Dansk
BRUGERANMELDELSE

Ni no Kuni: Wrath of the White Witch

Skrevet af: Nike   2013-05-22

Om man kan lide japanske tegnefilm eller ej, så er der et studie som de fleste kender, nemlig Studio Ghibli. Studiet blev grundlagt i 1985 af blandt andet den højt elskede Hayao Miyazaki. Studiet har siden givet os film som "Min Nabo Totoro", "Det Flyvende Slot" og "Chihiro og Heksene", der kort sagt kan betragtes som klassikere. Normalt er jeg ikke til japanske tegnefilm, men Studio Ghibli er en undtagelse i min verden. Er især fan af "Min Nabo Totoro".

Nu har studiet så slået sig sammen med det anderkendte Level-5 (Dark Cloud serien, White Knight Chronicles, og Rouge Galaxy), og sammen lavet Ni No Kuni: Wrath of the White Witch. Det blev oprindeligt udgivet til Nintendo DS i Japan 2010, men nu får os i vesten også lov til at prøve det, i en forbedret PS3 udgave. Lad os se, om vi gik glip af noget godt.

Spiller handler om drengen Oliver, der en dag oplever noget forfærdeligt. Hans mor dør af et hjerteanfald. Det tager hårdt på ham, indtil hans dukke Drippy pludselig forvandler sig til et levende væsen. Drippy fortæller Oliver, at hans mor lever i en anden verden, hvor alle personer har en sjæleven, hvilket gør at Oliver muligvis kan få sin mor tilbage.

Da han dog kommer til denne verden, finder han ud af at folk er ramt af hjertesorger, takket være den onde Shadar, der også holder Olivers mors sjæleven til fange. Oliver sætter sig ud for at finde sjælevennen, og hjælpe folk omkring ham så godt han kan. Imens bliver han dog overvåget af en mystisk hvid heks, og et mystisk råd.

Historien er lidt af en blandet fornøjelse. Der er nogle gode karaktere, og temaet er ret godt. Der er noget tilfredsstillende ved at løbe rundt og helbrede folks hjertesorger. Man føler sig som et godt menneske. Olivers rejse er også en man føler lidt for. Vi kan vel alle forestille os hvordan det er at stå i hans sted, så man får sympati med ham. Historien har også et par drejninger, som faktisk er ret gode, og nogle gode baggrunds historier til de forskellige personer. Desuden er Drippy en af de fedeste sidekicks længe set.

Historien har dog også en række dårlige sider. Nok får man sympati for Oliver, men han er svær at holde af. Han er simpelthen alt for dum og irriterende. Ja, jeg ved godt at han kun er en lille dreng, men det undskylder ikke at han skal have selv de simpleste ting forklaret tyve gange. Hver gang noget skal forklares, er han den eneste der aldrig forstår det. Han skal have skåret alt ud i pap, og selv der er det ikke engang sikkert at han ved, hvad pokker man snakker om.

F.eks. selvom at han bruger det samme magi hver gang til at kurere folks hjertesorger, spørger han ofte hvad han skal bruge. De andre karaktere (især Drippy) bliver naturligvis irriteret over dette, men det gør ikke tingene så meget bedre. Nogle gange fortjener han bare en dumme flad, og han ville hurtig blive fattig af at give kvajebajere.

Det virker også til tider som om, at historien gør hvad den kan for at trække sig selv ud. Ofte bliver hoved handlingen sat på standby, fordi der lige skal løses noget andet først, som f.eks. at finde badedragter så man kan få lov til at gå gennem en by. Selv den hvide heks forsvinder i længere tid. Ja, du skal sgu ikke tro at du er noget, bare fordi spillet er opkaldt efter dig, hvide heks.

Efter ca. 30 - 35 timer virker det endda som om at spillet skal til at slutte, bare for at fortsætte. Her dukker den hvide heks pludselig op igen, som om at manuskript forfatteren lige kom i tanke om, at hun også var en del af historien.

Og for resten, når jeg ligger 45 timer ind i et spil, så vil jeg mene at have ret til at forvente en ordentlig slutning, som giver en ordentlig konklusion. Ikke en der nærmest bare slutter, fordi budgettet ikke rakte til mere., uden at fortælle noget som helst om hvad der sker bagefter.

