Dansk
BRUGERANMELDELSE

Killzone: Shadow Fall

Skrevet af: Nike   2013-12-22

Den 29. november skete det endelig. Playstation 4 blev endelig udgivet i Europa. Og for første gang, havde jeg muligheden for at få en konsol, på lanceringsdagen! Ja, det kostede mig 5000 kr. til Elgiganten, men hvad pokker, jeg fik en! Og hvad blev mit første spil? Assassin's Creed 4! Og Killzone: Shadow Fall.

Er egentlig overrasket over, at Killzone kunne være klar til lancering. Bare se på, hvor lang tid det tog, at færdig udvikle Killzone 2? Det bliver også lidt af en hård kamp, fordi Killzone 2 og 3 var yderst fremragende skydespil. Hårde odds, men kan selv Killzone klare sig imod de problemer, der som regel følger med et spil, til en konsol lancering?

Spillet foregår flere år efter Killzone 3. Begivenhederne efter det spil, har gjort Helgan planeten ubeboelig, og er nu flyttet ind på Vekta planeten. Krig mellem Vekta og Helghast er endelig slut, men der er stadig mange spændinger mellem de to parter. Derfor er der nu bygget en gigantisk mur mellem de to racer, der har ført kold krigs agtige tilstande.

Her møder vi Lucas Kellan, der som dreng var vidne til mordet på sin far, da Helghast soldater tvang Vekta befolkning ud af deres nye hjemstavn. Dette bragte ham i armene på soldaten Sinclair, der herefter opdrog Lucas til at blive en Shadow Marshall. Med dette status, bliver Lucas sendt ud på hemmelige missioner, for at forpurre Helghast planer, og udspionere på dem.

På papiret, lyder det som en meget personlig og anderledes historie, og som altid er der en meget interessant baggrunds historie (som man især kan se, i spillets samle objekter). Det føles endda meget anderledes, i forhold til tidligere Killzone spil. Desværre formår spillet ikke at udnytte disse elementer, på nogen meningsfuld måde.

Kellan er nok den mest kedelige hovedperson nogensinde. Hans stemme skuespil er dødsygt, hans personlighed tyndere end papir, og hans motivation ikke eksisterende. Hvis man sprang den første bane over, ville man ikke engang vide, at han havde et had til Helghast, og en far der blev myrdet. Spillet bruger slet ingen tid på det.

Dette gælder også resten af historien. Der bliver hintet på sammenligner mellem Helghast og Vektan, og at den ene side faktisk ikke er bedre end den anden. Et godt træk for en serie, der ellers har malet Helghast som skurke, selvom baggrunden sagde noget andet, men spillet lader heller ikke dette føre til noget.

Det kunne være virkelig interessant, og der er da også et par veludførte øjeblikke, og en sjov slutning, men det er som om at Guerrilla Games enten ikke indså det, eller bare ikke gad gøre noget ved det.

Det er virkelig ærgerligt, fordi der er potentiale til en god historie her. Især i forhold til de fleste skydespil, og tidligere Killzone spil. Men nej, sådan skulle det ikke gå i denne omgang. Endnu en gang bliver vi nægtet en god historie, hvilket kan gøre mig noget så sur.

Måske skulle jeg tage til Holland, og tage en snak med dem.

Gameplayet er typisk Killzone. Det er stadig rigtig sjovt at spille, og der er også et fint arsenal, selvom det føles lidt begrænset, i forhold til andre spil i genren.

Men det føles alligevel anderledes. Spillet er ikke lige så stort som tidligere spil, så man skal ikke forvente at deltage i storslået kampe, med en masse allierede. Det er en nedtonet affære, som er ganske passende til spillets handling. Mange gange var jeg nødt til at minde mig selv om, at jeg spillede et Killzone spil, da der nærmest er intet tilbage, fra de tidligere spil. Modigt gjort, og det hjælper med at holde serien interessant.

En ny tilføjelse til spillet er OWL, en drone der følger efter dig. Den kan bruges til at angribe fjender, kaste EMP bomber, distrahere fjender og skyde en zipline ud, så man kan lettere bevæge sig rundt. Man kontroller OWL gennem PS4 TouchPaden, der lader en vælge hvad man vil have, den skal gøre.

Bortset fra, at sidstnævnte mulighed er meget begrænset, så er OWL en god tilføjelse. Det tilføjer lidt ekstra strategi og muligheder til kampene, der ellers ville være ret standard uden. OWL hjælper med at få spillet til at være interessant, og den viser sig også hurtigt at være en god ven. Plus, så er kontrollen over den ganske fin, og viser fin brug af TouchPaden, selvom det ikke er noget særligt.

Spillets baner er også fyldt med idéer. De fleste baner har flere måder på, hvordan man kan nå sin opgave. Der er alternative veje, men der er også muligheden for helt at snige sig forbi dem. Flere steder har alarmer, som man helst skal hacke, hvis man vil undgå flere fjender.

