The Walking Dead

Post-Apocalypse. Tiden, hvor alt er gået fra en "samfundstilstand" tilbage til en "naturtilstand", hvis vi taler filosofi.
Det er en tid, hvor der ikke er noget samfund til at tage hånd om en, til at lære en om hvordan tingen skal gå og til at sætte konsekvenser for, hvornår noget ikke er i orden.

De fleste vil nok svare, at de ønsker frihed. Megen frihed. Men et samfund, hvor alle kan gøre alt er ikke noget samfund. Det er kaos. Survival of the Fittest.

Det er her, hvor nogle af de mest tankevækkende historier kommer fra. For hvordan skal man regere, når der lige pludselig ikke er sat restriktioner for at dræbe nogen f.eks.? Man er måske allerede belært, at "dræbe er no-go", men hvor langt holder den forholdsregel? Hvis en tilfældig persons liv står imellem mad til ens familie, som ikke har fået mad i over en uge, og den sikre død uden mad, ville man så gøre det?

På den ene side ville ens elskede familie blive reddet. På den anden side ville man slå et tilfældigt uskyldigt menneske ihjel. Er man nød til det? Er det rigtige at gøre? Hvad er definitionen af hvornår noget er "rigtigt eller forkert". Lad os lægge den der.

Selvom det kan fortælles uanset tid og sted, så er post-apocalypse det perfekte setup for historier med fokus på valg og konsekvenser af disse valg. Hvis man så lægger gode karakterer til, så har man gode chancer for lave et mesterværk.

Inden for to år er der udgivet to spil, som jeg har spillet, der begge har befundet sig i sådan en verden og fortalt en sådan fantastisk historie, hvor begge historier har sat tanker og indvendige tårekanaler i gang
De to spil jeg snakker om er Last of Us og Walking Dead.

Jeg skal ikke snakke om LoU, men det er værd at nævne, at de to spil deler mange, mange ligheder, men alligevel formår at påvirke mig meget på hver deres unikke måde. Og så er de udgivet med forholdsvis kort tidsrum mellem hinanden.

The Walking Dead. Hvad der startede som tegneserie, blev til en tv-serie og er nu blevet til en spilserie. Sat i en verden uden regler bliver alle karaktererne sat på moralske prøver uden lige. Forskellen er så, at man selv er personen heri.

Lee Everett. En fange på vej til et liv bag tremmer oplever walker-udbruddet fra første dag. (Har altid godt kunne lide den detalje i Walking Dead. Det er ikke zombier guys. Det er Walkers! Eller Geeks. Eller Lame-brains. Eller Biters. Hvad man nu foretrækker). Hurtigt oplever Lee hvilket kaos et walkerudbrud kan skabe og sammen med en lille pige, Clementine, som Lee støder på, rejser Lee og pigen rundt til mange, mange steder i en søgen efter et sikkert sted. Væk fra livet, hvor regler ikke gælder. Selvfølgelig er intet nemt og hurtigt opstår der problemer alle vegne.

Lee og Clementine møder da også andre overlevende. Nogen venlige. Andre... knap så venlige. I hvert fald så formår Telltale Games at skabe dybe karakterer man enten hader eller elsker. Man har en mening om dem, og det er det vigtigste.

Spillets hovedessens er klart forholdet mellem Lee og Clementine, som er ekstremt godt håndteret. Jeg troede ikke, at noget ville kunne nå Last of Us, men forholdet mellem Lee og Clementine når virkelig de niveauer.

Spillet er inddelt i episoder. Det samlede spil er faktisk en sæson, hvor man kan finde 5 episoder. Det har faktisk en fin lille effekt, hvor det netop føles som en serie - ligesom tegneserien og tv-serien. Jeg anmelder nu ikke episoderne hver for sig, men giver i stedet et samlet indtryk.

Historien gennem sæsonen er skræddersyet til ens handlinger. Ingen af de valg spillet stiller er gode eller dårlige. Ingen af dem er rigtige eller forkerte. Hvad man gør, hvorfor man gør det, er op til en persons morale. Valgene er oftest virkelig svære, og spillet sørger for, at man aldrig rigtig... vælger forkert. For ingen valg er forkerte. Der er bare konsekvenser af de valg, men heldigvis ikke så stor en forskel i valgenes konsekvenser, til at jeg valgte at spille det om, for at vælge noget anderledes. Nej de valg, man vælger er valgt efterfølgende, og at vælge anderledes betyder ikke nødvendigivs, at det bliver bedre. Det er sådan, at det skal klares!

