Theatrhythm Final Fantasy

Final Fantasy serien har i løbet af de sidste mange år fået en del spin-offs. Faktisk har serien næsten rundet alle genre inden for video spil. Det har været standard RPG (primært de nummeret udgaver), MMO, Action-Adventure, Dungeon Crawler, Strategi og endda kamp spil. Kvaliteten har været svingene, men jeg tror de fleste af os kan blive enige om, at Dissidia er en af de bedste. Nu fortsætter Square Enix så denne udvikling, og denne gang omhandler det musik genren. Et ret interessant valg, især givet seriens historie hvad angår musik.

Personligt er jeg vokset op med Final Fantasy, så Nobuo Uematsu musik fra Final Fantasy I til Final Fantasy XI står mig meget nært. Lad os se om vi har snak om god hæder af (i min personlige mening) en serie fremragende soundtracks, eller om det blot er en hurtig og billig penge opsnapper.

Spillet starter med en åbnings tekst, der kort fortæller hvad der sker i spillets univers, men det er ikke rigtig det værd at lægge mærke til. Det fylder ikke mere end to skærme i spillet, så det er ret pointeløst. Det er en hurtig undskyldning for at genopleve musik fra serien, så lad os bare lade som om at historien ej eksister. Dog har spillet en slutning (som vi kommer tilbage til).

Spillet tilbyder tre modes. Først er der "Series Mode", hvor man skal spille fem sange fra det pågældende spil i træk. Alle spillets numre er inddelt efter hvilket spil det oprindeligt kommer fra, og der er fem numre per spil. I series mode skal man f.eks. spille fem sange i træk fra Final Fantasy VII.

Når det er gjort, låser man op for "Challange Mode", hvor man kan prøve en sværere udgave af sangene. Til sidst åbner man også "Dark Notes", der tager to tilfældige sange og placer dem i rækkefølge.

Gameplayet er simpelt. Markører kommer glidende henover den øverste skærm, hvor man så skal trykke på touch skærmen for at ramme dem. Der er simple noder der bare kræver at man skal trykke på dem, men der er også noder der skal holdes nede, og noder der skal tegnes enten til siden, op og ned, eller skråt.

Det er ret simpelt, og det er i den grad let at lære. Men spillet giver virkelig udfordring på højeste sværhedsgrad, hvor man virkelig skal bevare overblik, fokus og være hurtig. Det kan blive intenst, og det kræver i hvert fald sin mand/kvinde at klare alle sange på højeste sværhedsgrad.

Spillet er delt op i fire forskellige sektioner. Hver serie starter og slutter med en skuffende screensaver, hvor man blot skal trykke på touch skærmen når noder rammer krystallen. Så er der "Field Music", hvor man skal sørge for at din karakter kommer fra A til B. Så er der "Battle Music", hvor man bliver sat op imod en række fjender. Til sidst er der "Event Music", hvor man skal ramme noderne imens klips fra forskellige forfilm spiller i baggrunden.

Hver gang man klarer en sang optjener man Rhythmia. For hver 500 Rhythmia man opnår, låser man op for nye ting. Det kan f.eks. være nye karaktere, sange, eller andre godter såsom film, og mulighed for at bare lytte til de inkluderede sange uden at skulle spille dem.

Udviklerne har dog også prøvet på noget anderledes. Spillet inkluder nemlig seriens rollespils elementer, hvor man mister HP hvis man misser noder, har specielle egenskaber og mulighed for at bruge items, og stige i level og potentielt blive stærkere.

Jeg siger potentielt, fordi RPG elementerne tilføjer nærmest intet til spillet. Der er ingen forskel på om man er level 1 eller level 99. Adskillige tests har bevist, at en level 99 karakter faktisk kun kan overleve et slag mere end en level 1 karakter f.eks. Statistikker som Strength, HP og Magic er bare pynt, ting der er designet til at få spilleren til at føle at han/hun opnår noget.

Spillets items og egenskaber klarer sig dog markant bedre, og kan redde en i mange tilfælde. Især på de højere sværhedsgrader. Alle sange giver en forskellige items, og der er mange af dem. Især Dark Notes kan give sjældne items, der både hjælper en i kamp og kan låse op for hemmeligheder.

Så ja, bortset fra det mislykkede level up system, så virker spillet faktisk ret godt. Det er sjovt at spille, og der er god udfordring.

Det kan også blive overaskende vanedannende. Man er altid tæt på at låse op for noget nyt, hvilket hurtigt kan give en lyst til liiiiggggeeee en ekstra sang. Bare for at se hvad man låser op for næste gang.
Der er dog en hage ved det. Det ender desværre også med at blive et stort grind.

