Dishonored

Kejserinden er død, hendes datter er kidnappet, og jeg er stemplet for mordet. Dishonored er en ny udgivelse inde for stealth-action genren, der kommer med nye bud på, hvordan genren kan tage sig ud. Er forandringerne nok til at værdige en gennemspilning, eller har vi i virkeligheden prøvet det hele før? Svaret finder du her.

Jeg har her anmeldt PC versionen af Dishonored.

I Dishonored indtager jeg rollen som kejserindens beskytter, Corvo Attano, der netop er vendt hjem til riget Dunwall. Her bliver jeg budt velkommen af tronfølgerprinsessen Emily. Emily spørger, om jeg vil lege skjul. Jeg bemærker, at Emily tydeligvis ser op til mig, så selvom jeg har vigtigere gøremål, tager jeg alligevel tid til prinsessens ønsker. Der kan nu ikke være megen tvivl om, at Emily spiller en central rolle i fortællingen. Efter kort tid må jeg dog videre. Jeg går op ad de kongelige trin, til jeg møder kejserinden. Hun tager imod mig med åbne arme. Lykken varer kort, for pludselig bliver kejserinden slået ihjel og Emily bortført. Jeg bliver anklaget for mordet og smidt i en celle, så jeg kan afvente min dødsstraf. Udenfor går verden i forfald, imens en ny konspiration, ledet af den kejserlige rigsforstander, overtager riget. En gruppe af frihedskæmpere vil min skæbne det anderledes, og før jeg får samlet tankerne, tager de mig på hævntogt for at finde Emily og stoppe den nye hersker.

Scenen er fint sat til et spændende stealth-eventyr. Dishonored tager samtidigt et lidt nyt tag på genren ved at give Corvo Attano magiske evner. En overnaturlig magt har givet ham kræfter, der giver ham muligheder for hastigt at bevæge sig vidt omkring og skabe kaos - om nødvendigt. Den første kræft, jeg modtager, er "Blink". Blink gør mig i stand til at teleportere en kort distance, hvilket giver nye fremgangsmåder inden for genren. Det føles i hvert fald nyt i denne kontekst. Jeg kan hurtigt og uset springe fra et punkt til et andet. Så snart en fjende vender ryggen til, kan jeg lynhurtigt stå bag hans ryg, og neutralisere ham.

De magiske evner skaber diversitet, og giver mulighed for at gennemføre opgaver på vidt forskellige måder. Banerne er også rimeligt åbne. Skal jeg ind i en central bygning, kan jeg ofte finde en kælderindgang, storme ind af hoveddøren, eller bruge mine evner til at nå et loftvindue. Samtidig er der altid forskellige måder, jeg kan gøre det af med mine mål på. Det kræver ofte, at jeg undersøger muligheder og søger efter ledetråde, hvis jeg skal gennemføre en mission på den bedst tænkelige måde. Men jeg kan altid forfalde til åben kamp, hvis jeg ønsker det, uden at skulle starte forfra. Åben kamp giver ikke mig personligt en fed oplevelse. Dishonored står stærkest, når jeg spiller med omtanke.

Ordet omtanke skal her ikke tages for tungt. Ofte peger pile desværre lige den vej jeg skal gå, hvilket betyder, at jeg sjældent kan gøre noget forkert. Men det betyder samtidig, at jeg ikke får den samme følelse af, at have gjort en bedrift, som hvis jeg havde haft færre ledetråde. Det sagt, så føler jeg mig stadigvæk belønnet, når jeg gennemfører en mission på bedst tænkelige vis. Jo mindre jeg bliver opdaget, og jo mindre skade jeg gør på omverdenen, des mindre kaos skaber jeg, hvilket belønner mig i sidste ende. Eksempelvis optjener ofte jeg flere runer, hvis jeg holder lav profil. For runer kan jeg købe opgraderinger til mine færdigheder, hvilket kan være en hjælp senere hen.

Færdighederne har det dog også med at blive en smule for kraftfulde. I løbet af spillet opgraderer jeg mine stealth-færdigheder. På et tidspunkt bliver jeg så dygtig til at snige mig, at jeg næsten ikke kan blive hørt. Det betyder, at jeg uden problemer kan løbe op bag fjender, så længe de ikke kan se mig. Det får fjenderne til at fremstå dummere, end de er. Fjenderne bevæger sig meget stift rundt, hvilket både er en fordel og en ulempe. Fordelen er, at jeg efter ganske kort tid kan udregne en fjendes rute og reaktionsmønster. Ulempen er derimod, at fjenderne virker for kunstige og uintelligente, hvilket gør oplevelsen mindre spændende. Denne følelse styrkes af, at en af mine færdigheder giver mig mulighed for at se igennem vægge, så jeg let kan planlægge forud. Jeg bliver heldigvis stadigvæk overrasket af fjender, hvis jeg føler mig alt for godt tilpas, og dette hjælper den gode oplevelse på vej.

