Killzone

Da Killzone oprindeligt udkom, tilbage i 2004, var det til stor hype. Pressen spåede at det ville være Sonys "Halo-dræber", takket være flot grafik og godt gameplay. Da spillet så endelig blev udgivet, blev det erklæret som en skuffelse, takket være fejl, upoleret grafik og underlige kontrol.

Jeg havde det selv på PS2, men jeg fik aldrig mig selv, til at komme særlig langt i det. I stedet tog jeg mig kun af Killzone 2 og 3, som var nogle utrolig sjove, og til tider fremragende oplevelser. Men med Killzone HD, tog jeg chancen for at genopleve spillet. Var det retfærdigt at kalde det en skuffelse?

Spillet foregår i en tid, hvor menneskeligheden har fundet en måde, at kolonisere sig på de forskellige planeter i rummet. Men dette har ført til splid imellem folk, og hvilket har ført til dannelsen af Helgan, hvor folket, under navnet Helghast, lever. En planet, der har muteret dem til et punkt, hvor de ikke længere kan kaldes mennesker, grundet deres trang til gas maske, for overhovedet at kunne trække vejret, og deres styrke og hurtighed.

Men nu har Helghast folket fået nok. De bærer et dybt had til mennesker, og har startet en invasion på menneskernes planet Vekta. Her møder vi Kaptajn Jan Templer, der deltager i kampen om, at forsvare Vekta. Men dette bliver en hård kamp, og det ser ud til, at Helghast vinder denne invasion.

Baggrundshistorien til Killzone er faktisk rigtig interessant. Det er interessant at lære om Helghast folket, og om hvordan de er blevet, som de er. Desværre bliver dette mere skubbet i baggrunden, til fordel for en handling, der er fyldt med tynde og ligegyldige karaktere, begivenheder der mest af helt føles som, at det trækker handlingen i langdrag, og en antiklimatisk slutning.

Der bliver givet lidt baggrunds information om de forskellige karaktere, men det fører ikke nogle steder. Der bliver insinueret af Jan og Lugar (en senere holdkammerart) har haft en romantisk fortid, men det bliver kun nævnt en gang, for så at blive glemt. Helghast spionen Hakha har forrådt sit folk, men hvorfor, får vi aldrig at vide, og der bliver kun talt om det en gang.

Handlingen er ligesom Resident Evil 6 på dette punkt. Det er bange for at udvikle sine karaktere, og bruge tid på dem, af frygt for at spillerne vil finde det kedeligt. Desuden viser slutningen også, at alt hvad man har gjort, i realiteten ikke har betydet særlig meget for krigen, så det føles ret pointeløst. Alt i alt er det en handling, der vælger at skubbe det interessante til side, og gøre plads til meningsløs larm.

Killzone er på sin vis et traditionelt første persons skydespil, med et par drejninger. Man har renegerende liv, men livsmåleren er opdelt i tre faser og næsten alle våben har sekundere affyrings muligheder. Ikke nok til at gøre spillet unikt, men det er nogle gode ting. Det skaber udfordring, og gør våben udvalget sjovt at udforske.

Hvad der også hjælper spillet, er de forskellige karaktere. Man starter med Jan, men man ender med at have fire karaktere til rådighed, der har hver deres våben, og egenskaber. Lugar kan snige sig ind på steder, som de andre ikke kan, Rico kan udøve stor skade med sit rullegevær, og kan tage meget skade, og Hakha kan få Helghast maskiner over på sin side. Dette skaber også nogle alternative veje igennem banerne, så der er forskelle, mellem de forskellige karaktere.

Så spillet har i den grad sine sjove øjeblikke, men desværre så stopper alt rosen her. Resten af spillet, er fyldt med problemer.
Kontrollen er ret underlig, selv for 2004. At sigte føles aldrig helt præcis, og det føles aldrig glidende.

Godt nok stammer spillet fra en tid, hvor man ikke havde helt styr på kontrollen i denne genre, men mange andre spil havde en bedre kontrol, end det her. Det føles underligt og klumset at styre sin karakter, og der er bare en generel følelse af, at kontrollen modarbejder en. Basale ting, såsom at zoome med sine våben, føles underligt, og selv hvis man opdater kontrollen til at reflektere 2013, så gør det ikke kontrollen specielt bedre.

Våbnene er også ret irriterende at bruge. Meget af spillet handler om at være forsigtig, og som regel gå i skydekampe med sine fjender, på lang afstand. Derfor er det et stort problem, at ens våben er så upræcise. Bortset fra sniper riffelen, så er det ikke ualmindeligt for ens skud, at ramme ved siden af hvor man sigter. Så langt ved siden af, at skuddene ryger uden for sigtekornet.

