The Last of Us

Hvis der er en ting, som Sony altid har haft styr på, så er det eksklusive titler. Der har altid været et bredt udvalg, hvor udviklerne har haft helt frie tøjler til hvordan de ville lave spillet. En af de helt store udviklere er Naughty Dog, kendt for Crash Bandicoot, Jak & Daxter og Uncharted, alle anmelderroste og succesrige.

Derfor var forventningerne naturligvis meget høje, da de ud af ingenting annoncerede The Last of Us, et spil der så ud til at være meget anderledes, fra hvad Naughty Dog hidtil havde lavet. Og ja, vi kender alle sammen nu til spillets anmeldelser, så der er kun et spørgsmål tilbage: Har anmelderne nu også ret?

The Last of Us foregår i en post apokalyptisk verden, hvor det meste af menneskeligheden er bragt i knæ, af en svampe infektion, i stil med Ophiocordyceps Unilateralis, som tidligere er set på myrer, og med næsten ligene effekt. Tyve år efter udbruddet møder vi manden Joel, der sammen med sin veninde Tess lever af, at være smuglere.

En dag støder de ind i lederen af gruppen Fireflys, der tilbyder at returnere nogle stjålne våben, hvis Joel går med til at eskortere pigen Ellie hen resten af gruppen.
Dette fører Joel og Ellie ud på en rejse tværs over USA, en hård og brutal rejse.

Naughty Dog har med Uncharted serien vist at de godt kan fortælle en historie, også selvom at de hele tiden gentog sig selv. Historien i The Last of Us er dog i en helt anden boldgade. Den er mørk, brutal og direkte. Der er intet der bliver holdt tilbage her, og man får i sandheden menneskeligheden at se, fra den mørkeste og grimmeste side.

Hvad der er med til at gøre handlingen speciel, er at der egentligt ikke er nogle helte. Moral er fuldstændig smidt til tiden, og alle gør hvad de kan for at overleve. Joel er ikke meget bedre, men man lærer alligevel at holde ham. Han prøver tydeligt at holde fast i sin menneskelighed, og har sine bløde og venlige sider, selvom han oftest er brutal og hård.

Pigen Ellie er hvad der gør forskellen for ham, hvilket er med til at gøre ham til en fremragende karakter, man let holder af. Men Ellie er ligeledes også en fremragende karakter. Hun blev født efter udbruddet, hvilket fører hende til at spørge Joel om fortiden, og blive klogere på verdenen omkring hende, og om hvordan den plejede at være.

Begge personer udvikler sig gennem historie, bl.a. takket være fremragende dialog. De snakker ofte sammen om alt muligt, hvilket altid er værd at høre på. Noget som ikke kun sker i mellemsekvenser, men faktisk mest under gameplay. Når spillet er slut, elsker man nærmest Joel og Ellie.

Spillets bipersoner er mindst lige så interessante som Joel og Ellie, der alle også har nogle få kvaliteter, der gør at man enten holder af dem, eller husker dem, også selvom de jævnligt bliver skiftet ud.

Alle karakterne føles som rigtige mennesker, takket være fremragende skuespillere, dialog og grafik, hvilket skaber nogle af de mest menneskelige karakter i video spil.

Spillets verden er også utrolig flot udviklet. Svampe infektionen forbliver et mysterium, men omgivelserne fortæller på sin måde sin egen historie, om hvordan verdenen gik under, sammen med de forskellige noter der er efterladt af (formentlig) døde overlevende. Man bliver slugt ind i spillets verden, der viser en af de bedste post apokalyptiske verdener, i et video spil.

Der skal desuden også gives plus point til hvordan historien bliver fortalt. Der er mellemsekvenser, men ellers bliver det meste fortalt gennem gameplay, som om man selv var der. Det hele føles naturligt og organisk, fri for den ofte overdrivende fortæller metode man ellers ser i video spil. Det føles virkeligt og karakterne føles som rigtige mennesker.

Opmærksomme folk vil nok finde mange ligheder mellem spillet og The Road, samt Children og Men, men det fjerner ikke, at handlingen er fantastisk. Der er mange mindeværdige øjeblikke, hvor nogle er direkte smukke at opleve. Man bliver fuldstændig opslugt i spillets verden og dens karaktere, hvilket gør spillet svært at ligge fra sig.

Det er den sjælende historie, der gør alt rigtigt (inkluderende en af de bedste og mest komplekse slutninger, længe set), og som bare må opleves. Det er let en af de bedste historier, der nogensinde er skrevet til et video spil, og en som i fremtiden vil definere hvordan historier kan fortælles i et video spil.

The Last of Us er noget så sjældent, som et survival horror spil, med stort fokus på stealth. Man har altid valget om at gå i kamp, og det er i den grad muligt at overleve, men det er langt fra anbefalet.

Man har nemlig meget lidt at gøre godt med. Der er stor mangel på nødhjælps pakker og ammunition, og selvom man selv kan fremstille tingene, er selv de meget svære at få fat på. Man skal udforske omgivelserne tynde for ressourcer, og hvor hemmelige områder som regel i andre spil ville tilbyde hemmeligheder, så tilbyder de her kun lige nok ting til, at man måske har en chance.

