Nier

Da Nier oprindeligt udkom tilbage i 2010, var ikke specielt begejstret. Ja, jeg kendte udviklerne og har haft noget sjov med deres Drakengard serie, men Nier vakte ikke rigtig min opmærksomhed, pga. anmeldelserne. Men for nylig opdagede jeg så, at en veninde havde spillet, hvilket fik mig til at låne spillet, og give det et forsøg.

Jeg undersøgte også spillets anmeldelser, der beskrev det som et spil, der trods alt var det hele værd i sidste ende. Dette gjorde mig i den grad nysgerrig, og nu sidder vi så her i dag. Desuden prøver min Vita stadig at komme sig over COD chokket.

Nier handler om manden af samme navn (man kan dog frit navngive ham). Han lever i en verden, hvor menneskeligheden har glemt alt om vores moderne teknologi, og lever under middelalder agtige forhold. Dog er verdenen også fyldt med monstre, ved navn Shades, der hver dag vokser i antal. Niers datter bliver ramt af en mystisk og dødbringende sygdom ved navn "Black Scrawl", hvilket bringer Nier ud i en desperat søgen efter en kur. Undervejs møder han en række karaktere, blandt andet en talende bog, ved navn Grimoire Weiss.

Historien i Nier er ret interessant at snakke om. Først og fremmest er der nogle rigtig gode karaktere, som f.eks. Weiss, der er umulig ikke at holde af. Nier er lidt for simpel, men hans vilje for at redde sin datter bliver brugt godt, og man ender med at få sympati for ham. Alle hovedpersonerne er nogle man holder af, også selvom den kvindelige Kainés brug af bande ord, er utrolig irriterende og unødvendige.

Spillets baggrunds historie er desuden også ret interessant. Rundt omkring i verdenen er der spor fra "den gamle menneskealder", og de forskellige karaktere snakker ofte om hvad disse ting mon gjorde i gamle dage. Det er en interessant verden, og også ret original.

Mange har rost historien, men jeg forstod faktisk ikke hvorfor i første omgang. Da jeg nåede spillets slutning, føltes det hele mere eller mindre undervældende og forhastet. Det var som om at noget manglede. Nogle karakterne føltes som om, at de manglede noget, tingene var lidt forhastet, og spillets overraskende drejning virkede kun som en mindre fodnote.

Men da jeg så startede på New Game +, så ændrede tingene sig i den grad. Pludselig blev der tilføjede nye forfilm, og dialog fra spillets fjender. Og det er gennem dette, at spillets drejning faktisk begynder at få en effekt. En effekt, der fuldstændig ændrer på hvad man tænkte om spillet som helhed. Det er rigtig gennemtænkt, og nærmer sig faktisk Silent Hill 2 niveau. Det er overraskende, en smule chokerende, og ens samvittighed kommer ikke helskinnet igennem.

Det er alt i alt en historie, der er værd at opleve. Den er bedre end gennemsnittet, og vil være en positiv overraskelse til alle der spiller spillet. Bare husk at starte New Game +, når spillet er gennemført.

Nier er et standard hack and slash rollespil. Du udforsker spillets verden, kæmper imod fjender og bosser, stiger i level, får nye våben og klarer side missioner.

Kamp systemet er ret typisk. Man har adgang til forskellige sværd og spyd, og gennem Weiss får man desuden også en række magiske angreb. Kamp systemet bliver dog aldrig mere dybt, end at man blot skal hamre løs på firkant, og så i ny og næ undvige angreb ved at rulle sig til siden. Det er det samme problem med de magiske angreb, hvor det kan bedre betale sig at holde sig til de to første man får, fremfor noget andet.

Det er her, at vi også kommer hen til at lidt stort problem. Spillet er lidt for let. I starten er der et par fjender, der måske er lidt for stærke for en, men når man er kommet halvvejs i spillet, så bliver det overraskende let. Fjender kan godt gøre god skade, men det er som regel mere hvis de trænger en op i et hjørne. Og alligevel kan de dræbes på max tre-fire slag.

Boss kampene er heller ikke meget bedre, og er let et af de værste elementer ved spillet. Deres angrebs mønster ændrer sig aldrig, og de ender med at føles blot som almindelige fjender, der er blevet gjort større og har fået en forlænget livsmåler. Ikke at det gør dem svære, tværtimod er de ret lette. Faktisk så lette, at jeg gik glip af det meste af dialogen, der foregik mellem karakterne under kampen, fordi det gik så hurtigt. Det siger lidt om hvor let det er, når man er nødt til at afholde sig fra at angribe, så man kan få det hele med.

Det hjælper heller ikke, at ens hold kammerarter er nærmest ubrugelige. De bliver aldrig stærkere, så jo længere man kommer ind i spillet, jo dårligere bliver de.

Det føles som om, at de bare er der, og alligevel har de formået at dræbe fjender for mig i sidste øjeblik, så jeg faktisk blev snydt for EXP. Så de er irriterende til tider, men det kunne godt være værre.

