Gennem de sidste mange år har jeg efterhånden været mange steder i verden. Jeg har været i LA. med Midnight Club, i Rom med Ezio fra AC og jeg har desuden befundet mig i det krigshærgede England med Resistance. Men et sted jeg aldrig har befundet mig er Hong Kong.
!Spoiler!
Mørke. To sikkerhedsvagter overvåger dig med overvågningskameraer, imens de bare venter på, at du og din makker vil gå i den fælde, som er ved at udfolde sig ved den handel du er på vej til. En omkringgående vagt opdager handelen. Han bliver brutalt slået ihjel med en kødkniv. Alle vagterne braser nu ind i lagerbygningen, som du befinder dig i, og det er nu, at du skal bevise dit værd. Du løber så du næsten skal holde på hat og briller, for at du ikke bliver fanget, men du ved næsten godt, at det er forgæves. Du fanges, og ryger i spjældet. Du skaber kontakt med en tidligere ven, og ikke ret lang tid efter havner du i et forhørslokale. Din identitet røbes af forhøreren, din overordnede.
!Spoiler ovre, men mindre spoilers kan forekomme om dele af handlingen. Læs på eget ansvar, hvis du ikke har spillet det!
Dette er en opsummering af første mission, hvor Sleeping Dogs allerede starter med fart over feltet. Sleeping Dogs handler om personen Wei Shen, en fyr af normal størrelse med de mange kendetegnede dragetatoveringer, og så er han næsten lige så flyvende som Bruce Lee var på en god dag. Han er lige vendt tilbage fra USA, og efter første mission, får man at vide hvem han er. Shen er undercover og hans overordnede opgave er, at han skal skabe uro i triaden "Sun On Yee". Der går ikke længe i handlingen før han bliver et accepteret medlem og rykker trin for trin op, ad den mægtige rangstige, i denne magtfulde instans.
Spillet er dog forholdsvis kort, og hovedhistorien kan klares i omegnen af 10-12 timers spilletid. Men det er dog ikke for lidt tid, til at man kan nå at knytte bånd til de mange forskellige karakterer i spillet. Karakterer som man egentlig godt ved hvad der sker med, selv i nogle tilfælde ønsker det modsatte. Spillet viser derfor også, at det ikke er alle i miljøer som disse, som er rene "bad guys" ligesom det ofte er i spil af denne genre. SD har desuden sidemissioner, hvoriblandt der er tilfældige begivenheder, tjenester, ræs, hangouts osv. Der er ikke lidt at give sig til efter rulleteksterne er løbet over skærmen. Om du enten vil hjælpe folk med småting, som giver dig plus i omdømme (læs: face) eller om du hellere vil snuppe nogle fjendtlige triader i en narkohandel, har du mulighederne. Du kan desuden vædde dine virtuelle penge i en omgang hanekamp, eller du kan også vælge at tage et spil Mahjong, og se om du har heldet med dig.
I SD er der desuden et level system for dine tre vigtige egenskaber. Politi-score, Triade-score & Face-score. De to første får du ved, at du f.eks. skal være ekstra aggressiv overfor fjender, men du må ikke være for klodset, eller ødelægge infrastruktur. Disse kan give forbedret skade eller ekstra slow-motion. Face-scoren påvirkes af de gerninger du gør. Vundne løb eller tjenester du gør, hjælper borgerne med at holde styr på hvem du er, så de ved hvem de skal frygte.
Grafisk er SD et flot spil. Det er ikke nogen perle, og det ville ikke kunne sammenlignes med de store "revolutionerende spil". Men det er et spil med store kontraster i farverne, et spil som prøver på at få det til at virke så virkelighedstro som muligt, men det lykkes kun til en hvis grad, eftersom det ikke er knivskarpe, men somme tider halvsløve animationer man ser. Hvis man så kigger mod dialogen, hvor det veksler mellem engelsk og kinesisk, så fungerer det faktisk ret godt. Der er ved de vigtige personer, og ved de vigtige sætninger engelsk tale, og når de så skifter over til bandeord, eller småsnak skifter de til kinesisk.
Samlet set er SD et rigtig godt spil. Det er ikke perfekt, og det er lidt kort taget i betragtning af nogle af de andre sandbox spil på markedet. Omvendt hvis spillet havde været længere ville der med høj sandsynlighed have været for meget fyld. Der er efter min mening en glimrende historie, og selvom det ikke er revolutionerende, mener jeg godt, at dette spil kan hamle op med de spil, som længe har sat på tronen, GTA.
For en kort opsummering:
Godt:
+ Historien
+ Geniale personer
+ Masser at give sig til bagefter
+ Dialogen
+ Mange muligheder i kamp
Skidt:
-Bilfysikken føles for tung
- Musikken kunne være valgt bedre
- Karaoke funktionen i barerne er unyttig.