Dette bliver især et kæmpe problem senere i spillet, hvor fjenderne gemmer sig på lang afstand, bevæbnet med granat kastere, der let kan koste dig livet. Man dør næsten altid den første gang, fordi man enten ikke opdager dem, eller fordi man spilder så meget ammunition på at skyde ved siden af, selvom ens sigtekorn er præcist placeret på fjenden, og man affyrer et skud af gangen. Dette gælder desuden også for diverse fjender, der gemmer sig bag turrents og kamp vogne.

Man kommer til at dø ofte, og spillet insisterer på at straffe dig for det. Spillet har en stor mangel på checkpoints, hvor man ofte bliver tvunget til at genspille store dele af banen. Ja, det gør at man skal være mere forsigtig, det har sin charme og giver mere udfordring, end de konstante checkpoints som man ser i disse dage, i Call of Duty. Men det er bare ikke i orden, når fjenderne kan være så uretfærdige, og ens våben er så pokkers upræcise.

Placeringen af checkpoints er desuden ret ubalanceret. Det giver mening, at de korteste baner ikke har nogle, men at de lange ikke har nogle, er i den grad et problem. Det underlige er, at nogle lange baner har checkpoints, hvor andre ikke her. Det gør spillet lidt intenst, men det tilføjer i sidste ende kun til frustrationen.

Hvad der er mere underligt, er spillerens samling af granater og de tilfældigt placeret eksplosive tynder. Hvor effektive de er, er utrolig tilfældigt. Granaterne er irriterende langsomme at bruge, og det er svært at regne ud, hvor ens granat præcis vil lande.

Og alligevel bliver der tilføjet et sekunds ekstra tid til dem, så fjenderne har nok tid til at flygte. Og selv der, er der øjeblikke, hvor ens granater bare ikke virker. Nogle gange kommer eksplosionen aldrig, andre gange kan de sagtens overleve den, selvom de står ved siden af.

Det er den samme historie med tønderne. På et tidspunkt stod en soldat et godt stykke fra en tønde, men han døde alligevel af det. Lidt senere, stod en soldat nærmest klods op af den, men overlevede uden en skramme. Sidstnævnte skete op til flere gange, også når der var mere end en gruppe af soldater. Senere får man også et laser våben, der lader en tilkalde et luft angreb, men hvor de rammer, virker nærmest tilfældigt, og deres effektivitet er mindst lige så ringe, som de andre granater.

Baggrundshistorien på Helghast folket fortæller os, at de er stærkere og hurtigere end hos mennesker. Stærke er de i den grad. De er som patron svampe, der kan tage imod uendelige mængder af skade. Her kan din karakters start våben være en rigtig god ven, men for det meste af spillet, er man tvunget til at bruge Helghast rifflen, der er det mest upræcise våben, og som nærmest bruger et halvt magasin, på bare at dræbe en fjende. Dette våben, sidder man fast med, i alt for lang tid, og de senere fjender, kræver et par magasiner (hvis man er heldig), før de er nedlagt.

Man hvad er mere uretfærdigt, er at de på trods af deres elendige og upræcise riffel, har perfekt sigte, og kan sagtens ramme dig og dræbe dig, før du overhovedet kan se dem, takket være spillets grafiske afstand, som du naturligvis ikke kan se igennem, men som fjenderne sagtens kan.

Og alligevel, så er deres kunstige intelligens fyldt med fejl. De er ikke de bedste til at tage dække, hvis de bliver beskudt, og andre gange ignorer de dig fuldstændig, uanset hvor meget larm du laver. Og selv der, er der mange øjeblikke, hvor de blot står stille og kigger på dig, som om de poserer til billeder, og mistænker dig for at være en irriteret anmelder (øhhhmmmm....).

Det er lang tid siden, at jeg har set en så ikke-konsistent kunstig intelligens. De er på den ene side så effektive, at man ikke kan forstå hvorfor de ikke har vundet krigen endnu. Og på den anden side, er de så dumme, at man ikke kan forstå hvorfor de endnu ikke er besejret. Hvis de ville besejre menneskerne, brude de bare forsyne dem, med deres egne Helgan våben, fordi så ville menneskerne da ikke have en jordisk chance! Når de er så elendige og upræcise i menneskelige hænder, så ville dette være den letteste invasion nogensinde.

Især, når man har sådan nogle elendige hold kammerater. De følger dig gerne overalt, men de er ikke til at regne med. Nogle gange kan de godt træde til, og hjælpe dig med at dræbe fjenderne, men andre gange holder de sig bare i baggrunden, og ser på imens du klarer det hårde arbejde. Kort sagt, forvent ikke megen hjælp af dem, og ingen hjælp overhovedet, hvis en fjende er på lang afstand.

