Resistance: Burning Skies

Som nogle af jer måske husker, så spillede jeg tidligere på sommeren Call of Duty: Black Ops Declassified, på Playstation Vita. Det var et utroligt ringe spil, der let var det værste der nogensinde er udgivet på Vitaen. Så slemt, at jeg måtte sende Vitaen en tur til psykolog. Den er kommet sig nu, hvilket kun gør timing for dette spil endnu mere ærgerlig.

Resistance: Burning Skies er lavet af nStigate Games, der tidligere gik under navnet Nihilistic Software. Pudsigt navn, når man tænker på at det nok er baseret på den religion, at de lavede COD. Ja, min Vita er bange, og jeg vil gerne have det overstået, for dens egen skyld, så vi må hellere komme i gang.

Spillet foregår i 1951, hvor Chimera "tilsyneladende" begynder deres invasion af USA. Her møder vi brandmanden Tom Riley, der ved en rutine udrykning bliver smidt direkte i kløerne på Chimera. Han overlever det, og opdager hurtigt, at hele landet er under angreb. Derfor har han et klart mål: at finde og redde sin familie, samt at prøve på at slå Chimera tilbage.

Grunden til at jeg skriver "tilsyneladende", er fordi at spillet tydeligvis har fået datoen helt forkert. Ifølge Resistance 2, invaderede Chimera USA i 1953. Jeg ved godt, at dette er et spin off spil, men jeg var ellers under udtryk af, at spillet stadig foregår i det samme univers?

Men lad os glemme dette, og komme videre. Selve handlingen er ikke rigtig noget værd at skrive hjem om. Der er et par gode øjeblikke, som f.eks. når man ser hvordan befolkning tager imod invasionen, men dette er nærmest behandlet som en fodnote, i forhold til resten af handlingen. Det samme med Rileys familie, der hurtigt forsvinder fra handlingen, og kun kortvarigt dukker op til sidst.

Spillet tror, at man har en følelsesmæssig forbindelse med Riley, og hans familie, men det er svært når man dårlig gider bruge tid på det. Det hjælper heller ikke, at Riley er en kedelig karakter. Ligesom i andre skydespil, kan ham og alle andre kun give ordre til hinanden, og det bliver brugt ingen tid på at etablere karaktere.

Riley snakker aldrig om sin familie, og på trods af at han er brandmand, har han overraskende meget styr på våben, og er nærmest en en-mands-hær. Ret godt gået af en brandmand, vidste ikke at militær træning var en del af uddannelsen.

Det er egentlig en ligegyldig handling, der ikke er værd at huske, eller følge mig i. Ting sker, du skyder, længere er den ikke.
Hvad der ved første øjekast gør spillet interessant, er at det er Vitaens første rigtige første persons skydespil. Det skal bevise, at genren godt kan trives på Vitaen. En mission der faktisk lykkedes ganske godt.

Kontrollen er rigtig god, og selvom det stadig føles bedre at spille denne genre med en kontroller, så går der ikke lang tid, før man kan hoppe rundt og udføre det ene hovedskud efter det andet. Det føles dejligt naturligt, også selvom at spillet har en del touch elementer.

Granater og nærkamps angreb udføres ved at trykke på deres pågældende ikon, på højre side af skærmen. Med de forskellige våbens sekundære affyrings muligheder, skal man enten trykke på en fjende på skærmen, eller køre sin fingre vandret eller lodret.

Dette virker fint, og det er også en udmærket erstatning, når man tænker på at Vitaen mangler to bagknapper. Men det kommer alligevel med en hage. Man stopper lidt op, hver gang man vil udnytte disse muligheder, og efterlader sig selv sårbar. Det samme gælder, når man skal åbne døre og samle ting op.

Det ødelægger ikke spillets kontrol på nogen måde, så slemt er det heldigvis ikke, men man undrer sig lidt over, hvorfor disse funktioner ikke bare blev relegeret til touch padden, der er bag på Vitaen.

Men ja, det er i sidste ende god kontrol, og de forskellige touch muligheder giver også variation til de forskellige våben. Alle otte våben har hver deres sekundære muligheder. F.eks. kan Bullseye sætte en sender på dine fjender, så du kan ramme dem uanset hvordan du sigter, og en Auger kan sætte et skjold op, og skyde igennem vægge.

Ligesom i PS3 udgaverne, så er det et sjovt og kreativt våben udvalg, og at de har flere opgraderings muligheder, gør det kun sjovere. Der er en god dybde i våben udvalget, som kan opgraderes gennem Grey Tech, som man finder undervejs i spillet. Alle våben er sjove at prøve og nyttige i de forskellige situationer. Man skal dog ikke forvente at kunne bruge sine våben frit, da de pågældende situationer kun smider ammunition, til få bestemte våben.

Sidst men ikke mindst, så har spillet faktisk et udmærket dække system, der virker som det skal, uden de store problemer.

Så ja, det er faktisk sjovt at spille og der er et solidt våben udvalg, så på denne måde viser spillet at genren sagtens kan høre hjemme på Vitaen. Hvis bare resten af spillet ikke svigtede disse elementer.

