet skrider frem, er det tydeligt at se hvorfor.

LIGHTNING ÜBER ALLES!

Udviklerne har kun gået op i en ting: Lightning. Hun skal være så meget med som muligt, udrette så mange gode ting som muligt, og være så sej og hård som muligt. Fordi ifølge spillets instruktør Motomu Toriyama, er Lightning den mest populære Final Fantasy karakter nogensinde. Fans elsker hende åbenbart, og kan tilsyneladende ikke få nok af hende.

Hvad Toriyama skal tænke på, er at fordi mange Cosplayer hende, ikke nødvendigvis betyder at folk elsker hende. Det viser kun, at hun ser sej ud, ikke at hendes personlighed er universelt elsket. Faktisk er det næsten det modsatte. Hun har altid været en kvindelig klon af Cloud fra FFVII, og ja, hun er sej i kamp og kan klare sig selv, men hendes personlighed har altid været stenet og fjern.

Sådan er det også her, bare endnu værre. Lightning har nemlig "mistet" alle sine følelser, eftersom hun er guds tjener, hvilket kun gør hende endnu mere stenet og fjern fra begivenhederne. Eller, det skulle man tro.

Hvis hun ikke har nogen følelser, hvorfor er hun så så bestemt motiveret til at genoplive Serah? Hvorfor bliver hun påvirket, når gamle venner står over for svære situationer? Hvorfor bliver hun sur og irriteret over en bestemt karakter? Hvorfor skal vi konstant høre om, hvordan hun har det og tænker over tingene? Hvorfor gør hun som hun gør, hen mod slutningen af spillet? Bam! Plot huller over det hele!

Hvor de "manglende" følelser dog kan mærkes, er Lightnings stemmeskuespil, hvilket er utrolig tørt og kedeligt. Hun taler altid i det samme toneleje, og virker ligeglad, selvom hendes dialog på mange tidspunkter tydeligt indiker noget andet. Det virker mere som en undskyldning for, at ikke give hende en personlighed. Hun dræber stort set alle øjeblikke. Selv en interessant teater forestilling bliver dræbt, fordi hun er så tør som sandpapir.

Og dette er vores hovedperson alle sammen! En kedelig og uinteressant heltinde, der er et stort plot hul. Hendes eneste formål er, at føre historien videre. En levende plot device. Fordi det er jo hvad vi elsker ved Lightning ikke? IKKE!?

ET PERSON GALLERI FYLDT MED PROBLEMER:

Spillets andre karakter hjælper heller ikke ligefrem på tingene. Nærmest alle hovedpersoner fra de to forrige spil vender tilbage, og hvad der er forbavsende er, at de ikke har fået nogen karakter udvikling indenfor de sidste 500 år. Noel går stadig og grubler over Serahs død, det samme gør Snow, og Sazh skal endnu engang redde sin søn, hvor hans personlighed heller ikke har ændret sig. Fang og Vanille er de eneste, som har formået at udforske nye græsenge, og de har endda været i denne nye verden i kortere tid, i forhold til alle andre. Og overraskende nok, så er Vanille ikke engang irriterende! Hope vender jeg tilbage til.

Men hvad pokker er pointen med de 500 år, hvis størstedelen af person galleriet ikke har ændret sig overhovedet? Hvordan kan man leve i 500 år, uden at ændre bare en lille smule på sine følelser og personlighed? Dette underminer kun spillets koncept endnu mere, og man undrer sig over hvorfor de overhovedet prøvede det. De 500 år er ligegyldige.

Hope har dog forandret sig. Han er også blevet guds tjener, hvor hans formål dog er at hjælpe Lightning. Dette betyder at han er lige så tør og kedelig som Lightning, og modsiger de "manglende" følelser mindst lige så meget, eftersom han stadig kan bekymre sig for Lightning og de andre karaktere. Og ligesom Lightning, fylder han også mest i spillet. Han er endda også blevet gjort yngre, hvilket ikke giver nogen mening overhovedet, og så bliver han udsat for en noget grinagtig drejning, der nok skulle forestille sig at være seriøs.

