Dansk
BRUGERANMELDELSE

Shadow of the Colossus (2005)

Skrevet af: Nike   2014-02-11

Det tog godt nok lang tid! Efter jeg gennemførte Ico tilbage i 2011, var jeg egentlig gået i gang med Shadow of the Colossus. Desværre blev jeg aldrig færdig med det, da der kom flere ting i vejen, siden da forsvandt spillet i hylden. Men efter bl.a. opfordringer fra min kæreste, tænkte jeg at det var på tide, at få gennemført spillet. Der er ingen tvivl om spillets ry, der ofte er husket som et af de bedste nogensinde. Det på tide at finde ud af, om spillet lever op til sit ry.

Shadow of the Colossus handler om en person, der bliver kaldt for "The Wander". Vi møder ham i et tempel, hvor han kommer ridende på en hest, sammen med liget af en pige. Hun bliver placeret på et alter, hvorefter en mystisk stemme bliver hørt. Stemmen fortæller at pige kan blive genoplivet, hvis The Wander kan besejre de 16 kolosser, som vandre rundt i landet. The Wander sætter sig derfor ud, for at dræbe dem alle.

Ligesom med Ico, så er det en minimalistisk historie. Dialog er der ikke meget af, og det lidt der er, bliver utalt på et fiktivt sprog, og baggrundshistorie er der ikke meget af. Det handler mere om rejsen, end om detaljerne, og det er lige præcis det der gør historien så utrolig.

Lige så snart introen er færdig, forstår man hans situation. De vigtigste detaljer præsenteret som levende billeder, nærmest uden et ord. Historien udvikler sig naturligvis, men dette bliver (for det meste) vist med ret beskedne midler. Man skal altså holde øje med hvad der sker, for at kunne følge med, men det er dog en forholdsvis simpel historie.

Dette gør dog intet, fordi historien den fortæller er fremragende. Både pga. den minimalistiske fortæller stil, men for dens samarbejde med gameplayet. Man er selv i kontrol under de største øjeblikke, og måden gameplayet er designet på, gør at man lever sig 100 % ind i spillets verden. Man kan ikke undgå at blive opslugt af det.

Man kan måske godt fornemme hvad det hele ender med, men det gør ikke oplevelsen mindre dårlig. Faktisk er slut spillet noget af det bedste, der nogensinde er lagt ned på en skive. Den er perfekt udført, men også ret hjerteskærende. Et bevis for, hvor flot spillet klarer sig med sin minimalistiske stil. Dette er et klassisk video spil øjeblik, som enhver gamer burde opleve. Ord kan ikke beskrive, hvor godt det er.

Team Ico's talent for historier bliver i den grad vist her, hvilket resulterer i en historie der er uforglemmelig og fantastisk. Få video spil når på et så højt historisk niveau, som dette gør.

Som jeg beskrev tidligere, så er en af grundene til historiens høje kvalitet gameplayet. Hvordan hænger dette sammen? Lad os starte med spillets omgivelser, der har en særlig kvalitet omkring sig.

Omgivelserne er nærmest fuldstændig øde. Der er ingen byer, folk at snakke med eller fjender, udover de 16 kolosser. Det tætteste man ellers kommer på liv, er små fireben, hvis haler kan forlænge din udholdenheds måler, og frugt der kan forlænge dit liv.

Kritiske sjæle vil nok afvise spillet, for blot at være en samling af boss kampe, men det ville være at misforstå pointen.

Kampende mod de forskellige kolosser bliver mere spændende og interessante, både pga. deres størrelser og manglen på andre fjeder. Det ville ikke have været det samme, hvis man var en level 50 kriger, der i forvejen havde slagtet adskillige tusinder fjender. De føles mere truende, men gør også båndet mellem spilleren og The Wander stærkere. Man føler at man er ham, og man gennemgår de følelser, som man kan forestille sig at han ville gøre.

