Limbo

Psykolog: Når, min kære Vita. Hvordan har du det så i dag? Du virker stadig påvirket af Call of Duty...
Vita: Ja, den gør stadig ondt. Jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer over det her. Hvorfor er jeg her egentlig?
P: Det var også noget af et hårdt slag. Men du er nødt til at samle dig selv, ellers kommer du kun længere ned, i den sorte spiral!
V: Jamen hvordan!? Jeg mangler spil, og Call of Duty burde havde hjulpet mig! Hvorfor behandlede de mig så dårligt?
P: Lad os prøve noget andet. Jeg har taget noget med til dig i dag, som forhåbentligt hjælper på tankerne.
V: Hvad er det?
P: Limbo.
V: Jamen udkom det ikke tilbage i 2010?
P: Jo, det er desværre ikke eksklusivt til dig, men tror stadig det vil være godt for dig.

Limbo starter i en skov, hvor en navnløs dreng vågner. Hvordan han er havnet der, ved vi ikke. Vi ved kun denne ene ting: Han skal finde sin søster. Og selv dette information må læses fra spillets beskrivelse.

Limbo har ingen forhold, ingen dialog, og næsten ingen personer, udover drengen. Det virker faktisk langt henne af vejen som om, at spillet ikke har nogen historie, og man bliver tilgivet, hvis man tror sådan. Men der er mere bag det, end man tror. Det er en metaforisk historie, en der lever på hvordan man fortolker den.

Der er mange fortolkninger, og jeg har da såmænd også min egen. Dog kan jeg ikke fortælle om den, uden at spolere det hele. Bare vid, at der er mere handling, end du måske tror. Det er ikke så tilgængeligt, men det er med til at gøre Limbo til en rigtig god oplevelse.

Limbo er et simpelt 2D platform spil. Du skal bevæge dig gennem omgivelserne, imens du klarer puzzles og fælder. Og det er stort set hvad hele spillet går ud på. Det eneste man rigtigt kan, er at hoppe, og hive fat i håndtag og kasser, og skubbe dem frem og tilbage.

Det lyder ikke særlig dybt, men alligevel formår det at holde en godt underholdt. Spillets mange puzzles er meget intelligente, og kræver at man virkelig skal tænke over sin fremgangs metode. Mange puzzles ser umiddelbart umulige ud at løse, men der er en løsning. Man skal bare tænke ukonventionelt.

Men det handler også om at have hurtige reflekser. Ligesom man tror at man har styr på det, kommer spillet nemlig med et trick, der højst sandsynligt vil få dig dræbt første gang. Dette betyder at der er mange overraskelser. Overraskelser, som ofte vil betyde en grusom død, for den stakkels navnløse dreng.

Dette betyder naturligvis, at spillet er svært. Det er til tider ret frustrerende, fordi løsningen ikke er åbenlys. Og der er kun en rigtig måde at lære det på, og det er gennem utallige dødsfald.

Men det gør det kun endnu mere belønnende, når man så endelig kommer videre. Og det forhindre på ingen måde spillet i at være sjovt. Det er et utrolig kreativt spil, og det er tydeligt at se at udviklerne har tænkt længe over det. Selv de mange grusomme dødsfald gør, at man faktisk binder sig lidt drengen. Og det er denne binding der gør Limbo til noget særligt.

Hvad spillet dog ikke kan flygte fra, er dens længde. Spillet er overstået efter to - tre timer, og der er ikke så meget at vende tilbage til. Der er nogle æg at finde undervejs i spillet, som i sidste ender giver adgang til en hemmelig (og svær!) bane, men bagefter er det ikke mere at komme efter. Medmindre man vil lede efter spor, der kan hjælpe ens fortolkning af historien.

Grafikken i Limbo er noget så simpel, og alligevel noget så smuk. Drengen har ikke det helt store udvalg af animationer, faktisk er han helt sort, med kun et par små hvide øjne. Dette gør dog, at han kan se ud præcis som man selv vil have det. Man må selv fortolke hvordan drengen ser ud.

Spillet består faktisk kun af to farver, sort og hvid, uanset hvor man kommer hen. Det er dog et rigtig pænt look, der sammen med de varierede baggrunde, minder utrolig meget om tysk ekspressionisme. Det er smuk og mindeværdig grafik, der er umuligt at tage øjnene fra.

Lyden er ligesom grafikken, simpel, minimalistisk og alligevel effektiv. Dette er noget af det bedste lyd design jeg længe har hørt. Lydene har virkelig en effekt, og er faktisk med til at (til tider) skabe en skræmmende atmosfære. Musikken er ambient, men det er meget passende med den grafiske stil, og er med til at hive en endnu dybere ind i spillets univers.

Psykolog: Når, hvad siger du så til dette spil Vita?
Vita: Jeg kan rigtig godt lide det. Det er sjovt, udfordrende og tankevækkende. Helt unikt og yderst fremragende.
P: Hjælper det lidt, på dit trauma?
V: Ja, lidt... Men jeg ville ønske, at det var kommet til mig først...
P: Det skal du ikke tænke på. Det er stadig et utrolig godt spil.
V: Hvis bare det var længere. Men jeg må tage hvad jeg kan bruge.
P: Ja. Når, det lyder som om, at vi har taget et skridt i den rigtige retning i dag Vita. Vi ses snart igen, god bedring.
Vita: Tak, jeg får stadig brug for det...