Der er som sådan kun en ny karakter, i form af Lumina, der mystisk nok ligner Serah rigtig meget. Denne sammenhæng er dog tydelig for enhver, bortset fra historiens karaktere. Hendes motivationer giver heller ikke mening. Hun både hjælper Lightning og gør tingene besværligt for hende, og det bliver aldrig forklaret hvorfor hun præcist er sådan. Hendes personlighed er over det hele, og hun fylder også meget i spillet. Hun har, ligesom Lightning, kun et formål i spillet: at føre historien videre.

ENDELØS JAMREN:

Spillet lider også af det samme problem, som jeg selv personligt gør: vi taler alt for meget!
Spillets datalog vender tilbage, men nu bliver dens indhold flettet ind i dialogen, i modsætning til de forrige spil, hvor man var tvunget til at læse sig frem til vigtige detaljer. Et godt valg, men elendigt udført.

Handlingen bliver en stor forklaring, hvor alt hvad der sker, bliver fortalt til en. Lightning fortæller konstant om hendes tanker og følelser, og alle begivenheder, både før og under spillet, bliver forklaret. Med dette, følger der en masse cliché dialog der er så dårligt, at det gør helt ondt. Ja, dialogen er direkte smertefuldt til tider, hvor man ikke kan andet end at væmmes, og fristes til at springe mellemsekvensen over.

Ofte må man høre den samme ting blive forklaret op til flere gange. Man får i hvert fald fortalt hvad Chaos er op til flere gange, hver gang på en ny måde, som om at udviklerne er bange for at spillerne ikke forstår. Det er ikke ualmindeligt, at få den samme ting forklaret på tre-fire forskellige måder, under bare en enkelt mellemsekvens.

Her gør Hope sig også bemærket. Han forklarer de samme ting hele tiden, med den ene lange forklaring efter den anden. Han gentager sig selv alt for ofte, fordi spilleren åbenbart ikke forstår noget som helst. Det hjælper heller ikke, at hans dialog ofte bliver afbrudt, enten fordi man går i kamp, opdager en mellemsekvens, hvis ikke kan selv gør det.

Det er nærmest forbløffende, hvordan karakterne kan blive ved med at finde nye måder, på hvordan de kan forklare tingene. Dialogen går rundt i ring, og fører ingen vegne. Det virker mere som en undskyldning for, at stemmeskuepillerne skal kunne sige så meget så muligt. Dette er ret alvorligt, når man tænker på at der nærmest er konstant dialog.

Dialogen bremser også fortæller tempoet fuldstændig, som i f.eks. spillets første mission. Her får vi at vide, at Lightning, vores frelser, skal skynde sig væk for ikke at blive fanget. Men på trods af lyden af soldater, der er tæt på, stopper hun alligevel op for at diskutere hvad hun burde føle, med Hope, hvor de andre soldater åbenbart pænt venter på at hun snakker færdig. Sådanne situationer er der rigtig mange af, og det dræber enhver situations fornemmelse.

HISTORIENS EGENTLIGE FORMÅL:

Men ærlig talt, så tror jeg at udviklerne har været hamrende ligeglade med handlingen. De har kun haft et mål: LIGHTNING ÜBER ALLES! Fordi vi alle elsker jo Lightning mere end noget andet! Hun er vores liv, vores gudinde, den bedste karakter i hele Final Fantasy universet, hvis ikke den bedste i gaming! Kan du ikke lide hende? Det fordi du ikke har brugt nok tid med hende! Hun er så vigtig, at navnet Final Fantasy er blevet nedgraderet til en undertitel.

Med andre ord, Square Enix vil blive ved indtil vi elsker hende. Bare se på spillets slutning, der er så langt ude at det er morsomt. Det øjeblik fortæller tydeligt, hvordan de vil have vi skal synes om Lightning.