Der skal ikke så meget til før Joel dør, og nogle af de inficerede dræber endda en direkte i et slag, uanset hvor meget liv man har. At være i kamp ender som regel med at koste en alt hvad man har, hvilket opfordrer til at man i stedet sniger sig forbi fjenderne.

Overalt er der tomme flasker og mursten, der kan bruges til at distrahere fjender, hvilket i den grad er nødvendige. Der findes også en række nærkamps våben, men de går hurtigt i stykker. Joel kan dog godt banke folk ihjel, men det tager tid, og føles endda klumset.

Man har også en stor ulempe, når man vælger at bruge en af de mange skyde våben. Joels sigte er nemlig langt fra perfekt, med et sigtekorn der let flyder udover skærmen. Det gør skydekampene ekstra svære, men det føles også realistisk. Man kan dog opgradere Joel, så han bliver mere rolig.

Man har dog en fordel, hvilket er Joels hørelse. Med dette, kan man høre og se fjender, der er i nærheden, hvilket kan bruges til at snige forbi, eller planlægge baghold. Det er en meget velkommen mulighed, da det holder spillet fra at virke uoverskueligt og umuligt. Hvis man ikke kan lide muligheden, kan man blot slå den fra i options menuen, og på højeste sværhedsgrad er muligheden helt væk.

Som tidligere nævnt kan Joel dog fremstille sine egne ting, som f.eks. søm granater, røgbomber og nødhjælpspakker. Man kan også finde medicin undervejs, der kan gøre Joel stærkere og forbedre hans muligheder. Man skal dog ikke lade sig narre af dette. Materialerne er svære at finde, og Joels chancer bliver kun en smule bedre, når han er fuldt opgraderet. Desuden sætter det ikke spillet på pause, når man vil fremstille ting. Det er heller ikke muligt at opgradere ham fuldt ud i sin første tur gennem spillet.

Alle disse ting, tilsat at Joels liv ikke kommer tilbage af sig selv, gør spillet til en uhyggelig og intens oplevelse. Man føler virkelig at man er i fare, og konstant dårligere end de andre. Det kræver strategi, snu og lidt held at komme videre. Det er ikke umuligt at spille, men det er tilpas udfordrende, og noget af det der gør, at The Last of Us er så fremragende at spille.

Spillet formår også at have et rigtig godt tempo. Man kommer til at støde ind i mange mennesker og inficerede, men der er også mange lange sektioner, hvor spillet er helt fri for fjender, og bare fokuser på udforskning, karakter opbygning og give en mulighed for at nyde omgivelserne. Det er både tiltrængt, men også et klogt valg.

Det gør, at man ser bort fra at spillet er ret lineært og er fri for øjeblikke, hvor man skal træffe et valg. Dette er et eksempel, på hvordan man laver en historie kampagne, og et af de bedste jeg nogensinde har spillet.
Det er noget, man bare på spille og opleve.

Men vi er ikke færdige, fordi spillet har faktisk også en multiplayer del. Nu er der nok nogen der ryster i bukserne, fordi hvad skal et spil som The Last of Us med multiplayer? Desuden, der må jo være en grund til at Naughty Dog ikke har villet snakke om det overhoved.

Så forbered dig på en overraskelse, fordi multiplayeren er ikke kun sjovt, men også ret unik.

Spillet tilbyder kun to modes, der i realiteten er to variationer på Team Deathmatch. I en har ens hold samlet tyve liv, hvor man kun har et liv i den anden. Gameplayet fra historien er fuldstændig intakt her, så heller ikke online har man særlig meget at gøre godt med.

Det specielle er dog ens klan. Under kampene skal man finde forsyninger, så man kan holde sin gruppe overleve i live, gennem tolv uger, hvor en kamp svarer til en dag. Man får forsyninger for stort set alt hvad man laver, og materiale, der kan bruges til både at lave f.eks. bomber. Man optjener også dele, der kan bruges til at købe våben opgraderinger, ammunition og skudsikre veste, imens man venter på at respawne.

Hvis man ikke får samlet nok forsyninger, begynder folk i ens lejr at blive sultne og syge, og eventuelt dø. Og hvis alle dør, får man lov til at starte helt forfra, fra dag et. Det gør, at alle multiplayer kampe føles vigtige, og det fører også til en masse spænding og stress, som historie delen også nyder stort af. Noget, der sjældent er set i et multiplayer skydespil.

Selvom der godt kunne have været flere modes og baner, så er det en multiplayer del, som man vil komme tilbage til. Multiplayer er ikke gjort helt på samme måde, som her. Det er en sjov og intens oplevelse, og generelt bare en stor overraskelse, at gameplayet faktisk godt kan fungere i multiplayer.

Hvad der dog er knap så godt for spillet, er en række stabilitets problemer. I historien oplevede jeg, at spillet gik i sort skærm efter fem minutter i begyndelsen, hvilket kun kunne løses ved at genstarte konsollen. Dette skete dog kun en gang.

