Killzone: Mercenary

Man kan ikke ligefrem sige, at Vitaen har været heldig, hvad angår skydespil. Resistance: Burning Skies viste at første persons skydespil teoretisk set, er muligt at udføre på Vitaen. Så kom Call of Duty: Black Ops Declassified, der ikke var i nærheden af, at interesseret i at levere en ordentlig skyde oplevelse. Derfor er der forventninger til Killzone: Mercenary, der forventes at vise hvordan genren skal udføres, på Vita. Bliver det Vitaens første gode skydespil, eller må vi sætte os tilfredse med endnu et halvhjertet spil?

Jeg kan lige så godt sige med det samme, at historien er ikke videre noget værd. Du spiller som Arran Danner, en lejesoldat der er blevet hyret af ISA, til at udføre missioner. Mere behøver du ikke at vide. Der er godt nok flere karaktere, og historie fokuserede øjeblikke, men det er så tyndt at det føles ligegyldigt.

Her er ikke noget ærligt forsøg, på at få dig til at gå op i historien. Det kan f.eks. ses på en drejning sent i spillet, der vist mere er skrevet som dårlig undskyldning for at skifte side, fremfor at få noget mening ud af det.

Men lad os være fair. Måske har udviklerne fået fat i en manuskript forfatter, der er nybegynder. Måske var dette vedkommendes første video spil. Det føles i hvert fald sådan.

Godt nok har Killzone aldrig haft lagt den store vægt på historie, men det har altid haft en interessant baggrunds historie, og et par fine øjeblikke. Glem historien, den findes dårligt.

Nej, det hele handler om gameplayet. Målet er, at få første person skydegenren fungere på en håndholdt konsol. En mission, som er meget veludført.

Det spiller præcist, som man forventer af et FPS spil. Du løber gennem korridorerne, kigger gennem dit våbens sigtekorn, og skyder på (næsten) alt der bevæger sig. Kontrollen er skarp og præcis, som vi er så vandt til på de større konsoller. Der er ingen problemer med bevægelse eller at sigte, som har været tilfældet i de tidligere forsøg på FPS spil på Vita, og det er helt vidunderligt at spille.

Der er også en del touch elementer, som inkluderer at pege på fjender med specielle våben, udpege mønstre når man skal hacke, og køre fingeren i bestemte bevægelser, når man går i nærkamp. Det virker et eller andet ste som om, at man bare vil udnytte de forskellige muligheder, som Vitaen har.

På den anden side, har Vitaen ikke de samme knap funktioner som en PS3, hvilket gør at det er helt i orden. Det skader ikke spillet på nogen måde, faktisk tilføjer det kun sjov i det lange løb.

Granater kunne dog sagtens have været håndteret bedre. Her skal man trykke på et ikon, der bytter dit våben ud med en granat, og først derefter kan man kaste den. En smule besynderligt, når selv Resistance: Burning Skies havde en ordentlig måde at gøre dette på.

At sprinte og gå på hug, er heller ikke ligefrem let. Begge ting gøres via cirkel knappen. Du sprinter når du går, du går på hug når du står stille. Det tager lidt tid at vende sig til, og det føles en smule mere besværligt end det burde være. At sprinte kan desuden også udføres ved at trykke bag på Vitaen, eller skubbet analog stikket hurtigt frem, to gange.

Man kan godt komme til at sprinte ved et uheld, hvilket har fået mig i problemer et par gange. Det ødelægger langt fra spillet, så det skal mere ses som et design problem, fremfor en alt ødelæggende fejl.

Men er spillet overhovedet sjovt at spille? Ja, heldigvis. De forskellige våben er sjove at bruge, og føles tilpas kraftfulde. Det er også et varieret arsenal, der er et fint udvalg af håndvåben og rifler. Man kan også få fat i Van-Guards, der giver dig egenskaber, som f.eks. at blive usynlig i en kort periode, eller have en robot følgesvend med dig.

