Dansk
BRUGERANMELDELSE

Crysis

Crysis er en af de mest interessante skydespil, du kan komme til at spille. Du spiller som Nomad, del af Raptor Team.
Det er år 2020 og nordkoreanske styrker ledt af general Ri-Chan Kyong overtager Lingshan-øerne. Raptor Team sættes ind for at redde de amerikanske arkæologer, der er i gang med at udgrave på øen. Arkæologerne har sendt et nødkald ud med en indikation af, at de har fundet noget, der kan ændre verden.

Det specielle ved Raptor Team er, at de fem soldater er udstyret med nanosuits, der giver dem overmenneskelige kræfter. De kan vælge mellem "Maximum Strength", "Maximum Speed", "Maximum Armor" eller "Cloak".
Strength giver dem mulighed for at kaste hårdere med ting, hoppe ekstra højt og generelt bare gå amok med næverne. Speed giver dem et boost til deres hastighed samt et endnu større boost, når de sprinter. Armor-boostet er standard og gør dem mere modstandsdygtige over for skud og anden fare. Cloak er, hvor det bliver ekstra spændende, da de kan gøre sig usynlige.
Alle nanosuitens evner bruger energy, der automatisk genoplader, når du ikke bruger evnerne aktivt. Med undtagelse af cloak, der dræner energy konstant.

Det er denne nanosuit, der lader dig spille, som du har lyst til. Du kan snige dig gennem spillet ved at bruge cloak og silenced våben. Du kan også vælge at sprinte gennem banerne og skyde fjenderne, mens du nærmest flyver forbi dem. Det er helt op til dig, hvordan du gør, men jeg vil helt klart anbefale dig at tænke meget kreativt. Det er, når man bruger evnerne i en længere kombination, at det bliver sjovt. F.eks. brugte jeg cloak for at snige mig over en vej ved en fjendtlig base. Da jeg var kommet over og havde gemt mig, mens min energy rechargede, valgte jeg speedboost, løb hen til en mur, skiftede til strength, sprang over den, og i luften valgte cloak, så jeg havde et par sekunder på jorden til at tage eventuelle fjender ud. Det er den slags situationer, der gør Crysis til et virkelig interessant og vildt skydespil.

Udover legen med de forskellige evner, er der også mulighed for at lege med sine våben. Efterhånden, som du kommer gennem spillet, får du adgang til flere modifikationer, som du kan bruge på dine våben. Du kan ved tryk på en knap få adgang til alle modifikationerne i en smart menu, hvor de er highlighted over de steder, de kan være på våbenet. Her kan du f.eks. bruge et sniper-scope det ene sekund og øjeblikket efter at have skudt en fjende, ændre det til et assault-scope med silencer. Altsammen foregår ekstremt flydende, så der er intet at klage over der.

Historien i Crysis er spændende nok, især da man møder arkæologerne og begynder at forstå, hvad det er, de har fundet. Samtidig er de andre fra Raptor Team interessante, og man føler sig som et team på trods af man en del af tiden er uden de andre og kun i radiokontakt med dem.

Banedesignet i Crysis er velfungerende, da det for det meste er store åbne jungleområder, du selv bestemmer, hvordan du vil bevæge dig i. Samtidig tillader nanosuiten, at du kan komme de fleste steder hen. Senere i spillet ændres temaet for banerne sig markant, men det føles stadig fedt at bevæge sig rundt i.

Da Crysis udkom var det største spørgsmål, hvorvidt ens computer kunne køre det. I forhold til i dags standarder er Crysis stadig virkelig flot, men kræver dog stadig lidt ekstra, hvis du vil køre det på ultra.

Crysis er et anderledes skydespil, der lader dig lege ekstremt meget.
Derfor vil jeg anbefale det, da det er en gennemspilning værd, hvis ikke flere.
Netop det, at man kan lege så meget, gør at det kan spilles igennem mange gange, da man for det meste vil klare tingene på forskellige måder.
Et godt skydespil med lækre ideer, der konstant sætter dig i spændende situationer, du helt selv vælger, hvordan du vil løse.

Brugeranmeldelser17
Samlet karakter: 8.5/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10