Hvilken historie det er. Det er en grusom rejse fyldt med sorg og smerte, men også med glæde og håb. Udover at være en intens, sørgelig og fantastisk rejse, så er det faktisk også en meget personlig rejse.

Man er Lee. Man definerer selv, hvem Lee egentlig er. Min Lee var jo selvfølgelig, hvem jeg helst ville have ham til at være. Det gør jo så også, at de dilemmaer, man støder på, og de valg, man træffer, har den effekt, som spillet prøver at få frem. Man føler virkelig den tunge vægt af sine handlinger, og jeg skal da lige love for, at man også føler konsekvenserne på et mere personligt plan.

Forholdet mellem Lee og Clementine bliver også noget man tager en meget personlig interesse i, hvilket er hvad spillet har gjort klar til, når det så kommer til dialog og de valg man tager omkring hende.

Men det her er ikke en film. Som sagt tager man selv valgene og det er er håndteret med bravur. Det er resten af spillet egentlig også. Spilledelene er ikke et typisk zombie-skydespil. Det er et point n' click spil. Quicktime-events og en masse klikkeri hist og her er med.

For nogle vil det umiddelbart se ud som en dårlig ting, men det virker faktisk super godt. Der er massere af puzzles og action at hente gennem hele spillet, og næsten alle gange fungerer det som det skal. Engang imellem kan noget dog godt hoppe ind, som ikke helt fungerer så godt, men det er sjældent og trækker ikke ned i helhedsindtrykket.
Kameravinklerne i spillet er dog ikke heeelt så heldige alle gange. Faktisk kan de være ret irriterende i flere sammenhæng.

Men det er en lille ting at hakke ned på, når man bevæger sig videre til lydsiden af spillet. Selvom Telltale Games er et forholdsvis småt studie, så har de skabt en næsten perfekt lydside. Stemmeskuespillet er helt i top. Skuespillerne leverer præcis, hvad fortællingen skal bruge og jeg kan ikke finde noget at klantre der.
Lyden af Walkers er også i top kvalitet og minder rigtig meget om tv-serien (hvis det da ikke er den helt samme). Hvis jeg dog skulle pille noget fra i forhold til lydsiden, så er det lyden af pistolerne. Selvom det lyder fint, så er det aldrig mere end det. Det er tydeligt at fokusset har ligget på karaktererne, walkers og musikken.

Ah ja musikken. Når en film, eller et spil vil have en til at bryde sammen i gråd sammen med karaktererne i spillet, så bliver det altid gjort med musik. Og Walking Dead har da også det sørgmodige, men alligevel håbefulde soundtrack som det skal. Alle følelserne er præsenteret i det soundtrack, og de gange, hvor de vælger at bruge musik, har altid den effekt spillet ønsker, at det skal have.

Grafisk er spillet faktisk meget behageligt at se på. Det er en tegneseriestil inspireret af selve tegneserien. Det er ikke top kvalitet, men det ser nu alligevel lækkert ud. Farverne er i hvert fald gode og tegneseriestilen bliver meget hurtigt naturligt at se på.

Ak ja. The Walking Dead. Jeg har ikke læst tegneserien. Jeg ser tv-serien og jeg har nu spillet Telltale Games' spilversion. Og hvor jeg elsker det. Jeg glæder mig rigtig meget til sæson 2. Jeg glæder mig til mere af denne serie, både på tv og i spilformat, for Walking Dead verdenen er uden tvivl et af de bedste steder at fortælle en gribende og tankevækkende historie.

#

The Walking Dead: 400 Days.

Eneste DLC ude til The Walking Dead. Man følger 5 personer, hvor man ser, hvordan de har håndteret den første tid af walkerudbruddet. De 5 karakterer er alle meget interessante, og man føler faktisk med dem ret så hurtigt. Og det bliver man da også nød til, for det er ikke særlig meget man ser til hver. Dog ser man dem samlet i en ca. halvanden times tid, så det er en fin spilletid for en DLC, som faktisk kommer til at have indflydelse på sæson 2 sammen med sæson 1. Kan klart anbefales.

8,5/10