Dansk
BRUGERANMELDELSE

Muramasa: The Demon Blade

Skrevet af: Nike   2013-07-15

Muramasa har været et spil, som jeg har kendt til længe. Det har lokket mig en del, da jeg i forvejen er stor fan af de såkaldte "Metroidvania" spil. Jeg var opmærksom på, at spillet fandtes til Wii, men jeg kom aldrig i nærheden af det. Det var ingen steder at finde. Men så opdagede jeg, at spillet var på vej til Playstation Vita. Endelig en mulighed for at prøve det, og så endda på Vita!

Desværre har spillet ingen europæisk udgivelse på nuværende tidspunkt, så jeg har været en tur i import handlen. Muramasa: Rebirth hedder denne Vita konvertering, så lad os se at komme i gang.

Spillet har to hoved personer, Kiskue og Momohime.

Kiskue er jagtet af sin ninja klan, efter at have udført en kriminel handling, som han sjovt nok ikke kan huske, takket være den klassiske kliché, hukommelsestab.
Det eneste der kan hjælpe ham, er et mystisk katana sværd, som han sætter ud for at finde.

Momohime er en prinsesse, hvis krop er blevet overtaget af sjælen Jinkuro, og derfor tvunget til at flygte fra sit slot. Hun bliver dog tilbudt sin krop tilbage, hvis hun lader Jinkuro udføre sin plan.

Historierne er ikke specielt interessante. Man føler ikke rigtig noget for det, også selvom Kiskues slutning faktisk er ret sød. Der er ellers idéerne til en god historie, men der bliver ikke gået nok i dybden med det.

Måden den bliver fortalt på, er heller ikke specielt god. Der er stemme skuespil, der læser teksten op, men der er ingen mellemsekvenser overhovedet. I stedet, på nogle tidspunkter, skal man blote gå fra venstre til højre på skærmen, og snakke med alle der står der, hvor man så kan komme videre. Det virker underligt, og man sidder hele tiden og tænker, at mellemsekvenser ville have gjort tingene så meget bedre.

Muramasa er et 2D action spil, og er et såkaldt "Metroidvania" spil. Dette indebærer, at man har en verden, som man metodisk udforsker, og langsomt afsløre dens hemmeligheder.

Muramasas verden er af pæn størrelse, og der er også en del at se og gøre. Der er en masse genveje at finde, hemmelige grotter at opdage, og selvfølgelig en masse ting at samle på.

Som man kæmper sig igennem spillet, optjener man EXP så man stiger i level, men også sjæle. Disse sjæle bruges hos våbensmeden, hvor der er omtrent 108 sværd i alt, præsenteret som et slags skill tree, man normalt ser i andre rollespil.

De forskellige sværd er det helt store fokus i Muramasa. Man lever og dør på dem, så hvis man ikke kan komme videre, er det på tide til at spare op til et nyt sværd. Man kan have tre sværd på sig af gangen, og alle har sit eget specielle angreb. Men de kan også gå i stykker, hvis man tager for meget skade, eller blokerer for meget. Heldigvis, når man så skifter sværd, bliver der udført et angreb, der skader alle fjender på skærmen.

Det kan hurtigt blive vanedannende at samle alle våben, og deres tilstande opfordrer også til dygtigt taktisk spil. Det er bare en skam at de ikke rigtig tilføjer nye angreb. Bortset fra speciel angreb, er ens muligheder egentligt kun at hamre løs på firkant. Men det går nok, fordi Muramasa er et simpelt designet spil, så det får spillet lov til at slippe af sted med.

Og alligevel føler man sig faktisk som en ægte ninja. Det er nogle ret effektive angreb man har, men det er som om, at spillet vil forhindre dig i at bruge dem. De almindelige kampe (som bliver præsenteret som tilfældige kampe, og sjældent i en naturlig og organisk måde) er, for det meste, alt for lette. De fleste fjender er som irriterende insekter, som man hurtigt kan sparke til siden, og de få naturlige kampe kan helt undgås.

Spillets boss kampe er dog markant bedre. Her bliver man tvunget til at bruge alle sine egenskaber, føle en strategi og være ekstra varsom. Disse bosser er svære, og giver en god gammel dags følelse. Dette er boss kampe, der sagtens kan straffe dig hårdt, hvis du ikke passer på. Det er her, at Muramasa rammer sine bedste øjeblikke.

