Dansk
BRUGERANMELDELSE

Hitman: Contracts

Skrevet af: Nike   2013-03-03

Hitman 2 fuldførte sin mission. Det var en stærk forbedring i forhold til det første spil, og det satte både Agent 47 og IO Interactive på verdenskortet. Det blev mødt af gode anmeldelser og gode salgstal, så det efterlod naturligvis et spørgsmål: "Hvornår kommer fortsættelsen?". Det gjorde den to år senere, i 2004, under navnet Hitman: Contracts. Lad os se hvordan det gik.

Spillet starter med at Agent 47 er blevet skudt. Han søger tilflugt i en lejlighed, hvor han gradvist får det værre og værre. Dette giver ham en række flashbacks til tidligere missioner.

Så simpelt kan handlingen beskrives, og det er desuden også en overraskende tynd en.

Der er ingen sammenhæng i 47s flashbacks, og de er ikke engang relevante for handlingen. Ofte ser man bare en kort forfilm, som på en eller anden måde giver anledning til et flashback, og efter missionen får man igen en kort forfilm, der dårligt fører tingene videre. Det begynder at give lidt mere mening til sidst, men der kommer aldrig en forklaring.

Det er i hvert fald ikke historien, der har været et fokus, og det kan tydeligt ses. Bare lad som om at der ikke er nogen historie, fordi IO prøver ikke engang at fortælle en.
Gameplayet er stort set det samme som i Hitman 2. Man bliver smidt ind i en mission med en briefing, der fortæller hvem man skal dræbe. Man skal så dræbe målet og slippe af sted uset. Jo bedre man klarer sig, jo bedre rank får man til sidst.

Man kan ligesom sidst vælge at spille spillet som et skydespil, eller som et snige spil. Det er dog sidstnævnte der klart anbefales, da det er her at spillet er på sit bedste.
Jo vist, det kræver mange spildte liv, planlægning og opdagelse at regne ud hvad man skal gøre, men det har sine belønninger.

At dræbe sit mål og forblive uset er fantastisk belønnende, og der er intet bedre end at se sin forsigtigt lagte plan blive udført til punkt og prikke. Der er mange forskellige måder at udføre missionerne på, så det er altid sjovt at genspille missionerne, for at se hvordan det ellers kan lade sig gøre.

Ja, det lyder stort set som Hitman 2, og nu tænker du måske "hvad er der af nyheder?".

Øhhhmmmmm... Udover nye missioner altså? Der er et par nye våben, i form af f.eks. puder og sprøjter (primært nærkamps våben), og den kunstige intelligens er blevet forbedret, så fjenderne er mere logiske, og giver mere mening.

Mere er der faktisk ikke. Spillet er nærmest en basal opgradering af Hitman 2, så man skal ikke forvente de helt store nyheder. Selvom der er savnet nogle nyheder, så er gameplayet stadig utrolig godt. Der er få spil som Hitman, der kan være så intense og tankefuldt. Man bliver virkelig sat på nogle store udfordringer, men det er altid det hele værd i sidste ende.

Så selvom der, skuffende nok, ikke er så mange nyheder, så er spillet stadig af rigtig god kvalitet, også selvom at nogle dele af spillet er direkte genbrug.

Nogle af spillets missioner er taget direkte fra det første spil. Det føles billigt, som om IO ville være færdig før tid. For at være ærlig, er dette kun rigtigt et problem for folk der har spillet det første spil, men det er stadig en smule skuffende.

De "nye" missioner er dog nogle af de bedste i serien. De er meget vel designet og kreative, og viser tydeligt hvor dygtige IO er. Det så bare en skam, at der ikke er så mange af dem.

Spillet er også overraskende kort. Det kan gennemføres på fem til syv timer, og det eneste der lokker en tilbage, er de åbne baner og højre sværhedsgrader, hvilket ikke er for alle. Man skal være stor fan af spillet, før man vil spille det mere end en gang.

Grafisk ser spillet dog bedre ud, end Hitman 2. Animationerne er mere flydende og naturlige, og der er kommet flere detaljer på både karakterne og omgivelserne.

Omgivelserne er desuden overraskende mørke og til tider forstyrrende, såsom spillets slagter klub mission. Selvom nogle er missionerne er genbrugt, så er det nogle pæne omgivelser.

Lyd effekterne har også fået en pæn opgradering, hvor stemme skuespillet er blevet lidt bedre i forhold til sidst. Dog gør David Bateson stadig et fantastisk arbejde.

Jesper Kyds musik er meget anderledes i forhold til det tidligere spil. I denne omgang er det meget mørkt og elektronisk, men det ændrer ikke kvaliteten spor. Det er et af de bedste soundtracks i video spil industrien, der er fængende og mindeværdigt.

I sidste ende opfylder Hitman: Contracts det basale krav: At levere mere Hitman. Man sidder i sidste ende og ønsker at der var nogle nyheder, og at spillet var længere, hvilket får spillet til at fremstå som en lille skuffelse. På den anden side, så har spillet stadig mange fremragende kvaliteter, såsom det intense gameplay og de åbne omgivelser.

Der er nok ting til at klassificere spillet som en lille skuffelse, men også nok til at anbefale det. Så en lidt blandet fornøjelse.

Samlet karakter: 7/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10