Call of Duty: Ghosts

Testet på: PC

Atter engang kalder pligten, så der skal skydes nogle terrorister, undersøges hemmeligheder og vigtigst af alt, skal der nakkes en masse soldater online. Denne gang er der desuden spøgelser involveret. Det kan da kun blive spændende.

Call of Duty: Ghosts er den syvende udgivelse i serien siden Call of Duty 4: Modern Warfare. Med det samme kan jeg fortælle, at formlen er den samme. Men er der sket noget nyt?

Siden Modern Warfare serien er Call of Duty blevet en titel, der efter min mening har haft hovedfokus på at skulle spilles online. Når det så er sagt, så introduceres der selvfølgelig endnu en "skyd på alt hvad der rør sig" kampagne, som jeg først vil vurdere, før jeg springer videre til det væsentlige.

Jeg er Logan - en tilfældig soldaterknægt, hvis by bliver bombet af missiler. Jeg må derfor, med min bror Hesh, drage ud og redde verden. Undervejs møder jeg en hund, Riley, og nogle legendariske krigere kaldet Ghosts. Jeg udsættes for en masse eksplosioner og en historie, samt et karaktergalleri, så ideforladt, at jeg glemmer, hvorfor jeg er i krig i første omgang.

Call of Duty: Ghosts kampagnen er skabelonskåret action fra ende til anden. Du vil her ikke opleve noget, du ikke har prøvet før. Det skulle da lige være krig i rummet. Ellers er alt, som det plejer at være. Jeg keder mig næsten fra starten, da hele oplevelsen overdynges så voldsomt af "bad guy" attitude og eksplosive scener, at jeg hurtigt føler mig mættet af kampagnen.

Jeg sendes selvfølgelig også ud på diverse stealth missioner. Fjenderne er imidlertid så dumme, at jeg kan sidde på hug lige foran dem, hvis bare jeg dækkes af lidt beplantning, skyde dem i hovedet, og derefter fortsætte videre til næste fjende. Så snigen omkring bliver der ikke meget af.

Trods megen omtale, ser jeg ikke meget til hunden Riley. Den følger med rundt i starten, og jeg får mulighed for at styre den et par gange. Styringen af Riley er dog noget kluntet, og hunden foretager sig heller ikke noget nævneværdigt, jeg, som Logan, ikke selv kunne have gjort.

Som ægte krigshelt skal jeg gennem junglen, ørkenen, snelandskaber, skyskrabere og, som før nævnt, rummet. Alle action-klicheer kommer i spil, så hvis du vil underholdes, er det bedst bare at glemme fornuft og skyde løs.

Men selv når jeg er midt i junglen, eller der er i åben krig i byerne, tager Call of Duty: Ghosts tager sig absolut ikke særligt flot ud. For det første virker skærmbilledet meget mudret, selv hvis jeg vælger de høje grafiske indstillinger. Generelt fremstår Call of Duty: Ghosts endda mindre kønt, end mange af sine seneste forgængere. Det er ret skuffende, hvis vi tager i betragtning, hvor længe serien efterhånden har kørt.

Værre er det, at Call of Duty: Ghosts heller ikke er optimeret ordentligt til PC'en. Spillet sløver sig af sted, og jeg oplever alt for ofte problemer, som når multiplayer sessioner lagger, falder ud eller helt crasher. Dette er jeg ikke alene med. Selv på de fuldt ud pumpede PC-maskiner, afvikles Call of Duty: Ghosts langt fra tilfredsstillende, hvilket for mig dræner spilleglæden gevaldigt.

Trods en ultragenerisk kampagne, er onlinedelen stadigvæk lige så underholdende, som den plejer at være, hvis vi ser bort fra den tekniske side. Der er ikke meget nyt under solen, men nogle forandringer er der dog at finde.

For det første er banerne i multiplayerdelen generelt blevet større i forhold til de tidligere spil. Der er flere etager og lag at bevæge sig på. Dermed er der også flere muligheder for at flanke modstanderne. Det betyder samtidig, at jeg ikke møder modstandere helt så ofte, som i eksempelvis Call of Duty: Black Ops II. Men kampene bliver stadigvæk hektiske, når flag skal overtages i Domination eller bomber skal forsvares i Search and Rescue. Denne ændring vil uden tvivl glæde nogen og ærgre andre.

