Halo 4

Et eller andet sted, ved jeg ikke hvorfor jeg hele tiden kommer tilbage til Halo serien. Har aldrig brudt mig særlig meget om den, for mig har serien altid været overvurderet. Anmeldelserne til spillene er altid fremragende, hvilket giver mig håb og gør mig interesseret, men alligevel sidder jeg tilbage med den samme følelse hver gang: "Hvorfor fik det her så meget ros?".

Jeg vil gerne indrømme, at jeg anmeldte Halo 1 & 3 meget uretfærdigt, men jeg kan stadig ikke se hvorfor de er så elsket. Men nu er det tid til at gå igennem hele smørren igen, Halo 4 er ankommet, og Bungie er ikke længere ved roret. Sjovt, jeg troede vi afgjorde den endelige kamp for seks år siden (i skrivende stund). Når, men lad os kigge på Master Chiefs tilbagekomst.

Halo 4 foregår fire år efter slutningen på Halo 3. Master Chief og hans kunstige intelligens hjælper Cortana er stadig på skibet "Forward Unto Dawn", hvor de endte i slutningen af Halo 3. Chief bliver en dag vækket af Cortana, lige da en Covenant hær går om bord på skibet. Kampen leder dem til planeten Requiem, hvor en ny faretruende race bliver opdaget, der går under navnet Prometheans.

På samme tid er Cortana kommet i alvorlige problemer. Cortana er haft en del år på bagen, hvilket nu resulterer i at hun langsomt er ved at nedbryde. Dette gør, at Chief går på jagt efter doctor Catherine Halsey, der oprindeligt skabte Cortana.

Sidstnævnte er historiens store hovedfokus, og det er et meget klogt valg. Det viser en følsom side, der aldrig rigtigt er set i Halo før. Det bliver flot udnyttet, og man føler faktisk for det. Det viser en helt ny og følsom side af Master Chief, der er både interessant og følsom, især hvis man har fulgt serien fra begyndelsen, og stiller nogle fremragende spørgsmål om Master Chief ham selv. Det er en fremragende vinkel, og i den grad det mest mindeværdige ved spillets handling.

Resten af handlingen derimod, føles fuldstændig ligegyldigt. Det fører ikke rigtig nogen steder, og er fuldstændig fri for følelser og interesse, som Cortana historien ellers opnår med flotte resultater. Alt for længe føles det som om, at der ikke rigtig sker noget, udover at man møder de stereotypiske soldater og forskere, der ikke kan andet end at give højlydte ordrer.

Spillets skurk bliver introduceret efter et stykke tid, men formår ikke rigtigt at gøre noget indtryk, udover at han åbenbart har magten og teknologien til at overtage hele galaksen. Det er en typisk skurk, der i sidste ende føles ret ligegyldig. Han dukker kun op et par gange, og til trods for hvor kraftfuld han åbenbart er, bliver han dræbt på en hurtig, nem og antiklimatisk måde. Meget anderledes, i forhold til den fremragende slutning i Halo: Reach.

Det er som om, at udviklerne ikke troede på at Cortanas handling var stærk nok, og derfor valgte at hægte en tynd og typisk historie på, så der var en grund til alt den action. Enten det, eller prøve at finde en grund til, hvorfor serien skulle fortsætte (hvilket jeg stadig ikke er overbevist om). En skam, fordi Cortanas handling er netop rigtig god, og hvis spillet udelukkende handlede om dette, ville det have været endnu bedre.

Hvis man har spillet tidligere Halo spil, så vil man kunne hoppe direkte ind i denne udgave, og føle sig hjemme. Det spiller præcist som tidligere spil i serien, så man skal ikke forvente noget innovation her.

Der er dog blevet tilføjet en smule nyt. De nye Promethean fjender er væsentligt anderledes, i forhold til Covenant fjender. De giver god udfordring, og er ret sjove at kæmpe imod. Dette fører også til et par nye våben, der er sjove og nyttige at bruge, selvom de ikke er specielt nyskabende.

