The Walking Dead

Zombiespil har altid vippet på kanten, til noget der har grænset til for meget af det gode. Med en ofte stor smagløshed krydret med en enorm mængde gru og vold, har spil om de levende døde ramt plet i mange unge forvirrede drengesind. Jeg er selv en af dem, for gud hvor er det tilfredsstillende at hamre en rusten skovl ned i en halvdøds hoved til den søde musik af en knasende hjerneskal.
Denne blodige tendens har været svær ikke at overse de sidste par år, hvor en række heldige og mindre heldige titler har gjort deres indtog i zombie-genren.
Titlerne har dog alle været præget af én gennemgående ting: Et minimalt fokus på en dybere historie, hvor man aldrig har følt det egentlige pres fra en zombie-overrendt verden.

'The Walking Dead' tager dog denne ubrugte stafet i hånden, og resultatet er fantastisk godt. Spillet tager nemlig sit fokus i at levere en dyb og rørende historie, hvor det ikke er antallet af slagtemetoder, der i sidste ende udgør, om spillet er godt eller ej. Det er i stedet de valg, du som spiller tager i gennem historien, som påvirker hvilken oplevelse, du i sidste ende står med.
The Walking Dead er delt op i fem episoder, som sammen udgør historien. Da hver episode tager fat, hvor den forrige sluttede, er det derfor også naturligt at anmelde dem alle som én enhed.

The Walking Dead tager fra start udgangspunkt i en verden, hvor det endnu ikke er gået op for størstedelen af menneskeheden, hvilken trussel der ligger og lurer rundt om hvert et hjørne. Hovedperson 'Lee' gennemlever sammen med den otte årige pige 'Clementine' netop den udvikling for menneskeheden i søgen efter denne piges forsvundne forældre. Undervejs møder de en række overlevende personer med værdi for historien, og det er her, at spillet viser sin egentlige styrke. Hver episode indeholder nemlig fem beslutninger, som udover de almindelige dialoger med egne valg har markant betydning, for hvem der stjæler bilen for næsen af alle, hvem der overlever, og hvem der i sidste ende vil gå med eller i mod dig. Det skaber en fantastisk spændningsopbygning.

Hver gang der skal træffes en beslutning, det kan være dialog eller en af de fem beslutninger, skal det ske inden for et afgrænset tidsrum, ellers vil Lee forblive stum og derved ikke få skabt sig enten venner eller fjender. Da alle personer er meget virkelighedstro, er det derfor vigtigt at holde sig venner med dem, man selv føler, man kan stole på, da de som sagt reagerer på givende svar.
Man kunne frygte, at det ville give anledning til, at alle store beslutninger ligger på ens egne skuldre. Det er dog ikke tilfældet her, da man møder handlekraftige personligheder, der ikke er bange for at stille sig op og råbe højest.
Historien er sat fænomenalt sammen, og jeg tog mig flere gange i at have ondt af de virtuelle karakterer og endda til tider føle sorg. Det skyldes ikke mindst det bånd, der bygges op i mellem Clementine og Lee, der er så stærkt og virkelighedstro, at man blot inderligt ønsker det bedste for dem begge - Det er langt fra alle spil, der formår at give sådanne følelser.
Stemmeskuespillet er den stærkeste faktor for fremkaldelse af disse følelser, da alle karakterer i hele spillet er spillet med sådan en stor indlevelse, at det til tider kommer langt over skuespil på film.
Musikens små skærende toner sætter også en dyster stemning for apokalypse-temaet, og det fungerer kort sagt godt. Intet mere eller mindre.

Spillet er et 'point and click'-spil, hvilket i sin enkelthed er ordet for, at man stort set kun bruger musen, eller mit eget tilfælde sin finger, og derved navigerer rundt på skærmen og samler diverse objekter. Det kan være mad, som skal holde gruppen i live eller en skruetrækker, der skal bruges til at forsvare sig i mod zombier. Det resulterer i flere scener, hvor der skal trykkes -og ikke mindst tænkes hurtigt: Skal den mindre larmende skruetrækker bruges, eller er det den hurtigt-dræbende pistol, der skal trækkes? Det er dog ofte ikke zombier, som er den største trussel. Mennesker kan nemlig i desperate tider være villige til at gøre alt for alt overleve, og det kommer til udtryk i flere opgør med andre grupper.
Da jeg har spillet 'The Walking Dead' på IOS, kunne man forvente at styringen var upræcis og sløset. Det er den dog langt fra, og der har kun ganske få gange været problemer med at dreje kameraet hurtigt nok til at undvige zombiernes evige sult.

Til trods for troværdige karakterer og et simpelt gameplay, så er grafikken ikke lige så meget oppe at ringe. Karakterernes grafiske stil er lavet med henblik på tegneserien, og derfor er det heller ikke meningen, at de skal alt for 'virkelige' ud. Det betyder let overdrevne kæber og næser med en lige og ren tekstur. Det kan dog til tider blive lidt for rent, for der er ikke meget variation i karakterenes bevægelser, så gang og løb kan blive meget stift at se på. For ikke at tale om en til tider 'moon walkende' Lee, der klunset danser hen over gulvet i en roterende bevægelse.

Udover et par uheldige grafiske elementer, så er 'The Walking Dead' uden tvivl et fantastisk spil, der med sine troværdige karakterer og en dystert sat ramme formår at inviterer spilleren så meget ind i universet, at man til tider må nive sig selv i armen for ikke begynde at føle ægte sympati for spillets karakterer.
Spillets ubehageligt medrivende cliffhangers, får en til at ville vide mere om det barske tema og dets overlevende personligheder; ikke mindst slutter spillet på fuldstændigt overraskende og rystende vis og giver med en åben slutning anledning til fremtidige episoder i serien om Lee og Clementine. Det kan næppe gå galt.

- Jeg lover mig selv aldrig at lege tankeløst med de døde levende igen.

Karakter: 10/10