Dansk
BRUGERANMELDELSE

Deadly Premonition: Director's Cut

Skrevet af: Nike   2013-07-22

Tilbage i 2010 udkom der et spil til X-Box 360 ved navn Deadly Premonition. Det blev hurtigt meget kendt, pga. den meget blandede modtagelse. Spillet fik alt fra 2/10 (IGN) til 10/10 (Destructoid), grundet grafikken, gameplayet, lyden og historien. Siden da er spillet kommet i "Guinness Rekord Bog", for at være det mest polariserende survival horror spil, og har udviklet sig til at være et stort kult hit.

Nu tre år senere, kommer spillet til PS3, i form af en Directors Cut. Da jeg aldrig fik gennemført spillet på X-Box 360, er dette en passende mulighed for at endelig opleve dette spil. Kult hit eller overvurderet? Læs videre, for at få svaret!

Spillet handler om FBI agenten Francis York Morgan, der er kommet til den fiktive amerikanske by Greenville, for at opklare mordet på den unge Anna Graham, der ser ud til at være offer for et ritual. Det viser sig dog hurtigt, at denne sag ikke er ligesom en hver anden, da overnaturlige kræfter tilsyneladende også spiller en rolle.

Historien er den største grund til, at Deadly Premonition har fået et så stort kult status, og efter at have spillet til igennem, er det svært ikke at se hvorfor.

Spillets karaktere er ret mindeværdige. Ikke fordi de er særlig velskrevet, eller har nogle gode skuespillere. Faktisk stinker dialogen af ost og fejl, som om man først skrev spillet på engelsk, oversatte det til japansk, hvorefter man igen oversatte det til engelsk. Stemme skuespillet er mindst lige så skidt, hvor stemmerne er nærmest monotone, med ingen spor af følelser.

Dette forhindrer på ingen måde karakterne i at være mindeværdige. Her er et meget bredt udvalg af karaktere, og man kan lidt fristes til at tro, at alle er sindssyge. Alt fra "mystiske kapitalister" med gas maske, som udelukkende kommuniker via sin rimende butler, til drag queens, mordere og hippier er inkluderet, alle med hver sin personlighed, og sindssyg dialog.

Men den mest skøre af dem alle er nok York. Han udveksler med glæde anekdoter om tidligere sindssyge mord (såsom en morder der uriner i sit offers kranie), kommer med jokes på et frisk gernings sted, og som bruger sin daglige morgenkaffe som horoskop.

Men mest af alt, taler han ofte med sig selv, som han mener, er en "Zach" som han snakker med, og ingen må vide hvem Zach er. Selv når York er alene, snakker han med denne Zach om gamle film fra 80'erne. Han snakker med Zach konstant, en karakter der bare ikke er der. Han er i den grad sindssyg, og det virker bare som om, at hele spillet er gået fra forstanden, i sådan en grad at det burde indlægges på den lukkede.

Men det er en del af spillets charme, og der er meget mere til spillets handling, end de sindssyge karaktere. Spillets mord mysterium er faktisk ret interessant, og selvom spillets karaktere og musik konstant (med vilje) prøver at ødelægge det, så er der en række rigtig gode øjeblikke. Den gør det, som en god krimi historie altid gør, hvilket er at hive dig længere og længere ind i historien, og til sidst levere et utroligt spændende slut spil.

Den dårlige dialog, de dårlige stemmer og upassende musik giver spillet en passende B-film følelse, som gør at man bare ikke kan holde sig væk. Det føles endda til tider som om at det er taget direkte ud af det første Resident Evil spil. Det er en krimi/drama/horror/komedie historie, og det er helt igennem fremragende at opleve.

Handlingen er meget bedre end de fleste spil og blockbusters, der som regel har godt stemmeskuespil, velskrevet dialog og god musikken med sig, og det siger virkelig noget.