Rustnings egenskaber vender desuden også tilbage fra Halo: Reach, med et par nye tilføjelser, såsom skjold, en maskine der flyver ved en og deltager i kampen, og Promethean syn, der lader dig opdage fjender på afstand. Og bare rolig, man kan heldigvis spurte uanset hvad.

Resten af Halo 4 er som vi kender det. Et simpelt skydespil, uden iron sight muligheder og dække system. Dog med renegerende livs system. Det virker umiddelbart underligt at gøre tingene på den her måde, fordi når andre spil gør dette, så bliver de som regel slagtet for at mangle disse egenskaber. Halo har derimod altid fundet en måde at få dette til at virke.

Det giver udfordring, og gør en mere varsom over sit våben udvalg, især over for fjendtlige snipere. Men det giver også en old school følelse, som om man er smidt tilbage til 90'erne, før skydespil blev alt for typiske og IKKE regerede markedet. Det er måske mere en smagssag, men det vil de flere millioner af Halo spillere nok være uenige i.

Spillet føles på nogle måder ikke som de typiske Call of Duty kloner, takket være de store omgivelser. Halo har altid været kendt for at smide dig ind i store omgivelser, fyldt med fjender, og så lade dig om hvordan du vil komme igennem det.

Dette holder også i Halo 4, og baner da også vejen til nogle sjove øjeblikke, men det virker på nogle måder begrænset, i forhold til tidligere spil. Omgivelserne er stadig i fin størrelse, men man skal altså ikke forvente at støde ind i kampe, der er på størrelse med tidligere spil. Det føles ret begrænset, hvilket er en smule ærgerligt. Men det er ikke spillets eneste problem.

Hver enkelt mission består ikke af særlig meget variation, udover at man skal dræbe fjender, enten til fods eller i et fartøj. Et stort problem, når hver mission indeholder ca. 100 fjender. Det eneste der rigtigt forandrer sig, er hvilke våben man har, hvor man ofte bliver tvunget til at skifte dem ud, da der er gået økonomisk krise i Requiem ammunitions indhold (hvilket er en god ting!).

De førnævnte Prometheans er sjove at kæmpe imod, men som vanligt er det Covenant der er de primære fjender, og dem man oftest møder. De er skam udfordrende, men for mig er de kedelige. Lidt af det sjove ved andre skydespil, er at hvis en fjende bliver skudt i benet, så reager fjenden på det.

I Halo virker det nærmest lige meget hvor man skyder fjenden, da dens skjold først skal nedbrydes, før den begynder at tage skade. Og selv bagefter, reager de ikke rigtigt. De dør stadig af et hovedskud, men det er ikke meget anderledes, fra bare at pumpe dem med magasiner. De fleste fjender er desuden også sande kugle svampe, der nærmest kan tage imod oceaner af skade. Især imod spillets Hunters, kan man let tømme al sin ammunition, og stadig ikke have besejret den.

Der er et par sektioner, hvor man bliver tvunget til at bruge et køretøj, og for det meste styrer de skam også ganske fint, også selvom at opgaven stadig er at skyde hjerneløst på al modstand. Der var dog en sektion, hvor det faktisk ikke var en nødvendighed at skyde fjender, hvor man bare skulle flygte. Et fint historie øjeblik, der for mig blev ødelagt, takket være dårlig kontrol og tilfældig fysik, hvor jeg den ene gang godt kunne klare en afsats, og den næste gang ikke.

Dette fører til en kampagne, der i sidste ende er ret undervældende. Cortana historien er som sagt rigtig god, men resten af handlingen spiller ikke rigtig ind på nogen speciel eller mindeværdig måde. Det føles som om, at det bare går igennem det typiske og sikre, uden rigtigt at opnå noget specielt.

Det virker underligt, fordi den første bane ellers gav et lille indtryk af, at tingene ville være en smule anderledes. Selvom jeg ikke er så stor fan af dem, så bliver der præsenteret et par interaktive historie dele, i form af quick time events, men de bliver nærmest droppet lige så hurtigt som de er introduceret. Den eneste gang de vender tilbage, er imod sidste bossen, der er så let at det er latterligt. Det kunne ellers have været dejligt med en interaktiv historie, så man kunne få en pause fra alt det hjerneløse skyderi.