Online har spillet en ubehagelig tendens til at fryse og kræve en genstartning, hvilket kan have en uretfærdig konsekvens for den klan, man prøver at holde i live. Desuden hænder det også, at kameraet helt er frosset fast på sin respawn vinkel, hvilket gør at man kun kan følge sin karakter, når man sigter med sit våben.

Spillets loading tider er desuden også helt hen i vejret. At komme ind i en multiplayer kamp kan sagtens tage mellem ti til tredve sekunder. Værre er det dog for historien, hvor det let kan tage et par minutter at komme fra hoved menuen, og ind i spillet. Loading procenten stiger utrolig langsomt, og nogle gange genstarter den endda sig selv, som om at spillet lige besluttede, at den ville indlæse det hele på ny.

Det er irriterende at vente så længe, og man undrer sig over hvorfor man ikke kan installere spillet, så det kunne gå lidt hurtigere. Heldigvis er dette den eneste gang, hvor historien skal loade, så det er til at leve med. De andre problemer er ikke store nok til, at det ødelægger oplevelsen. Det kan ske, men det sker ikke ofte.

I sidste ende rør disse ting dog ikke spillet så meget. Det gør, at man husker at man sidder og spiller et video spil, men trækker ikke en ud af oplevelsen. Dette er i sandheden et fantastisk spil at spille, og et af de bedste jeg nogensinde har haft mulighed for at spille.

Kampagnen tog mig omkring 13½ time at gennemføre, hvilket i den grad er en sund længde. Det føles aldrig for langt eller for kort, men helt tilpas. En dejlig længde, når man er vant til spil der er overstået på en aften.

Efter rulleteksterne låser man desuden op for New Game Plus, og en ekstra sværhedsgrad, der i sandheden er en udfordring (og som stærkt kan anbefales!).

Multiplayer delen holder også i lang tid. De tog faktioner man kan spille som, behøver hver 84 kampe for at være gennemført, så der er noget at gå i gang med. Dog selvfølgelig hvis man kan holde det ud i længden, men multiplayer delen er værd at spille.

Grafikken er utrolig smukt, faktisk noget af det pæneste jeg nogensinde har set. Karakterne ligner rigtige mennesker, og man vil blive forbløffet over deres animationer og livagtige ansigter, der ser meget realistiske ud. Der skal også gives ros for designet af de inficerede, der i den grad er skræmmende at se på, også selvom der ikke er så mange af dem.

Spillets omgivelser er også fantastisk smukke at kigge på, på trods af at det lidt for tydeligt ligner både Enslaved og I Am Legend. Det ligner og føles som den rigtige verden, hvilket gør spillet meget troværdigt og virkeligt. Selvom de fleste steder er tomme og ødelagte, så fortæller de deres egen historie. Man kan let forestille sig hvordan livet var på de pågældende steder, før udbruddet, og hvordan andre overlevende har prøvet at holde ud. Det er helt fantastisk at opleve.

Spillets lyd er af lige så fremragende kvalitet. Spillet har en god atmosfære, ironisk nok fordi det meste af spillet består af stilhed. Man kan til tider høre naturen, og lyden af de inficerede i nærheden er uhyggeligt at høre på, men ellers er det en meget stille affære, hvor man kun hører lyden af karakternes fodspor. Et klogt valg, der er overraskende uhyggeligt og nervepirrende i visse situationer.

Musikken er komponeret af Gustavo Santaolalla, der tidligere har høstet to Oscars for sin musik til Brokeback Mountain og Babel. Ligeledes gør han også et fremragende arbejde her, med et mindeværdigt og passende soundtrack.

Stemme skuespillet er også af fantastisk høje kvaliteter. Det lyder som virkelige personer, hvor der er lagt rigtig mange følelser i. Det er fremragende at høre på, og noget af det bedste stemme skuespil længe hørt.

Jeg kunne sagtens blive ved med at skrive om The Last of Us, beskrive hvert enkelt fed detalje omkring det, men det ville både fylde for meget, og spolere spillet. Dette er et fantastisk spil, som man ikke må komme udenom. Det er ikke kun genre definerende, men også et spil der hæver niveauet for historie og gameplay, og en milepæl som alle spil vil blive bedømt ud fra fremover.. Det er ikke kun et af de bedste PS3 spil nogensinde, men nok også et af de bedste spil nogensinde lavet.

Jeg har i min tid som gamer oplevet mange fremragende spil, mindeværdige og tårefulde øjeblikke, og dybe og komplekse spil, men aldrig noget i så høj kvalitet som The Last of Us. Kvaliteten er nærmest uvirkeligt, på så højt et niveau, som de færreste kunne forestille sig.

Skynd dig ud og køb dette spil. Sælg din nyrer, tag et lån, knokle som en gal, fordi uanset hvad, så må du ikke gå glip af dette mesterværk. Video spil bliver simpelthen ikke bedre end dette.