Gameplayet er dog en lidt anderledes historie.
Det er et tredje persons skydespil, i stil med Resident Evil 4. Bortset fra at kameraet er placeret lidt længere bag York, og at man har nærkamps våben til rådighed, så er det nærmest en kopi af Resident Evil 4. Dette er nødvendigvis ikke en dårlig ting, hvis kontrollen naturligvis er i orden. Og kontrollen er lidt... meh.

Det føles lidt for stift og upræcist. Det føles ikke elendigt og man kan da sagtens klare sig, men det tilbyder ikke den kontrol venlighed, og præcision som man forventer i 2013.

Dog er gameplayet stadig en stor forbedring, i forhold til den oprindelige 360 udgave.

Kontrollen er blevet mindre stiv og upræcis, så York er blevet lettere at styre. Kameraet er skubbet yderligere tilbage, så man kan se omgivelserne bedre, og få et ordentligt overblik over diverse situationer. Kameraet er desuden også blevet løsnet, så man nu har fuld kontrol over det, hvor det i den tidligere udgave let kunne komme i vejen for en.

Spillet tilbyder desuden også en åben verden, der faktisk er af en fin størrelse. Der er en del vej at se, og omgivelser at "opleve", men også en del at lave. Der er samlekort at opdage, både under missionerne og gemt i verdenen, og en stor række side missioner. Man kan endda fiske.

Verdenen er også blevet langt lettere at udforske, takket være at man nu kan zoome ud på kortet.

Side missionerne er ikke ligefrem nogle, der vil blive husket som de bedste, men de er mindeværdige, takket være de karaktere, der giver dig missionerne. De er skøre og, i nogle tilfælde, rablende sindssyge.

Samtalerne med dem er mindeværdige, pga. den førnævnte elendige dialog og forfærdelige stemmeskuespil. Det hjælper lidt på det, når man bliver bedt om at køre verdenen tynd, for at opdage nogle irriterende hundeben.

Belønnende er de dog. Udover de førnævnte samlekort, giver de også ekstra våben, og penge. Penge bruges på de sædvanlige ting, såsom forsyninger, biler og benzin. Man får ikke noget, som man ikke kan leve uden, men de kan hjælpe med at gøre livet lidt lettere.

Udover dette, skal man også sørge for at holde York ved lige. Man skal sørge for at han får mad og drikke naturligvis, men man skal også sørge for at han får nok søvn, kommer i bad, før han begynder at lugte, og tiltrække fluer. Du skal også sørge for at barbere ham. Det er et overraskende sjovt system, der tilbringer lidt dybde. Og så er det bestemt ikke dårligt, at man bliver betalt for at barbere sig, selvom det ingen mening giver.

Spillets hovedmissioner er langt bedre end sidemissionerne, og det er her, at spillet kommer med sine bedste øjeblikke. Under de fleste missioner, skal man udøve noget ordentligt politi arbejde, så der skal samles beviser, som så skal kombineres for at danne forbrydelsesforløbet, hvilket er ret sjovt at regne ud.

Der er desuden også nogle underholdende boss kampe, og ret faktisk nogle mindeværdige øjeblikke. Øjeblikke der faktisk formår at være uhyggelige. Dette skyldes regnfrakkemorderen, som man kommer til at støde ind i, et par gange. Han er lidt ligesom Nemesis fra Resident Evil 3, når han først er på færden af dig, så stopper han ikke før du er død. Og her kan man ikke engang slå ham bevidstløs.

Mange gange lurer han i baggrunden, blot for at minde dig om at han er i nærheden, som om at han driller dig, på en hånlig og gyselig måde. Nogle gange bliver man fanget i et rum, med kun en vej ud, hvor han står og vogter denne indgang. Her skal man hurtigt gemme sig, styre sin vejrtrækning, og bede for at han ikke finder en. Disse øjeblikke er overraskende effektive, og formår at være intense og uhyggelige.

Så selvom gameplayet ikke er det bedste, så er der meget der er værd at opleve, og i sidste ende derfor, at det er værd at spille.
Det må bare opleves, uden tvivl.