Når man så endelig finder en af kolosserne, så føles det også specielt. De bliver alle sammen præsenteret gennem en hurtig mellem sekvens, der er både vidunderlig og skræmmende. "Hvordan pokker skal jeg dog slå den!?", vil man spørge sig selv om flere gange. De har en række svage punkter, men det er op til dig at finde ud af hvor de er. Dette betyder at man skal finde en måde, at kravle op af dem.

At kravle op af dem, er noget af en intens oplevelse. Ens udholdenheds måler daler konstant, imens man bliver stresset af kolossens forsøg på at smide dig til jorden.

Det kan virke umuligt, og man skal da også forvente nogle lange kampe (senere kan de være time lange), men det er bestemt muligt at klare dem. De er udfordrende på den gode måde, og enhver sejr føles vidunderligt. At kæmpe imod disse kolosser, er let nogle af de bedste øjeblikke i gaming.

Det er dog ikke helt perfekt, da kontrollen til tider godt kan drille. Når man klatre på en kolos, kan kontrollen godt være en smule problematisk, da der ikke altid sker det, som man beder om. Jeg oplevede i hvert fald, at The Wander kravlede modsat af hvad jeg bad om, og at han nogle gange direkte nægtede at gøre som jeg sagde.

Dette sker ikke alt for ofte, så det skader ikke spillet. Man ligger mærke til det, men man skal ikke lade det ødelægge sin oplevelse.

Det er stadig et rigtig sjovt og udfordrende spil, der virkelig sætter en på prøve. Det er et spændende og intenst spil, som har mere på hjerte end de fleste spil. Det er en oplevelse som man ikke må gå glip af.

Spillet tog mig ca. ti timer at gennemføre, så det holder et fint stykke tid. Det er hverken for langt eller for kort, men helt perfekt. For de fleste vil det være nok, men for alle dem der vil kæmpe videre, er der ekstra sværhedsgrader og en mode der sætter dig imod et ur, hvilket faktisk godt kan anbefales at prøve.

Med tanke på, at spillet er fra 2005, så ser det faktisk ret godt ud. De tomme omgivelser er pæne og inspirerende at se på, og karakterne er flotte at se på.

Men det er kolosserne, der fortjener mest opmærksomhed. De er flotte og imponerende at se på, og det er bare utroligt at det har kunne ladet sig gøre, at få dem ind i spillet. De er nogle sande, farlige vidundere!

Det tager dog også på spillets kræfter dog, hvor billede hastigheden ofte viser tydelige strækmærker. Det påvirker aldrig gameplayet alt for voldsomt, men det er lidt ærgerligt at se på.

Man skal selvfølgelig tænke på, at dette er PS2 grafik fra 2006, så i dag lever det naturligvis ikke op til standarderne. HD konverteringen er dog ret flot, og spillet ser stadig godt ud i HD, selvom billede hastigheden stadig driller. Men det er stadig en pæn konvertering af et gammelt PS2 spil.

Lyden er der derimod intet ondt at sige om. Selvom stemme skuespillet er volapyk, er det flot udført, og så er musikken helt igennem fantastisk. Den passer perfekt til de forskellige situationer, og er fyldt med følelser. Dette er et af de få soundtracks, jeg kan anbefale at købe. Episk lyd side generelt.
Jeg ved godt at jeg har brugt ordnede "noget

af det bedste" rigtig meget i denne anmeldelse, men så stor er min begejstring altså. Shadow of the Colossus er et vidunderligt spil, der giver en oplevelse udover det sædvanlige. Kontrol irritationer og en smule vaklende billede hastighed kan ikke ødelægge oplevelsen, dette er et af de dybeste og mest følsomme spil jeg nogensinde har spillet.

Mange spil drømmer om at være lige så godt, og endnu færre spil opnår det. Dette er et af de bedste oplevelser (der var de ord igen!) nogensinde, og kan ikke anbefale nok, at man skaffer sig dette spil.

Nu må i have mig undskyldt, imens jeg sætter mig til at høre soundtracket, og tænke tilbage på den fremragende oplevelse.

Samlet karakter: 9/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10