Devil May Cry 4

Mig og Devil May Cry har en historie sammen. DMC har været en ven der altid har hjulpet mig med gåsehud og aggresioner og andre gange har givet mig krampe i tommelfingeren. DMC er nu oppe på deres femte spil trods det nyese skud på stammens titel. Ud over DMC 1 2 3 kom der også DMC 3: Speciel edition. Normalt ville jeg ikke uddybe mig så meget i ét spil med mindre jeg virkelig holder af det. Og det er tilfældet med Devil May Cry. Og endelig kom det. Efter utallige dage hvor jeg har siddet og savlet ved computeren og set den ene trailer efter den anden om og om igen kom spillet der skulle bringe DMC til den nye generation, Devil May Cry 4.

I starten må jeg indrømme at jeg var lidt skeptisk, for capcom har den tendens til at lave nogle efterfølgere af et spil og når det så bliver kedeligt fjerner de hovedpersonen, sætter en ny ind (højst sandsynligt med en dæmonisk arm) og så får hovedpersonen lov til at dukke op fra tid til anden. Det er "desværre" også tilfældet med DMC4 men jeg må sige det er meget vellykket. I stedet for den muntre pistol svinger Dante har vi en ny fyr på banen, Nero. Nero er som en modsætning til Dante. Imens Dante stort set ikke viser nogle følelser har Nero følelserne helt ude på andre folks tøj, hvilket mere eller mindre er et friskt pust.

Historien i Devil May Cry er okay. Det har selvfølgelig aldrig været de helt dramatiske historier der har hersket i DMC men de får dig igennem spillet med en håndfuld plots og en knivspids spænding. DMC 4 er ikke meget anderledes. Men det er langt en af de bedste historier fra capcom, måske nok allermest fordi du får gensyn med op til flere kendte ansigter. Lady, Trish og Dante selvfølgelig. Endda Vergil er blevet hevet med som en mindre rolle.

Grafikken i DMC 4 er dejlig at se på. Det er den kendte DMC grafik i forbedret udgave og i modsætning til forgængerne er du aldrig i tvivl om hvad noget nogle gange skal forestille. Selv når du slås som Dante med et specifikt våben kan du se at han har en rose imellem tænderne. Endda i filmene er du i stand til, som der også er i Metal Gear: Solid, at zoome og skubbe kameraret rundt for at se det hele.

Actionen fejler ikke noget og det har den heller aldrig gjort. Du kan stadig vælge om du vil svinge dit sværd eller skyde med din pistol. Hvad der dog fejler lidt på Nero siden er manglen på variation. Det er altid den skide arm og det er altid det skide sværd og det er altid den samme enkle pistol. Så ville man tro at ens arm måske får nogle upgrades og ja den kan forlænges og det er så det. Ellers er der sådan nogle fesne upgrades som at sætte liv til statuetter, gør kål med planter og hoppe på visse felter... Woop di fucking do.
Men dette betyder ikke at spillet er kedeligt. Du kan sagtens opgradere dig selv til at lære flere angreb, flere manøvre og gøre de ting du allerede kan bedre.

Dante delen fylder ikke særlig meget men det er sjovt så længe det vare. Han er stadig den kække demon jæger som vi kender som udnytter det faktum at han er mere eller mindre udødelig til at tage pis på selv de styggeste demoner og i modsætning til den unge Nero får man nærmest kastet nye våben i hovedet ved hvert hjørne. Og en lille stemme inde i mit hovede skreg nærmest "YES!" da den gode gamle Beowulf / Ifrit igen var med. Men ud over det er der to andre våben i vente som jeg vil væde min gamle hat, hvis jeg havde en, på at du aldrig vil kunne gætte hvad er uden at have researched.

Skal jeg rakke ned på spillet, og det skal jeg jo, så vil jeg sige at de der ikke har været de store fans af DMC genren nok skal holde sig på god afstand fra spillet for det er meget af samme skuffe. Det kan også blive lettere irriterende at hænge fast i ikke at opnå nye våben som Nero og nu det er Capcom og en tid efter God of War synes jeg nok at vi kunne have fået lidt mere blod med.

92% ud af 100% Lige ved og næsten, det bedste Devil May Cry til dato.
Første indtryk: Nurh hvor ser Nero sød ud.
Efter to uger: Og Dante har fået skægstubbe... Nice!