Og ja, alt dette var på min første tur gennem spillet, på den normale sværhedsgrad.
Dog er der nogle rimelige muligheder for at lege lidt med sine våben. Udover at de kan opgraderes, samler man også forskellige ord, der kan sættes på alle sine angreb, for bonusser. Det giver en lidt at gå efter, men det bliver aldrig nødvendigt at bruge. Ordnes effekt kan næsten ikke mærkes, og man ender næsten altid hurtigt med et nyt våben, der er meget bedre end sit forrige.

Det er tyndt, ensformigt og typisk, men der er alligevel noget simpel sjov at komme efter. Man føler sig i det mindste lidt som en kraftig jæger, og der er noget tilfredsstillende ved at stige i level. Det føles på mange måder ligesom udviklernes tidligere serie Drakengard, med et snært af Dynasty Warriors, så hvis man kan lide de spil, vil man finde Niers kamp tiltalende, på trods af manglerne og problemerne.

Hvad der dog bliver tydeligt undervejs i spillet, er at udviklerne havde en del idéer. Spillet har f.eks. nogle 2D sektioner, elementer af skydespil, og endda tekst eventyr. Der er mange forskellige idéer, og det gør at man aldrig helt kan vide sig sikker på, hvad der venter en om hjørnet.

Den dårlige side af dette er dog, at det kan mærkes tydeligt på en række dårlige måder.
Det føles aldrig poleret nok, som om at udviklerne dårligt har kunnet vikle spillets mekanikker til at understøtte disse elementer. F.eks. har 2D sektionerne platform elementer, hvor kontrollen er meget løs og upræcis. Det er en general følelse af underudvikling, fordi det ikke spiller så godt, og/eller ikke bliver udnyttet ordentligt.

Spillets side quests er også nogle af de værste, jeg længe har oplevet. Normalt elsker jeg side quests, og klarer gerne helst dem alle, men i Niers tilfælde, var det på ingen måde tiltrækkende.

De fleste af missionerne er en stor fetch quest, hvor du skal bringe ting fra en person til en anden, eller ud og samle ting for en person. Det føles virkelig som om, at de spilder ens tid, og det gør det bestemt ikke bedre, at en quest godt kan finde på at sætte dig til at løbe frem og tilbage imellem flere forskellige personer (nogle gange endda de præcis samme personer) mere end en gang.

Man bliver endda nogle gange bedt om at finde ting, om man ikke var klar over fandtes, uden at give et hint om hvor de er.

Spillet kan ikke engang finde ud af at vise dig, hvor det er man præcist skal aflevere en quest, så du må hellere huske hvor du har dem fra.

Nier er også overraskende kort. Hvis man går udelukkende efter historien, kan det faktisk gennemføres på omkring fem til syv timer, og fremtidige ture gennem spillet er endnu kortere, fordi man starter halvvejs inde i spillet. Der er en del side quests, men de er som tidligere nævnt ikke noget værd at gå efter.

Dog gør historien, at det er værd at spille mere end en gang, men det handler naturligvis også om, om man kan holde gameplayet ud. Dog er det værd at opleve, og en af spillets fire slutninger, har en ret overraskende drejning, som man dog skal være varsom over for.

Der er ikke rigtig nogen pæn måde at sige det her på, så nu vil jeg være ærlig: grafikken er ret forfærdelig. Det ligner på ingen måde et PS3/360 spil, men mere et første generations PS2 spil. Karakterne ser okay ud, og der er en fin kunstnerisk stil, men resten er for grimt at se på.

Hvad der dog er mest skuffende, er manglen på omgivelser. Niers verden er ret lille, og spillets anden halvdel går næsten udelukkende ud på at gå igennem tidligere omgivelser. Når du træder ind i et nyt område i den første halvdel, kan du være sikker på, at du skal tilbage til det et par gange endnu.

Lyden er dog markant bedre. Lyd effekterne er lidt kedelige at høre på, men spillet har noget fremragende stemmeskuespil, og et overraskende godt soundtrack. Desværre gentager soundtracket sig selv lidt for ofte, så man ender let med at høre de samme numre igen og igen. Men det holder ikke soundtracket fra at være godt alligevel.

Nier er i sidste ende et middelmådigt spil. Gameplayet har nogle sjove øjeblikke, og et par gode idéer, men det meste af det er bare underudviklet og upoleret, tilsat forfærdelig grim grafik.

Spillet bliver delvis reddet af en overraskende god historie, der til dels gør spillet det værd at gå igennem. Men hvis det ikke var for historien, ville spillet faktisk ikke være meget værd. Det ville være langt fra det værste, men ikke rigtig noget, der skriger efter ens opmærksomhed.

Og det er ærgerligt, fordi der alligevel er mange idéer og stort potentiale i spillet. Det er endda originalt på nogle punkter. Man kan kun gisne om, hvad det var der gik galt. Jeg ville satse på at budgettet ikke var stort nok.

Det er genialt til tider, og det er dét der gør, at spillet fortjener 6/10, men der er for mange dårlige ting, til at det kan blive mere end det.