Spillet er desuden også ret usikker på, hvordan den skal fortælle sin historie. Den er aldrig rigtig sikker på, om det skal gøres gennem almindelig tekst læsning, mellemsekvenser med stemmer, eller tegnede mellemsekvenser.

Størstedelen fortælles gennem tekst læsning, men nogle gange bliver de afbrudt af en lyn hurtig mellemsekvens, hvor der måske bliver sagt et eller to ord, før det er tilbage til tekst læsning. Nogle gange er der stemme skuespil til teksten, hvor der andre gange ikke er. Selv i samme samtale, kan der nogle gange skiftes imellem stemme skuespil og intet stemme skuespil.

Det føles noget tilfældigt, og det distraher virkelig meget fra handlingen. Det er utrolig irriterende at være vidne til, og jo længere man kommer ind i spillet, føles det som om at spillets historie budget dør. Man kan nærmest mærke hvordan det forsvinder.

Gameplayet er dog markant bedre. Ni No Kuni spilles præcist som et RPG fra de gode gamle Super Nintendo dage. Man udforsker dungeons, der fører en ud til verdenskortet, hvor man frit kan udforske spillets verden. Det hele er så delt op af byer, hvor man kan tage imod side missioner og opdatere sine karakteres udstyr.

På vejen dukker der naturligvis også monstre op, og det er her at kamp systemet viser sig. Ni No Kuni er faktisk lidt af en Pokémon kopi, da det handler om at fange og optræne disse monstre, der går under navnet Familiars. Man kan have op til tre Familiars per karakter, og man skal sørge for at holde dem opdateret med det seneste udstyr, og fodre dem med godbider, så de kan blive endnu stærkere. Når de når et bestemt level, kan de udvikle sig hvis man fodrer dem en speciel genstand.

Ja... Præcis ligesom Pokémon. Hvorfor så mange spil skal efterabe Pokémon lige pludselig, har jeg ingen anelse om. Troede at det var rigeligt med Pokémon kopier på Facebook, men åbenbart ikke.

Selvom det er velkendt, så er det stadig ret sjovt. Der er omkring 250 Familiers at kæmpe med, og alle er ret forskellige. Det hjælper også at spillets sværhedsgrad (for det meste) er helt tilpas, hvor det er udfordrende men aldrig frustrerende. Det hjælper også at selve kamp systemet er sjovt og faktisk kræver taktik. Man bliver udfordret, og det er belønnende at stige i level og blive stærkere. For det meste.

Man kan i den grad mærke at ens Familiar bliver stærkere, men man kan ikke rigtig på Oliver og hans menneskelige følgesvende. De får mere liv og magi, men deres skade er ufattelig småt. Jeg ved godt at man skal kæmpe med sine Familiars, men hvordan kan det være, at selvom Oliver og hans første valgte Familiar havde identiske angrebs tal, men alligevel var Oliver ret ubrugelig?

Ens hold kammerater er desuden heller ikke de skarpeste. Sjovt nok, som spillet skrider frem, bliver de dummere og dummere. De forstår ikke altid, når man beder dem om at forsvare sig imod et stærkt modangreb, og virker mere som sadister der elsker skade. Dog hjælper det ikke, at senere bosser dårligt giver én en chance for at forsvare sig. Muligheden for at bede alle om at forsvare sig, dukker også først op alt for sent. Sådan, tre bosser for sent.

Spillet tilbyder også en række side quests, der ofte bliver gjort tilgængelige. De findes både som tjenester for folk, eller som dusør jæger, hvor der bliver låst op for nye quests ved hver enkelt by. Udover penge og ting, får man også stempler til sine merit kort, der kan byttes væk til permanente bonusser, som f.eks. bonus EXP, større chance for bedre ting osv.

Der er en række gode belønninger, så man kommer let til at gå efter at klare dem. Ni No Kuni er et spil, hvor man med glæde sætter spillets handling på pause, for i stedet at klare de mange side quests på jagten efter de store belønninger. Og udover disse side quests, er der også en gryde hvor man kan fremstille alle mulige ting, et sted hvor man kan deltage i kamp tuneringer og et kasino.