Spillets kampagne er ret kedelig og typisk, uden de helt store overraskelser. Hvor de andre spil havde deres episke og mindeværdige øjeblikke, er Burning Skies ikke rigtig andet end den ene korridor efter den anden, fyldt med fjender. Der er et bare boss kampe, og nogle store monstre at nedkæmpe, men det bliver aldrig rigtig til noget særligt.

Det er desuden også svært at slippe følelsen af, at spillet er blevet simplificeret. Det føles hele tiden som om, at spillet er lavet til at give dig et lille pusterum, fordi du spiller på Vitaen. F.eks. er der en fjende, hvor man kun kan dræbe den ved at skyde dens store venstre arm. Her har den intet imod at give dig nok tid til at sætte en Bullseye magnet på dig, før den begynder at bevæge sig. Spillet giver dig en lille pause til at udnytte touch muligheder, hvilket resulterer i en unaturligfølelse.

Men selv hvis førnævnte var i orden, ville kampagnen stadig være kedelig og ensformig. Der sker bare ikke noget, og der er ingen overraskelser. Der er et par gode idéer, men de får aldrig lov til at skinne igennem, og virker mere som ting der tilfældigvis nåede med. I modsætning til den bane og et våben, som der blev vist ved Gamescom 2011, der faktisk så ret godt ud.

Selvom der var nogle enkelte sjove øjeblikke, måtte jeg tvinge mig selv igennem kampagnen. Jeg magtede ikke at spille mere end en bane af gangen, før jeg blev udmattet af hvor ensformigt og kedeligt det var. Jeg sad hele tiden og forestillede mig, hvordan man kunne forbedre kampagnen, og de forskellige idéer. Ja, hvis bare.

Og det er der, at det slår mig: Måske har udviklerne misforstået Vitaen. Fordi jo mere jeg spillede det, jo mere føltes det som et iPhone spil. Designet er simplificeret nok til, at det sagtens kunne være det, de forskellige ikoner for granater og nærkamp gjorde nærmest, at jeg forvente et virtuelt stik i nederste venstre hjørne. Vitaen kan sagtens bedre end det her, og kan godt håndtere nye idéer. En skam, fordi kontrollen virker da ret godt.

Spillets multiplayer del er også lidt af en fiasko. Okay, det er nok lidt hårdt sagt, men det er baseret på, at jeg på tyve forsøg, kun kunne komme ind i tre-fire matches. Ofte, så ville jeg miste forbindelsen hvis jeg fandt nogen, ellers var der bare ikke nok spillere, når jeg selv prøvede at starte en kamp.

Men uanset hvad, så tilbyder spillet Deathmatch og Survival. Sidstnævnte handler om at man som mennesker skal kæmpe imod Chimera, hvor enhver spiller der dør, bliver forvandlet om til en Chimera. Det lyder sjovt, og hvis det ikke var for de irriterende problemer med at komme ind i et spil, så ville jeg måske have spillet det lidt mere.

Der er det sædvanlige EXP og level system, men multiplayer delen er i sig selv ikke det værd, at bruge længere tid på. Der er lidt sjov at hente, når man altså kan komme ind, men ikke nok til at blive ved i længere tid.

Kampagnen kan gennemføres på omkring fire til fem timer, og der er vitterligt intet at komme tilbage til. Selv spillets trophies er let tjent hjem på første omgang. Det er hurtigt klaret, og endnu hurtigere glemt.

Multiplayeren kan måske være lidt sjov i et stykke tid som sagt, hvis bare man kunne komme ind...

Grafikken er en smule blandet. Omgivelserne ser fine ud, men også kedeligt. De mangler detaljer, og nogle af dem er virkelig livløse og typiske. Dog er der enkelte steder, der ser fine ud. Karakterne ser ret underlige ud, men kan dog animeres fornuftigt nok, og mellemsekvenserne ser også fine ud. Monster galleriet ser dog rigtig godt ud, med fornuftig variation.

Men hvad pokker har udviklerne dog gjort ved lyd effekterne!? De forskellige våben er direkte forfærdelige at høre på, især det menneskelige maskine gevær, der nærmest får ens ører til at bløde. Det er så billigt og elendigt lavet, at det ikke er værd at høre på.

Det føles også bare underligt, når det er placeret sammen med et ellers godt soundtrack, der er af høj kvalitet. Stemme skuespillet er okay, men ham der spiller Tom Riley har virkelig nogle øjeblikke, hvor han er ret elendig.

Min Vita behøver ikke at være bange, fordi Resistance: Burning Skies er ikke et forfærdeligt spil. Det har en god kontrol og sjove øjeblikke, hvilket viser at FPS genren sagtens kan trives på Vitaen. På denne måde, er spillet en sejr, som vi kun kan håbe på, at andre udviklere bygger videre på senere. Det er mere hvad spillet ellers er fyldt med, der er problemet.

En kedelig og typisk kampagne, der gør intet specielt og er ensformig, og en multiplayer del der kunne være okay, hvis ikke spillet konstant forhindrede en i at komme ind i en kamp. Så det er ikke så meget maskinen, der er kernen til problemet, men mere udviklernes mangel på idéer og finpudsning.

Spillet kan egentlig kun anbefales til alle dem, der bare må have et nyt spil til Vitaen, eller dem der søger et hurtigt platin trophy.