Ydermere, så føles spillet bare ikke særlig krigsagtigt, selv ikke for 2004. Her er ingen storslået kamp scener, kun mindre områder fyldt med fjender, som til tider tropper op i en tank. Der er et øjeblik hvor man skal forsvare en strand, og i starten kæmper man sammen med menneskelige tropper, men ellers er det bare dig, de tre andre karaktere, og et skyde galleri. Og ofte er banerne alligevel så stille og øde, at man skulle tro at man spillede et spil, baseret på 28 Dage Senere.

Killzone er bare ikke særlig sjovt at spille. Spillets mangel på checkpoints, uretfærdige fjender og elendige våben, gør spillet til en frustrerende oplevelse. Man skal være forsigtig, men der er intet sjovt i, at skulle stille sig ved et hjørne, og skydealle fjender derfra, enten til man ikke har mere ammunition, eller at man bliver dræbt af en granat kaster. De mange fejl ved den kunstige intelligens og våbnenes effektivitet gør kun spillet værre.

Spillet har dog en Battlefields mode, hvilket er spillets multiplayer del. På PS2 udgave kunne man spille online, hvor man i HD konverteringen må nøjes med at spille imod den kunstige intelligens, eller split-screen. Det er langt fra noget, der redder spillet, og ikke ligefrem noget man inviter vennerne forbi for, men det har da sine øjeblikke.

Spillet tog mig omkring 13 timer at gennemføre, hvilket egentlig er en fin længde. Men det meste af tiden gik som sagt på at dø, og genspille store dele af banen, hvilket ikke er sjovt. De forskellige karaktere giver anledning til at spille spillet igennem igen, men det er ikke rigtig det værd, med sådan et dårligt gameplay.

I 2004, blev spillet rost for sin flotte grafik, til trods for sine fejl, og det er da heller ikke svært at se, hvorfor det blev rost på PS2. For sådan et spil, er det nogle pæne omgivelser, nogle pæne animationer, og en fin kunstnerisk stil. I dag ser det naturligvis mindre pænt ud, men det er ikke et spil, der vil blive kaldt grimt. Det har stadig sine øjeblikke, men det er tydeligt, at spillet var alt for ambitiøst for PS2eren.

HD konverteringen er dog ikke særlig god. Det virker ikke som om, at der er gjort særlig meget for det, fordi præcis ligesom med Resident Evil 4, virker det som om, at man har justeret ved resolutionen, hvilket i stedet belyser alle fejlene. Alle de grimme detaljer, som tidligere var skjult, er nu blevet pinligt åbenlyse, såsom elendige tekstureret og ujævnheder i omgivelserne. Spillets mellemsekvenser lider mest, fordi der slet ikke er sket noget ved dem, hvilket har ført til at massivt dyk i kvaliteten.

Men uanset hvad, så ville det ikke hindre spillets animations fejl. Fjender har en meget sjov måde at dø på, og det har du også, for den sags skyld. Det sker ofte, at man ser et lig glitche, eller lande på en unaturlig måde, hvilket er noget komisk at se på.

Spillets lydeffekter er faktisk ikke så slemme, med de lyder til tider komprimeret. Det samme gør sig gældende for stemme skuespillet, under gameplayet. Musikken er god, faktisk for god til at være i spillet, men det underlige er, at musik udelukkende er brugt i mellemsekvenserne. Under spillet er der nærmest bomstille, uden hverken musik eller atmosfære, hvilket bare føles forkert.

Det er tydeligt, at Killzone var alt for ambitiøs. Der er gode idéer, og grafikken har i den grad sine øjeblikke, men det var bare for meget, for den kære lille PS2. Den kunne simpelthen ikke følge med, og derfor var der en del grafik fejl, komprimeret lyd og følelsen af en nærmest stumfilms agtig krig.

Men selv hvis dette var i orden, ville det ikke undskylde gameplayet, der i sidste ende er ret elendigt. Uretfærdige og alligevel dumme fjender, elendige våben, samt ensformigt og kedeligt gameplay trækker spiller rigtig langt ned. Det er ret underligt at opleve, især når man tænker på hvordan Killzone 2 og 3 endte med at være. Det er tydeligt, at udviklerne var uerfarne inden for genren, og det lider spillet tung under.

Så en blanding af mangel på erfaring, og en konsol der ikke var kraftig nok, gør at Killzone ikke er meget værd at spille. Spring denne udgave over, og hold dig til de senere spil, de er langt bedre.