Ja, det er bestemt ikke et perfekt spil, men problemerne er små ting, i forhold til spillets kvalitet. Det er et yderst veldesignet spil, lavet på en måde som man ikke har set siden 90'erne. Der er meget nostalgi for folk (som b.la. mig), der voksede op med rollespil som Final Fantasy, Dragon Quest, osv. Det er herligt.

Spillet passer endda på med ikke at falde i de samme problemer, som nogle rollespil fra 90'erne ofte gjorde. Ni No Kuni fortæller dig gerne hvor du skal hen for at komme videre, hvor de i gamle dage helst så at du regnede det ud selv. Side questsene bliver også markeret og husket, så man ved hvor man skal klare dem, hvilket spillene heller ikke gjorde dengang. Spillet bevarer 90'er rollespillenes sjæl, imens det er blevet gjort dejligt brugervenligt.

Det tog mig cirka 45 timer at køre igennem spillet, hvilket er en ret fin længde. Hvis man dog vil have alt, er der mange flere timer at komme efter. Det er et stort spil med en masse indhold, så det kommer til at holde i et godt stykke tid.

Når man kigger på spillet, er det tydeligt at se Studio Ghiblis aftryk. Den kunstneriske stil, designet af karaktere, omgivelser og fjender, alt skriger af Studio Ghibli. Det er rigtig pænt at se på, fyldt med charme og fornøjelse. Det er herligt at se på, og et bevis på hvor meget en god kunstnerisk stil kan udrette.

Spillet har også nogle tegnede forfilm, men disse er ikke særlig konsistente. De ser gode ud, men der er alt for få af dem. De starter med at fylde en del i spillet, men efterhånden forsvinder de helt, for aldrig at dukke op. Efter spillets snydeslutning, så dukker de f.eks. aldrig op igen, hvilket må siges at være ærgerligt.

Spillet har nogle gode og rige lydeffekter, som der passer rigtig godt til spillets flotte og charmerende verden. Stemme skuespillet er dog lidt blandet. Det er for det meste rigtig godt (især Drippy), men Olivers er noget tynd, til tider endda direkte forfærdelig.

Det lyder mange gange som om, at skuespilleren ikke kunne være mere ligeglad. Han underspiller nærmest alt, hvilket skader ens forbindelse til ham. Spil det med japanske stemmer, det giver en bedre oplevelse.

Hvis så bare at spillet brugte sine stemme skuespillere ordentligt. Jeg nåede bogstavelig talt at glemme en af karakternes stemme, fordi der kom et langt stykke, uden nogen form for stemme skuespil. Og som tidligere nævnt, kan spillet ikke rigtig blive enig med sig selv om hvornår der skal være stemmer, og hvornår der ikke skal være.

Spillets musik er komponeret af Joe Hisaishi, der nærmest er fast komponist for Hayao Miyazaki. Joe leverer noget fremragende og mindeværdigt musik, præcis som man forventer af ham. Det ville dog have hjulpet lidt, hvis der var lidt mere variation, da meget af musikken bliver genbrugt. Det nummer der bliver spillet, når der kommer et følsomt øjeblik, vil jeg aldrig nogensinde høre igen, så ofte bliver det brugt.

Ni No Kuni er lidt af et underligt bæst.

Gameplayet er fremragende, og let et af de bedste rollespils oplevelser i år. Men når det kommer til alt andet, så snubler spillet utrolig mange gange. Historien har sine gode øjeblikke, men det bliver til side sat af en langsom handling, der både har en irriterende hovedperson og en nærmest fornærmende slutning. Spillet kan heller ikke blive enig om hvordan den vil fortælle sin historie, og skifter ofte mellem to-tre forskellige måder, på et par minutter, for at nærmest droppe stemmer i flere timer.

Det føles virkelig som om, at udviklernes budget ikke rakte til mere. Man kan nærmest mærke, hvordan budgettet forsvinder jo længere man kommer ind i spillet, for at være nærmest brugt helt op til sidst. Det er ærgerligt og irriterende, men heldigvis går det aldrig udover gameplayet.

Når man spiller det, er det et fremragende spil, men tager man det som en oplevelse, er det yderst mangelfuldt. Og i et rollespil er det altså vigtigt at man har styr på dette. Historien er vigtig i at holde spillerens interesse, når det er så langt. Heldigvis er gameplayet

Samlet karakter: 8/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10