Helt ærligt, stop det nu! Hun var en okay karakter i XIII, men i XIII-2 var hun altså ikke særlig savnet, og nu har i ødelagt hende fuldstændig. At hun ser godt ud, og ser sej ud når hun er i kamp betyder ikke en skid, hvis hun ikke har en ordentlig personlighed. Og det er lige præcis det hun mangler. Jeg har INGEN følelser for en karakter, der kun er til for at føre historien videre, og som er et stort, gigantisk plot hul.

Men tillykke Square Enix, i har opnået noget stort. I har fuldstændig dræbt enhver interesse for spillets verden og karaktere. Hvis du kunne lide dem før, vil du være ligeglade med dem efter dette spil. Jeg kunne i hvert fald mærke, hvordan karaktere jeg tidligere har haft interesse i, langsomt mistede betydning for mig. Ved spillets slutning var jeg fuldstændig ligeglad med alt og alle. Jeg ville bare have det overstået. Dette er måske den værste handling i et Final Fantasy spil, til dato.

GAMEPLAY MED IDÈER:

I forhold til andre Final Fantasy spil, er Lightning Returns meget anderledes. Her er kun en spilbar karakter, vores alles yndlings Lightning, vores gudinde. Desuden er spillet også på tid.

Når spillet starter, har du syv spil dage. Når tiden udløber, går verdenen under, og har du ikke fuldført dit mål, er det game over, og tilbage til start med dig, hvor man dog beholder sine opgraderinger.

Man kan efter noget tid frit rejse mellem de fire forskellige steder: Luxerion, Yusnaan, The Wildlands og Dead Dunes. Hvert område har en lang række side missioner og mindst en hoved mission. Ved at klare disse, er det muligt at forlænge spillet hele vejen til dag 14.

Tiden tikker konstant, hvilket betyder at man skal planlægge sine dage. Nogle side missioner er kun tilgængelige på visse tidspunkter, og det samme gælder adgang for hoved missioner og dele af omgivelserne. Selv at tage toget mellem de forskellige områder koster tid.

Klokken seks hver morgen, bliver du dog hivet tilbage til Arken, der er spillets hoved central. Her bliver de sjæle du har reddet fodret til en stor blomst, der afgør om du får en ny dag eller ej. Tiden står dog stille imens dette sker, og man kan herefter frit vende tilbage til hvor man sidst var.

Man kan ikke benægte hvor interessant dette lyder, og tilføjer da også lidt pres til spillet. Det giver lidt en speciel følelse, når man ved at ethvert sekund bringer dig tættere på dommedag. Man skal vælge sin tid med omhu og planlægge forud, hvilket er ret underholdende.

Det er dog ikke perfekt. Fordi dette betyder, at man bliver straffet for at udforske omgivelserne, og hvis man farer vild, får det konsekvenser. Spillet er desuden heller ikke meget for at sige, hvor der er side missioner, eller hvilket tidsrum de er gældende. Jeg fejlede desuden også en mission, fordi spillet ikke havde gjort mig opmærksom på at jeg skulle skynde mig.

Men på den anden side er det heller ikke noget problem. Du har altid adgang til nogle sær egenskaber, der koster EP som man får fra kampe. En af disse egenskaber kaldes Chronostasis, hvilket stopper tiden for en kort periode. Hvis man er effektiv, kan man let udnytte dette, og komme ind i et stadie hvor tid ikke længere er et faktum. Det underminer systemet rimelig meget. Det hele afhænger af hvordan du bruger det, men det kan sagtens udnyttes.

LIGHTNING I AKTION:

Spillet har også fået et nyt kamp system. Da man nu udelukkende kæmper som Lightning, vores drømme pige, kan man derfor godt glemme alt om hold kammerater (selvom der dog dukker nogle op, i en mere beskeden rolle). Systemet er denne gang bygget op om forskellige kostumer, kaldt Schematas.

Man kan tage tre Schematas med sig i kamp, hvor man har (næsten) fri mulighed for at bestemme angreb. Man kan stort set lave sin egen karakter rolle. Vil du have en magiker, så sæt kun magiske angreb til, eller kun nærkamps angreb hvis du er en kriger, osv.

