Dansk
BRUGERANMELDELSE

Darksiders II

Efterfølgeren til det glimrende, men forbigåede, Darksiders er landet. Denne gang er det Deaths tur til at kæmpe sig gennem dungeons fyldt med monstre og puzzles i alle afskygninger. Spillet er anmeldt til Xbox 360 .

I en synderslidt fæstning træder jeg ind i et af mange enorme rum, velvidende at udgangene til alle sider vil blive afspærret. For som ventet skal et hav af "corruptede"" dæmoner først slagtes, før jeg igen kan gemme leerne væk og klatre videre mod den uundgåelige boss og efterfølgende belønning, der enten tildeles i form af et quest-item eller en god portion loot. Jo, Darksiders 2 er skabelonskåret, men det er en del af den dungeon-prægede charme, som også kendetegnede det første spil i serien.

Darksiders 2 foregår simultant med handlingen fra 1'eren. Spillet begynder in medias res med, at Death rider i nogle snedækkede bjerge for at finde frem til Crowfather - en karakter, der måske kan hjælpe i forsøget på at få frafaldt anklagerne mod Deaths bror, War. Rejsen bringer dog hurtigt Death videre til diverse afkroge af over- og underverdenen i hans konstante higen efter at hjælpe sin bror. Rejsen griber om sig, for verdnerne er så småt blevet inficeret med "corruption": En gullig krystallisering, der både påvirker omgivelser, men også gør venner til fjender. For at redde War, må Death endegyldigt destruere det allestedsværende "corruption".

Historien tager en række interessante dregninger undervejs og bliver stødt mere og mere spændende. Ganske som 1'eren får man leveret en historie, der er langt over middel for denne type rollespil/hack'n'slash. Nogle vil måske mene, at historien vil få Wars bedrifter i Darksiders 1 til at fremstå mere eller mindre ubetydelige, eftersom Death styrer hændelserne gennem de øvre magter og dermed for alvor er "helten". Hvorvidt man synes om dette, er dog en smagssag og afhænger af ens tilhørsforhold til de to spils helte. Desværre slutter spillet en anelse pludseligt og ender med at levere et rimelig alvorligt antiklimaks.

Hvis man har spillet det første spil i serien vil man hurtigt genkende gameplayet. Ligesom sin forgænger er Darksiders 2 en hybrid af mange forskellige genrer. Herunder især klassisk RPG, dungeon-crawlers, hack'n'slash og platform-spil. Én knap er tilegnet primærvåbnet, der altid vil være et sæt af leer; En anden knap er denne gang tilegnet sekundærvåbner, der er kendetegnet ved enten at være langsomme men kraftige (hammer, økse, morgenstjerne) eller hurtige men svagere pr. slag (kløer o.l.). Derudover er der selvfølgelig knapper til at zoome ind på fjender og undgå at blive ramt. Det er ganske simple mekanikker, der fungerer upåklageligt men aldrig føles specielt ekseptionelle.

Et nyt tiltag er inventory-systemet, der er inspireret af mere loot-prægede spil som Diablo og andre dungeon-crawlers. Man har mulighed for at udstyre sig med nye våben, et væld af forskellige armor-genstande samt en talisman, der dog som oftest vil tjene samme funktion som din armor. I starten er det en kedsommelig proces at tjekke, hvorvidt nye items er bedre end dine nuværende items, men i takt med at de forskellige attributter tager fart, bliver det et langt mindre frustrerende stykke arbejde. Death kan desuden opsamle "possessed weapons", i hvilke man kan fusionere andre items for at ende ud med et mere effektivt våben. Denne proces bliver dog også først rigtig givtig et godt stykke inde i spillet, hvor det ikke længere tager hundrede år før et "possessed weapon" går op i level.

En yderligere opgradering i forhold til forgængeren er Deaths skill-tree. Det er i særdeleshed en fryd at sende en gruppe opgraderede zombier løs på modstanderen. Selvom man sagtens kan klare spillet uden at gøre brug af de forskellige skills, vil de fleste se fordele ved at bruge diverse evner mod forskellige modstandere.
Dog fandt jeg aldrig Reaper-formen specielt effektiv. Den fungerede egentlig udmærket, men det korte tidsrum den varer, vil sjældent gøre udslaget i en vigtig kamp. Her er det langt mere tilfredsstillende at gøre brug af de andre skills.

Hvor det første spil i serien hovedsageligt foregik i en postapokalyptisk menneskeverden, foregår størsteparten af Darksiders 2 i en række forskellige dele af over- og underverdenen. Dette gør helhedsindtrykket enormt interessant og bibringer med stor diversitet mellem de mange dungeons og quests. Man får bl.a. set Dødsriget og englernes rige, og Death er også på kort visit i den postapokalyptiske menneskeverden.