Måske er det derfor, at udviklerne har pillet ved sværhedsgraden. Man kan ikke længere vælge mellem de forskellige sværhedsgrader, så spillet er permanent sat på, hvad der føles som Easy.

Det virker nok som et minus, men dette er et spil, der skal spilles for oplevelsen, ikke for straffende gameplay (så smut tilbage til Dark Souls, hvis det er). Så i sidste ende, er dette et klogt valg.

Spillet tager omkring ti timer at gennemføre, og det er hvis man ignorer sidemissionerne. Hvis man vil klare alt, kan det sagtens tage omkring 30 timer, så man har meget foran sig, hvis man har lysten til det.

Der er ikke rigtig nogen pæn måde at sige det her på: Grafikken er yderst forfærdelig. Faktisk, en af de grimmeste spil, jeg længe har set. Mange har sagt, at det ligner et PS2 spil, og det ville da nok også være rost, hvis det udkom som en af de første PS2 spil. Selv der er jeg i tvivl, og hælder mere til Dreamcast kvalitet.

Omgivelserne er store, men tekstuerne er simpelthen forfærdelige at se på. Hvad der kunne være et pænt syn, er ødelagt af store arealer, med hvad der skal forestille, at være græs. Animationerne er utrolig stive og simple, og ser bare helt forkerte ud. Der er ansigts animationer, men de er utrolig grimme. Og bare vent til du ser York smile, det er et syn, der giver en mareridt.

Og alligevel, selvom spillet er så forfærdeligt grimt at se på, så kan billede hastigheden ikke altid følge med. Dette var ikke noget problem i 360 udgaven, kun i denne udgave.

Dette er dog også en del af spillets charme. Det ser så dårligt ud, at det er komisk at se på, hvilket kun tilføjer yderligere til spillets underholdningsværdi. Det minder os også om, hvor langt video spil grafik er nået i dag.

Lyden er stort set den samme historie. Lyd effekterne er kedelige, men det er intet, i forhold til resten af lyden.

Stemme skuespillet er elendigt, og man undrer sig virkelig over, om skuespillerne overhovedet prøvede at gøre det godt, eller om det bare var en simpel og let løn seddel for dem. Dialogen er desuden ret elendig, men man kan ikke andet end at nyde det. Det er så dårligt at det er sødt, så ostet, at man burde sidde forberedt med brød, eller burger boller.

Musikken er også ret underlig, idét at det kæmper meget for, at IKKE passe ind i de forskellige situationer. Som nævnt tidligere, kan selv de mest grusomme situationer have et opløftende og funky jazz soundtrack.

Der er så mange ting galt med Deadly Premonition. Grafik og lyd er noget værre høg, og selvom at gameplayet er blevet forbedret, så er det stadig under standarden.

Men det er alligevel en del af spillets charme. Det er så dårligt at det er godt, som den dårlige præsentation kun gør endnu bedre. Historien er vidunderlig, fyldt med spænding, lidt uhygge og intense øjeblikke, tilsat med et upassende soundtrack, amatør grafik, og sindssyge karaktere, hvis stemmer er så monotome.

Man vil ofte sidde og grine af spillet, for dens mangel af forstand på grafik og lyd, men historie holder en ved kanten af sædet/sofaen. Den dårlige præsentation gør spillet til en bedre oplevelse. Dette er et spil der skal opleves, og det er let at forstå, hvordan dette kunne blive en kult klassiker.

Lad jer ikke skræmme af amatør præsentationen, dette spil er en af de mest mindeværdige spil længe, og en oplevelse, man ikke må gå glip af.

At dette spil er en Director's Cut, kan dog godt misforstås, hvilket fører til et lille minus. Der er ikke noget nyt gameplay, kun forbedringer og ekstra forfilm. Det føles mere som om, at de ville udgive en patch som et fuldt spil, og så dække over det, ved at kalde det Director's Cut. Dette forhindrer dog ikke denne udgave, at være den definitive udgave af Deadly Premonition.

Samlet karakter: 8/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10