Search and Rescue er i øvrigt et af flere nye gamemodes. Search and Rescue minder om det klassiske Search and Destroy. Hvor du i Search and Destroy kun har et liv i forsøget på at plante eller desarmere bomber, kan du i Search and Rescue genoplive dine soldaterkammerater i kampens hede. Search and Destroy er,, heldigvis for dets fans, stadigvæk at finde blandt de mange spiltyper. Disse gamemodes minder som sagt om hinanden, men Search and Rescue lægger op til, at det er vigtigt at holde sig sammen, hvilket giver spiltypen et friskt pust.

Til gengæld bemærker jeg hurtigt, at Capture the Flag ikke længere er tilgængeligt. Capture the Flag er blevet erstattet af Blitz, der i al sin enkelthed går ud på, at hvert hold har et portal. Hver gang en modspiller slipper igennem min portal, får de et point, så det handler selvfølgelig om at beskytte sin egen portal, imens jeg angriber deres.

Jeg oplever, at Blitz ofte ender ud i en tilfældig omgang Deathmatch, hvor folk bare sprinter igennem hinandens portaler, uden nogen yderligere taktik. De der sprinter mest ender ud med at vinde. Derfor ender det ud som en ærgerlig efterfølger til Capture the Flag.

Det mest underholdende nye gamemode er for mig at se Cranked. Cranked er Team Deathmatch, der har taget steroider. Hver gang du slår en modstander ihjel, starter der en nedtælling. Inden tiden er gået, skal du have plaffet endnu en fjende, hvis du ikke vil sprænges spontant i luften. Det er meget hektisk og kræver af mig, at jeg kender banerne godt. Hvis jeg skal overleve, er der en særlig stor fordel i at vide, hvor mine fjender kan være. Tilfælde hvor jeg lige netop kan nå at slå en modstander ihjel, inden tiden er gået, giver et hvis rush, som Team Deathmatch ikke leverer på samme måde. De større baner bliver sjældent en virkelig hindring, da de fleste andre spillere også sprinter omkring for at lede efter mig, når jeg jagter dem.

Som altid er der i Call of Duty: Ghosts rig mulighed for at skræddersy din soldat. Faktisk har du denne gang flere at vælge imellem, som hver især kan have deres personlige opsætninger. Dine mange soldater bruges i de nye Squad-kampe, der består i, at du og dine computerstyrede soldater kan spille mod én modstanders samme. Du kan også udfordre dine venners computerstyrede hold, når de ikke er tilstede, hvilket giver dig en stor fordel.

Jeg finder til gengæld aldrig Squad spillet særligt indbydende, da det virker som spild af tid at skyde bots i et multiplayer spil, når jeg lige så godt kan spille med virkelige modstandere. Men det introduceres som en mulighed for at lære spillet at kende - sjovere er det heller ikke.

Du kender måske zombiedelen fra Black Ops titlerne. Disse er blevet udskiftet med aliens i en gamemode kaldet Extiction. Princippet er langt hen ad vejen det samme. Jeg leder efter våben og ammunition, imens aliens vælter frem fra alle sider og prøver at tage livet fra mig. Til forskel fra zombierne, er aliens noget mere adrætte. De angriber fra alle sider, og fremtræder derfor noget farligere end zombierne, der kun kunne gå i en lige linje imod mit sigte. Ellers er alt ved det gamle. Extinction er en udmærket survival mode, for fans af den slags, men det er ikke noget banebrydende.

Når alt kommer alt er Call of Duty: Ghosts et skridt frem og to tilbage. Det introducerer lidt mere komplekse baner, men ødelægger samtidig spilleoplevelsen ved ikke er at være godt håndværk. Det er en stor skuffelse når en titel, der kunne have været endnu en velkendt Call of Duty oplevelse, ender som et teknisk makværk.

Jeg kvitterer med et 6-tal. Spillet er som sådan set godkendt, og det lever overordnet op til, hvad fans forventer. Men det er ikke udviklet med kærlighed. Hvis problemerne bliver udbedret, hiver jeg gerne karakteren op på en 7'er. Mere bliver det desværre ikke til.

+ For fans er Call of Duty (næsten) ved det gamle
- Der er netop kun meget lidt udvikling, teknikken halter gevaldigt