Dansk
BRUGERANMELDELSE

Infamous 2: Festival of Blood

Skrevet af: Nike   2013-08-11

Pak tingene og tag gummi tøj på, det er tid til at tage tilbage til New Marais og Cole MacGrath, med Infamous: Festival of Blood. Spillet er en udvidelse til Infamous 2, men spillet er ikke påkrævet for denne udvidelse. Lad os se hvordan Sucker Punch klarer sig, med at udvide Infamous 2.

Historien er en spin off, der på ingen måde er relateret til Infamous 2, udover af Zeke og Cole er med. Zeke sidder på en bar og drikker hjernen ud, da han møder en tøs, som han prøver at score. Han beslutter sig for at fortælle hende en historie om Cole, under New Marias årlige halloween fest "Pyre Night".

Her møder Cole en vampyr, som bider ham og transformer ham om til en vampyr. Han har nu otte timer til at finde vampyrernes leder, før han falder under hendes magt.

Historien er en sjov idé, og der er da også et par sjove scener, samt en nogenlunde interessant baggrunds historie, men det er i sidste ende en historie, der ikke er noget særligt. Den er der bare, og har tilfældigvis to elskede karaktere i hovedrollen. Der er ikke gjort så meget ud af det, og derfor er der heller ikke så meget mere at sige om det.

Gameplayet er præcist som vi kender det fra Infamous 2, men med et par drejninger. Da nu Cole er en vampyr, har han fået en ny kraft, der gør at han stort set kan flyve lige hvor han vil hen. Denne kraft koster dog blod, noget som Cole kun kan få igen ved at bide i nogle uskyldige indbyggere.

Dette betyder at spillets Karma system er helt forsvundet, da Cole automatisk bliver tvunget til at være ond. Det er lidt forståligt, men det kunne ellers have været med til at skabe nogle interessante øjeblikke. I stedet føles det som om, at der mangler et eller andet.

Spillets fjendegalleri består naturligvis af diverse vampyrer og et par monstre, der alle sammen giver god udfordring. Hvad mere, de kan aldrig dræbes helt, før man stikker dem i hjertet med sit kors, som erstatter Coles amp, fra Infamous 2. Fjenderne giver heller ikke EXP mere, så man får derimod nye kræfter afhængig af, hvor ofte man gør visse ting.

Der er nogle underholdende gameplay øjeblikke, men det føles bare ligegyldigt. Det føles meningsløst at dræbe fjender, da man ikke får noget som helst ud af det, hvilket også fuldstændig dræber motivationen for at tage sig af de forskellige vampyr bander, der dukker op undervejs.

Det føles hele tiden som om, at der mangler noget. Spillet foregår kun på den ene ø, hvor den anden ø er helt afskåret fra resten af spillet, der er stor mangel på side missioner, og dybden er forsvundet. Der er nye værktøjer til brugerskabte missioner, hvilket altid er et plus, men hvorfor disse muligheder ikke kan importeres til selve Infamous 2 spillet, er mig en gåde.

Det føles i sidste ende som en stærk nedskåret udgave af Infamous 2, på trods af at det har sine øjeblikke. Kontrollen er stadig skarp, det er stadig en fornøjelse at udforske byen, og Coles nye kraft er altid en fornøjelse at bruge. Men det er som om, at der ikke har været så mange idéer bag denne udvidelse. Enten det, ellers er der gået finanskrise i tingene. Men uanset hvad, så føles det ligegyldigt.

Det hjælper heller ikke at da jeg startede spillet, kunne jeg rejse mig op tre timer senere, fordi jeg både havde gennemført det og fået alle trophies. Ja, det er utrolig kort, hvilket kun taler for hvor ligegyldigt det hele føles. Der er intet at komme tilbage til, og der er ikke nok brugerskabte missioner til, at det kan holde i længden.

Der er heller ikke så meget at snakke om, hvad angår grafik og lyd. Det ligner og lyder som sig selv, bortset fra der er et par nye tegneserie forfilm, og at Cole har fået et vampyr udseende. Det betyder dog ikke noget negativt, fordi lyd og grafik er mindst lige så godt som i det fulde spil.

Jeg undskylder for den korte anmeldelse, men jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg mere kan sige. Det har sine sjove øjeblikke, en udvidelse til et fremragende spil er altid velkommen, og idéen om at kaste Cole ud i en vampyr historie er ret god.

Det bliver dog bare aldrig rigtig udnyttet. Det føles som en finanskrise udgave, et godt spil der har fået fjernet så meget af hvad der gjorde det godt, at det føles forkert.

Det føles som om, at man spiller en skelet udgave af Infamous 2. Der er gode elementer og gode idéer, men det bliver ikke brugt på noget ordentligt. Og så er spillet så kort, at man sagtens kan nå at tilberede aftensmad to gange, før man er færdig.

Der findes værre ting at bruge penge på, men Infamous: Festival of Blood kan kun anbefales til de største Infamous fans.

Samlet karakter: 5/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10