Dansk
BRUGERANMELDELSE

Soul Sacrifice

Skrevet af: Nike   2013-07-07

Da Soul Sacrifice oprindeligt blev præstenteret, skabte det meget interesse hos folk. Det så spændende ud, skabt af Keiji Inafune, og ekslusivt til Vitaen, en konsol som har brug for flere spil. Man kan sige, at spillet på en måde skal kunne bevise, om der er et marked for Vitaen, og hvordan den kan håndtere eksklusive spil (der IKKE er Call of Duty og Resistance). Er det positive tegn, eller burde spillets sjæl i stedet ofres, til fordel for de større maskiner?

Soul Sacrifice foregår i en dyster verden, hvor en magtfuld troldmand har overtaget magten. Du er en af dem, og venter stort set kun på at blive ofret af ham. Men imens du er i din celle, begynder en magisk bog ved navn Librom, pludselig at tale til dig. Den fortæller dig, at hvis du læser den igennem, og genoplever den tidligere ejers liv, kan du opnå hans kræfter, og have en chance for at tage kampen op imod troldmanden.

Soul Sacrifices verden er ret brutal. Dette er en verden, hvor folk bliver til monstre, hvor Sorcerers efterfølgende må tage sig af dem.

Disse Sorcerers bestemmer stort set om disse monstre skal ofres, eller reddes. Bliver de reddet, vender de tilbage til deres menneskelige form, hvor en ofring gør en Sorcerer stærkere, men også suger ofrets minder til sig. Man bliver ofte mindet om, at denne verden fungerer sådan her, og alle konsekvenserne ved at ofre hensynsløst.

Det er en interessant baggrunds historie, der faktisk er det værd at læse igennem, selvom der er meget at læse. Men det fører til den store overraskelse, hvilket er at spillets historie er overraskende god.

Libroms tidligere ejer går igennem nogle forfærdelige ting, og er hele tiden hjemsøgt af fortiden. Spillet udnytter dette til sit fulde, og det er svært ikke at føle sympati for ham. Spillet har mange andre karaktere, men de største er heldigvis utrolig velskrevet. Der kommer en række overraskende drejninger, men historien har også en række følsomme øjeblikke, der i hvert fald fik mig til at sidde med en sørgelig klump i halsen.

Dette er en handling, der i den grad er værd at følge med i, også selvom den til tider kan være forvirrende. Men det er stadig ret godt gået for et spil, der udelukkende fortæller sin historie gennem simple billeder og lyd, hvor tekst og dialog udelukkende bliver læst op fra en bog.

Soul Sacrifice er et tredje persons action rollespil. Når man først starter spillet, kan man gå direkte ind i Librom, hvor resten af spillet bliver tilgængeligt. Han giver adgang til spillets missioner, der som regel kan klares på mellem fem og ti minutter. Der er desuden også en række side quests, hvor fire af sidekapitlerne desuden også har sine egne (gode) historier.

Der er tre slags missioner: Missioner hvor man skal finde fem soul shards, dræbe x antal fjender, og dræbe en boss. Ja, det er ikke meget, og spiller bliver da også ensformigt senere hen. Det er ikke svært at komme i tanke om måder man kunne have varieret spillet. Hvad spillet dog mangler i mission variation, har det dog i kamp systemet.

Undervejs i spillet får man adgang til en række angreb, der her bliver kaldt offerings. Der findes et meget bredt udvalg af angreb, hvilket holder kampene interessante. Man får ofte nye offerings, så man har altid en lang række muligheder, når det gælder kamp. Alle har hver sine elementale effekter, og så kan de desuden opgraderes. Man bliver i den grad opfordret til at eksperimentere, og finde ud af hvad hver enkelt fjende er svag over for.

Udover dette, har man også Black Rites til rådighed. Disse angreb er en nødløsning, hvis man er ved dødens rand. Disse angreb er meget effektfulde, men kommer med en stor bivirkning. F.eks. den første Black Rite man låser op for, skærer permanent ens forsvar i halv. Dette holder ikke kun en fra at spamme sine fjender med disse angreb, men er også med til at gøre spillet spændende.

Undervejs i kampene, skal man dog også holde øje med sine normale angreb. Hvis de bliver overbrugt, går de i stykker, så de ikke kan bruges igen. Der er steder på næsten alle baner, hvor man kan give mere energi til sine angreb, hvilket man er nødt til at være varsom overfor.

Dog har man altid en ultimativ redning, hvilket er Lacrima, som man optjener når man klarer en mission. Det kan bruges til at genoplive ens angreb, partnere der er afgået ved døden, og til at fjerne bivirkningerne fra Black Rite.

Det giver mening at have sådan en mulighed, men man ender desværre alt for hurtigt med for meget Lacrima, hvilket gør at man har en større tendens til at spamme med f.eks. Black Rites. Det gør stort set, at man egentlig kan spille meget hensynsløst, også selvom prisen stiger hver gang man skal bruge det. På den ene side fjerner spillet udfordring, men på den anden side gør det også, at alle har en chance.

Hvor spillet dog har rigeligt med udfordring, er i boss kampene, der er meget veldesignet. Alle bosser har deres svagheder, og de venter skam ikke på at du udnytter dem. Man er nødt til at tænke sig om, ligge en strategi og være opmærksom. Nogle bosser er måske lige lovlig udfordrende nok, men det er her, at spillet når nogle af sine bedste øjeblikke.