En anden færdighed giver mig mulighed for at indtage dyr og fjenders krop, således at jeg kan bevæge mig steder, der ellers ville være umulige at nå. Det giver spillet et sjovt pift, selvom det sjældent bliver nødvendigt at anvende.

Historien er rimeligt interessant og en god bund for spillet. Konspirationer, og venner der stikker hinanden i ryggen, hører sig til. Det bliver alligevel noget forvirrende, da et overnaturligt menneske, som fortalt, pludseligt giver mig kræfter. Hvorfor jeg modtager disse, og hvad denne overnaturliges baggrund er, ville jeg gerne have fået bedre fortalt igennem historien. Der er på den anden side masser af bøger med fortællinger at læse i spillet, hvis du er til den slags. Disse fortæller en del baggrundshistorie. Jeg kunne dog godt have fået fortællingen at vide af spillets hovedfigurer. Men overordnet er historien ikke en hæmsko, og derfor kan der her ikke rigtigt sættes en finger, udover at handlingen for mig er rimeligt forudsigelig. Ikke dermed sagt at den er kedelig, for det er den ikke. Jeg vil ikke spolere mere, så lad os fluks komme videre.

Dunwall tager sig flot ud. I Dishonored præsenteres en tegneserielignende stil, som på sin vis føles unik. Stilen er ikke prangende, men den passer til universet, og distancerer sig fra andre spil. Det er ikke et grafisk vidunder, jeg ser, men det føler jeg heller ikke videre nødvendigt for spillets samlede underholdningsværdi. Til gengæld er atmosfæren tyk og universet lækkert skruet sammen. Dunwall virker ganske dystopisk og forfalden, og farverne er kolde og klamme. Det er meningen, og derfor er Dunwall værd at undersøge nærmere.

Lydsiden er ligeledes fin. Stemmeskuespillet er generelt overbevisende, når det kommer til spillets vigtigste personer. Almindelige fjenders dialog med hinanden gentages desværre ofte for meget igennem spillet, hvilket hiver mig en smule ud af oplevelsen, da det godt kan ærgre, at høre den samme linje igen og igen. Her kunne jeg godt have brugt små forskellige samtaler, da det ville have givet fjenderne mere liv. Hovedkaraktererne har imidlertid hver deres historie at fortælle direkte og indirekte via ord og handling. Det kan ofte skabe nogle herlige øjeblikke, hvis jeg ikke kun bevæger mig ad den lineære sti.

Jeg valgte i spillet at gå efter en lav profil og ikke skabe kaos. Derfor fokuserede jeg naturligt ikke så meget på våben som mine færdigheder. Havde jeg i stedet valgt en mere aggressiv tilgang, er der muligheder for at opgradere min armbrøst, min pistol og købe bomber. Jeg kan samtidig hacke fjenders udstyr, og bruge det imod dem, hvilket kan skabe nogle ganske underholdende stunder. Men den listige tilgang giver mig ofte flest runer, hvilken i sidste ende derfor bedst betaler sig. Samtidig finder jeg også såkaldte "Bones". Disse giver mig små fordele, alt efter hvilke jeg vælger at bruge. Jeg kan naturligvis ikke bruge dem alle på en gang, så det handler om at vælge dem, der matcher min spillestil. Bones bringer til gengæld ikke det store til spillet overordnet set.

Den listige spillestil skaber det fede gameplay. Snigmord, eller alternativer hvis jeg kan og vil, skal udtænkes, områder skal undersøges og Dunwalls indbyggere er ofte en fordel at forhøre sig med. Selvom opgaver nogle gange bliver for indlysende, er de stadigvæk underholdende at løse - så længe jeg tænker mig om.

Når alt kommer til alt er Dishonored en fed oplevelse, som er svær at slippe. De lidt usmarte fjender og de indlysende opgaver opvejes af massiv stemning, et fint karaktergalleri og et unikt stealth-gameplay, der gør spillet en værdi tilføjelse til spilsamlingen. Det er ikke altid et first person stealh spil klarer sig godt, men det gør Dishonored. Derfor kan Corvos eventyr anbefales til alle fans af snigeri og action, der søger et helt nyt og interessant univers at boltre sig i.

Grafik: 8
Gameplay: 9
Lyd: 8
Holdbarhed: 9

Min karakter: 9

Minus:
Lidt uintelligente fjender og forudsigelige opgaver.

Plus:
En spændende og medrivende verden og et gameplay, der giver dig lyst til at spille mere.