Det er nogle store og åbne baner, men man bliver dog tvunget ned af nogle korridorer på forskellige tidspunkter. Heldigvis er der flere af først nævnte, end sidst nævnte. Det er med til at gøre kampagnen interessant.

Faktisk er kampagnen, for det meste, ret vellykket. Den leverer god action, men den ved også hvornår, der skal komme ro på tingene.

Kampagnen lader dig trække vejret, slappe af, og nyde omgivelserne, hvilket fører til nogle interessante øjeblikke. F.eks. handler spillets tredje mission nærmest udelukkende om, at udforske en rum station, hvor der går lang tid uden kamp. Disse øjeblikke er med til at gøre et godt indtryk. Den har de typiske skydespil kampagne øjeblikke, men måden de bliver udført på, holder det hele interessant.

Kampagnen er bedre end gennemsnittet, men den er naturligvis ikke perfekt. Det kan til tider være svært at finde ud af, hvor man helt præcist skal hen, og tempoet er nogle gange helt hen i vejret.

Nogle baner fortsætter i evigheder, og man sidder lidt og ønsker at man snart fik en pause. Checkpoint systemet er lidt for spredt til tider, og så kommer man til at dø på billige baggrunde nogle gange.

Spillets multiplayer tilbyder ti baner, med Team Deathmatch og Warzone. Warzone er stadig en imponerende mode, hvor der bliver skiftet opgave hvert femte minut, uden at spillet skal loade. Man kan endda lave sine egne, og dele dem med resten af online folket.

Det interessante er, at spillet har fjernet EXP systemet. I stedet har du låst op for alt fra starten af, og konkurrer i stedet om at klare udfordringer, der får dit rank til at stige. Der er 1595 udfordringer at klare, og selvom de ikke låser op for noget særligt, så er det stadig sjovt og vanedannende.

K:?F fortsætter den stolte Killzone multiplayer tradition. Serien har altid været en sand fornøjelse online, og det fortsætter i den grad her. Man er altid tæt på en ny udfordring, og gameplayet er utrolig sjovt, ligesom i kampagnen. PS4 har allerede fået et fremragende multiplayer spil ved sin lancering, hvilket kun er en dejlig ting.

Det kræver også mere færdighed, en de fleste spil. Spillet har nemlig intet aim assist, så man skal i den grad være skarp. En meget velkommen forandring, som man dog lige skal vende sig til. Men det er stadigvæk en fremragende multiplayer del.

Kampagnen tager omtrent otte til ti timer at gennemføre. En fin længde, men der kunne godt have været skåret lidt ned på det. Spillet har en del samle objekter at opdage, men ellers er der ikke så meget at vende tilbage til historien for. Multiplayer kan derimod holde dig kørende i lang tid. Jeg har snart rundet ti timer, og jeg er i hvert fald ikke træt af det endnu.

Grafikken er dog ikke til at komme udenom. Det er sindssygt flot at se på. Hvis man vil vise hvad PS4 er i stand til grafisk, så er det dette spil. Animationer, ansigter, omgivelser, det hele ser fantastisk smukt ud.

Omgivelserne er dejligt varieret, og der er rigtig mange pæne detaljer. Billede hastigheden er også ganske pæn, med 60 billeder i sekundet. Dog er der et par enkelte øjeblikke, hvor det ikke kan følge med.

Spillets mellemsekvenser er dog optaget på forhånd, hvilket gør at man kan se forskel på dem og gameplay. En mindre detalje, men det er en smule distraherende.

Lyden er lidt en blanding. Lyd effekterne føles som skabt til store fyldige højtalere, for hold da op hvor det da lyder godt! Musikken er rimelig typisk, men passende og energisk, på de rigtige tidspunkter. Stemme skuespillet er blandet. Nogle gør et godt stykke arbejde (Sinclair), hvor andre lige så godt kunne have været blevet hjemme (Kellan).

Der skal dog gives ros, til spillets forskellige lyd dagbøger. De er flot udført, og nogle af dem er rigtig interessante at høre på. At man udelukkende hører dem, gemmen højtaleren på DualShock 4. Det gør, at man lever sig bedre ind i spillets verden.

Som et lancerings spil, er Killzone: Shadow Fall et godt valg. Det er ikke ligefrem nogen revolution, men det prøver at holde sig interessant, ved at gøre tingene på sin egen måde.

Selvom Guerilla Games har undervurderet deres historie, så har de skabt nogle vellykkede øjeblikke, der prøver på lidt mere, end det gennemsnitlige skydespil. Det er bare rigtig sjovt at spille, og der er (for det meste) gode muligheder, for at udnytte sine forskellige egenskaber.

Sammen med en stærkt multiplayer mode, er spillet en god måde, at introducere sig selv til PS4 på. Det er ikke revolutionerne eller originalt, men man kan ikke benægte hvor underholdende det er.

Og stadig ros til Guerilla Games, for at prøve at gøre spillet mere interessant, i forhold til andre skydespil. Hold fast i idéerne, udvikl dem og udvid historien, så kan det næste spil blive endnu bedre.

Samlet karakter: 7.7/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10