Ligesom i tidligere spil, kan kampagnen spilles over nettet, med op til fire spillere. Det er nok her at forklaringen er til kampagnens sikre og halvkedelige design findes, men det er stadig hyggeligt at spille sammen med andre. Især med kranier, der øger udfordringen, ved f.eks. at fuldstændig fjerne HUDen. Kampagnen bliver bedre sammen med venner, men ikke nok til, at det bliver en god en. Hvis det ikke var for Cortana, ville jeg helt opfordre til at ignorere kampagnen.

Kampagnen er dog ikke alt hvad Halo 4 har at tilbyde. Halo har altid været kendt for sine multiplayer muligheder, og dette er også gældende her.

Først er der Spartan Ops, der er spillets co-up kampagne, for op til fire spillere. Indtil videre er der udgivet ti episoder, der hver har fem afsnit. Denne mode har sin egen historie, der foregår omkring seks måneder efter kampagnen. Historien er dog ikke meget at skrive hjem om. Tingene bliver kun forklaret gennem en forfilm, i starten af hvert afsnit, og bliver ikke bundet sammen med gameplayet på nogen meningsfuld måde.

Ligesom kampagnen, så handler det primært om at slagte fjender, så heller ikke her skal man lede efter variation. De få forskelle der er, er at banerne er lidt større, og at omgivelserne bliver genbrugt så ofte, at det er pinligt. Man kan også spille helt alene, men uanset hvad, mangler der udfordring.

Den eneste måde man sådan rigtig kan fejle en mission på, er hvis man går ud af spillet (uanset sværhedsgrad), hvilket giver den samme halvkedelige følelse, som kampagnen, bare med endnu mindre historie.

Ligesom kampagnen, er det sjovere at spille sammen med andre, men det er ikke helt nok til at gøre denne mode for rigtig god. Og det er desuden også en middelmådig erstatning, for den ellers fremragende Firefight mode.

Så er der spillets multiplayer, kaldt War Games. Det er her, at de typiske multiplayer mode findes, og også hvor spillets store redning findes. Der er god variation mellem de forskellige modes, og det typiske Halo gameplay gør det til en oplevelse, der er bedre end gennemsnittet. Her, kan man let tabe flere timer ad gangen, og det er i den grad noget man kommer tilbage til. Sammen med en mulighed for at optage sine kampe, tage billeder af dem, og dele dem med folk, er der god grund til at blive hængene.

Spillet har også fået en level struktur, i stil med Call of Duty. Der skal tjenes EXP, stiges i level for at låse op for ting, og der er utrolig mange udfordringer at klare, over både Spartan Ops og War Games (underligt nok bliver kampagnen forbigået). Nogle vil måske mene, at det gør Halo alt for Call of Duty agtigt, men jeg mener at det er belønnende. At det hjælper med at få en til at blive ved i flere timer.

Så hvis man skal spille Halo 4, vil jeg i den grad anbefale War Games, men selv det flygter ikke fra den følelse, der hænger over hele spillet: at det føles som en udvidelse. Bortset fra idéen bag Spartan Ops, så er det tydeligt at 343 Studios holder sig til, hvad Bungie plejede at lave. At de ikke turde prøve noget nyt, medmindre de har fået ordre fra Microsoft om hvordan det skal laves, da det trods alt er en af de få eksklusive, de har tilbage efterhånden (indtil næste generation).

Der findes i den grad langt værre spil, og jeg vil heller ikke sige, at det er dårligt. Men for mig, hænger det meste af spillet i den samme, velkendte og lidt halvkedelige smøre. Jeg ved, at mange er uenige med mig, men det er min holdning. Vi kan dog godt blive enige om, at War Games er fremragende, men det er ikke nok til at gøre hele spillet fremragende.

Kampagnen er overstået på seks timer, den typiske korte længde. Kranierne er underholdende et par gange, men ikke noget man vil direkte spille efter. Spartan Ops holder lidt længere, men her er der intet at komme tilbage efter. Begge modes er sjove i co-up, men ikke ligefrem noget der gør, at man kommer tilbage gentagene gange. War Games kan man dog let være fanget i, gennem længere tid. Det er sjovt at spille, men også vanedannende.

