Bioshock Infinite

Jeg fik gennemført spillet her forleden. Meh. Jeg er glad for at jeg ikke brugte penge på det, men bare lånte det.

Gameplayet er ikke helt i top. Det er ret ensformigt. Jeg brugte kun én fremgangsmåde, fordi jeg ikke rigtig kunne finde andre der virkede nær så godt. 1: Overtag en af fjendens robotter, 2: få Elizabeth til at hive en kanon ind fra et parallelt univers, 3: kast "Murder of crows" og så shotgun i face på fjenden. Det er meget sjovt de første par gange, men det bliver hurtigt ensformigt. Og det bliver direkte kedeligt når der bliver introduceret fjender som skal have 4-5 shotgun skud lige i face før de dør.

På et tidspunkt skal man nakke den samme boss igen og igen. Det er hamrende kedeligt at skulle fylde den boss med kugler. Heldigvis er AI'en i de encounters så ringe at man bare kan stå på afstand med en sniper rifle og dræbe bossen uden at blive angrebet af fjenderne.

Det transportsystem der forbinder de forskellige luftskibe bruges til at bringe dig fra level til level. Det kan dog også bruges i kampsituationer. Desværre er det ikke så intuitivt som man kunne håbe. Det er en smule forvirrende at bruge, så jeg forsøgte så vidt muligt at undgå at bruge det, da man meget nemt mister orienteringen.

Der er en del mangler i forhold til, hvad spillet opfatter at du gør, og hvad det forventer at du gør. Jeg oplevede flere gange at Elizabeth begyndte at ævle om et eller andet objekt hun havde fundet, og at min karakter så svarede hende, selvom han ingen mulighed havde for at vide hvad hun mente, da jeg var igang med noget helt andet. F.eks. hvor jeg forsøgte at hoppe op på hovedet af en NPC (man glider bare af) havde Elizabeth fundet et objekt hun begyndte at snakke om, og så svarede den person jeg styrede, selvom han overhovedet ikke havde set det objekt hun snakkede om.

Et andet eksempel er hvor jeg havde udforsket mig frem til en bygning "the show room", og Dewitt (ham man styrer) og Elizabeth snakker så om at der ikke er noget for os her endnu. Jeg forlader så bygningen, møder en NPC og skal så tilbage til "the show room", hvorefter Dewitt så tænder af, fordi "where is the show room!!??". Hvortil Elizabeth svarer: "don't worry we will find it". Hvortil jeg svarer: "Vi har sgu da lige været der hr. og fru. Malerhjerne, og I stod selv og ævlede om det! Har I allerede glemt det? Det var 2 minutter siden!"

Man kan ikke aktivere Elizabeth i en samtale. Det sker automatisk, og man kan ikke få hende til at vise tingene igen. Det er ret irriterende, for nogle gange finder hun en lockpick og siger: "take that lockpick" og hvis man ikke er helt opmærksom på, hvor hun er, og hvad hun laver, så er det bare ærgerligt, for så render hun bare videre, og så skal man så lede efter en lockpick. Det er underligt at hun kan finde penge, ammo, salt's og alt muligt andet og give det til en, men hun kan ikke finde ud af at tage en lockpick til en. Det giver ingen mening.

Lydarbejdet er af svingende karakter. Jeg troede i en overgang at nogle af de personer der går igen i spillet var spøgelser, fordi deres stemmer var allestedsnærværende uanset, hvor deres person var i verden. Andre stemmer passede bedre i forhold til deres position. Det er skuffende at de ikke har fået styr på det. Lydeffekterne og musikken er dog helt iorden, og er med til at få spilleren i den rette stemning i forhold til, hvad man laver.

De karakterer man møder igennem spillet er typiske karakterer for Bioshock universet. Der er tale om ekstreme karikaturer uden megen dybde. De fleste af karaktererne man møder er derfor kedelige bekendtskaber, dog med undtagelse af Elizabeth og to tvillinger. De sidste fungerer som kærkomne comic reliefs i en ellers selvhøjtidelig historie. Desværre er den person man selv spiller den suverænt mest kedelige.

Typisk for Bioshock universet er historien ude i et overdrev. Der bliver smurt ekstra tykt på alt for at understrege samtlige pointer. Det giver nogle rigtig sjove scener, som jeg gerne vil spoile, men det må foregå et andet sted end denne anmeldelse. Det kræver dog at man spiller spillet med en vis distance, for meget af det der foregår er simpelthen for fladpandet, ekstremt og selvhøjtideligt til at man kan leve sig ind i universet. Fanger du humoren er der dog nok satire, til at hive dig igennem spillet på trods af dets mangler. Samlet set var jeg dog godt underholdt i min tid med Bioshock: Infinite.