Dertil kommer der en række våben og skjolde, samt ekstra vedhæng der kan give store fordele. Der findes desuden også mange forskellige Schematas i spillets verden, der hver især også har deres egne bonusser.

Læg det oven i muligheden for at opgradere angreb og udstyr, og du har at gøre med et utrolig dybt system, der belønner dig for at være kreativ og taktisk. Mulighederne er mange, effekten er stor!

Under kampene kan man så skifte imellem disse tre Schematas, hvilket man stort set er tvunget til. Hvert Schemata har sin egen ATB måler, og når den løber tør, må man skifte til næste Schemata. ATB målerne bliver selvfølgelig genfyldt, som man bruger andre Schematas, men det giver en noget at tænke over. Er det f.eks. det værd at bruge et stærkt angreb, der kræver rigtig meget ATB, for så at risikere tid hvor man slet ikke kan gøre noget?

Det er et meget flot udført kamp system, der virkelig er underholdende at spille. Dette er nogle spændende og interessante kampe, hvor man bliver tvunget til at være strategisk og tænke sig om. Det er dog også nogle hektiske kampe, der for alvor vil teste ens færdigheder.

Desværre er der et alvorligt problem i kamp systemet, hvilket er din mulighed for at blokere angreb. Hvis man har mulighed, kan man gemme sig bag sit skjold, hvor man så tager reduceret skade. Men blokerer du på det rigtige tidspunkt, tager du ingen skade overhovedet. Desværre er det ikke altid let at danne overblik over det, takket være spillets kamera.

Kameraet er så fokuseret på smarte vinkler, og på at få de forskellige angreb til at fremstå som flotte, at man ofte helt mister synet af Lightning den store. Det er svært at blokere rigtigt, når man ikke engang kan se hvornår angrebet rammer en præcis.

EN SAND LAVINE AF PROBLEMER:

Og tro mig, det er kun et ud af mange problemer. Men lad os lige opremse hurtigt. Blokerings systemet i kamp er besværligt, takket været spillets kamera, og Chronostasis let kan udnyttes til fuldstændig at ødelægge spillets tids system.

Først og fremmest, så giver kampene ikke længere EXP, så det er slut med at få Lightning, globalt sex symbol, til at stige i level. Man får dog penge, angreb og andre side missions ting, samt EP til udnyttes af Chronostasis.

For at gøre Lightning stærkere SKAL man klare side missioner. De findes i to varianter: Almindelige side quests som man får ved at snakke med folk, og Canvas of Payers, som man får adgang til gennem en informations tavle. Først nævnte kan give nogle ret betydelige forbedringer, hvor Canvas giver minimale fordele. Spillets hoved missioner giver desuden også gigantiske fordele.

Problemet er bare, at begge varianter af side missioner for det meste er dødsyge. For det meste handler de enten om at hente ting for folk, eller gennemsøge omgivelserne tynde efter små ting. Som f.eks. en mission i Luxerion, hvor man skal løbe rundt i byen og være sikker på at tretten ure stadig virker. Fordi når verdenen er ved at gå under, er der ikke noget vigtigere end at sikre sig, at uret stadig virker!

Det føles som spild af tid, og sådan er de fleste missioner. Ofte bliver man bedt om at pendle frem og tilbage mellem de forskellige byer, der i det lange løb kan sluge en del tid fra en, eller blive sendt ind til et område, som man først kan få adgang til på specielle tidspunkter.

Spillet fortæller desuden heller ikke, om hvornår vedkommende der giver dig missionen er tilgængelig, eller om der overhovedet er nogle tilgængelige. Et kritisk problem, når man er så afhængig af dem.

Dette betyder at det er meget muligt, at man ender med at sidde helt fast og ikke kan komme videre. Og da uret konstant er imod en, medmindre man misbruger Chronostasis, bliver man hårdt straffet hvis man vender tilbage uden noget som helst.

ET SANDT ROD:

Og intet af de førnævnte ting bliver hjulpet på vej af sværhedsgraden.
Først og fremmest, hvis du spiller på normal og flygter fra en kamp, mister du en time. Hvorfor vides ikke, sådan er det bare. Men fair nok, det kunne være til at leve med, hvis det var udført ordentligt.