Der er overraskende meget dybde i våben systemet. Der er meget at lege med, og mangler muligheder at udforske. Dette hænger også sammen med, at der er forskellige måder at spille banerne igennem på. Mange af dem har specielle router, som er lette at overse den første gang igennem, og så er det endda muligt at snige sig igennem det meste af spillet. Der er en god fleksibilitet, som holder spillet interessant, i modsætning til så mange andre spil i genren.

Et stort element af spillet er også penge, som du får for stort set hvad som helst. Penge bruges til at købe nye våben og nyt udstyr.

Det giver en nået at gå efter, men der er også et eller andet dejligt ved, at se sin bank konto stige efter hvert enkelt ting, man laver. Det får ikke kun spillet til at føles rigtig belønnende, men at man også kommer tilbage igen og igen.

Til det, har spillet også en Contracts Mode, hvor spillets missioner har tre kontakter hver, fordelt som Precision (klar baner på x antal tid), Covert (stealth orienteret) og Demolition (fokuseret på våben og destruktion). Disse kontrakter ændrer banerne, fordi man bliver tvunget til at tage alternative midler og veje i brug, hvilket kun er godt for kampagnen. De er også rimelig udfordrende, så værsgo folkens!

Sidst men ikke mindst, så tilbyder spillet også en multiplayer mode. Som vanligt, er der Deathmatch og Team Deathmatch, samt den sædvanlige Killzone variant Warzone, hvor en kamp skifter regler, hvert femte minut. Ligesom i kampagnen, tjener man penge på stort set alt hvad man laver.

Selvom spiller antallet er reduceret til maks otte, så er det stadig rigtig sjovt at spille, og kan sørge for mange underholdende timer. Det kører også rigtig godt, taget i betragtning af, at spillet kun kører på trådløs forbindelse.

Killzone: Mercenary er rigtig sjovt at spille, og på mange måder virker det nærmest uvirkeligt, at dette kan lade sig gøre på en håndholdt maskine. Men det er der, at størstedelen af spillets tiltrækningskræft ligger.

Spillet gør intet, som man ikke har set før. Jovist, det hjælper lidt med det store og fleksible våben udvalg, og banerne der er godt designet, og fyldt med forskellige muligheder, men intet er originalt. Det virker mere som en tech demo, fremfor et fuldt spil, hvilket den alt for tynde historie bidrager meget til.

Det kan ses på længden, hvor kampagnen kun tog mig fire timer at gennemføre. Godt nok er der meget at komme tilbage til, i form af ekstra missioner, udfordringer og en særdeles underholdende multiplayer mode, men der kunne godt have været mere i spillet.

Grafikken er dog flot. Sindssyg flot for et Vita spil. Nogle gange var jeg nødt til at minde mig selv om, at jeg spillede på Vita, og ikke et første generations PS3 spil, hvilket siger en del! Hvordan dette kan lade sig gøre, ved jeg virkelig ikke, men jeg kan lide det!

Dog kan billede hastigheden ikke altid følge med. Det sker kun sjældent, men det kan ske. Desuden er grafikken også skyld i, at spillet fylder omkring 4GB (med patch medregnet), hvilket er noget af en sum, for et Vita spil.

Lyden tilbyder fremragende lyd effekter, godt stemme skuespil, og en musik der skaber en passende atmosfære og stemning til spillet.

Killzone: Mercenary er et sjovt spil. Det er et af de sjoveste og bedste spil på Vitaen, og et sandt bevis for at FPS spil sagtens kan fungere, på en håndholdt, og levere den samme konsol oplevelse, som Sony hele tiden har fortalt at Vitaen ville kunne gøre. Det er imponerende, flot og sjovt.

Men det føles stadig som en tech demo. Mere et bevis for, at FPS kan lade sig gøre, fremfor et sandt produkt. Det er en tech demo, der tilfældigvis er værd at spille.

Man skal dog ikke lade sig skræmme af det, spillet er i den grad stadig værd at købe. Det viser en lovende fremtid for Vitaen, så nu det bare med at håbe, at udviklerne udnytter dette.