Der er mange ting at låse op for, men det tager op til flere timer at låse op for alt. F.eks. låser man nogle gange op for krystal dele, der låser op for nye karaktere når man har nok. Men der går lang tid imellem at man opnår en. Ja, det lyder som en underlig ting at kritisere ikke? Meget indhold er kun godt ikke?

Ja, hvis ikke det var fordi at spillets første 39 sange er kørt igennem i løbet af et par timer. Der er andre sange at låse op for, men det kan let tage mindst seks timer, før man overhovedet låser op for sin første nye sang. Det hjælper bestemt heller ikke at jeg nåede spillets rulle tekster efter blot seks timer.

Hvem sidder ærlig talt og lytter til sangene for sig selv, uden at spille dem? Og hvad er pointen med at indsamle kort af karaktere og monstre, når man ikke kan sammenligne dem med andre spilleres samling? Det er ikke fordi der er mangel på godt indhold, fordi der er nemlig omkring 81 sange at i alt i spillet. Det tager bare en evighed at nå frem til dem.

Men spillet har også en række mangler.
De individuelle spils intro og slut numre kan nemlig ikke spilles frit i "Challange Mode". Det kan kun lade sig gøre hvis de tilfældigt dukker op i spillets "Dark Notes". Nogle numre bliver desuden heller ikke repræsenteret i fuld længde. F.eks. varer "Final Fantasy VII Main Theme" næsten syv minutter, men bliver afbrudt efter 3:14. Nogle af spillenes slut numre bliver også afbrudt på denne måde.

Man må formode, at man ville holde sangene i en nogenlunde kort længde, men i det her tilfælde ville det være bedre at repræsentere sangene i fuld længde. Eller i det mindst, give en muligheden for at spille en kort eller fuld længde.

Nogle af spillets sange varer desuden også for længe. Der er en del numre der ikke har nogen rigtig afslutning, men som i stedet kører i Octavarium (loop). Dette betyder at nogle sange starter på ny efter et stykke tid.

Sådan var det i de oprindelige spil, med TFF formår ikke at balancere dette ordentligt. Nogle sange stopper lige som det skal til at køre i loop, imens andre sange får lov til det. Det føles ikke som om at udviklerne ikke har undersøgt sangene ordentligt til tider.

Spillet har en multiplayer og "Street Pass" funktion, men jeg kan desværre ikke sige noget om hvordan det virker, eller hvad man kan. Jeg er tilsyneladende den eneste i mit nærområde (Faxe) der har en 3DS og, ikke mindst, spillet. Jeg kender faktisk ikke nogen der har begge dele. En online mulighed ville have været en stor hjælp.

Som nævnt tidligere, når man rulleteksterne efter omkring seks timer. Der er meget at låse op for, men det er et stort grind imellem de ting der rent faktisk er noget værd. Hvis man dog er villig, er der meget at komme efter. Man kan desuden også købe i alt 52 sange gennem 3DS butikken, til 7,50 stykket.

Grafikken er lidt af en smagssag. Karakterne er lavet om til små chibi figurere, hvilket bestemt ikke er for alle. Det gjorde ikke mig det helt store, selvom jeg nok hellere så en mere realistisk udgave af karakterne. Ellers ser spillet fint ud, og det er rart at se klips fra de gamle Final Fantasy spil i udvalgte sange.

Men i et spil som dette er det musikken der er vigtigst.

Som nævnt tidligere er numrenes længde ret ubalanceret, men ellers er det en stærk lydside. Numrene er i perfekt kvalitet, taget direkte fra deres respektive spil og fået en tur i remaster maskinen. Det lyder utrolig godt, og er en god hyldest til Nobuo Uematsus klassiske soundtracks. Fans (som mig) vil opleve den ultimative nostalgi.

(Der er også musik fra FF12, FF13 og Dissidia. Disse numre er ikke lavet af Nobuo Uematsu, men det primært hans musik der er fokus på).

Theatrhythm Final Fantasy er et sjovt og underholdende spil, der opnår hvad det går efter: At hædre musikken i Final Fantasy spillene.

Det træder forkert på nogle punkter, såsom at det hurtigt bliver et stort grind for at opnå ting der er noget værd, ubalanceret længder af de forskellige numre, og fejlslagende RPG elementer. Det er et sjovt spil, endda vanedannende på nogle punkter, lige indtil man tænker over problemerne.

I sidste ende er spillets publikum alligevel ret begrænset. Gameplayet er sjovt, men hvem henvender musikken sig til? Garvede Final Fantasy fans som mig. Det begrænser publikummet stærkt, men spillet er alligevel værd at huske.

Min personlige holdning er, at video spil komponister ofte må undvære den samme hæder, som de bedste studier og video spil skabere (selvom der bliver lagt mere mærke til dem i disse dage), så et spil der hædrer af en af de bedste komponister i industrien gør mig ikke spor. Hvis det bare var blevet gjort i et endnu bedre spil.