Problemet er nemlig, at fjenderne er forfærdelig ujævnt fordelt. Som i resten af XIII serien, så er det ikke ualmindeligt at finde en eller to fjender der er langt over dit niveau, i blandt en gruppe der er på dit niveau. Og der er nemlig kun en måde at finde ud af hvor stærke de er, og det er ved at kæmpe imod dem. Det er altid skønt at få spildt sin tid, fordi spillet holder basal information fra en.

I vanlig XIII stil, er der også nogle bosser der er sindssygt stærke, hvor det ikke virker som om, at man har en chance. En god strategi kan godt besejre dem, men man er nødt til at have gjort Lightning, alles mor, tilpas stærk, for at have en chance. Nogle kampe vandt jeg nærmest alene på held, selvom jeg havde taget alle forholds regler.
Selv når man udforsker en dungeon, er spillet hård imod dig.

Man kan helbrede sig gennem potions eller egenskaber der koster EP. Sidstnævnte er reserveret til en nødløsning. Problemet er, at det er begrænset hvor mange potions man kan have på sig. I starten kan man kun have fem ting med sig, og der skal være plads til både helbredelse og genoplivning.

Løber du tør for disse ting imens du udforsker, så det bare ærgerligt. Så må du gå hele vejen tilbage igennem den pågældende dungeon, købe nye ting, og så starte forfra. Og da man som sagt ikke stiger i level mere, kan dette let udvikle sig til en endeløs spiral af nederlag og frustration, især hvis man ikke ved hvor den næste side mission er.

Sidst men ikke mindst, så er Hope virkelig til at blive træt af. Som nævnt tidligere, holder knægten aldrig bøtte. Han taler konstant, og hvert andet minut minder han dig om hvor du er, og hvad du laver. Som om, at Square Enix var bange for at spillerne ikke ville forstå hvad de skulle gøre, for at komme videre i historien. Jeg vil altså ikke behandles som en fem årig med korttidshukommelse.

BEVIST TIDSSLUGER:

Det kræver nok ikke meget at regne ud, at det gennemgående tema i gameplayet er tids spilde. Som nævnt tidligere, kan spillet fejles, hvilket smider dig ud i New Game Plus, hvor man beholder sine opgraderinger og udstyr, og starter spillet forfra. Det er også en god mulighed, men jo længere man kommer ind i spillet, jo mere føles det påtvunget.

Jeg havde utrolig mange problemer med spillets sidste par timer, hvor jeg gennemgik spillets fire ekstra udfordringer, der belønnede mig med Ultima Våbnet, og især spillets sidste boss, der tog mig ti forsøg at klare.

På dette tidspunkt, var det tydeligt klart at udviklerne ikke havde regnet med, at jeg ville komme så langt så hurtigt, på trods af at jeg havde klaret 54 ud af 64 side missioner og 58 ud af 83 Canvas. Det var utrolig svært og straffende, og jeg var utrolig tæt på at smide spillet langt væk, og se slutningen gennem YouTube i stedet. Kom dog heldigvis igennem det.

Og så begynder spillets forsøg på at spilde din tid pludselig at give mening. Fordi det er netop meningen at man skal udsættes for New Game Plus, fordi så tager spillet jo længere tid at gennemføre. Der er intet galt med at designe visse ting sådan, såsom spillets bonus dungeon The Ultimate Lair er (dog, hvorfor kunne jeg så få adgang til den på min første tur gennem spillet?), men når sidste bossen er designet på samme måde, så har vi et problem.

Det kan man også se på systemet om at opgradere våben og udstyr. Det kan være en ret stor hjælp, men selvfølgelig kan dette først lade sig gøre i New Game Plus. Fordi som sagt, udviklerne gik efter at man skulle igennem New Game Plus.

