Call of Juarez: Gunslinger

BANG BANG BANG. Skuddene flyver vildt omkring mig. Det er glødende hedt i luften, men heldigvis har jeg solen i ryggen og stormer frem, igennem en klassisk western-by, præcis som vi alle kender. Fjenderne er mange, men alle og en ser ud til at kende mit navn. "It's Silas Greaves" bliver der ofte råbt blandt dem, lige inden at en af mine patroner rammer dem i panden. Jeg er dusørjæger og en skrap én i at være det.

Det har jeg da også bare at være, for efter at have vundet skuddueller på stribe med kendte personer som: Jesse James og Pat Garret (Det står der "in that damn dime novel), så er jeg ikke bare en almindelig "Gunslinger", der farer rundt i vesten.

Jeg har søgt tilflugt bag ved en kasse, dog velvidende, at den snart vil være skudt i smadder. Den har dog en god og tæt position på fjenderne, så jeg samler koncentrationen, springer frem og lader mine to Six Shooters synge i luften.
Så bliver der stille som døden - bogstaveligtalt. Der er ikke flere skud, der flyver rundt i luften. Den eneste sejrherre der står tilbage er Silas Greaves, der puster røg væk fra sine to pistoler, og fortsætter sit hævntogt.

Techland har udgivet endnu et spil i serien Call of Juarez. Selvom, at jeg ikke har prøvet de andre, ved jeg, at der har været stor bredde i forhold til værdien af de forskellige spil. Gunslinger er dog på den heldige side og spillet tager én helt tilbage til de klassiske westernfilm. Både i stil, dialog og soundtrack. Spillet gør det glimrende.

Silas Greaves er som sagt vores hovedperson. Historien bliver fortalt som en fortælling, da Silas Greaves er på besøg i en bar i Abilene og der, over en del drinks, fortæller han sin livshistorie til nogle tilhørere. Fortællingen handler om Mr. Greaves' hævntogt på 3 forskellige personer. Og et blodigt hævntogt det er.

Mr. Greaves kan dog finde på at overdrive, andre gange er det tilhørerne, som fortæller hvad de har hørt. Hvert fald, så bliver historien hver gang nydeligt rettet og man får så lov til at spille den overdrevne sekvens igennem igen - men som det rigtigt skete.
F.eks. skal man i de første minutter vinde over Pat Garret i en skudduel. Hvis man er bekendt med westernhistorier, så ved man, at Pat Garret slet ikke døde der og han skulle da gerne nå at skyde Billy the Kid, hvis historiebøgerne passer. Så sekvensen bliver rettet, og man bliver i stedet slået ud af Pat Garret i stedet for at vinde en episk skudduel.

Selve historien er ikke ligefrem noget at råbe hurra for. Ikke fordi den er dårlig, men den er simpel, klichéfyldt og ikke særlig dyb. Præcis som det skal være, for Gunslinger er ikke et spil, man forventer at kunne pille ved ens følelser, eller sætte en masse tanker i gang. Det er popcorn underholdning, godt syret af arkade- og westernstemning, og det fungerer helt fint. Karaktererne i historien er dog ret intetsigende, men igen, så er det heller ikke noget jeg forventede ville være anderledes og i et spil som dette, så kan det sagtens passere.

Gameplaymæssigt er Gunslinger generelt en fryd. Spillet formår at få spilleren til at føle sig Badass. Man er også Badass når man kløver sig igennem fjender efter fjender, mens en masse tal og farverige tekster springer op for ens øjne og informerer én om ens fortræffelige Headshots, eller ens Pointstreak. Der er skam også highscores, og spillet er delt op i baner, hvor man til sidst får en score vist op, som fortæller hvor mange points man får og hvordan ens skudduel var. Hver bane har nemlig en "boss" i form af en kendt person man skal køre den klassiske duel i mod.

De dueller er sjove, intense og kræver virkelig, at man har de gode reflekser, for man skal hurtigt trække på aftrækkeren og imens skal man balancere ens musemarkør (det er spillet på pc) på fjenden for at forbedre ens fokus på fjenden. Samtidig skal man balancere ens håndposition over ens seksløber, med knapper på tastaturet, så man hurtigere kan trække den op. Når man gør det og samtidig skal holde øje med modstanderen, så leder det til nogle ret intense dueller, som stadig er rigtig sjove. Jeg har dog ofte fejlet, men i sidste er det dog lykkedes mig at vinde, og hvilken sejr det er.

Resten af gameplayet er meget Call of Duty-agtigt. Det er intenst og hurtigt, og man skyder fjender efter fjender ned. I Gunslinger har man dog en hvis Concentration mulighed, som gør at tiden næsten bliver stoppet helt. Meget lig Red Dead Redemption, men hvor man ikke kan markere sine fjender, for derefter at skyde dem. En anden unik funktion i denne romantiske western fortælling er, når man nogen gange kan undvige fjendens skud. Det kommer automatisk, når et hvis måle-meter bliver fyldt, og en fjende vælger at skyde efter én. Tiden bliver igen stoppet, men ens fokus ligger på én fjende som skyder en patron mod Silas. Den patron skal man så undvige ved at trykke på A eller D. Fejler man er det den sikre død. Den funktion og nogle quicktime-events er nogle af de mindre heldige funktioner i dette ellers så veludførte spil. Man kan sagtens få det til at fungere, men det kan også være så forfærdelig irriterende at skulle starte forfra, med at bekæmpe en horde af fjender, bare fordi man lige regerede for sent, eller fordi man trykkede på den forkerte knap. Idéen er rigtig god, men Techland har fejlet i at udføre den ordentligt.

Selve spillet kan dog også være rigtig svært. Det er måske bare sværhedsgraden, som på mystisk vis var sat på Hard (I swear to God that I put that damn thing on Normal!), men hvert fald så er det værd at nævne, at jeg døde ret mange gange.

Spillet har også collectibles. Gode collectibles. Det er såkaldte Nuggets of Truth, som giver én rigtig information om rigtige hændelser. Man bygger sig et lille interessant leksikon gennem spillet, som er nemme og hurtige at læse og alligevel giver noget nyttigt information, ofte relateret til banen man er igang med.

I forhold til grafik og lyd, så er spillet dejligt at se på. Den Borderlands-lignende stil er veludført, og der er ikke rigtig noget at klantre grafisk synes jeg. Lydmæssigt er det en fryd, at høre de typiske westernlyde af patroner, der bliver fyret afsted. Det giver så meget stemning. Soundtracket er også vellavet og bærer den legendariske westernstemning med sig, og alligevel er der plads til lidt moderne trommer, som på ingen måder ødelægger stemningen.

Stemmerne til karaktererne er dog middelmådige og bringer aldrig rigtig liv til deres karakterer. Lige ud over Silas Greaves, som trods ikke at være særlig speciel, alligevel formår at blive accepteret som BadAss med en fin stemmeskuespiller.

Ud over historien byder spillet også på Arcade og Duel. Begge er gentagelser, som bliver vist i historien, hvor Arcade er horder af fjender og Duel er... ja det ved du godt! Igen er det highscores og arcadestemning, som tager til. En ny sværhedsgrad bliver også låst op, så der er en stor gennemspilningsværdi, hvis man er trængende.

Historien tog mig godt og vel 7 timer, men hvis det ikke var fordi jeg døde ret så ofte, så kan spillet dog godt komme ned under 6 timer.

Langt er det ikke, men kvalitet og highscores er da at hente, og med en virkelig veludført stemning, så får Call og Juarez: Gunslinger klare anbefalinger med på vejen.