Dette leder også til spillets level system. Når man dræber en fjende, får man valget mellem at enten ofre dem eller redde dem. Redder man dem, får man EXP til den side, der styrer ens defensive styrker, såsom liv og defense. Ofrer man dem, får man til den anden side, der styrer hvor meget skade man giver.

Efter hver boss får man samme valg, hvor man ikke kun får en stor EXP bonus, men også muligheden for at have bossernes oprindelige form som partner, hvis man redder dem.

Der findes desuden også Sigils, der lader en yderligere fintune sin karakter, og giver forbedringer til forskellige kategorier.

Sammen med de førnævnte offerings, skaber det rigtig meget dybde. Man kan stort set udvikle sin karakter i hvilken som helst retning, og på en måde skabe sin egen klasse. Der er intet der holder en tilbage, man kan gøre præcist som man vil, hvilket er med til at gøre spillet til en yderst sjov og vanedannende oplevelse.

Det hjælper også, at spillet har rigtig mange side missioner, og en co-up del, hvor man kan spille op til fire spillere. Udover at være til stor hjælp, hvis man sidder fast i side missioner (man kan ikke spille historie missioner online), så bringer det også en interessant dynamik, hvilket er ofring af andre spillere.

Når en venlig spiller dør, kan man ligesom med alt reddet, vælge at enten redde eller ofre dem. Bliver man ofret, udløser man et kraftigt angreb, der selvfølgelig har døden til følge. Bagefter løber man rundt som en sjæl, og kan via sin finger gøre sine holdkammerater stærkere og fjenderne svagere, hvis man blot trykker på skærmen. Man går glip af EXP fra fjenderne, men missionen bliver stadig klaret.

Det fører til en interessant dynamik, hvor det måske i nogle situationer faktisk bedst betaler sig, at ofre en holdkammerat, hvilket er med til at gøre spillet en smule anderledes fra så mange andre spil. Det er rigtig sjovt at spille online, og faktisk en af de bedste multiplayer oplevelser på Vitaen.

Det der trækker spillet lidt ned, er den tidligere nævnte mangel på mission variation, men også på fjender. Bosserne fejler intet, men det kniber en smule, når det kommer til de almindelige fjender. Man møder alt for ofte den samme fjende, hvis eneste forskel er, at de giver lidt mere skade og lidt mere EXP, som spillet skrider frem.

Sidemissionerne er desuden også en smule irriterende, hvad angår deres adgang. Hvordan man låser op for nogle missioner, afhænger bl.a. af hvilke bosser man redder og ofre, noget som spillet ikke fortæller en på noget tidspunkt. Hvorfor man vil risikere, at spilleren ender med at sidde fast på denne måde er underligt, men det er stadig irriterende, at man ikke ved præcist hvilken boss det hele afhænger af.

Især mission og fjende variationen kan mærkes, men det holder ikke spillet fra at være sjovt og vanedannende. Man føler sig virkelig som en, der er herre og liv og død, og at man er tilpas kraftfuld. Kamp systemet er utrolig meget dybde, så selvom missionerne handler om det samme, så er der mange forskellige måder at spille det på.

Man låser hele tiden op for noget nyt, hvad end det er et spændende nyt angreb, flere missioner, eller et nyt stykke af den overraskende gode historie.

Det er også derfor, at jeg har brugt omkring 30 timer på spillet, og sikkert kommer til at bruge endnu flere timer på det. Der er meget at opnå, og man vil have det sjovt hele vejen igennem. Når men først kommer ind i det, kan det være svært at slippe igen.

Grafikken er dog ikke det mest imponerende. Omgivelserne er pæne og kreative, indtil man opdager at de gentager sig lidt for ofte, og egentligt ikke er mere end kamp arenaer. Monster designet er også ret flotte, men de gentager også sig selv for ofte. Dog er bosserne meget vellykkede. Ens karakter ser dog god ud, og det må anses som et stort plus, at man har fuld rådighed over hvordan han/hun vil se ud.

Lyden er meget bedre. Lyd effekterne er passene kraftfulde og lækre at høre på, hvilket tilføjer endnu mere til hvor kraftfuld man føler sig. Stemme skuespillet er også rigtig godt, men det er musikken der i sandhed imponerer. Der er episke kamp numre, men også et par stykker der går direkte i hjertet. En stor overraskelse, og et af de bedste soundtracks jeg har hørt i år.

Soul Sacrifice er et godt spil, meget bedre end jeg troede. Gameplayet er dybt, sjovt, belønnende og vanedannende, men det har overraskende nok også et fremragende soundtrack, og en historie der er mindeværdig, spændende og følsom. En kombination, der er sjældent for et håndholdt spil.

Desværre bliver det holdt tilbage af problemer, der ikke er talrige, men som alligevel fylder en del. Der er brug for mere variation i omgivelser, fjender og missioner, fordi det føles som om at udviklerne har udviklet fremragende gameplay, men ikke helt har været sikker på hvordan det skulle se ud.

Men det beviser, at der stadig er håb for Vitaen, og da mængden af gode spil er begyndt at stige, så ser fremtiden pludselig lysere ud. Og så må vi håbe at der kommer en fortsættelse, fordi hvis problemerne bliver løst, så kunne fortsættelsen blive endnu bedre. Men indtil det (forhåbentligt) sker, så er Soul Sacrifice i den grad værd at spille.

Samlet karakter: 8/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10