Igen, idéen er meget god og kan føre til et eventyr der er værd at spille igennem flere gange. Problemet her er bare, at spillet er 30 - 40 timer langt! Det tog mig 38 timer at gennemføre spillet, og forventer udviklerne virkelig at jeg ville komme så langt, bare for at sige glem det, og gentage de sidste 38 timer i New Game Plus? Især, når ens opgraderinger bliver stærkt reduceret? Nej tak, jeg har et liv at tage mig af, men heldigvis blev det ikke nødvendigt.

ET SKUFFENDE SYN:

Hvad XIII serien altid har haft styr på er grafikken, der har tilbudt på pæne karaktere og omgivelser. Det kan man ikke påstå at Lightning Returns gør. Omgivelserne er ret tomme, hvor byerne især ligner noget der var lavet på en aften. Wildlands ser nogenlunde fornuftigt, men resten er så tomt, kedeligt og idé forladt. Det faktisk ret overraskende, at omgivelserne skuffer så meget.

Karakterne er også nedgraderet. De tilbagevendende karaktere ligner sig selv, men de ser en smule nedgraderet ud, i forhold til tidligere, med mangel på den fremragende ansigts animation, vi ellers har set tidligere. Folket i spillets verden ligner noget der er lavet, med minimal anstrengelse, hvor mange af dem endda gentager sig!

Lightning, vores alles forbillede, lider derimod ikke af dette. Hun har faktisk flere detaljer og er bedre animeret end alle andre. Det er der to grunde til. Hun er jo den man spiller som, og der er en masse kostumer man kan give hende. Hun er stort set blevet forvandlet til en påklædnings dukke, hvor du nærmest frit kan vælge hvad hun skal have på. Og naturligvis er der også muligheden for at give hende både meget afslørende og/eller lidt tøj, hvilket jeg var tvunget til, da det var et af de stærkeste Schematas jeg havde til sidst (jeg skammer mig meget).

Den anden grund? LIGHTNING ÜBER ALLES!
EN BLANDET FORNØJELSE FOR HØRELSEN:
Lyden er lidt mere blandet. Der er som sådan et udmærket lyd design, men det er musikken og stemme skuespillet der er blandet. Begge elementer har deres gode punkter, men de har i den grad også deres dårlige.

Musikken har nogle gode numre, der endda har sjove referencer til tidligere Final Fantasy spil, men også en lang række numre der er kedelige og uinspireret. Til tider lyder det som om, at musikken virkelig anstrenger sig for at appellere til alle, fremfor at være fokuseret.

Ligeledes er der også noget godt stemme skuespil her og der, men det er mere et problem med hvad der kommer ud af munden på dem. Det er forfærdelig dialog, der nærmest overfalder en konstant. Det gør ondt at høre på. Og de skuespillere vi skal høre mest fra, er så kedelige og tørre at høre på. Jeg vil dog ikke skyde skylden på dem, da det er en del af deres latterlige undskyld for en karakter. Det ret synd for dem, men det må da have været lette penge.

SOM LYN NEDSLAG I GUMMI:

Men da jeg så endelig gennemførte Lightning Returns: Final Fantasy XIII, var der en tanke der gik igennem mit hoved. YAY! Aldrig mere Lightning Returns og XIII serien (okay, to tanker)! Det første XIII var en forfærdelig skuffelse, XIII-2 viste at der var håb forude, men Lightning Returns ødelagde alt dette.

Dette er omtrent lige så slemt som XIII, selvom det har et godt kamp system. Der er gode idéer og godt koncept, men det bliver altid ødelagt af et eller andet, hvad end det så er design mangler, tidssystemet der kan groft misbruges, eller hvor ujævn sværhedsgraden er.

Og nej Toriyama, Lightning er ikke en fantastisk karakter! Hvorfor du elsker hende er et mysterium, men lad hende nu være! Ingen gider se hende i fremtidige spil, så glem hende. Hun er spild af tid, ligesom størstedelen af XIII serien er. En trilogi der har gjort sit bedste, for at ødelægge en serie, der engang var fantastisk. Lightning Returns er ikke så meget som spil, som det er en stor reklame for Lightning, med et budskab om at alle skal tilbede hende.

Farvel og tak XIII serien, du vil aldrig nogensinde blive savnet!