Når man starter spillet, får man valget mellem Kiskue og Momohime. De spiller fuldstændig identisk, men der er nogle forskelle mellem dem. De har begge to hver deres vidt forskellige historier. Faktisk så forskellige, at de næsten intet har med hinanden at gøre, udover en hurtig gæste optræden (og lidt tid i nogle slutninger). Hver person starter hvert deres sted, og udforsker de samme omgivelser, dog i en anderledes rækkefølge. Hver karakter har desuden også sine egne eksklusive bosser.

Men begge kampagner er lidt underligt designet. Momohimes kampagne lider af mangel på fjendevariation, en mindre interessant historie og er længere tid om at låse op for de forskellige sværd. Kiskue har alt for lette almindelige kampe, men svære bosser, og hans vej gennem verdenen er designet på en måde, at man må gennem gå tidligere omgivelser alt for ofte.

Ovenstående skal man i begge kampagner, men hos Kiskue sker det oftere. Det er ikke ualmindeligt, at spillet beder dig om at gå igennem tre-fire tidligere besøgte omgivelser, for at komme frem til det nye område.

Dette ville ikke være så slemt, hvis der var en rimelig måde at hurtigt kunne transportere mellem de forskellige steder. Det var en lektie, som Castlevania: Symphony of the Night introducerede, men Muramasa tager til takke med en item, der transporter en tilbage til seneste gemmested, hvilket for det meste er ret ubrugeligt.

Som du nok kan læse, så er Muramasa en noget ujævn oplevelse. Kamp systemet er simpelt men godt, rollespils elementerne og de forskellige sværd gør spillet sjovt og vanedannende, og boss kampene er nogle gode højdepunkter. Men på samme tid, er spillet for det meste alt for let, med øjeblikke der er lidt for svære, og så skal man besøge tidligere omgivelser alt for ofte. Når man tænker på, at Muramasa i forvejen blev udgivet til Wii i 2009, så burde man have rettet dette problem.

Eller måske er det for at trække tiden. Begge kampagner tager nemlig fem timer værd. For sig selv, er dette kort, men ti timer er egentligt en fin længde.

Det tager desuden mindst tyve timer at få alt i spillet, hvor det er påkrævet at man bruger god tid, på begge karaktere. Der er flere slutninger at opnå, og en sværhedsgrad, der permanent sætter dit liv til et, så hardcore spillere har noget af en udfordring foran sig.

Hvad der dog ikke er til at tage fejl af, er spillets fantastisk smukke grafik. Nej, dette er ikke et spil, der bruger avanceret 3D omgivelser, med flotte modeller, fine detaljer og komplicerede animationer, men en simpel japansk 2D tegne stil, hvilket stadig opnår flottere resultater end de fleste spil. Ja, nogle omgivelser er lidt for ens, men det er stadig noget af en oplevelse, at opleve spillets verden, og kæmpe imod dens ligeledes flotte og kreative fjende galleri.

Det er grafik der skal opleves, og et eksempel på at en kunstnerisk stil sagtens kan slå den mest avancerede grafik motor.

Lyden er ligeledes lige så lækker. Lyd effekterne har en særlig kvalitet over sig, og det japanske stemmeskuespil er rigtig godt fremført. Musikken er også værd at ligge mærke til, der virkelig tilføjer meget til spillet. Det er mindeværdigt, og passer perfekt ind til alle spillets sektioner.

Muramasa er et ujævnt spil. Det spil der underholder lige så ofte, som det irriterer. Det er sjovt og vanedannende, men fyldt med irriterende genbrug. Det er utrolig smukt at se på, men alt for mange omgivelser og fjender går igen. Boss kampene er sjove og udfordrende, men de almindelige kampe er så lette, at boss kampene virker en smule malplaceret. Der er nogle rigtig gode idéer, og spillet har i den grad sine brillante øjeblikke, men også sine dårlige øjeblikke.

Spillet kan stadig anbefales, og der er meget godt at komme efter. Man skal bare kunne leve med de store, irriterende problemer.

Samlet karakter: 7/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10