Lone Survivor

Dokumentaren Indie Game: The Movie beskriver det nok bedst: Det kan være et helvede at lave et spil helt alene. Hvordan skal det dog gå, når man er en mand om et arbejde, der normalt kræver et helt hold og adskillige millioner dollars? At det kan lade sig gøre, er helt utroligt. Dette var det første jeg tænkte på, da jeg gik i gang med The Lone Survivor: The Directors Cut, der er udviklet ene og alene af Jasper Byrne. Hvordan har du dog kunne formå det? Og hvorfor har jeg ikke hørt om spillet, før det udkom til Playstation 3 og Vita?

Det er altid en noget speciel følelse, at spille enkeltmands spil. Her ved man, at spillet udelukkende er styret af en mand, og ikke hvad et firma helst vil se, så det kan sælge. Men lad os kigge nærmere på The Lone Survivor.

Spillet handler om "You", altså dig. Du befinder dig i et lejlighedskompleks, hvor du lever med en kirurg maske. En mystisk sygdom har forvandlet folk om til monstre, der minder mest af alt om zombier. Du er helt alene i verdenen, og må derfor overleve på egen hånd.

Det er en forholdsvis ret simpel handling, der har nogle ret interessante øjeblikke. Ens interesse bliver fanget lige så snart, som man starter spillet, og det formår at holde hele vejen igennem. Man bliver mere og mere interesseret i hvad der sker, og om You egentlig er rask.

Spillet handler meget om hans mentale tilstand, som spillet viser på en beskeden men effektiv måde. Ydermere, man ved ikke engang hvad der helt præcist påvirker You's mentale helbred.

Dette betyder dog, at slutningen er lidt forudsigelig. Især for folk, der er rimelig velkendt med gyser historier. Umiddelbart virker det skuffende, men The Lone Survivor får det faktisk til at virke. Omstændighederne bag slutningen bliver aldrig fortalt direkte. Man må selv tænke sig til det, og der findes intet rigtigt svar. Det er et perfekt eksempel på en åben slutning, der lader fantasien tage over. Herligt!

Og ja, jeg har dannet min egen teori om historien.

Spillet skal desuden også have ros for dialogen, der (for det meste) er flot skrevet, fyldt med personlighed og, til tider, charme og humor. Det giver også en lille pause, fra den ellers uhyggelige og stressende stemning.

The Lone Survivor er et 2D survival horror spil, der tydeligt er inspireret af de tre første Silent Hill og Resident Evil spil. Du skal lede efter nøgler og andre genstande, ved metodisk at udforske de forskellige omgivelser. Det forekommer naturligvis, at man må gentage nogle områder, men det kommer ikke i vejen for spillet.

Undervejs skal man også sørge for at holde You frisk. Man skal derfor ud og finde mad, og forblive veludhvilet. Mad helbreder en, og en knurrende mave kan sagtens tiltrække fjender. Søvn er en af de få tydelige faktorer på, hvor mental rask You er. Dertil følger der også forskellige piller, hvor de blå og grønne giver You nogle mærkelige drømme, samt forsyninger ud af den blå luft. Den røde holder ham vågen. Men husk endelig også at have nok batterier til lommelygten!

Udover dette, er der dog spillets fjender. Man finder hurtigt en pistol, men ammunition er for det meste sparsomt, og fjenderne kan næsten klare et helt magasin. Udover det, så tiltrækker pistolen også andre fjender. Der skal heller ikke så meget til, før de slår en ihjel. Heldigvis kan de dog undgås. Nogle steder lader dig gemme dig i baggrunden, man kan bruge råddent kød til at distrahere dem, og nødblus gør at de holder sig helt væk.

Spillet er stressende, fordi der er hele tiden mangel på ressourcer. Man er altid tæt på at løbe tør for batterier og ammunition, og god mad er svært at finde. Man skal virkelig passe på med hvad man laver. Man kan let spille sig ind i situationer, hvor det virker umuligt at komme videre. Men som Jaspers demo note siger (som vist ikke er meningen man skulle opdage), så kan alle situationer løses uden vold.

Faktisk kan man snige sig hele vejen igennem spillet, uden at dræbe et eneste monster, hvilket giver noget af en intens omgang. Der er generelt stor frihed i hvordan man vil spille spillet, hvilket opfordrer en til at eksperimentere.

Senere fandt jeg dog en mulighed, der gjorde at jeg uendeligt kunne hente ammunition, men det hjalp mig alligevel ikke meget, da fjenderne er så stærke. Desuden har det også en effekt på historien, så på en måde vil jeg ikke engang anbefale det.

Og så formår spillet faktisk at komme med nogle uhyggelige øjeblikke. Det har et par overraskelser oppe i ærmet, og nogle meget veludførte øjeblikke. Det føles i den grad som et gammeldags horror spil, hvilket er noget forfriskende, i en tid hvor horror desværre kun handler om co-up, horder af fjender, eksplosive våben og situationer, og spandevis af blod.

Spillets eneste minus er kortet, der godt kan være svært at læse. Selvom spillet er i 2D, så bliver kortet vist i 3D, hvilket gør det lidt svært at finde rundt. Man skal lige justere sig til det, men det ødelægger langt fra spillet.

Spillet er også rimelig kort. Det tog mig kun ca. fire timer at gennemføre, ved en slutning der kom en smule pludseligt. Men faktisk er længden perfekt til spillet, og der er god grund til at spille det igennem igen. Desuden er der fem slutninger, samt en række hemmeligheder der er gemt godt væk.

Der er mange faktorer, der afgør de forskellige slutninger, og der er overraskende meget dybde og hemmeligheder i spillets verden.
Den korte spilletid gør faktisk spillet bedre.

Spillet ligner noget, der er lavet på en gammel 32 bits Super Nintendo, men det er en del af charmen. Omgivelser og figurere er stadig pæne at kigge på, og har en del fine animationer. Det er dog især omgivelserne der er flot lavet. Man fornemmer at der har været liv her, og monstrene ser skræmmende ud, på trods af deres simple design.

Spillet har intet stemme skuespil, men det tilføjer kun til spillets charme. Spillets atmosfære er yderst fremragende. Der er en utrolig uhyggelig stemning overalt, og lydende fra de forskellige monstre, gør at man umuligt kan spille uden at blive påvirket. Musikken er også ret flot komponeret.

Hvis jeg skulle nævne et minus ved den ellers fremragende lyd side, så er det at dét er tydeligt, hvor Jasper har hentet sin inspiration. Det lyder som om han har dykket direkte ind, i ubrugte demoer fra Akira Yamaoka. Nogle musik stykker virker nærmest direkte som kopier af Silent Hill musik. Dog skal dette ikke trække fra noget, fordi det er stadig et flot soundtrack.

Det kunne måske være, at Konami skulle tænke på at hyre Jasper Byrne, til det næste Silent Hill spil. The Lone Survivor fanger ikke kun den series stemning og gameplay perfekt, men leverer også en horror oplevelse, der ikke har været set siden starten af 00'erne. Det er den perfekte hyldest til klassiske gyser spil, der efterlader en med følelsen af, at man vil have mere. Hvis bare industrien turde, men forhåbentligt er vi heldige med The Evil Within!

Indtil da, kan jeg dog varmt anbefale dette et mands indie spil. At dette er lavet af blot en mand, er helt utroligt. Smukt arbejde Jasper, du har i sandheden formået at levere et fantastisk spil! Hvis du kan lide gys, er der ingen vej udenom, The Lone Survivor SKAL opleves!