Da Halo 3 udkom, var folk en smule skuffet over grafikken, der var fin men ikke ligefrem noget, der pressede 360'eren til det yderste. Halo 4 har i den grad læst på lektien, fordi det er pænt at se på. Ikke det pæneste, men stadig pænt. Omgivelserne er flotte og se på, og fyldt med små fine detaljer. Fjenderne ser også gode ud, og der er tilpas variation i hvem man kæmper imod. Det er et pænt spil at se på, og viser at 360'eren stadig har noget kraft tilbage i sig.

Hvad der dog ikke er så godt, er de genbrugte omgivelser i Spartan Ops, der faktisk går direkte imod den tynde historie, der bliver fortalt. F.eks. skal man igennem en portal på et tidspunkt, for at finde ud af hvor fjenden kommer fra, et sted som man er forsikret om at ingen har kunnet finde. Når man så endelig ankommer, er det den samme bane, som man har spillet mindst 2-3 gange før. Pinligt.

Spillet har også en række CG forfilm, der for det meste er pæne at se på. Det ser så realistisk ud, at man skulle tro at det var optaget med rigtige mennesker. Lige indtil man opdager, at ansigterne ikke har så mange udtryk og detaljer. Sådan er det, når man er vandt til ansigterne fra L.A. Noire og The Last of Us.

Lyden er faktisk også rigtig god, men den lider af et stort problem: Lyd mixingen er forfærdelig. Lyd effekterne lyder komprimeret, hvilket giver en uren og uskarp lyd. Det sker mest under spillets mellemsekvenser, men nogle enkelte gange også under gameplayet. Om dette skyldes en fejl i spillet, eller mit tv vides ikke.

Og det hjalp på ingen måde, at effekterne alligevel var så høje, at de næsten fuldstændig overdøvede musikken. En skam, fordi Neil Davidge er en fremragende erstatning for Martin O'Donnell og Michael Salvatori. Neils musik er overraskende episk, og formår endda at have nogle gode følsomme melodier. Men hvis ikke det var fordi, at jeg på forhånd havde soundtracket, havde jeg aldrig opdaget det.

Stemmeskuespillet er dog rigtig godt, hvor der især skal gives ros til stemmerne bag Master Chief og Cortana, der begge gør et fremragende stykke arbejde.

Efter at have spillet Halo 4, sidder jeg på en måde med den samme følelse, som da Progressiv Metal bandet Dream Theater i 2011 udgav deres første plade, uden med-grundlægger og trommeslager Mike Portnoy: Der er gode elementer, og det er langt fra forfærdeligt, men det er alt for sikkert.

Spillet slutter med en besked fra 343 Industries, hvor de nervøst udtrykker deres taknemmelighed og accept af Halo fans, noget der minder lidt om Dream Theaters nye trommeslager, i 2011. Nuværende fans vil være glade, men det vil ikke overbevise ikke fans, om at hoppe med på båden.

Der er gode kvaliteter over Halo 4.

Grafikken, War Games, Cortanas historie og at spillet, på trods af Call of Duty level struktur, forbliver sin egen, og ikke kopierer førnævnte serie. Men der er også så meget andet der kommer i vejen. Ensformigt gameplay, undervældende kampagne, tynd og billig Spartan Ops, og forfærdelige lyd mixing.

Nu tænker nogle folk måske, at det var noget af en hipster anmeldelse, men jeg har som sagt altid haft den opfattelse, at Halo var overvurderet. Og derfor hænger min mening også lidt sammen, med mit Dream Theater eksempel.

Men altså, er du fan, har du for længst gennemført spillet, købt al DLCen, og sikkert fået alle achievements, og det også fair nok. Imens sidder jeg og håber lidt, at 343 vil prøve at gøre lidt nyt i Halo 5 (som formentlig bliver en Halo udgave af den tredje Star Trek film), i stedet for at kopiere, men Microsofts har nok en gigantisk trang til mælk, til at lade det ske.