Grafisk brillerer spillet ikke, men de langt mere åbne verdener skaber et atmosfærisk og fascinerende univers, inspireret af de mange action-rollespil, der er på markedet. Man kan i mange tilfælde ride områderne tynde på Deaths hest, Despair, og som følge af spillets åbne tilgang er der også indført et fast-travel-system. Modsat spil som Skyrim fungerer denne funktion dog ikke helt optimalt, da det ofte virker arbitrært, hvorvidt du får muligheden for at lave fast-travel ned til sidste sted, du befandt dig i et dungeon, eller om du bare får mulighed for at bruge fast-travel til selve indgangen. Frustrerende bliver det dog sjældent, da det ofte er let gennemskueligt at bevæge sig igennem dungeons, man allerede har været i.

Persongalleriet og stemmeskuespillet er oftest glimrende, som forventet. Du møder en række sagnomspundne og sagn-inspirerede karakterer, der alle er medvirkende til at gøre oplevelsen langt mindre træg. At Death selv så er en langt mindre sympatisk og interessant karakter end War er til at bære over med.
Der skal også lyde stor ros for de sidequests, der er inkorporeret i spillet. Alle bringer de nogle forskellige oplevelsespotentialer på spil (undtagen Nathaniels), og der altid en passende forløsning i form af et sjældent item eller rigeligt med experience og Gil. Ydermere tager de heller ikke overhånd og resulterer derfor ikke i, at man mister overblik eller fokus i forhold til hovedhistorien.

Darksiders markede sig ved at låne elementer fra en lang række af de mest populære spil-serier gennem tiderne - på godt og ondt. Denne tendens er videreført i det nyeste spil, men hvor 1'erens lånte elementer sjældent blev pinagtige (på trods af, at de som regel var åbenlyse), har de i denne udgave taget en uheldig drejning. Først og fremmest fordi der nu er langt flere åbenlyse elementer fra andre spil. Udviklerne har stjålet med arme og ben, og det ville kræve en hel roman at skulle dokumentere og forklare i hvilket omfang - og fra hvilke spil - der bliver lånt. I flæng kan nævnes God of War, Prince of Persia, Legend of Zelda, Shadow of the Colossus og Portal. Disse var dog også at finde i det første spil.

Af nyere tiltag er der nogle mildt sagt halvhjertede forsøg. Portal-systemet bliver sent i spillet udvidet med en Soul Reaver-tilgang, hvor man har mulighed for at lave en portal til en anden tid. Denne sekvens lider dog under, at den sidste time af spillet fremstår forhastet, og man når dermed ikke rigtigt at få interesse for dette element.

Et langt mere påfaldende element består i den del af spillet, der foregår i menneskeverdenen. Her får man mulighed for at tage massive skydevåben i brug gennem hele banen. Selvom det hurtigt bliver kedsommeligt, er det dog ikke i sig selv dette, der er påfaldende. Det påfaldende opstår i den struktur, banen lægger for dagen. En struktur, der er centreret omkring en advarsel via et alarmerende horn, hvorefter en horde af hjernedøde "corrupted" mennesker kommer stormende mod dig. Hvis dette havde været et FPS havde det været svært at undsige sig lighederne med Left 4 Dead. At det samtidig hurtigt bliver enormt kedelige at skulle skyde horder af stormende mennesker gør dette element decideret pinlig.

Problemet er dog ikke, at der bliver lånt fra andre spil. Problemet er at elementerne ikke når originalerne til sokkeholderne. Særligt klatremekanikkerne kommer til kort, da disse sjældent føles helt spot-on. Dette bliver især indlysende i de sekvenser, hvor man skal klatre på tid. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange Death ikke registrerer mine forsøg på at få ham til at hoppe eller glide langs væggene, fordi mekanikken ikke opfanger de hurtige skift. En væsentlig kime til frustration, der virker unødvendigt tidskrævende.

Men... Spillet er underholdende. MEGET underholdende. Og langt! Jeg brugte snildt 25+ timer på at gennemføre med en god portion sidequests til at trække spilletiden op. Jeg har kun ros til overs for det stigende fokus på dungeon crawler-elementet. Alt fra musikken til de atmosfæriske verdener oser af episk eventyr, og når det kommer til stykket, er det dét, der bringer oplevelsen langt over middel. At historien så samtidig er langt bedre end størstedelen af nutidens rollespils-pladder gør det kun mere optimalt.
Særdeles anbefalelsesværdigt til alle fans af det første spil. Til jer andre: Giv det en chance alligevel. Om ikke andet så for at spille som en fyr, der hedder "Death".

Grafik: 7
Gameplay: 7
Lyd: 9
Holdbarhed: 9

PLUS
Overvejende glimrende historie
Den åbne verden fungerer upåklageligt
Item-systemet

MINUS
De lånte elementer
Til tider problemer med gameplay-mekanikker

Samlet karakter: 7.5/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10